Pæreanekdote

Skrevet d. . Uploaded i random.

Der er for få hyggelige anekdoter i verden for tiden, så her er en rar ting, der skete for mig forleden:

Jeg var på vej hjem fra Netto. Mit humør lå et godt sted under nulpunktet, og jeg havde helt ærligt kun forladt min lejlighed, fordi jeg manglede tamponer. Ja ja, man kan argumentere for, at det var information, I ikke havde brug for, men det er med til at forklare, hvorfor jeg nu var på vej hjem med en pose fuld af kanelgifler og chokolade i stedet for gulerødder og skyr. Og hvorfor jeg var sur på mig selv og sur på verden, da jeg på cyklen trillede frem til den elektriske låge ind til min gård.

Da var det, jeg hørte den umiskendelige lyd af et barn bag mig. Se, jeg er ikke god til børn. Selv når jeg er helt i hopla, falder mine børneegenskaber som regel til jorden med et temmelig hørbart brag. Bag mig hviskede drengen noget til sin mor, og jeg bad til, at han ikke ville komme hen til mig for at hilse, så det gjorde han selvfølgelig.

Han har vel været omkring 4 år gammel og iført den traditionelle vinteruniform for børn: Flyverdragt og termostøvler. I hånden havde han en pære.

“Hej!” sagde han.
“Hej!” svarede jeg og gjorde mit bedste for at mønstre et venligt smil uden at svinge over i børnelokkerterritorium.
“Bor du også her?” spurgte han.
“Ja,” sagde jeg og pegede gennem porten, “lige inde i den opgang derovre.”
“Jeg har en pære,” svarede han og holdt den stolt op foran mig. “Den har jeg fået i børnehaven.”
“Orv! Der var du vel nok heldig.” Jeg tænkte, at samtalen faktisk gik okay og følte mig meget børnevenlig.
“Mmmm,” sagde han og nikkede eftertænksomt. “Det er en rigtig god pære. Jeg kan rigtig godt lide pærer.” Han holdt en pause og kiggede på mig. “Jeg håber snart, du får en pære også.”

Og så gik han ind i opgangen med sin mor, og jeg tog mig selv i nu at være en anelse mere glad og desuden en lille smule misundelig… Det lignede en rigtig god pære.

Related Posts:

Kommentarer (23)

Der er lukket for kommentarer.