50/50: Håndtryk eller krammer?

Skrevet d. . Uploaded i blogland,mig,sjovhed.

På mange måder er det lidt bizart at være blogger. Eller instagrammer eller youtuber eller tilsvarende, hvor man gør sig til på sociale medier. (Jeg er med på, at det er smartere med en paraplyterm, men jeg har det stramt med ordet “influencer”, fordi det får det til at lyde, som om mit primære virke er at påvirke jer, der følger med, til et eller andet, hvor jeg mere synes, mit primære virke er at skrive random ting på internettet). Selvom der efterhånden er så mange af os, at det her reelt betragtes som sin egen branche, så er det stadig en ret lille branche. Hvor alle kender alle. Hvis ikke personligt så i hvert fald af navn. Og nogle gange udvikler lige netop det sig relativt akavet.

De fleste af os har ikke startet en blog med det formål at leve af den. Vi startede, fordi vi syntes, det var sjovt. Og den interesse forsvinder heldigvis ikke, fordi bloggen bliver en levevej. Det betyder, at vi gerne følger med hos andre bloggere. For at blive klogere eller for at blive inspireret eller bare fordi det er pissehyggeligt at følge med i andre folks liv. Det er så nemt at få en relation til en blogger og føle, man virkelig kender dem. Det er vel det, der er hele humlen. Men det kan også godt være lidt et problem. Fordi.

Jeg render semi-ofte til events. Både for den netværkende del og for det sociale. Blogland kan godt være lidt kliket, forstået på den måde at man gerne hænger ud med de folk, der laver noget i ca. samme dur som en selv. Man har jo typisk en del til fælles. Det er også tit dem, man bliver inviteret til events sammen med. Fordi ens universer ligner hinanden, og det måske er det univers, den relevante kunde gerne vil involveres i. Så på den måde er mine største konkurrenter i blogland også dem, jeg er tættest med. Det fungerer nu heldigvis ret godt. Der er skræmmende lidt internt drama, der er langt mere søstersolidaritet.

Men selvfølgelig er det ikke altid præcis de samme mennesker, der er inviteret til de præcis samme ting, og nogle gange er man mere på udebane end andre. Fx bliver jeg af og til inviteret til beauty-events, selvom jeg ikke er hardcore beautyblogger, og der lander jeg som regel midt i beautyblogger-segmentet. Andre gange bliver jeg inviteret til et madlavningsevent og bliver kastet sammen med madbloggerne. Og nogle gange bliver jeg inviteret til noget, hvor den primære målgruppe er til den yngre side, hvorfor jeg pludselig er omringet af Youtubere. Tilføj selv flere eksempler. Der er intet galt med den type events, det er tværtimod skidesjovt med noget afveksling og at lære nogle nye mennesker at kende. Problemet opstår, når man skal hilse. For jeg ved oftest godt, hvem store dele af de her mennesker er. Hvad jeg ikke ved er 1) om vi har mødt hinanden før og/eller 2) om de har nogen anelse om, hvem jeg er. Fordi man både følger så mange mennesker og møder så mange mennesker, så får man helt ærligt meget nemt mudret sammen, hvem man har haft en reel samtale med, og hvem man bare begejstret har lyttet til, mens de talte på deres story. Hvilket leder til det evigt akavede spørgsmål: Håndtryk eller krammer?

Hvis man vælger den sikre løsning og rækker hånden frem, så risikerer man at fremstå halv-arrogant, og jeg-kan-overhovedet-ikke-huske-dig-agtigt. Vælger man omvendt en krammer, kan det hurtigt blive lidt overfamiliært, især hvis modtageren anvender anledningen til at meddele deres navn. Godt så. Vi kendte ikke hinanden. Den kunne man måske afværge med en “har vi mødt hinanden?”, men den rager altså også deropad på akavetheds-skalaen. Uanset hvor reelt det er, så er det jo ikke fedt at glemme folk, man har mødt (eller at være den, der er blevet glemt, og der har jeg også været en del). Jeg har stået i den her situation så mange gange, og selvom det som regel er en 50/50, så ender jeg næsten altid med at vælge den forkerte. Således rakte jeg fx i dag hånden frem mod søde, søde Lisbeth Østergaard, præcis samtidig med, at hun sagde “hej Miriam!” og lagde an til et kram. Og hvis jeg lægger hjernen i blød, kan jeg selvfølgelig godt mindes, at vi har mødt hinanden før, men jeg havde da ved grød ikke troet, at hun ville kunne huske mig. Pis.

Så ja. Hvis nogen sidder inde med den perfekte måde at undgå dette prima eksempel på social akavethed, så er jeg herreåben for forslag, for fuck mig, mine statistikker er ikke imponerende!

Related Posts:

Kommentarer (26)

  • Mette

    Og hvad er kutyme blandt bloggere ift at referere til begivenheder eller informationer, du har læst om på bloggen men ikke selv fået fortalt af vedkommende? Hvis han/ hun fortæller noget du kun ved fordi du har læst med siger du så ‘ja det ved jeg’ eller lader du bloggeren fortælle færdig?

