Samtaler, jeg har med Taxa-Mike kl. 3.30 en torsdag nat

I går var jeg ude. Og fuld. Sådan ret fuld. Det var på alle måder aldeles fremragende. Klokken nærmede sig halv fire, før jeg stavrede ud på Nørrebrogade og prajede en taxa hjem. Det er altid lidt spændende, om man får en taxachauffør, der er snakkesalig, eller om der bare er stilhed/easy listening-radio hele vejen hjem. Jeg normalt suverænt mest tilhænger af mulighed nummer to, men i går fik jeg den mest fabelagtige taxachauffør, der resulterede, at jeg – efter at være kommet hjem – satte mig spritstiv foran computeren med det ene øje lukket (for ikke at se dobbelt) og transskriberede vores samtale bedst muligt ud fra min alkoholiserede korttidshukommelse. Den lød nogenlunde sådan her:

Mig: “Hej, jeg vil gerne hjem!” (Jeg sagde selvfølgelig min adresse, jeg antog ikke bare, han vidste, hvor jeg boede).

Taxa-Mike: “Ja, det gør vi. Har du haft en god aften?”

Mig: “Ja, tak, den har været fremragende. Har du?”

Taxa-Mike: “Nej, fordi du ved, Corona og sådan, der er ikke mange mennesker ude. Der er ikke så meget at lave.”

Mig: “Nej, det kan jeg godt se. Der er ikke så meget liv i gaden stadigvæk, og alting lukker jo også tidligt.”

Taxa-Mike: “Ja, og jeg har tre børn, jeg skal sørge for, og en kone… Kun én kone.”

Mig, let forundret over udspecificeringen af, at der kun var én kone: “Ja, så må det være mange regninger, der skal betales.”

Taxa-Mike: “Ja, det er det. Har du kæreste og børn?”

Mig: “Nej.”

Kort pause, hvor jeg ligesom føler, jeg bør byde ind med noget mere.

Mig: “Jeg har en kat?”

Taxa-Mike: “Okay, han? Hun? Hvad hedder den?”

Mig: “Han hedder Herbert.”

Taxa-Mike, umiddelbart ret ivrig efter at komme væk fra katteemnet og tilbage til det, der er vigtigt: “Okay, vil du gerne have en kæreste?”

Mig, lidt overrumplet af at blive stillet et for mig ret eksistentielt spørgsmål efter syv timers semi-intens druk: “Ja, altså, det tænker jeg da, jeg gerne vil på et tidspunkt.”

Taxa-Mike: “Okay, en mand? For nogle vil jo gerne have en kvinde. Vil du hellere have en kvinde?”

Mig: “Jeg er nok mest på en mand.”

Taxa-Mike: “Du skal have en god mand. Det kan jeg mærke. Det skal du have.”

Mig: “Det ville ikke være dumt!”

Vi ankommer til min adresse.

Taxa-Mike. “Det bliver 122 kroner.”

Mig: “Yes, jeg tager den på kortet.”

Taxa-Mike, meget forsigtigt: “…Vil du give drikkepenge?

Mig, meget fuldemandsrørt over Taxa-Mikes vurdering af, at jeg har fortjent en god mand: “Det kan du tro!”

Taxa-Mike: “Mange tak. Hav en god aften.”

Kort pause, hvor han lader til at vurdere, om næste del er okay at tilføje.

Taxa-Mike: “Jeg håber, du finder en rigtig god mand!”

Kommentarer (18)

Der er lukket for kommentarer.