Barndomstraumer

Skrevet d. . Uploaded i mig.

hawaii5

Min suverænt største frygt er at blive levende begravet. Jeg har en sær forkærlighed for horrorfilm, og hver gang nogen bliver slået ihjel på stadigt mere makabre måder, tænker jeg altid, at de i det mindste ikke blev levende begravet. Jeg var lige ved at kaste op, da jeg så Buried, hvilket i retrospekt måske heller ikke var den allerbedste film at vælge, når man render rundt med en sådan frygt. Det er imidlertid først for ganske nylig, det er gået op for mig, at frygten sandsynligvis hænger sammen med et traume fra min barndom.

Da jeg var otte år gammel, rev min forældre et halvt år ud af kalenderen og tog min søster og mig med en tur jorden rundt. Det er nok i virkeligheden også der, min kærlighed til USA og det engelske sprog startede, for det var landet, der dannede ramme om rejsens første etape. Efter at have besøgt et par stater på fastlandet fløj vi til Hawaii, hvor vi boede i tre måneder og gik på, hvad der vel bedst kan beskrives som en højskole. Min søster og jeg gik også i skole, hvilket selvfølgelig foregik på engelsk, så det var med at tilrage sig nogle engelskkundskaber i en fart. Så det gjorde vi. Og dem har jeg støt arbejdet på at forbedre lige siden.

But I digress. Det omtalte traume fandt nemlig sted i Thailand, hvor vi for en kort bemærkning boede på et vandrehjem. Foruden os husker jeg de andre beboere som værende unge backpackere fra det meste af verden. Om aftenen blev der gerne sat en film på i fællesområdet, og well, det var sjældent noget synderligt børnevenligt. Alligevel sneg Søster og jeg os ofte til at se med, for vi var børn, og børn kan godt lide fjernsyn. (Bevares, det kan de fleste voksne nok også, der er bare ikke længere nogen, der råber ad mig, hvis jeg ser en helt sæson Grey’s Anatomy på en dag). Og det var sådan, i fællesrummet, vi en aften blev udsat for en film, der skræmte livet af os begge. For nogle år siden talte vi tilfældigt om episoden, og det viste sig, at min søster sidenhen har gjort noget research og fundet ud af, at omtalte film var The Vanishing med en meget ung Kiefer Sutherland. Hun havde immervæk også sat sig til at se den. Den indeholder selvfølgelig nogen, der bliver levende begravet, og faktisk, sagde hun, var den slet ikke så slem set med øjne, der var over 30 og ikke under 10. Men dengang var det altså above and beyond det værste, mit 8-årige jeg nogensinde havde set.

Det ville måske være ganske klogt af mig at se filmen den dag i dag for ligesom at dulme fortidens forskrækkelse lidt, men jeg kan af en eller anden grund ikke få mig selv til det. Måske synes jeg i virkeligheden, det er lidt hyggeligt stadig at kunne genkalde en så intens barndomsfølelse, for i dag ved jeg jo godt, at den er ret irrationel. Who knows. Det kan en psykolog sikkert gøre sig klog på. Hvad, jeg ved med sikkerhed, er til gengæld, at jeg lige siden har associeret Kiefer Sutherland med alskens ubehagelige ting, og det gør jeg faktisk stadig.

Undskyld Kiefer. Det er den pris, man må betale, når man traumatiserer børn. 😀

Related Posts:

Kommentarer (48)

  • Kate

    Du er ikke alene om at have den slags traumer.. Da jeg var barn, viste DR Christane F.. Uheldigvis kom jeg til at se en scene fra filmen (Jeg kan ikke huske hvilken). Da min mor opdagede mig, blev hun vildt sur og sendte mig i seng igen. I dag over 30 år efter, kan jeg stadig ikke se filmen, jeg tør ganske enkelt ikke! Jeg har prøvet flere gange, men det er altid endt med, at jeg måtte slukke eller skifte kanal.. Gad vide om jeg nogensinde finder modet til at se filmen færdig??

    • Nadja

      Ja puha, Christane F.. Jeg får stadig fugtige håndflader bare jeg hører navnet. De viste den for os i 9. klasse. Min søster besvimede, og væltede af stolen inden vi havde set særlig meget af scenen, hvor hun skal stikke sig selv.
      Jeg er fast besluttet på aldrig, at skulle se den film igen.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, jeg læste Christiane F. første gang i 7. klasse. Den gjorde ikke mig noget. Filmen er sådan lidt B-film? 😀

  • Louise

    Sådan har jeg det med Kiefer Sutherland, Flatliners (den oprindelige) og mobning. Roberts, Bacon, Baldwin og Platt har klaret frisag. Sorry Kiefer.

