Er vi røget for langt over i den anden grøft?

Skrevet d. . Uploaded i debat,visdomsord.

img_3371Jeg har oplevet det mere og mere på det seneste, og det er måske et lidt ømtåleligt emne, men jeg vil rigtig gerne forsøge at tale om det alligevel. Det handler om det der med at elske sin krop. Indrømmet, det kan godt være noget, jeg kæmper lidt med, og jeg er også virkelig stor fortaler for, at vi taler vores kroppe op og ikke ned, men det føles lidt, som om vi af og til går over gevind. At vi skal være positive for enhver pris.

Lad mig prøve at forklare: Jeg har et ret stort ar over mit venstre øje og et par små på min underlæbe, fordi, well, jeg var et vildt barn. Det kan nogle gange være lidt irriterende i makeupsammenhænge, og så kan jeg godt finde på at brokke mig over det. Men det er ikke noget, der overhovedet har indflydelse på mit selvværd på nogen måde. Jeg synes personligt (selvom nogle sikkert vil være uenige), at mit tandsmil for det meste er jævnt akavet at se på, lidt ligesom når folkeskolebørn skal have have taget skolefotos første gang og bare giver den fuld skrue. Men så smiler jeg bare på andre måder, som gør mig lidt mere tilfreds, når jeg ser mig selv på billeder. Problem solved.

På Snapchat gav jeg for nylig udtryk for, at jeg gerne ville tabe mig. De sidste par måneder har været hårde mod mig, og jeg har kæmpet lidt med at finde glæden. Derfor har jeg spist en del kage, fordi kage gør glad. Desværre har jeg også haft nogle solide rygproblemer, der har afholdt mig fra at træne, og lægger man de to ting sammen, så tager man på. Hurtigt. Mine bukser strammer, og jeg har svært ved at tage selfies i en vinkel, der skjuler dobbelthagen. Jeg har været på denne vægt før, og den gør mig utilpas i min egen krop, så jeg vil gerne derned igen, hvor jeg føler mig “hjemme”. Da jeg meddelte det, fik jeg en masse beskeder om, at jeg er smuk, som jeg er, og at jeg ikke behøver tabe mig. De samme beskeder, jeg får, når jeg brokker mig over andre småting ved mit udseende. Fordi folk er så pissefucking søde. Og jeg ved godt, det er der, det kommer fra. Det kommer fra kærlighed.

Derfor bliver det nu lidt touchy. Ser I, mange af de opmuntrende kommentarer er begyndt at indeholde sætninger som “du må ikke tale grimt til din krop” og “du skal elske dig selv som den, du er”, og jeg ved godt, de er velment, og jeg sætter så meget pris på tanken bag. Men når man giver udtryk for en usikkerhed – nok mest dem, der er skrevet i alvor – så føles det en anelse som en irettesættelse. Det lyder måske fjollet, men nogle gange kan jeg faktisk føle mig en smule shamet, fordi jeg ikke er god nok til at elske mig selv 100%. Og det modvirker jo fuldstændig hele idéen med selvkærlighed. Hvis man skal til at have det dårligt med ikke at være selvkærlig nok. Og sagen er også bare den, at jeg har behov for at grine af en dårlig hårdag, mine grimme tæer og mine muffin tops. Og når jeg gerne vil af med de der syv kilo, jeg har taget på i butterdej, kommer det sig ikke af en utopisk tanke om, at jeg så bliver lykkelig – jeg ved bare af erfaring, at jeg har det bedre på den vægt.

Kan man ikke godt have nogle ting på sin krop, man synes, er lidt mærkelige og stadig elske sig selv? Og have nogle usikkerheder, man kæmper lidt med, men stadig overordnet være godt tilfreds? Det tror jeg. Og jeg tror også, det ind imellem er helt okay at give udtryk for dem. Det ved jeg i hvert fald, at jeg har brug for, for hvis jeg slet ikke må lufte mine usikkerheder for verden, fordi min krop så bliver ked af det, så er alternativet, at jeg internaliserer de tanker, og så går det først galt.

Jeg tror, det handler om at finde en sund balance. Som udgangspunkt skal vi selvfølgelig ikke gå nonstop og hakke ned på vores kroppe, men jeg synes heller ikke, vi af princip skal bandlyse alle ord, der ikke er lutter ros. Usikkerhed er ikke nødvendigvis et tegn på had, det kan også bare betyde, at man er menneskelig. Og jeg synes egentlig, det er federe at være menneskelig, end det er at være perfekt.

