At klare ærterne
I dag kom jeg forbi en Lidl på vej hjem fra et møde i Nordvest, så jeg parkerede prompte cyklen ude foran og gik ind. Som afsløret i forgårs, er jeg svært begejstret for Lidl og mindst lige så utilfreds med ikke at have en lige rundt om hjørnet, så jeg udnytter det altid, når jeg tilfældigt kommer forbi en. Deres frugt- og grøntafdeling er et mindre paradis, og jeg måtte afholde mig selv fra ikke at hvine i fryd, da det gik op for mig, at de havde friske, danske ærter. Jeg råber vist op om min ærtebegejstring hver eneste sommer, så den kommer næppe bag på nogen, men i dag var første dag, jeg spottede friske ærter, der ikke var de der halvtørre sataner fra Italien, så selvom de selvfølgelig kostede en mindre formue, var der slet ingen tvivl om, at jeg skulle have en pose med hjem.
53 kroner. Så mange penge er der for i skålen ovenfor. Jeg slog mig selv i hovedet hele vejen hjem over at have brugt så mange penge på ærter. Og så tænkte jeg lidt efter og fik lyst til at slå mig selv oven i hovedet for at have slået mig selv oven i hovedet. I dag skulle jeg have været til en fredagsbar, der desværre blev aflyst, men var det tilfældet, havde jeg på nuværende tidspunkt stået og dinglet lykkeligt på en bar og helt uden kny smidt det dobbelte af min ærteregning efter en enkelt drink, som jeg i morgen slet ikke ville kunne huske at have bestilt. De der ærter, ikke? De er totalt pengene værd.
Det er samme tankegang, der står bag, hver eneste gang jeg køber en bøtte Ben & Jerry’s. For ja, det er eddermame mange penge at bruge på en halv liter is, men når jeg er på restaurantbesøg, bruger jeg rask væk det beløb på en enkelt dessertportion, der er væsentligt mindre. For 50-60 kroner køber jeg mig selv to aftener i selskab med Ben & Jerry, Netflix, en stortiggende Frank og så meget hjemlig hygge, jeg kan rumme. Det er da ikke dyrt?
Jeg ved ikke, om det er min indre gnier, der mener, at man da skal have noget mere ud af det, når man bruger penge på den måde. Noget mindre forgængeligt. En oplevelse eller et fysisk produkt, så man har beviser på, at pengene er brugt fornuftigt. Og det er altså virkelig dumt, for jeg er totalt typen, der fx ville forelske mig hovedkulds i sådan en her. (Reklame-/affiliatelink) Jeg ville hver eneste dag i ugevis besøge den i dens virtuelle hjem, mens jeg overbeviste mig selv om, hvor nødvendig den var i mit liv, og at jeg totalt ville bruge den hele tiden. Og så ville jeg købe den, bruge den én gang og smide den over i bunken med æbleskivepanden, pilates-dvd’en og alle de andre produkter, der har lidt samme engangsbrugsskæbne. Der ligger for rigtig mange kroners ærter i den bunke.
Penge er en mærkelig størrelse, for det er vel i bund og grund relativt, om noget er dyrt eller billigt. Det må da komme an på, hvad man får ud af det? Fra i dag har jeg i hvert fald truffet en beslutning om, at friske ærter, uanset pris, altid er pengene værd. Om min bankmand så er enig, det er sagen fuldstændigt uvedkommende! 😀
P...
Du har bare helt ret 😀
Det er lige som til den årlige byfest (når man nu hører til ude på landet), så hører man gang på forældre sige nej til ungernes tiggen om karrusel tur nr 4, for derefter at gå inde og købe øl nr 7 til dem selv… Ungernes tivolitur, er for dyr, men deres egen druk er der ingen besparelser på (og det er heldigvis de fleste, der venter med at drikke sig i hegnet, til ungerne er hentet af bedsteforældre 😉 )
MiriamsBlok
Det er også for dårligt. Jeg vil faktisk gerne både i Tivoli OG drikke alkohol! 😀
Forglemmigej
Vi er også svært glade for Lidl her! Elsker den butik og så er der plads i gangene.. Så kan alle pensionisterne stå og blive opdaterede på hinandens liv uden at stå alt for meget i vejen! Den ville aldrig gå i Føtex.
Mens jeg jubler ligeså meget over ærter som dig, de minder om barndommens ferier ved bedsterne, lige så meget undres jeg over dit isforbrug. Helt seriøst? Hvor kan du gøre det? Spiser du virkelig kun 1/4 L af gangen? Det er en hån mod isen😉
MiriamsBlok
Friske ærter er også rent barndom for mig! Jeps, jeg spiser kun en halv bøtte ad gangen. Dels af økonomiske årsager og dels fordi en hel bøtte faktisk stort set indeholder samme antal kalorier, man bør indtage samlet på en dag, og jeg vil gerne spise andre ting også. 😉
Lisbeth
Hvis det er nogen trøst, så må jeg have finansieret i hvert fald halvdelen af de ærter der med den ordre jeg lagde i dag gennem et affiliate-link 😉
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
MiriamsBlok
JA MAND! 😀 Tak, Lisbeth!