    • MiriamsBlok

      Ja, både Jeff Bridges og Sandra Bullock er også med i The Vanishing, men dem har jeg det helt cool med 😀

  • Stine

    Jeg har det på samme måde med hajer og Jaws. Jeg tjekker altid lige poolen en ekstra gang, bare for en sikkerheds skyld. 😅

  • Elisabeth

    Jeg så også den film i en alt for ung alder, og den sidder for evigt i mig på den meget lidt fede måde. Jeg tør satme ikke se den igen!

  • Pernille

    Overhovedet ikke i relation til indlæggets emne, men jeg er vild med, at du er så skarp til at sætte kommaer! Jeg bliver helt høj af det!

  • Anne

    Har det præcis sådan med x-files !! Har set et enkelt afsnit. Hvor min mor også smed mig i seng inden slutningen, forbudt for børn. Når jeg hører intromelodien får jeg kuldegysninger!

  • Josephine

    Den film har samme virkning på mig. “Double jeopardy” samme effekt. Får åndenød ved den blotte tanke. Det er dog fantastisk, hvordan film, musik, litteratur, rejser eller mad kan aflejre sig i ens sjæl og for altid og trofast ved hvert “revisit” frembringe knivskarpe minder, der stadfæster, hvem man er.

  • Kristina

    I hear you! Det er en downright modbydelig film – det hollandske oplæg (filmen Spoorloos fra 1988) er om muligt endnu værre. Ad.

    Mit barndomstraume er fra Twin Peaks, som mine forældre så. Jeg mindes kun en scene med en mand, der kravler hen over en sofa, men den er så til gengæld også brændemærket ind i min hukommelse. Så meget at jeg stadig ikke kan få mig selv til at se hele serien selvom min bedre halvdel påstår at det er filmkunst. Endnu mere ad.

    • Rikke BN

      Ej Kristina, jeg bærer rundt på præcis samme traume omkring Bob, der kravler hen over sofaen!! Modbydeligt – jeg glemmer det aldrig. Ville egentlig gerne se den igen, men jeg KAN.IKKE!!

      • Kristina

        Åh Rikke… Jeg er lige dele ked af og glad for at du forstår mig! Jeg har lyst til at skrive at ”hvis du tør se hele serien så tør jeg også”, men det er løgn. Jeg tør overhovedet ikke! Der var jo SÅ meget en grund til at mine forældre nægtede min søster og jeg at se med, så det er vel min egen skyld når jeg insisterede på at snige mig ind i sofaen :S

      • Susanne

        Lad være med at se den igen. Den er seriøst stadig vildt uhyggelig, da jeg boede på Amager mødte jeg op til flere gange Bobs dobbeltgænger og mit hjerte stoppede et splitsekund. Hilsen den 36 årige mor til tre, det ikke tør sove alene i sit kæmpehus..

    • MiriamsBlok

      Jeg så først Twin Peaks som voksen, og jeg nåede ikke hele vejen igennem, før jeg gav op. Det er fucking mærkeligt! 😀

  • Tina

    Dette indlæg kunne være skrevet af mig. Jeg er også virkelig bange for at blive levende begravet og det er også efter at have set den film som barn. Jeg huskede endda at Jeff Bridges og Sandta Bullock var med…

  • Lisbeth

    Uhhhhh så It – den originale sammen med nogle fra gymnasie klassen og da jeg skal køre hjem om natten har Benneweis været igennem byen og hængt plakater op med… ja gæt.. den hvide klovn 😬
    Filmen “Body snatchers” med Kiefers far – Donald har også sat sig i mig – den sidste scene hvor han skriger 😬
    Min frygt er i øvrigt at drukne – ikke noget jeg har været tæt på, men hvis vi kører tur på en havn, kan jeg næsten ikke være i min krop af skræk for at køre i.