Related Posts:

Kommentarer (78)

  • Louise

    Det giver så meget mening. Førhen bankede jeg mig selv i hovedet for at ikke at være tynd nok, nu banker jeg mig selv i hovedet for at tænke at jeg er for tyk. Og tanker som “hvorfor kan du ikke bare være glad for din krop?!”. Jeg tror sgu at du har fat i noget.

    • MiriamsBlok

      Det er det, jeg mener! Så dumt lige pludselig at have mindreværd over noget, der skulle forestille at give en mindre mindreværd.

  • Marie

    Så enig Miriam… ligesom alle andre man elsker, ikke er perfekte, skal man heller ikke sætte perfekt, som målet for at elske sig selv.

    Selv har jeg taget 3-4 kg på hen over vinteren, hvilket gør at alle går og forventer at jeg snart bekendtgør at, jeg er gravid (i hvert fald i mit hovede) så nu er der dømt sprøde forårsgrønsager… 🙂

    • MiriamsBlok

      Så er det heldigt, at grøntsagsudvalget er så fantastisk for tiden – det udnytter jeg også!

  • Amalie

    Igår på snappen tænkte jer seriøst, shit Miriam har flotte fødder!!
    Ikke, at det har andet med sagen at gøre, end at man sjældent ser sig selv i samme lys som andre. 😘

  • Anonym

    Jeg er enig Miriam! men det er nok en svær balance at ramme. På den ene side skal alle kropstype jo accepteres og alle skal føle sig accepteret, men på den anden side er det altså også okay at tale om de der fejl.

    Jeg har været i behandling for en spiseforstyrrelse. En dag talte vi om “ønsket om at tabe sig”. En i min terapigruppe spurgte mig om jeg ville blive gladere, hvis jeg tabte de der kilo. Jeg svarede nej, og der gik det op for mig at det ikke handlede om min krop, men om mit selvbillede. Hvis 7kg lettere gør dig gladere, så handler det jo mindre om dit selvbillede, end det handler om din krop. Og det er altså okay at have perioder hvor man har mere overskud end andre. Som du selv skriver, så er det flere at være menneskelig, end perfekt.

    Det kunne være lækkert, hvis det var nemmere at skelne imellem “jeg er ked af det fordi jeg ikke ligner en photoshoppet model” og “jeg er træt af at jeg har taget x kg på”. Kan det lade sig gøre? Det tror jeg, men det kræver at vi i højere grad snakker om følelser og reel forskellighed, end om at “alle skal det samme” (fx elske sin krop).

    Jeg har hadet min krop hele mit liv, fordi den ikke lignede min fantasi om en perfekt krop. Det var først da jeg begyndte at arbejde med, at en menneskekrop ikke ligner en computerskabt udgave af et menneske, og at alle har hver deres skønshedsfejl, at jeg begyndte at føle min krop var okay. Jeg elsker ikke min krop i dag, men jeg har opdaget at jeg er meget gladere for den i de gode perioder. Når mit tøj ikke strammer, når det er nemmere at gå op af trappen osv. Jeg har ikke længere et ønske om at ramme en bestemt (og meget, meget for lav) vægt, men derfor kan jeg godt være træt af at have taget på i en nedtursperiode. Og det er altså okay, især hvis hjælpe hinanden med at accepterer at sådan er det at være menneske.

    • MiriamsBlok

      Skidegod pointe med at skelne mellem at sammenligningen med andre og sammenligningen med sig selv. Men ja, det er pissesvært! Jeg kan heller ikke altid vurdere, hvilken en, jeg gør mig i. Men det ER bare svært alt det her kropshalløj. Og jeg kan godt forstå behovet for positivitet, for det har vi manglet virkelig længe, hvis ikke altid. Men altså, jeg er tyk, og så må man sgu gerne have et ønske om at tabe sig, synes jeg! Så længe det er sundt, og målet som du selv nævner ikke er farligt. Så ja, selvaccept burde helt sikkert også gå på usikkerheder og nedtursperioder!

