Jeg er jo Bridget Jones #323

collage1. Jeg kom forbi en Dunkin’ Donuts og opdagede, mens jeg savlede over udvalget, at de har fucking cronuts! Så jeg købte en og tog den med hjem og glædede mig som et lille barn til at sætte tænderne i den. Det er den mest skuffende oplevelse jeg har haft meget, meget længe. Den var tung og træls og fedtet på den helt forkerte måde. En skændsel mod både croissanter og donuts. Hyl.

2. Jeg ved ikke, hvorfor det er nødvendigt at tage 200 identiske selfies, før jeg kan lægge et på Instagram, men hold kæft, hvor er det åndssvagt. Jeg håber lidt, jeg ikke er alene om den her?

3. Jeg tussede rundt på Fisketorvet (ærligt var jeg der mest pga deres kæmpemæssige Normal og deraf det her indlæg), da knappen på mine magiske jeans gik i stykker. Som i delte sig i to og faldt på gulvet. Nooooooo!

4. Nærmere inspektion viste heldigvis, at jeg sagtens bare ville kunne sætte en ny i, så jeg gik (meget forsigtigt!) ind i Panduro Hobby, hvor de gudskelov have jeansknapper! Der stod i øvrigt en sød læser ved kassen, og jeg vil meget gerne undskylde for måske at have virket lidt fraværende lige i det øjeblik. Jeg var meget optaget af, om mine bukser pludselig ville befinde sig nede omkring mine ankler.

5. Og apropos det der med at gå meget forsigtigt, så er jeg glad for, at sneen kun var her for en kort bemærkning, for selvom der er noget nærmest magisk over den knasende lyd, når man går i den, så betyder det også lidt, at man er nødt til at gå ret stift, fordi der hele tiden er fare for at falde, og det bærer unægteligt en vis lighed med mindre børns jeg-har-skidt-i-bukserne-gang. Mindre sexet.

6. I forgårs så jeg for første gang nogensinde en traktor komme kørende lige midt på Østerbrogade. Det er nok til at give en eksiljyde lidt hjemve.

7. Man har besluttet sig for at fyre to af mine absolutte yndlinge i Grey’s Anatomy. (Ingen spoilere til dem, der ikke vil vide navne!), og selvom mange for længst har opgivet serien, så elsker jeg den endnu, men jeg er fuldstændig harmdirrende vred over, at man vil gøre det her mod mig! (Og dem, bevares). Helt ærligt, mange af de nye karakterer er noget hø, why u do dis??

8. I mandags var jeg til et USA Travel Show, som vist mest har til fordel at connecte flyselskaber, turismefolk og medier. Nok også mest medier større end mig. Idéen er selvfølgelig at oppe mængden af rejser til USA, og well, jeg er nok bare et nemt offer. Har pt planer om at skulle til intet mindre en syv nye stater.

9. …Det betyder også, at mine USA-drømme er returneret. (Altså, helt konkrette drømme. Dem, man har, når man sover). I drømmene befinder jeg mig konsekvent i et amerikansk supermarked, hvor de altid, altid er løbet tør for Lucky Charms.

10. Til gengæld har de himmelske cronuts til under en dollars. Suck it, Dunkin’ Donuts.

(11. Vi taler ikke om i går. Instagram taler for sig selv).

 

Kommentarer (21)

  • Du er ikke den eneste med de 100 selfies 😁
    Og jeg følger trofast Grey’s på kanal 4 hver mandag, og jeg blev også så ærgeligt over at høre om fyringen. Der er jo efterhånden ikke mange stærke og interessante karakterer tilbage (særligt ikke af det køn) 😥

  • SÅ enig mht Greys! Knus-elsker stadig den serie, som jeg efterhånden har gjort i 10 år! Og de to, som bliver skrevet ud? Ja, ved ikke hvor meget jeg spoiler – men de skal fandme holde fingrene fra næsten-OG’s! Vi har så få! Og specielt den ene, der skrives ud – shit hvor er jeg ærgerlig over det! Shonda Rhimes – you fuck us up every time 😅

  • Jeg er så enig angående Grey’s Anatomy! De to er bare så stor en del af serien og de resterende karakterers historier! Hvordan kan de gøre det mod os 🙁

  • Haha! Sjovt at høre historien bag jeansknapperne – jeg håber de klæder dine jeans. Hilsen den søde læser bag kassen 😉

  • Hvis du ser den på Viaplay er der kun til og med sæson 13. Og de kører på sæson 14. Er det i sæson 14 de fyre nogle af de gode? Skal jeg nu dø lidt inden i igen???? 😱

    • Der er ikke nogen, der ved noget om, hvad der kommer til at ske endnu. Det er bare blevet meldt ud, at de ikke kommer tilbage efter sæson 14. 🙂

  • Synes så meget du skal forfølge din USA drøm! Jeg intet mindre end ELSKEDE at følge med i dit eventyr på instagram!!

Der er lukket for kommentarer.