Savn

Skrevet d. . Uploaded i Frank.

Jeg ved ikke, hvor lang en acceptabel sørgeperiode er for en kat. Der er nu gået et halvt år, og det er ved at være noget tid siden, folk holdt op med at spørge, hvordan jeg har det. Med Frank. Eller snarere med mangel på Frank. Måske er I også trætte af at læse om ham. Det går bedre. Jeg græder langt fra hver dag længere. Jeg kunne godt, men jeg gør det ikke. Giver jeg mig selv lov til at mærke savnet, så er tårene der med det samme. De er der nu, triller ned ad mine kinder, mens Herbert angriber vasketøjet på stativet.

Herbert er meget anderledes fra Frank, og det er på sin vis virkelig dejligt, for så er der ingen konkurrence. Men det har også en tendens til at understrege det store tomrum, der stadig er, hvor Frank engang var. Jeg savner at nusse hans tykke, bløde mave. At få headbumps som godnatkys og blive bræget af, når jeg er for nærig med opmærksomheden. Jeg savner hans rolige væsen og stille snorken. Jeg savner hans halvskaldede pletter over hvert øje, man kun kunne se fra en bestemt vinkel, som jeg troede var unikt for Frank, men som jeg i går opdagede, Herbert også har fået nu, så det er nok en briteting. Og så tudede jeg i to timer, fordi det aldrig faldt mig ind at tage et billede af Franks skaldepletter, og nu er det for sent.

Jeg er skrækslagen for at glemme ham. Det føles som et svigt at komme alt for meget videre. Jeg ved godt, det er fjollet, og at han jo ikke bliver hverken mere eller mindre død af mængden af tid, jeg tænker på ham, men sorg er sjældent rationelt. Og sørger, det gør jeg stadig.

Elskede Frank, du er så savnet.

Related Posts:

Kommentarer (36)

  • Lika

    Jeg bliver aldrig træt af at læse om Frank. Aldrig. Forstår godt du savner ham. Han var helt unik. Gode gamle Frank. Men Herbert får mig også til at smile og grine.

    • Pernille

      Har det præcis på samme måde. Skriv endelig og meget gerne om Frank alt det du vil. Vi savner ham også herude. Herbert er heldigvis også dejlig.

  • Ninna

    Jeg mistede min (og mine forældres) kat for halvandet år siden, og jeg savner hende stadig. For et halvt år siden fik jeg selv en kat, og han er også anderledes end min gamle kat var, og jeg kender virkelig godt, at det både er dejligt, samtidig med, at det også understreger det tomrum der er, og som aldrig vil blive udfyldt. Og nu sidder jeg sgu og tuder.
    Du er bestemt ikke alene i sorgen <3

  • Sara

    Jeg sørger stadig over mine misserdrenge, der desværre forlod os alt for tidligt, for nogle år siden, men det er nemmere nu. Det bliver nemmere at tænke på dem og få et smil på læben, selvom det stadig kommer med tåre i ny og næ, her 5 år efter. Det er okay at føle sorg, det er tegn på, at der var noget godt. ❤️ Vi savner alle sammen Kong Frank, han er i hjertet gemt, selvom man kun kender ham fra billeder. ❤️

  • Mia

    I dag valgte min kæreste at slå op med mig. Og dette indlæg fik mig til at vræle. Igen. Det er noget intenst noget det med sorg.

  • June

    Som jeg skrev på Instagram forleden. Jeg savner Frank, men jeg elsker Herbert! Jeg ved godt at det var din kat, men vi andre (i hvert fald mig) savner ham også. Husker tydeligt hans brægen. Han var bare noget særligt. Jeg forstår godt at du savner ham. Du skal bare blive ved med at give dig selv lov til at være ked af det. Jeg bliver aldrig træt af at høre om ham og jeg ved godt at han var meget mere end bare en kat for dig!

  • Hanna

    Kender der så godt! Jeg har fået en ny dejlig killing, men det er jo ikke en erstatning, og katte er så forskellige. Jeg savner min gamle kat så meget.. hun sov ved siden af mit hoved hver nat, så jeg kunne snuse til, og kysse, hendes bløde mave, det er det jeg savner mest ❤️

  • Lene

    Der er vel intet der er mere rigtigt, når det kommer til vores følelser? Sorg skal have tid, ligesom glæde og alle andre følelser. Og bare rolig, du glemmer ham aldrig!