  • Ravn

    Jeg er så enig. Jeg vil mene, at jeg elsker min krop og er godt tilpas i den – men jeg ved også, at jeg vil blive mere tilpas, hvis jeg taber mig lidt, og at det helt sikkert også vil gavne min ryg og mine knæ. Bare fordi der er ting, man gerne vil lave om på, betyder det ikke, at man går og taler grimt om sin krop. 🙂 Tak for endnu et tankevækkende indlæg!

  • sara

    Jeg har ofte haft samme tanke Miriam. -for ud over at alle- også slanke mennesker, altid kan finde dele af deres kroppe de er utilfredse med, så må man jo respektere at det er DERES oplevelse. Derudover er der jo også et helbredsmæssigt hensyn. Jeg vejer selv 15kg for meget, men er vist mere bekymret om at jeg en dag får diabetes eller andet skidt, end at jeg kan passe ned i en str 38. Så du har helt ret i, at man ikke altid nødvendigvis behøver at elske alt ved sig selv.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes, man skal have lov til at bestemme, hvordan man bedst kan lide sin egen krop, og så skal folk overordnet blande sig udenom. Jeg vil i hvert fald have lov til at tabe 10 kg uden folk shamer mig – det ville kun være sundt!

  • Merete

    “Det lyder måske fjollet, men nogle gange kan jeg faktisk føle mig en smule shamet, fordi jeg ikke er god nok til at elske mig selv 100%. Og det modvirker jo fuldstændig hele idéen med selvkærlighed.”

    SPOT ON! Så fint formuleret, altså! You just made my day, Miriam <3

  • Rikke

    Jeg er så enig i det du skriver Miriam. Og med risiko for nu kan komme til at lyde alt for meget som den sygeplejerske jeg nu nok engang er, så er hvordan man har det med sin krop én ting (om ikke andet også en MEGET vigtig ting!) men en anden ting er jo så også hvordan ens krop har det. Det er jo heldigvis ikke raketvidenskab at sund varieret kost og motion er det kroppen på længere sigt bedst kan lide. og så skal der jo selvfølgelig også være plads til lidt kage for hjernens behag! 🙂

    • MiriamsBlok

      Du har helt ret, Rikke, men det der med sundhed er en helt anden diskussion, synes jeg. For man bliver jo heller ikke sund af at hade sig selv. 🙂

  • Sandie

    Jeg kan sagtens forstå dig. Jeg er tyk, som i temmelig tyk, og jeg prøver at sætte pris på mine deller, som alle de bodypositive kvinder, jeg følger på Instagram, men hold nu op, hvor er svært.
    Jeg tænker også lidt at det ikke ville gøre skidt for mit helbreds skyld, hvis jeg smed en 10 kg. Men at gå derfra og til at tale enormt grimt om sig selv eller hade enhver cm af sin krop, der er altså et stykke vej.
    Man må gerne have usikkerheder. Og man må gerne tale højt om dem. Det betyder ikke, man hader sig selv. Tværtimod. Man sætter ord på, netop for ikke at internalisere det, så det udvikler sig til selvhad.

    • MiriamsBlok

      Jeg er så fascineret af de der bodyposi-typer! Men jeg vil faktisk gerne bibeholde retten til at kalde nogle ting på mig selv grimme eller mærkelige. Det er ikke had, bare realisme! 😀

  • Josefine

    Så godt skrevet Miriam! Jeg har altid været slank og i gymnasiet spiste jeg simpelthen så klamt, men jeg var heldig og forblev slank. Så tog jeg ud og rejste i 3,5 måned. Og så tog jeg 5 kg på. Hvilket gjorde jeg endte på 61 kg, som stadig er helt normalt ud fra min højde. Men jeg var knust. Jeg hadede min krop, og jeg havde jo altid været ‘hende den slanke/tynde’. Så da jeg kom hjem, begyndte jeg til træning og spiste bedre. Men vægten ændrede sig ikke. Nu ved jeg det er fordi at jeg højst sandsynligt fik muskler, som jo vejer mere, men jeg var knust. Så ramte vi vinter, hvor jeg ramte et rigtig lavt punkt og tabte 5-6 kg. På en måned uden at arbejde for det. Hvilket er pænt frusterende. Så snart jeg glemte alt om vægt osv, så skete det af sig selv. Nu er jeg så på 55 kg, og jeg er faktisk tilfreds med min krop. Men jeg nyder den ikke. For nu er jeg konstant i frygt for at tage på igen. Græsset var sgu ikke grønnere på denne side, men jeg arbejder på at finde ro. For det er okay at vægten går op og ned. Det er okay, at man ikke er tilfreds altid og hele tiden. Jeg læste et citat, som jeg er ret vild med: “nothing in nature bloom all year round, so why would you?”
    Tak for indlægget, du skriver så godt!

