C-ordet

Skrevet d. . Uploaded i Frank.

img_1352Der var vist ikke så mange, der bemærkede det. At ugens WTF-indlæg faktisk kom på en mandag i stedet for i dag, hvor det plejer. Jeg var lidt rundt på gulvet i går. Tåget. Først på morgenen havde jeg en aftale med dyrlægen for tredje gang på lige så mange uger. Franks forpulede ører skaber sig igen, og det er synd for ham, men det er også lidt synd for min pengepung, tænkte jeg noget egoistisk, da jeg atter trådte ind i kælderklinikken. Også selvom det er fuldstændigt det værd, som jeg skrev om efter den første aftale. I går skulle bare have været endnu et tjek efter fremskridt. I stedet strøg dyrlægen Frank over ryggen og spurgte, om han ikke havde tabt sig siden vores første tid et par uger forinden. Derefter vejede hun ham og konkluderede, at det havde han. Det er ikke godt, når man er en ældre herre.

Og så smed hun c-ordet. Ikke ‘cunt’ selvom det i mange tilfælde passer glimrende på en kat, men cancer. For når en kat taber sig lidt for meget over lidt for kort tid, så kan det godt være et skidt tegn. Ikke at jeg skulle blive bekymret endnu, sagde hun. Og jeg nikkede roligt og forsøgte at tænke den begyndende klump i halsen væk, mens jeg kløede Frank under hagen. Vi skal bare lige holde øje med ham de næste par uger og tjekke, at han ikke taber sig yderligere. Det er sikkert ingenting.

Og det er sikkert ingenting. Frank har været til den tynde side i al den tid, jeg har haft ham, ligesom hans vægt altid er gået op og ned. (Som kat, så ejer, I guess. Mest det med yoyo-vægt, ikke så meget det med at være tynd). Man ser det ikke, fordi han har så usandsynligt meget pels, men faktisk er han ikke en stor kat i forhold til sin race. Og nu kender jeg jo efterhånden hans livsrytme, og der er ikke sket nogen ændring, så oddsene for, at der er noget alvorligt galt, er forhåbentligt små.

Der er bare det, at jeg jo, som ingen vist nærer tvivl om, er ualmindelig glad for min firbenede livsledsager. Han var med til at holde mig i live i mine allerlaveste perioder. Jeg skylder ham mere, end man bør lægge over på et kæledyr. Han er mit hjerteblod. Så selvfølgelig er det svært bare at ignorere ordet, når det er blevet nævnt. Det runger i min øregang. For i dag tog han til Jylland, og i overmorgen tager jeg til USA, og jeg har ikke mulighed for at overvåge ham nøje og elske ham lidt ekstra, inden vi (selvfølgelig) konkluderer, at han er ganske sund og rask, og at der ikke er noget at være bekymret for. Og den skal jeg lige sluge. For selvom Frank elsker få ting i verden mere end at være hos min mor, så føler jeg selvfølgelig lidt, at jeg svigter.

Det er en af de der situationer, hvor jeg helt sikkert har det værre end ham. Frank doesn’t give a fuck. Jeg krammede ham ekstra hårdt i går, og da han blev træt af det og ville gå sin vej, holdt jeg fast, selv da han irriteret begyndte at svinge med halen. Frank var pænt ligeglad med min emotionelle tilstand. Frank syntes faktisk nok, jeg skulle tage mig sammen. Så det gør jeg nu. Tager mig sammen og nøjes i stedet med at punke min mor for konstante regelmæssige Frank-updates, mens jeg tager til USA og får mit VISA-kort spærret i shoppingeufori.

Så kan han få en krammer, når vi bliver genforenet, den gode Frank og jeg, hvor han med lidt god vilje og i protest mod nævnelse af c-ordet sikkert er gået hen og er blevet lidt småtyk. Det kunne lige ligne ham. Den cunt.

Related Posts:

Kommentarer (26)

Der er lukket for kommentarer.