Sorg er.

Skrevet d. . Uploaded i Frank,personligt.

Sorg er… farlig. For mange. Jeg kan godt lide min sorg. Ikke hvordan den river i mit hjerte, eller hvordan den tager min søvn, eller hvordan den gør mig trist og træt og opgivende, men jeg kan godt lide, at den findes. Den er vidne om kærlighed. Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke var ked af det. Jeg ville sågar nok føle mig skamfuld, hvis jeg havde været ovenpå igen efter et par dage. Jeg ville føle, jeg svigtede Frank og alt det, han betød for mig. “Det eneste, der hjælper, er at få en ny kat!” Jeg har mistet overblikket over, hvor mange gange jeg har hørt det nu. Folk vil gerne hjælpe. De vil gerne tage min sorg fra mig. For den er farlig. Selv bare kattesorg. Men jeg vil ikke bytte min sorg ud med en ny kat. Min sorg er det, jeg har tilbage af Frank, og lige nu værner jeg om den. Jeg skal ikke distrahere mig selv fra den, prøve at snyde mig udenom, jeg skal være i den, indtil jeg er igennem den.

Sorg er… upraktisk. Det opdagede jeg første gang, da jeg var vendt hjem fra Jylland, sad på toilettet og var løbet tør for toiletpapir. Helt tør. Normalt sætter jeg det på indkøbslisten, når jeg tager hul på sidste rulle i en pakke, men jeg var fuldstændigt ligeglad med altid og det inkluderede også ærinder. Surprise, surprise, man skal stadig tisse, selvom man sørger. Man skal også stadig passe sit arbejde. Det gjorde jeg ikke. Det er kampakavet at svare på en mail ti dage for sent og bruge undskyldningen “min kat er lige død”. Den ligger kun lige et halvt skridt over “min hund spiste mine lektier”, og jeg kan godt høre det. Men jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med at gå i kiosken efter cigaretter med blodrøde tudeøjne, jeg er ligeglad med at få et grådanfald i et fly et sted over Canada. Jeg er ligeglad med, at jeg stadig ikke har støvsuget sofaen, for det er Franks sofa, og det holder op med at være Franks sofa, hvis den er fri for Frank‐pels.

Sorg er… Overalt. Jeg vil gerne mase min sorg ind på tidspunkter, hvor det passer mig, men det vil min sorg ikke være med til. Jeg hader Facebook for at vise mig “minder” fra for fire år siden, hvor Frank i vanlig stil ser skidesur ud, og jeg smiler lykkeligt ind i kameraet. Når jeg laver mad, vender jeg mig automatisk om for at kigge efter Frank i døråbningen, der sidder og håber på at få lov at smage. Jeg skulle finde et billede på mit SD‐kort og scrollede uopmærksom igennem arkivet, da det dukkede op. Det sidste billede nogensinde taget af ham, hvor han ligger lykkeligt i vindueskarmen og sover. Der er minder overalt, og lige nu gør de ondt. Giver mig knuder i maven og tårer i øjnene.

Med tiden bliver det bedre. Det ved jeg. I mellemtiden er sorgen. Den er, og det skal den have lov til.

Related Posts:

Kommentarer (36)

  • Nille

    Føler med dig

    Mine forældre “valgte” at få aflivet min hun samme år som jeg fik min søn
    Ud fra så havde jeg andet at tænke på

    Den havde nok ikke klaret en sæson mere, men derfor gjorde det stadig ondt

    Ja en killing kan lindre, men ikke før du er klar
    Men når du er klar håber jeg du tjekker Internaterne

    • Kat k

      Miriam er meget pro-‘adopt – don’t shop’, så det skal vi nok ikke bekymre os om at være belærende om lige nu. Eller nogensinde.

  • Katrine

    Sorg er hjemløs kærlighed. Sorg er kærlighedens pris. Sorg tager tid ❤️

    Efter vi havde mistet vores søn læste jeg meget og faldt over dette:

    “tålmod – det kræver tålmodighed at vide at man atter engang får lyst til at se fremtiden i øjnene.
    Jeg kan gribes af en inderlig trang til at springe sorgen over, lade som ingenting, og lade det hele være gemt og glemt.
    Som om sorgen er noget jeg kan vente på går over med tiden. Rend mig i røven.
    Men ét er tålmodighed, noget andet er mod.
    Det kræver mod af karat at betale prisen for udsyn til fremtiden”.