  • Josephine L

    Der er ingen andre end dig der kan bestemme hvor længe det er acceptabelt for dig at sørge. Det er dit tab og dit savn, og det har du ret til at føle. Jeg kan godt forstå at du savner ham. Jeg mistede min første kat for 4 år siden, og blev ked af det den anden dag, da jeg fandt en gammel bluse med hendes hår på. Det er en helt særlig kærlighed man har til sine dyr, og den forsvinder heldigvis aldrig helt ❤️

  • Heidi

    Forhåbentlig vil man altid savne sine kæledyr. Jeg ka ta mig selv i, med en lille tåre i øjet at tænke tilbage på mit livs første(nej faktisk 2 hund. Den første var mor til hende som stadig gør mig blød) kærlighed. Cheri min sorte skønhed af en helt alm. Sort labrador. Hun blev født på køkkengulvet i mit barndomshjem da jeg var 4 år gammel. Hun var hele mit liv i 7 år… eller min første kat da jeg flyttede hjemmefra. Honning som var ja honning eller rav farvet strivet huskat. Hende jeg bare skulle passe fordi hun var blevet tygget i lidt for voldsomt af min venindes hund, så hendes lunge var punkteret. Men på dag 2 måtte jeg ringe og sig hun blev hos mig. Hende mistede jeg da hun kun var 5 år. Pga akut nyresvigt… og jeg ku blive ved. Milo min main coon hankat som jeg også mistede på grund af dårlige nyre. Hans fodtryk var i vindueskarmen i 8 mdr efter han blev aflivet. Indtil min mor lige ville tørre støv af i den vindueskarm… de dyr fylder alt. Det skal de ogaå. Og man skal savne, glædes og ikke mindst mindes alle de gode stunder ens dyr har givet en… siger hende dyrepasseren som er blød som smør. Og ja jeg græder sommetider ogaå over de dyr jeg afliver på mit arbejde. På trods af jeg passer i omegnen af 350 slanger, fisk og fugleedderkopper, tudser og skorpioner. For mig er de alle lige. Og ingen har lwvet forgæves hvis man bare husker at mindes dem

  • Michelle

    Frank var dejlig <3
    Jeg savner stadig Tage. Og det er efterhånden en god portion år siden. Det går aldrig helt væk. Så jeg forstår dig. Kram!

  • Louise

    Kæledyr kommer under huden på én. Som i virkelig meget. Ville slet ikke vide hvad jeg skulle gøre af mig selv hvis min lille hundemand døde. Din sorg over Frank er reel så længe du føler den <3 mange, mange tanker fra en fellow animal person <3

  • L

    Savner stadig min kat jeg mistede for over 7 år siden. Det hjælper dog virkelig at jeg har fået to andre, der er ligeså dejlige, men kan stadig tude hver gang jeg tænker på hende, hvis jeg tillader det:-(

  • Søs

    Jeg mistede min dejlige hund i 2009. En måned før jeg fik mit første barn.
    Jeg kan stadig tude over at hun ikke er der mere. At mine børn ikke skal opleve den lalleglade, energiske, dejlige hund. Min store pige og Fie-pigen ville være et fantastisk match.
    Savner hende så meget <3

  • Lillesøs

    Min bror døde for snart halvandet år siden. Jeg bliver stadig ramt af bølger af sorg som får mig til ikke at kunne trække vejret. Jeg taler aldrig med nogen om det. Jeg forventer alligevel ikke at de kan forstå det.

  • Sofie

    Apropos det her med den acceptable sørgeperiode. Måske har jeg postet det til dig før – men synes virkelig denne klumme, “Man skal ikke sætte ‘bare’ foran andres sorg” (link herunder) gør det godt – en acceptabel sørgeperiode er så lang, som den er. Desværre er der mange, der har en holdning til, hvor længe man må sørge over et kæledyr – men som Camilla Buch skriver, så skal man ikke sætte bare foran andres sorg – for så var det ikke sorg.

    https://www.information.dk/debat/2017/07/saette-bare-foran-andres-sorg?vwo_exp_badges=|32|

  • Emilie

    Man må aldrig forsøge at sætte begrænsninger for sorg. Det kan slet ikke lade sig gøre. Man må bare acceptere, at den er der. Og håbe på, at den en dag stopper med at være der hele tiden. Forleden dag tog jeg en kæmpe tudetur over min barndoms hund, som altså døde for over et årti siden. Men jeg kom lige til at tænke på hende, og så løb tårerne ellers bare. Det jeg prøver at sige er, at selvom det kan virke fjollet og man kan tænke “det er jo bare et kæledyr” så er det en stor del af ens liv, og ingen andre end dig selv kan forstå, hvordan sorgen viser sig.