Rikke Simonsen | Flyv med mig
ÅH, hvor kunne jeg bare godt snacke friske ærter lige nu!
MiriamsBlok
Friske ærter er the shit!
Pernille
Lidl er min yndlings butik. Ikke kun fordi den er ufatteligt meget billigere end dansk discount som fx netto og fakta, men fordi den faktisk er mere lækker, ren og rummelig end de fleste kvickly og Føtex! Lidls grøntafdeling alene kan få en glædestårer frem i mit øje! Og deres toiletpapir, der er BLØDERE end lambi og billigere end sandpapir fra fakta! Whats not to love?! Btw, prøv chokolade cookies fra bake off næste gang, det er dælme godt!
MiriamsBlok
Jeg sværger til Aldis toiletpapir, men det er det samme med pris og kvalitet i forhold til de store mærker. Tyskerne kan bare noget med supermarkeder! 😀
Kristina
Det ER så rigtigt! Hvorfor gør det mere ondt at bruge penge på visse ting end på andre? Det er vanvittigt fjollet. Lidt sådan har jeg det med jordbær. Jeg øffer over prisen når det er sæson for friske jordbær, og ender ALTID med at ærgre mig, når de pludselig ikke er til at opdrive fordi jeg på ingen måde har spist nok. Derfor har jeg bestemt mig for, at jeg i år vil spise så mange jordbær jeg overhovedet kan. Og ærter. Og nye kartofler. Med frisk dild. Og gulerødder. Sommer ftw!
MiriamsBlok
Åh ja, det gør jeg også! Og ditto med tomater, i øvrigt. De er ikke helt så dyre, men jeg fortryder altid, jeg ikke spiste flere, når det bliver vinter, og de smager af vand.
Josephine
Preaching to the choir. Elsker Lidl, som i øvrigt bare bliver bedre og bedre, mange økologiske ting, og så kan jeg godt lide deres eget brand, DeLuxe, særligt deres pasta. Deres bakeoff-rugbrød er også godt! Derudover kan jeg godt lide deres temaer. I sidste uge faldt jeg over noget, som jeg var lidt afhængig af, da jeg boede og studerede i Spanien, nemlig “turron de cacao”. Damn you, Lidl, tænkte jeg. You found my addiction. Så jeg er HELT enig. Lidl, my love.
MiriamsBlok
Deres bake-off-sektion genenelt er bare virkelig fremragende! På den måde er der faktisk nok meget godt, jeg ikke har en Lidl i nærheden. Så ville jeg købe brød og kage dagligt!
Sandra
Jeg har lige købt 250 gram friske, velsmagende, danske ærter i Rema for 16,- 😉
MiriamsBlok
Det er vist samme pris som Lidl – der er bare lige knap et kilo i skålen. Det meste af vægten er jo bælge! 😀
Malene
Jeg plejer at regne priserne om til “antal breezere i byen” (dem har jeg spenderet en del på førhen), og så virker tingene oftest ikke så dyre, når man ser prisen i dét perspektiv! 😄😄😄
MiriamsBlok
Hahah, jeg plejede at omvendt: Hvor meget pasta gik på en drink i byen!
LeahSephira
Jeg vil nu sige at Føtex grønt afdeling og/eller SuperBrugsen’s også virkelig er indbydende 😀 Jeg kan nu også godt lide Lidl’s men jeg synes dog ikke den er bedre en de to første nævnte, men det er måske fordi der altid er rodet i den Lidl jeg kommer forbi engang imellem :/
og nu har du givet mig lyst til ærter 😀 og har ikke fået købt nogen med på hjemvejen xD damn!
MiriamsBlok
SuperBrugsen har jeg ikke stor erfaring med. Føtex er også fantastisk, men væsentligt dyrere. Lidl har både det gode udvalg og de gode priser – det er derfor, jeg elsker dem! 😀
Christina N
Hvordan kan du få din Ben & Jerry’s til at række TO dage? Det er jo nærmest umuligt at stoppe, når man først er gået i gang 😂
MiriamsBlok
…Jeg kigger på kalorieantallet! 😀
Cecilie
Jeg kan kun være enig! Jeg har fortæret for 90kr. friske danske ærter i dag + 40kr. jordbær.
I morgen bliver formentlig ikke meget anderledes 🙈
MiriamsBlok
JATAK! Men fuck, madbudgettet stiger om sommeren! 😀
Dagmar
450 gram i Føtex for 10 kr! SIger det bare!
MiriamsBlok
Men er de danske så? Det lyder uhyre billige så tidligt i sæsonen!
Line A
Elsker din holdning til tingene 🙂 Vi kører også princippet med hellere lidt kvalitet, end kvantitet. Apropos, kunne du så finde på at lave et indlæg, hvor du anmelder de forskellige Ben & Jerry smage?
MiriamsBlok
Uuuhhh, Line, du frister mig nu! …Men så kunne jeg vel teknisk set købe is på firmakontoen?? WIN!