    Kære Miriam, det gør mig ondt du har mistet. Inderligt. Ingen fortjener at miste en sjæleven som jeg fornemmer Frank var. At du skriver om sorgen betyder meget for sådan en som mig, bryder tabuet om man vil, for det er vitterligt ikke noget vi taler meget om.

    Kram til dig

  • Line

    Sorg er vigtig og den skal have lov at fylde ❤️ Det går langsomt over – aldrig helt, men lidt efter lidt fylder sorgen mindre. God weekend.

  • Malene

    Åh, jeg sidder helt og tuder nu, mens jeg ser min kat kigge og snorke i vindueskarmen… Kan genkende det så meget. Jeg har været ekstrem uheldig på kattefronten, sådan at jeg med tårer i øjnene måtte lave sjov om min situation med “forbrug af katte”.. Virkelig tragikomisk.

    Livet går ikke bare videre. Livet går en anden vej. Det er hårdt at tage en ny bofælle/hesker til sig, det bliver jo aldrig det samme igen alligevel.

    Tak for et indlæg der virkelig rammer følelserne.

  • Nadja

    Hvor er du stærk, at du ikke forsøger at flygte fra sorgen. Jeg oplevede noget utrolig smertefuldt for omkring seks år siden, men tillod slet ikke mig selv at føle, hvor ondt det gjorde, og kom derfor (på overfladen) hurtigt igennem det – af samme årsag måtte jeg nogle år senere igennem et længere terapiforløb fordi sorgen pludselig ramte mig med 180 km i timen. Virtuelt kram til dig
    Ps jeg håber, at indlæg som dine én gang for alle kan uddanne folk i, at sorg netop ikke er noget man blot skal haste igennem, eller gemme væk ved fx at anskaffe sig en ny kat, eller hvad end man er i sort over, samt at en sørgende sjældent har brug for “gode råd” til, hvordan man kan komme videre: Et skulder at græde ved og åbne, lyttende ører er oftest langt mere hjælpsomt<3

  • Jannie

    Kære Miriam.
    Må jeg/Vi ikke godt få lov til at overføre et lille symbolsk beløb til dig, som du kan bruge på husleje, takeaway, shopping eller hvad der end kunne hjælpe dig lige nu. Tænk det værende i stedet for en bårebuket. Så har du mulighed for at trække stikket, hvis du får brug for det, uden at skulle tænke på finanserne.

    • MiriamsBlok

      Jeg har det stadig lidt mærkeligt med at modtage penge direkte fra folk. Mest på grund af frygten for andres reaktion, tror jeg. :/

  • Line

    Det er som om, sorg over et mistet kæledyr er undervurderet. Nærmest lidt latterliggjort. Men mange mennesker er jo tæt forbundne med deres dyr, de er en del af familien. Derfor skal der selvfølgelig være plads til at sørge over tabet. Love herfra ❤️❤️❤️

  • Anonym

    Det er virkelig relaterbart, det du skriver om selve sorgen. Jeg mistede selv min mor for et par måneder siden. Til at starte med forskød jeg sorgen, det var nok mest fordi jeg var i chok. I dag tager jeg mod sorgen med åbne arme, da det er godt middel til at mindes. Der er også nogen ting jeg ikke har vasket, da det så ville miste en form for affektionsværdi.
    Jeg føler med dig i denne hårde tid! Du skal bare tage dig god tid til at komme dig.
    – Og ja, fuck facebook minder

  • Charlie

    Har haft lyst til at skrive til dig længe. Jeg mistede et kæledyr i foråret og sorgen er der endnu. Og det må den gerne være. Jeg fungerer fint og har fundet kærligheden til et nyt dyr(da jeg var klar), men kan stadig ikke tale om det dyr jeg mistede. Han bor videre indeni i mig, som en slags sjæleven, kun for mig. Og det er ok. Det er min sorg, og den må gerne være der. For evigt, hvis det skal være det. Vær god ved dig selv, alt du kan. Dyne i sofaen og Netflix. Noget selv-krammende. Vi er flere herude der stadig selv-krammer og har hjertehuller. Fordi de betød noget og altid vil gøre det. Når man bliver gammel og husker tilbage, vil alle ens dyr nemlig stå som en af de forreste hjerteminder. Og det er en trøst.