  • Anne

    Af samme grund er jeg rædselsslagen for klovne og kloakker og afløb. Jeg går i panik hvis jeg trækker ud i et toilet og vandet stiger helt vildt. Og da min søn var 2-3 år stod han og snakkede ned i en kloak. Med en pige sagde han. Jeg var lige ved at løbe min vej. Han snakkede med hende et par gange- men ikke nede i kloakken. Nå men panisk angst for kloakker og klovne. For min venninde og jeg var omkring de 10, da vi skulle sove sammen. Vi fik lov at gå op i kiosken og låne en VHS afspiller og en film vi selv valgte. Og så skulle vi leje It til hendes mor. Vi var pænt sure over at vi ikke måtte se den. Så vi sneg os op om natten for at se den. Dum ide.
    Jeg blev sidenhen helt vild med Stephen King og min mor og jeg har siddet oppe mange sene nattetimer og set hans filmatiseringer. Men bøgerne er bedst. Men It har jeg aldrig kunnet læse færdig. Den giver mig de slemmeste mareridt.

    • MiriamsBlok

      Jeg kan simpelthen ikke blive bange for en klovn. De er bare lidt åndssvage i min bog. 😀

  • Sarah

    Nej, okay, hvor er det skørt – PRÆCIS den film har gjort det samme ved mig, men jeg har aldrig anet, hvad det var for en film! Jeg så ved et tilfælde måske 10-15 min. af den som barn (fra han leder og drikker kaffen, til han vågner i kisten), og det har hjemsøgt mig lige siden!! Sygt nok. Den film må have kickstartet den fobi hos mange 🙈 ad!

  • Mette

    Som barn så jeg også Bodysnatchers, og Rødt chok. I begge skriger Donald Sutherland, dog af forskellige årsager. Pyh, de var uhyggelige. Men den værste var Skatteøen, hvor Long John Silver render haltende rundt og banker på døre med sit træben for at finde og myrde en skibsdreng. Den var i sort/hvid, og jeg får stadig kuldegys ved tanken trods mine 56 år 😱

  • Nini

    Selvsamme film er netop grunden til, min overvældende frygt for, at blive levende begravet! Shit den er uhyggelig og jeg syntes som 30 årig stadig, at den er møg uhyggelig!

  • Josefine

    Jeg så The Grinch Who Stole Christmas da jeg var omkring 7 tror jeg. Jeg var og er stadig lidt rædselsslagen. Det er det mest åndssvage, men jeg blev så bange for Grinch og lige siden da har jeg prøvet at se den flere gange jo ældre jeg er blevet. Det lykkedes endelig som 19 årig, men jeg fatter altså ikke det er en børnefilm! 😂😂😂

  • Katharina

    I årevis tjekkede jeg altid lampeskærme og brusekabine for edderkopperne fra arachnophobia

  • Rikke

    Ej hvor sjovt, jeg så The vanishing som barn også, og det har altid været en af mine yndlings film. Tilgengæld kan end ikke tåle at tænke på The ring. Adr den var klam

    • MiriamsBlok

      The Ring syntes jeg så til gengæld var virkelig kedelig og på ingen måde skræmmende. Bare ret dårligt lavet. 😀

  • Denise Amanda

    Jeg så “Bag facaden” med Harrison Ford som 10 årig. Jeg gik ikke i badekar i 3 år, som vi den gang havde i vores lejlighed. Hver gang jeg skulle på toilet, skulle jeg lige tjekke bag forhænget. Kun fordi der var nogle klamme badekar scener med vand og klamme spejlbilleder. Jeg har også set den igen for nogle år siden, og den var ikke lige så slem, men stadig uhyggelig! Der skal så heller ikke meget til at gøre mig bange 😅

  • Tine

    Se den! Eller…jo, og så update om hvad du føler nu!
    Den er faktisk ikke så ulækker visuelt, men mere psykologisk.
    Jeg så den også som barn og havde det helt ærligt ret stramt med Jeff Bridges efterfølgende. Men så ser man The Big Lebowski og så er man kureret. Evt. først se The Vanishing og så The Big Lebowski lige bagefter, så det ikke bliver for uhyggeligt.
    Jeg skal i hvert fald helt sikkert se The Vanishing så snart jeg kan, nu hvor du har mindet mig om den. Den sad også i mig i mange år efter og har ikke set den siden. Den skal afmystificeres.

      • Tine

        Hmm, måske..? Jeg var nu heller ikke vild med the gory ones. Men det er nok en kombi af det psykologiske og det virkeligt ulækre…
        Nu har jeg i hvert fald set The Vanishing igen. I går, for første gang siden dengang. Det kan anbefales! Jeg havde glemt meget. Og har det nu igen lidt svært med Jeff Bridges…

  • Kirstine

    Hvis du skal have det lidt bedre, med Kiefer Sutherland, skal du se første sæson af designated survivor. Her spiller han jordens mest empatiske og venlige mand!

Der er lukket for kommentarer.