Det store internet og “voldsom skepsis” som default

Skrevet d. . Uploaded i mig,visdomsord.

Der er ingen tvivl om, at tonen på internettet ofte er hård. Rigtig hård. Men over en længere periode har jeg bemærket, at det påvirker mig på en anden måde end bare at blive trist, når jeg ser, hvordan folk behandler hinanden. Jeg befinder mig på mange måder i en konstant forsvarsposition. Jeg er på vagt. For jeg ved aldrig, hvornår nogen beslutter sig for, at det er på tide at gå til angreb. Og det rammer ikke helt så hårdt, når jeg er forberedt.

Det har nogle ærgerlige konsekvenser. Jeg kan godt lide at lave jokes på min egen bekostning. Prikke lidt til fejl og mangler og sporadisk idioti. Men hvis en, jeg ikke kender, laver de samme jokes om mig, så føler jeg mig ofte instinktivt ramt. Fordi jeg er usikker på, om der bliver grinet af mig eller med mig, når der er tale om en person, hvis personlighed og jargon, jeg ikke kender. Og min go-to indstilling er åbenbart blevet, at folk er imod mig. Det er selvfølgelig 100% en forsvarsmekanisme, but still. Hvor skod er det lige?

Det er noget, jeg har tænkt meget over på det seneste. For det skrevne ord er så uhyggeligt nemt at misforstå. Og mange neutrale ord kan nemt blive tillagt nogle konnotationer fra læseren, selvom skriveren slet ikke havde dem tankerne, der ordene blev skrevet.

Jeg tror måske, jeg startede med at tænke over det, da jeg modtog en af de der smække-med-døren-farveller i et kommentarfelt for lang tid siden. Der var en kommentator, der havde skrevet, at hun var uforstående over for folk, der gjorde en bestemt ting. Jeg kan ikke engang huske, hvad den ting var, men det er for så vidt heller ikke relevant. Hun havde skrevet en mening i mit kommentarfelt, så jeg svarede selvfølgelig tilbage, fordi, well, det er pointen med kommentarfelter. Jeg skrev, at det for mig at se ikke var et problem, at folk gjorde den ting, så længe det ikke påvirkede folk omkring dem. Og det var så her, at en tredje person blev vred på mig. Hun skrev i bund og grund, at mit svar var supernederen, og at hun tit oplevede, jeg svarede folk nedladende (jeg kan ikke huske hendes præcise ordvalg, men det var noget i den dur), og at det var dråben, og hun ville ikke følge med længere.

Jeg kan huske at være blevet decideret forvirret over voldsomheden af hendes kommentar. For hun var tydeligvis meget vred. Og jeg kunne overhovedet ikke se, hvad det var, hun var blevet vred over. Det tyggede jeg lidt på i noget tid, og så gik det op for mig, at hvis man valgte at tage de briller på, så kunne min kommentar sagtens læses som værende mega passiv-aggressiv. Sådan lidt folk-har-ret-til-deres-eget-liv-bland-dig-udenom. Og fordi omtalte kommentator havde gået og set sig lidt sur på mig, så var det de briller, min kommentar var blevet læst med, selvom den fra min side var blevet skrevet ganske almindeligt konverserende og uden nogen negativ undertone.

Jeg skal ikke lyve, det gjorde mig lidt ekstra paranoid i forhold til, hvordan jeg formulerer mig. For i forvejen er det nemt at blive misforstået, men hvis man derudover skal overkompensere for folk, der måske lidt leder efter en undskyldning for at misforstå ens ord, så er det ekstra op ad bakke. Plus, emojis! Du er fucking fucked, hvis du bruger en emoji forkert! I årevis elskede jeg blinke-smileyen som indikator for, når noget var sagt i sjov, men til sidst var jeg nødt til at holde op, fordi det viser sig, at virkelig mange mennesker bruger den sådan lidt hånligt. Og en almindelig smiley kan åbenbart virke overbærende på den ufede måde. Føler mig som Mads Steffensen, da han fandt ud af, at han på det nærmeste ufrivilligt havde udsat sine kvindelige kolleger for sexchikane, fordi han godt kunne lide aubergine-emojien og ikke anede, at den havde en sekundær betydning.

På den positive side har alle de her tanker betydet, at jeg er blevet bedre til ikke at råbe vagt i gevær, når jeg får en besked, som lidt kan gå begge veje. Hvis jeg læser nogle ord, hvor jeg er i tvivl om det underliggende budskab, så prøver jeg at forestille mig en af mine veninder sige dem. For ofte er der reelt ingen forskel på en sviner og venskabeligt drilleri i selve ordene. Det er afsenderens intention, der gør forskellen, og når man så ikke kender afsenderen, så kan den være lidt svær at afkode. Og selvom jeg selvfølgelig har oplevet min del af uvenlige ord gennem tiden (både rettet mod mig selv, men også online generelt), så er det måske til min egen fordel, at jeg prøver at vænne mig af med “voldsom skepsis” som default setting, når folk skriver ting på internettet. Der er trods alt (gudskelov) markant flere rare mennesker end røvhuller.

Related Posts:

Kommentarer (21)

  • Sandie

    Helt seriøst, Miriam, vil du ikke være min ven? (Jeg ved ikke om det er lidt creepy, men det er ment godt!) Jeg ELSKER dine eftertænksomme indlæg og jeg synes, at du er så god til ord, og jeg bliver virkelig glad af at læse dem. Plus bonus Herbert <3

    • MiriamsBlok

      Ej, du er sød, det kan jeg slet ikke håndtere! 😀 Jeg siger tak for de søde ord (og også Herbert, hvis han vidste det, er jeg sikker på).