  • Louise

    Sorg er tabu. Vi kan ikke rigtigt ha’ det. Jeg arbejder med par, der har mistet et barn under graviditeten – og de vil give dig ret i, at sorg er farligt, upraktisk og overalt. Alle vil gerne have det til at gå væk, men det løser ikke noget. Man må bare vente. Tiden læger nogle sår noget af tiden. Man trækker vejret. Tiden går. Men det går ikke væk og sådan er det. Vi bærer de byrder, sådan er livet. Sender kærlighed og karma. xxx

  • Josefine

    Jeg har aldrig skrevet før på nogle af dine blog posts på trods af at jeg læser alle.
    Jeg har selv 2 katte i øjeblikket, men mit hjerte græder stadig for den ene som jeg har mistet.
    Mille min allerførste kat som var min.
    Jeg ved hvor hun er begravet, og jeg ved hvor kærlig og dejlig hun var. Men jeg savner hende stadig hver dag.
    Jeg fik en billede ramme engang som jeg stadig tænker på teksten der stod, selvom jeg ikke bruger den mere: katte sætter poteaftryk I hjertet.
    Mine tanker går til dig. ❤️
    Og tak for dine fantastiske indlæg som virkelig kan sætte livet i perspektiv

  • Josephine

    Der er ét råd, der hjælper igennem mange af livets overgange, faser og sorger. Tag en dag ad gangen. Det lyder så idiotisk, men det virker. Vær i sorgen, vær i den undtagelsestilstanden, få det udlevet

    Hvis du ikke tror mig, kan jeg godt dokumentere det via lidt empiri, men det kunne blive opfattet forkert, så det vil jeg ikke. Lad mig nøjes med at sige, at jeg også har mistet en højt elsket kat engang, og også andre levende skabninger, og sorgen over tabet af sidstnævnte gjorde da ikke tabet af min kat mindre.

  • Maria

    Sorgen er, og sorgen skal have lov til at være. Det er den eneste måde man kan komme sundt igennem den. Acceptere den. Omfavne den. Og så lade den gå videre. Prøver man at smide den ud for tidligt hager den sig fast, og gør mere skade i sin vrede over ikke at få lov til at blive følt. Lad ingen sige til dig “det var bare en kat”. Frank var DIN og så meget mere end “bare en kat”. Du skal have lov til at sørge. Sorg er sundt… to a point. Og du er tydeligvis ikke forbi det punkt endnu. Håber heller ikke du kommer til det, men at sorgen siger pænt farvel når det er på tide. Og tak for indlægget her. Det er enormt rammende.

  • Helenebp

    Kære du, jeg er selv – efter tre år – ramt af en STOR sorg over at have mistet min skønne Flatter-dreng – Nalle – min bryllupsgave og min bedste ven (seriøst!) i livet. Vi valgte – bevidst – at få en “aflagt” hvalp (tidligere ejere var bange for ham), som vores Flatter dreng kunne lære op – han gjorde et FANTASTISK arbejde – de var sammen i 2 1/2 år. Tiden efter jeg mistede min ven i livet, var – og er stadigvæk – sindssygt hårdt! Han er ikke ligesom min ven i livet! Men for hver dag der går ser jeg små glimt af min gamle bedste ven – i min nye bedste ven – og dét er dældulme GULD VÆRD ❤️ Ønsker dig en snarlig ny bedste ven i dit liv ?

  • anna

    I dette effektive samfund må man gerne sørge, bare ikke for længe – for vi skal jo videre.
    Man bliver mødt med blikket” Nu er der jo gået et år eller er du kommet over det , går det fremad” det bliver sjældent italesat; og man spørger sjældent ind til den, hvis man ikke taler om den, så går den nok væk…..men sorgen er ikke en gæst man kan sende hjem, når det passer én. Den bliver siddende så lang til det passer den, og selv når den ikke er der mere, har den sat sine spor. Der er meget lidt plads til at sørge – der er meget lidt rummelighed for andres sorg.