    • MiriamsBlok

      Så fin kommentar, der reflekterer mange kvinders skiftende kropsbillede, tror jeg.

  • Josefine

    Jeg er virkelig enig. Jeg har også nogle ting ved min krop jeg VED ikke er pæne; store åreknuder, fx. Men jeg ved også at jeg ikke er mindre værd eller at min krop er mindre okay, fordi der er nogle ting ved den jeg ikke bryder mig så meget om at vise frem.
    Så ja, super godt indlæg!

    • MiriamsBlok

      Og det er lige præcis essensen. Jeg har også appelsinhud og bumser og hængebryster, men derfor kan man sgu godt være tilfreds!

  • Nadia

    I get it. Jeg har længe kæmpet med mit selvværd. Begyndte for alvor at tage mig sammen i januar, of begyndte at træne. Jeg elsker min krop nu – selvom jeg stadig vil tabe mig 10 kg. Man kan sagtens elske sin krop uden at være 100% tilfreds med, hvordan den ser ud lige nu. Jeg elsker virkelig min krop, men jeg kæmper med at tabe mig, netop fordi jeg elsker min krop, og gerne vil have at den bliver lidt mere sund 🙂

  • Karen

    Fin pointe 🙂 Det er der jo noget om. Jeg tror måske ofte det er et instinktivt svar man kommer med af kærlighed, som du siger. Men så tænker jeg, hvad skal jeg egentlig så svare, når folk skriver at de gerne vil tabe sig? For hvis jeg svarer “jah god ide! jeg hepper på dig!” så kan det jo også lynhurtigt opfattes som en bekræftelse på at man virkelig også bare burde tabe sig! Selvom det ikke var holdningen 🙂 Og hvis folk slet ikke svarer så er det også lidt uheldigt. Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal erstatte de velmente, men uheldige ord med? Har du et bud?

    • MiriamsBlok

      Det er også et sted, man skal være lidt forsigtig, for man kan nemt jokke folk over tæerne. Jeg ville ikke sige “god idé”, men du kan måske spørge ind til, hvordan vedkommende har tænkt sig at gøre det. Vise interesse uden at komme med en holdning hverken den ene eller den anden vej.

  • Rikke

    Jeg er på mange måder kæmpe fan af den her bølge af bodypositiveism, men der er et sted den ofte fejler, det er ved den enorme fokus på at vi skal være/alle er smukke. Nej, gu er vi ej, men det skal altså også være helt okay. Man kan godt være glad selvom man ikke er smuk. Og mennesker (kvinder især) behøver ikke altså ikke være smukke. Mennesker kan være så mange ting, der er langt mere interessante at smuk/grim/tyk/tynd. Det er jo bare overfladen

    Jeg er fandme ikke smuk, og jeg kan nærmest se panikken i øjnene på folk når jeg siger det. Men man kan godt være grim og stadig elske sig selv meget højt
    Nu er jeg så også blevet sådan lidt småtyk, og ja, jeg vil gerne tabe mig igen. Ikke fordi jeg hader mit spejlbillede, men fordi min krop bare føltes bedre for 15 kg siden. Den var mere komfortabel, lettere, mere adræt. Fysisk føltes den så meget bedre end den gør I dag.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det kommer an på, hvordan man tolker det at være smuk. Jeg synes sagtens, man kan være smuk uden at være velsignet med smukke træk. Personlighed og udstråling kan også gøre smuk, synes jeg. Men jeg er helt enig med dig i, at det er frustrerende, at fysisk skønhed er alfa og omega. Som om man er dødsdumt, hvis man i stedet bare er sød, sjov og klog.