    • Matilde

      Åh jeg har så tit tænkt det samme! Gad virkelig godt være veninde med dig Miriam. Tak for endnu engang at give mig noget at tænke over!

  • Amalie

    Mega fedt indlæg! 🙂 Jeg bliver også selv tit i tvivl når jeg læser folks kommentarer. Det sker også, at jeg faktisk ikke helt kan regne ud om det, der er skrevet er ment sarkastisk og så kan betydningen jo virkelig være i begge ender af niceheds-skalaen.
    Ift. bloggeren der får kommentarerne er det sjældent, at jeg støder på nogen som jeg synes svarer tarveligt eller nedladende, men jeg kan godt synes, at det er lidt ærgerligt, hvis vedkommende tilsyneladende kun svarer på de negative kommentarer og ikke alle de positive.
    Tak for en altid skøn blog!

    • MiriamsBlok

      Fuck ja, mand, sarkasme er et hel dimension mere! Jeg kan på en måde godt sætte mig ind i dem, der mest besvarer negative kommentarer, for der føler man sig angrebet og har behov for at tage til genmæle. Men jeg er samtidig helt enig med dig i, at det sender et lidt ærgerligt signal, hvis man belønner negativitet med opmærksomhed, men ikke anerkender dem, der rent faktisk bakker op om en.

  • Anja

    Jeg har observeret noget underligt ved mig selv her under corona-halløjet hvor jeg arbejder hjemmefra. Selv sagt kommunikerer vi meget på skrift internt i organisationen, men også eksternt. Vi skyper og taler selvfølgelig også i telefon, men der er rigtig mange mails.
    Det der er sket, er at jeg har fået ord-paranoia! Jeg læser alt muligt ud af sætninger og ord, som jeg aldrig før har gjort. Kritik osv. Selv kollegaer og chefer jeg kender godt, føler jeg pludselig ikke kan tolke. Jeg bliver i tvivl om deres hensigt og bliver vred og såret. Jeg har ikke set deres mimik og kropssprog i over 3 uger! Jeg mangler simpelthen den fysiske dimension af kommunikation mellem mennesker.
    Det førte mig egentlig til at tænke på at det jo er sådan I bloggere har det med jeres arbejde hver dag. I har jo kun skriftlig kommunikation med jeres følgere. Og det må dælme være svært! Det har i hvertfald fucked helt med mit hovede på det seneste?Kæmpe skud
    ud til dig Miriam. Du er og bliver min favoritblogger❤️

    • MiriamsBlok

      Der går så meget tabt, når man ikke har fysiske samtaler med folk. Ikke mindst, fordi der ikke ligesom er et etableret forhold, man ligesom kan arbejde ud fra.

  • Karin

    Du er SÅ skide dygtig! …Og det kan sikkert læses på mange måder – men det er ment lige som det står.

  • Mette

    Jeg synes ikke, jeg nogensinde har været i tvivl om meningen med de ting, du skriver (og det kan jo så i sig selv afsløre noget om mig.?…). Jeg synes netop altid, du formulerer dig så klart og skarpt, men samtidig nuanceret og med humor, så tak for det ?

    • MiriamsBlok

      Altså, jeg gør generelt mit bedste, men jeg er blevet meget obs på, at man ofte virkelig ikke er klar over, hvis man fx lyder vildt sarkastisk – fordi man ikke skrev med det formål. Og det kan selvfølgelig ind imellem være lidt uheldigt!

  • Elisabeth

    Så rigtigt! Det er let at komme galt afsted med det skriftlige. På et tidspunkt skulle jeg informere en flok kolleger om en ændring i fht et produkt. Jeg havde travlt og fattede mig i korthed ved at skrive “FYI (produktinfo)” Der gik ikke længe før jeg fik vrede mails tilbage fra flere af dem og det gik op for mig at de som er generationen ældre end mig nok ikke var bekendte med forkortelsen og havde troet der stod “FY!” ups… Nogle gange skal man også kende sin målgruppe…

  • Marie

    Åh jeg kender det! Selv min far, som jeg kender virkelig godt og normalt ser ca en gang om ugen, mistolker jeg ofte på skrift. Jeg tror, det er en generationsting i det her tilfælde. Han er 70 og sender næsten aldrig “Forklarende” smilies med, når han skriver noget der kan tolkes negativt. På trods af at jeg nu rent faktisk er en voksen kvinde på 40, går det altid teenager i min, når jeg får de beskeder og jeg tolker dem fluks negativt! Det er da lidt sært! PS: intet nyt fra dig et par dage. Håber du er ok <3

    • MiriamsBlok

      Ja, generationskløfter kan være ret vilde der, fordi vores forældre simpelthen ikke har haft en SMS-kultur, og det er jo nærmest et sprog i sig selv! (Jeg er helt okay, jeg holder bare weekend! Det er et helt nyt og spændende koncept for mig! 😀 )

  • Soffie

    Hørte Alanis Morissette sige, at hendes far havde fortalt hende;

    “Der vil være 3 typer reaktioner fra folk, lige gyldigt HVAD du gør i livet:
    1/3 vil elske dig for det
    1/3 vil hade dig for det
    1/3 vil være pisseligeglade
    – altså, kan du lige så godt gøre det” …. og det var hun glad for at hun havde gjort/gør.

    Og det er jeg også glad for at DU gør, Miriam! <3

  • Soffie

    Og egentlig skulle det jo hedde ligegyldigt – men fuck det, det er er lige gyldigt! 🙂

Der er lukket for kommentarer.