  • Nana

    Sorg er forfærdelig. Man mister pusten, og den gør så forbandet ondt. Men som du så utrolig flot skriver, så er den er vidne om den kærlighed der har været – og som stadig er tilbage. Jeg tog valget om at få min pony aflivet for et år siden – for det var det eneste rigtige for hende. Det er det sværeste jeg i mit liv har prøvet. Sorgen over at have mistet hende var altoverskyggende, og alles råd om at jeg bare skulle have en ny, var det værste de kunne sige til mig. Det ville jo bare blive en halvhjertet erstatning for en, der aldrig kan erstattes.
    Jeg ville ønske jeg kunne give dig et kram og en skulder at græde ved, selvom du måske nok helst vil være selv og drukne lidt i sorgen. Det skal der også være plads til. Lige så længe du har brug for det.

  • Anna

    Jeg husker da jeg skulle aflive min hest. Jeg græd de to måneder fra jeg halvt tog beslutningen til jeg sagde farvel. Gennemlevede lidt sorgen på forhånd.
    Dyr er fantastiske for alt det kun dyr kan, og det er så uretfærdigt de lever så meget kortere end os. Det er sejt at du ikke er bange for sorgen. Måske fordi du (desværre) er vant til svære følelser?
    Frank virkede skøn, og den dag tiden er rigtig, støvsuger du. Det er okay, at der går lang tid, for sorg kan ikke måles på, hvem vi har mistet. Kun på hvor meget vi elskede.

  • Diana

    Kære Miriam. Det gør mig ondt, at du har mistet din Frank ❤️ Mange kram fra en af dine mange følgere/cyberveninder

  • Line

    Tak fordi du gør sorgen til noget der får lov til at være fremfor gemt væk. Det er så vigtigt.

    Al mulig kærlighed i din retning ❤️

  • Laura

    Kom til at tænke på et af mine yndlingscitater fra bogen The Five People You Meet In Heaven af Mitch Albom, som er så fint, og som jeg fik lyt til at dele:

    “Lost love is still love, Eddie. It takes a different form, that’s all. You can’t see their smile or bring them food or tousle their hair or move them around a dance floor. But when those senses weaken, another heightens. Memory. Memory becomes your partner. You nurture it. You hold it. You dance with it.
    “Life has to end,” she said, “love doesn’t.””

  • Susanne

    Jeg synes du så fint beskriver her, hvorfor man IKKE bare skal anskaffe sig en ny kat. Jeg mistede for nogle år siden min hund pga. alderdom. Den var min sjæleven og min sorg var ubeskriveligt stor. Min mand ville hurtigt have hund igen, og det gik jeg med til. Det lindrede overhovedet ikke sorgen. Hvem der nogensinde har fundet på, at det skulle hjælpe på sorgen at få et nyt kæledyr hurtigt efter, burde kvæles i en hårbolle! Det første halve år havde jeg næsten foragt for den lille hvalp, og det eneste jeg tænkte hele tiden var, at den da var meget sød, men den var jo slet ikke som min gamle hund. Nu her flere år efter knuselsker jeg min hund lige så meget, som jeg gjorde den gamle, men havde jeg kunne vælge, så havde jeg ikke fået hund så hurtigt efter.
    Så se bort fra de velmenende, men ubrugelige råd, og bliv i din sorg, til det føles naturligt for dig at give slip. Bedste tanker til dig.

  • Sofie

    Camilla Buch har skrevet en rigtig god klumme om det her emne – hvor svært det egentlig er at miste sin kat, og det her med at omverdenen har det med at negligere ens sorg. Den hedder “Man skal ikke sætte “bare” foran andres sorg.” Den er frit tilgængelig på Information, og den er bare så god og beskrivende! Jeg tror, du ville kunne lide den.

  • Signe Marie

    “Med tiden bliver det bedre. Det ved jeg. I mellemtiden er sorgen. Den er, og det skal den have lov til.”
    Hvor er det bare præcist og fint formuleret. Jeg synes, det er svært at tænke/føle, at sorg skal blive bedre Selvom jeg VED, at det vil blive bedre, ønsker jeg ikke at arbejde HEN mod det. Jeg ønsker at give lov til at sørge og være sørgende. Også selvom det er både farligt, upraktisk (meget!) og i den grad overalt.

Der er lukket for kommentarer.