  • Eva

    Jeg kan SÅ godt følge dig.. tænkte selv lidt A la det du skriver forleden da jeg nævnte over for en kollega at jeg var igang med at prøve 2-5 kuren – jeg er normalvægtig med en meget sød tand – så prøver at finde en god måde at holde vægten stabil hvor jeg også kan spise min del kage

  • Christine

    Jeg ville 1000 gange hellere veje for meget, være glad og elske mig selv og end at være en str. 34, hade hver en cm af min krop og aldrig være tilfreds.. Jeg misunder så meget de kvinder, som hviler i sig selv, selvom de måske godt kunne tabe sig lidt. Pas på den kærlighed, som I har til jer selv og lad endelig ikke en åndssvag slankekur sætte den på spil – det kan hurtigt gå galt 🙁

    • MiriamsBlok

      Jeg tror i det store hele ikke, vægt har så meget med selvkærlighed at gøre – det gør vi det bare til, fordi det er nemt. Men man burde virkelig elske sin krop uanset størrelse og ønske om vægttab.

  • LIVING WITH LESS

    Der er en scene i Petra elsker sig selv, hvor Irina The Diva netop shamer Petra for ikke at elske sig selv.

    Jeg har hørt folk udtrykke, at de har ondt af Petra, men sådan har jeg det på ingen måde. I mine øjne bliver hun ikke et mindre menneske af, at hun ikke elsker sin krop (og står ved det). Tværtimod står hun ret stærkt og elskeligt i det. Og i alt det andet hun også er.

    Man behøver ikke at have den perfekte krop for at være elskelig. Men man behøver så sandelig heller ikke at elske sin krop for at være det.

    • MiriamsBlok

      Det helt tydelige i den scene er, at Irina slet ikke kan sætte sig ind i, hvad Petra føler. Hun prøver at hjælpe, men går nok lidt forkert til værks. Men jeg elsker virkelig også Petra i det program!

  • Tine

    Jeg er helt enig og det er så godt skrevet.
    Jeg vil gerne tabe mindst 10 kg. Helst 20. Folk siger at jeg jo altså er smuk som jeg er. Og jeg er sgu på mange punkter enig. Men vægttab handler jo ikke kun om det. Jeg ved jeg har det bedre i min krop når den vejer mindre. For jeg kan flere ting. Jeg er ikke så begrænset i min fysik. Og det vil i øvrigt være godt for både mit knæ og mit bækken, hvis det får nogle færre kilo at slæbe rundt på. Man skal have lov til at ønske at tabe sig. Det betyder ikke man hader sin krop.

    • MiriamsBlok

      Det er præcis sådan, jeg har det. Jeg er bare overordnet mere glad, når jeg føler mig lækker, og jeg føler mig meget mere lækker, når jeg lige vejer lidt mindre end nu.

  • Karoline

    Simpelthen så flot og nuanceret forklaret. Jeg synes også, at det næsten er blevet svært at formulere i selv mindre fora, at jeg er utilfreds med ditten og datten uden at blive, ja, irettesat er fandme et SÅ præcist ord, at jeg altså ikke skal være hård ved mig selv.

    Og hvad værre er: Jeg er selv skyldig i at have irettesat. Totalt i tidens ånd.

    Jeg strammer op.

    • MiriamsBlok

      Jeg gør det også selv! Fordi man ser sin smukke veninde brokke sig over noget, man ikke fatter, hun kan brokke sig over. Og så irettesætter man. Vi må øve os, Karoline!

  • Marianne

    Hurra for dig, Miriam! Jeg tænker også, at man godt kan være generelt glad for sig selv uden nødvendigvis at synes, at hver eneste centimeter af ens spejlbillede er det lækreste i verden. Der er desuden et grundlæggende problem i, at der på den ene side er crazy fedme-epidemi i verden, og på den anden side skal alle embrace alt, hvad de er. Selvfølgelig er man meget mere end bare sin vægt, men hvis man er voldsomt overvægtig, kan det altså have meget uheldige effekter på ens helbred, som man bestemt ikke bør ‘acceptere’ i min optik. Jeg er ikke overvægtig, men blot lidt blød på maven, og mine knæ er allerede helt ødelagte. De ville have enormt godt af, at jeg tabte mig de der 5kg, som det er forbudt at sige, at man gerne vil smide.