    • MiriamsBlok

      Begge dele, vil jeg sige. Når nogen siger, at de var til et eller andet, så siger jeg typisk “ja, det så jeg på bloggen/Instagram”, men de gengiver sjældent præcis, hvad der er blevet skrevet før, så er det måske, hvad de syntes om eventet eller maden eller noget andet. 🙂

  • Sara

    Oh i feel you! Jeg er også mester i social akavethed!
    Når jeg står i en situation hvor jeg ikke kan huske om jeg har mødt personen før, rækker jeg altid armen frem til et ‘goddag’, samtidig med at jeg lige så let rører med venstre hånd på personens skulder, og siger; undskyld men jeg er virkelig dårlig til at huske ansigter (og det er jeg ved Gud!) har vi hilst på hinanden før?
    Det plejer at fungere fint- hvis den anden altså ikke også er ansigtsblind, for så er man jo lige vidt ? men så kan man stå der og grine lidt af sig selv og hinanden og blive enige om at det kan være svært at huske alle de mange mennesker, for jeg er sikker på at du ikke er ene om at hane det sådan.
    Men en gylden middelvej mellem krammer og håndtryk er bedst i disse situationer synes jeg.

    • MiriamsBlok

      Det ville være ideelt, bortset fra at problemet jo ikke er, at jeg ikke kan huske deres ansigt. Tværtimod! Jeg ved PRÆCIS, hvem de er! 😀

    • Henriette

      Jeg praktiserer også ‘konference-håndtrykket’ (som det er døbt i min verden) og er fan! Jeg krammer gerne folk jeg kender, men ser mig helst fri for at kramme Gud og hvermand til sociale eller faglige arrangementer.
      Håndtryk med højre og let klem med venstre hånd på venstre skulder. Bum. Personen bliver holdt på afstand og du kan tage den der akavede håndtryk-til-kram i opløbet. Klemmet kan også gå over blive sådan et klappe/ae bevægelse (uden at være nedladende, selvfølgelig).

      Når jeg gennemlæser det ovenstående kan jeg godt se, jeg lyder som en isdronning. Til mit forsvar var jeg i sin tid meget aktiv i mit studiemiljø, hvilket gør at rigtigt mange i min branche nu (gen)kender mig, uden at jeg altid kan huske dem. Og når jeg er afsted til arrangementer nu., vil jeg bare rigtig gerne bruge tiden på alt andet end den der akavede kramme-tango…

  • Lisa

    Jeg er også meget akavet i sådan nogle situationer. Men det er mest når jeg skal sige farvel til nye mennesker. Da vi mødte hinanden for to timer siden, var det håndtryk. Hvad så når vi siger farvel? Akavet kram eller endnu et håndtryk?
    Jeg er efterhånden begyndt at sige farvel med en highfive eller en knuckle.

    • MiriamsBlok

      Av ja, der lander jeg også ofte! Jeg kører tit kujonen, hvor jeg bare laver en vinker til alle henne fra døren! Ellers er jeg generelt en krammer.

  • Jeanet

    Jeg synes ikke det er arrogant at give hånd til folk. Heller ikke nogen man har mødt før.

    Jeg krammer stort set aldrig medmindre jeg kender folk så godt, at jeg ikke ville glemme om jeg har mødt dem før.

    så synes godt du kan ‘nøjes’ med hånd, hvis du synes krammeri til alle ikke er passende.

    • MiriamsBlok

      Jeg er mest den krammende type. Men jeg hvis jeg møder folk for allerførste gang, er jeg mest til at præsentere med hånd. 🙂

  • Anonym

    Ræk hånden frem, og hvis de så laver en Lisbeth Østergaard og hilser med navn, så trækker du dem ind til et kram. Så ved man også, hvilken side man skal smide hovedet til og undgår mere akavethed.

  • Sofie

    Kombinationen; Højre frem til håndtryk og ventre op til krammer. Så er der lige et håndtryk imellem jer til at afbøde krammet (hvis det nu ikke er én du har mødt før)

  • Cecilia

    Jeg kørte til fødselsdag hos en pige fra mødregruppen i sommers, jeg vidste at det ville blive en blandet gruppe af fødselarens nye og gamle veninder – de fleste af dem fremmede for mig. Da jeg kommer trillende i bilen lige ved hendes hus, møder jeg et velkendt ansigt, og jeg smiler og vinker derfor, i stor stil ud af bilens vindue.
    Men ak.
    Det var ikke en veninde, til hverken fødselaren eller mig. Det var dig Miriam ?

      • Cecilia

        som jeg husker det kiggede du lidt forvirret, men det kan være min hjerne der har spillet mig et puds fordi jeg synes det var lidt akavet, at jeg har tænkt at du syntes det samme ?

  • Amalie

    Jeg har sådan et lidt mærkeligt system, men jeg synes det plejer at virker 🙂
    Jeg krammer alle mennesker der er under ca 30. Alle mænd, der er ældre får et håndtryk (med mindre jeg kender dem godt selvfølglig). Kvinder får en krammer til de er omkring 40-50 år og så bliver det den der blanding hvor man først giver hånden og så ligesom giver en krammer med den anden arm.
    Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor – jeg tror bare, at jeg efterhånden har fundet ud af at det fungerer 🙂

  • Rikke

    Åhhh det kender jeg alt for godt! Var til polter for en måneds tid siden ved en lidt ny veninde! Alle gav krammer til brudens mor og da hun kommer til mig læner jeg mig også ind til krammer – hun rækker dog hånden ud og siger “dig har jeg vist ikke mødt før” ???‍♀️ Endnu værre end håndtryk/krammer situationen er dog når man færdes i et internationalt miljø som jeg gjorde da jeg studerede med sydeuropæere som kindkysser ?? hvilken side starter man ved og hvor mange kys skal man give??? Alt for akavet! ??

  • Maja

    Jeg tænker den er “nem”…
    Hvad vil du helst? Komme til at kramme og være “overvenlig” eller give hånd og virke “småarrogant”? ?

    Hellere en krammer for meget end en for lidt ?

Der er lukket for kommentarer.