  • Malou

    Og nu sidder jeg og tuder… Jeg sagde farvel til min elskede hund Lady for noget der ligner 20 år siden og hendes efterfølger, min lige så elsket Flicka, for omkring 10 år siden. Savner dem begge helt vildt og ved at jeg altid vil gøre det. Er dog heldigvis nået dertil hvor jeg, når jeg ikke læser et indlæg som dit, kan mindes dem begge og deres forskelligheder, uden at tude. Så du må godt græde over Frank og du svigter ikke Frank fordi “kommer videre”. Kun hvis du ikke gør det i dit eget tempo ?

  • MLM

    Min kat, den havde jeg fra jeg var en lille pige til jeg var 16, den blev 15 – da den døde… det kan ikke beskrives! og så sent som i sidste måned hylede jeg over den, hvor fantastisk den var og hvor helt igennem uretfærdigt det er og var, at den ikke er mere. Måske var det januar-mood, men jeg er altså 32… så savn og sørg løs, den slags har ingen udløbsdato i min opfattelse.

  • Erika

    Åh det er da klart, at du savner Frank! Han var din følgesvend, din familie i så mange år. Det glemmer man da aldrig og kommer aldrig rigtig over. Heldigvis bliver sorgen mindre markant, men den går aldrig helt væk.

    Du kommer aldrig til at glemme ham; det tror jeg ikke, du skal være bange for. Men jeg kan godt forstå, at den angst er der. Men jeg tror, at ens hjerte er stor nok til flere kærlighed er. Den til Herbert er bare et nyt sted i dit hjerte og kan hverken fortrænge eller fortrænges af Frank.

    Jeg har haft 2 katte: første hankatten Pandekage og sidenhen hunkatten Chiqui. Jeg elsker og savner dem begge, selvom de var vidt forskellige. Og det er både sørgeligt men også rart at mindes dem.

    Så skriv/snak du endelig løs om Frank. Både for din egen, men også for vores skyld. For han er en del af Miriamblogfamilien <3

  • Anne R

    Vores huskatte har også de der tyndhårede pletter, der kun ses fra den rigtige vinkel. Så måske en generel katteting.

  • Iben

    Min kat blev aflivet tilbage i 2011 pga. en blodprop, og selvom jeg er blevet voldsomt allergisk overfor katte pga. ham, så gjorde det virkelig ondt at miste ham. Jeg har ikke de voldsomme tudeture længere her otte år senere, men jeg kan stadig blive helt melankolsk ved synet af en kat og virkelig savne ham. Så jeg kan sætte mig i dit sted – jeg tror dog, det er endnu hårdere for dig, da du boede med Frank til det sidste, jeg nåede at flytte hjemmefra og blev vant til ikke at se min kat hver dag – det er et utroligt savn og en stor sorg, og det tager bare tid, før man kan tænke tilbage på det skønne dyr uden at græde. Skriv så meget du har brug for om Frank. Jeg læser gerne. <3

  • Janni "Gulde" Iversen

    Man glemmer aldrig. Ikke sine egne og ikke engang dem man kun har connected til gennem internettet. Frank er stadig savnet. Ligesom jeg stadig kan græde over min Misser fra for 14 år siden. Eller kaninerne. Eller puttehønsene. Jeg drømmer meget, og I særligt hektiske livssituationer kan jeg stadig finde mig selv drømme om at samle 3 kæledyrsgenerationer på én gang.

  • Josephine

    Hun hed Josephine, hun var en blanding af norsk skovkat og huskat, hun mjavede ved døren på 4. sal, når hun hørte mine skridt, hun headbumpede og blev kysset og båret rundt, det er snart 10 år siden, vi tog afsked – og jeg savner hende da stadig tit, og når jeg går forbi dyrlægen, ser jeg ind på døren til undersøgelseslokalet og bliver lidt ked.

  • Julie

    Det tog mig 6-7 år at holde op med at hyle, hver gang jeg tænkte på en hest jeg mistede på tragisk vis og i alt for ung en alder (hestens). Men hun var min daglige glæde i en periode, hvor jeg havde hjertesorger, og hendes ro og skønne væsen fik mig igennem i god behold. Sorg over at miste sådan en ven skal der være plads til, også selv om andre tænker, at det “bare” er et dyr.

  • Camilla

    Årh, savner også Frank. Han mindede mig om vores gamle kat (dog ikke en brite), men ud fra personlighed. Man kan desuden se hans skaldepletter på det her billede hvis du spørger mig. Kærlighed og knus i din retning. It’s okay not to be okay.

Der er lukket for kommentarer.