    • MiriamsBlok

      Det med vægten er en lidt anden diskussion, synes jeg, men selvom jeg er enig i, at der er en grænse, så tror jeg overordnet på at body positivity har en langt større positiv indflydelse end negativ. Det er ikke sundt at være voldsomt overvægtig, men man bliver ikke tyndere af at hade sin krop. Det skaber tværtimod mere selvhad og ofte endnu usundere livsstil.

  • Lisbeth

    Preach! Jeg kan efterhånden ikke åbne nogen af mine utallige sociale medier, uden at få smidt en påmindelse i hovedet om at jeg skal huske at elske mig selv, og det er virkelig smukt, at vi samlet set bevæger os i en retning, hvor det er okay ikke at være perfekt, men det er også som om, at vi så bare skal acceptere tingenes tilstand som de er, og hvad pokker skal så drive os fremad? Vi skal for Guds skyld elske os selv og droppe den destruktive tankegang, men derfor må vi stadig godt sætte mål og forbedre os selv 🙂

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Cecilia

    Ej men Miriam – endnu en gang rammer du vanvittigt plet med en pointe! Jeg har umådelige grimme ben. De er skæve, fyldt med ar, blå mærker og karsprængninger og så er de ikke just slanke. Jeg pointerer det til tider primært i sammenhænge hvor jeg griner af mine vilde blå mærker eller div. sår – og med det samme får jeg kommentarer som “Ej, det er da ikke så slemt” og “Du er smuk som du er”. Hallo, jo mine ben er grimme, men ja, jeg har accepteret det fuldt ud og er sprængfuld af selvtillid som aldrig før anyway!

    • MiriamsBlok

      LIGE PRÆCIS! Jeg vil faktisk godt have lov til godmodigt at svine min krop til engang imellem. Det er okay, jeg elsker den stadig! 😀

  • ColorfulDane

    Jeg er helt enig. Jeg kan godt lide min krop. Jeg ser faktisk ret godt ud, synes jeg. Men jeg ville ønske at mine bryster var mindre. Det er der mange der ikke kan håndtere. Jeg får ofte at vide at “du skal da bare være glad for dine bryster” og “tænk på hvor mange der betaler for at få store bryster”. Ja, og det er da fint for dem, men jeg ville gerne have små/medium bryster, og det er ikke forkert. Jeg synes bare ikke at de passer til mig. Vi har alle forskellige præferencer, og det er helt okay. 😉

    • MiriamsBlok

      Indeed. Jeg får også brystbemærkningen, når jeg fortæller, jeg overvejer en reduktion. Men det er, fordi store bryster er så idyliseret, at folk ikke fatter, de også har ulemper.

      • Mulle

        Amen! Jeg har langt tykt hår ala L’Oréal reklame og folk forstår ikke helt hvorfor jeg drømmer om kort hår. Her er årsagerne 1det er meget tungt, som gør at jeg kun kan have det sat op i en fletning

  • Anja

    Halle-fucking-luja! Det handler nemlig om balance. Jeg kan faktisk ikke tilføje noget. For du beskriver så fornemt præcist de tanker jeg har haft på det seneste.

  • S

    Jeg ved godt, det måske er en helt anden debat, men sådan får jeg det når folk siger man skal lære at elske sig selv først. Tanken giver jo god nok mening, men man er lidt blevet bekræftet i at man er uelskelig, fordi man ikke har det som om man er værd at elske i for vejen, og når den så bliver toppet af med at hvis man ikke kan elske sig selv, så er løbet bare kørt? Jeg ved ikke om det giver mening, jeg ved godt at andre ikke kan elske en for én, men jeg synes bare det er en underlig talemåde. It rubs me the wrong way.

    • MiriamsBlok

      Jeg forstår godt tanken bag det udsagn, for det er svært at lukke folk ind og lade sig elske, hvis man ikke føler, man er det værd. Men ja, det kan desværre godt komme til at lugte lidt af, at man ikke finder kærlighed, før man har det pissegodt med sig selv, og det er drønuheldigt!

  • Susanne

    Jeg har sluttet fred med min krop, men jeg elsket absolut ikke min appelsinhud og måden alting sidder utrolig løst på, efter to graviditeter. Men jeg har også en øvre grænse for hvad min vægt må være, og det et simpelthen et spørgsmål om hvad der føles bedst for mig selv.

    • MiriamsBlok

      Det er lige præcis sådan, jeg har det. Jeg elsker ikke mine inderlår, men jeg hader dem heller ikke, og det er jeg sådan set godt tilfreds med.

  • Line Maria

    Enig! Det er jo netop at elske sig selv at tage sig selv alvorligt og mærke efter, hvad der føles bedst…

  • Missh

    Man skal gøre det, som føles rigtigt for en. Dét har taget mig 10+ år at finde ud af. Nu vil jeg kæmpe for at tabe mig de kilo som folk ikke mener, at jeg har behov for at tabe. Alt i livet bliver ikke automatisk skønt og dejligt, fordi jeg taber mig, men jeg vil kunne kigge mig i spejlet og tænke, at jeg ser lidt bedre ud, jeg vil kunne gå i det tøj jeg drømmer om, have mere energi osv.
    Jeg har brugt Jakob Stoustrups ‘Matematik Kur’ OG DEN ER FANTASTISK!! Download app’en ‘Weightctrl’ ☺️. Jeg har tabt mig 7kg på 31 dage allerede. Nu mangler jeg kun de sidste 15kg.

    • MiriamsBlok

      Selvkærlighed kommer lige præcis fra en selv og ikke fra alle andre, så hvis man vil tabe sig, skal man gøre det. Sejt med vægttabet – jeg hepper!

  • Trine

    Enig..
    Jeg faldt først pladask for alle de dejlige instagram damer, der priste Gud for deres (ikke perfekte) krop.
    For det er da befriende med nogen, der tør være sig selv uden trutmund og filter, som er okay med den der muffintop eller det der appelsinhud.
    Men så blev det faktisk også en kende for meget. Altså. Ja, jeg må gå i bikini hvis jeg vil. Det kræver ikke jeg træner eller taber mig (selv om mit kritiske selv mener det, samt medierne) og jeg skal abejde med den destruktive og negative selvopfattelse – det erkender jeg.

    Men jeg gider altså heller ikke stille mig tilfreds og være hippie ligeglad, når den der muffintop faktisk gør, at jeg ikke holder af mit eget spejlbillede.
    Det er da befriende, at andre kan sige “skid hul i det.” Men hvis det bund reelt ikke føles rart eller rigtigt, skal jeg da ikke shames for et ønske om et lille vægttab.

    ..Det hele bliver lidt for “moderne” 😉
    En svær balance om, at vi egentlig bare skal passe os selv, turde tro på os selv og turde være til som vi selv har det bedst 🙂

    • MiriamsBlok

      Jeg er stor fortaler for alle selflove-profilerne. Jeg tror reelt på, at de gør en forskel i mange kvinders liv. Men derfor skal det lige præcis som du siger også være tilladt at have lyst til lige at smide fem kilo.

  • JM

    Selvfølgelig, kan man være utilfreds med ting og stadig elske sig selv og sin krop. Jeg har aldrig elsket min krop højere end nu hvor jeg styrketræner, men derfor ville jeg da gerne have skindeben, der ikke ligner en 5 årigs.

  • Anne

    Jeg har ikke læst med på din blok (fedt med k, jeg er allerede fan!) før, men det her er utrolig præcist og flot formuleret. Og jeg er helt enig: selvom man godt kan lide sig selv, må man også gerne have et ønske om at forbedre sig! Mentalt og fysisk. Hvis man ikke havde det, så ville livet da være slut allerede!

    • MiriamsBlok

      Jeg er glad for, at du også har det sådan. Som du selv skriver, så ville det lige præcis være drønkedeligt, hvis vi aldrig stræbte efter mere både psykisk og fysisk.
      Og velkommen til! 😀

  • Trine

    Miriam, jeg elsker simpelthen din blog. Du skriver fantastisk. Har læst med hver eneste dag det sidste års tid og faldt lige over dette indlæg igen, hvilket jeg aldrig fik kommenteret på da du udgav det. Det her indlæg beskriver fuldstændigt hvordan jeg har det! Det er som om, at du har sat ord på de tanker jeg har, og ikke selv har kunnet sætte ord på. Så, TAK TAK TAK. Tak for dig, tak for de mange smil du giver mig. Jeg håber resten af den rejse du er på lige nu, turen videre til Canada, bliver helt fantastisk. Det er sgu godt det irriterende data kom til at virke 🙂

Der er lukket for kommentarer.