Jeg er jo Bridget Jones #232

Skrevet d. . Uploaded i Jeg er jo Bridget Jones.

download

Vi starter mit Bridget-døgn sent torsdag eftermiddag, hvor jeg stod på Alexanderplatz i Berlin med pakket kuffert og sagde farvel til min mor, mens jeg let forsinket (og derfor allerede let panisk) satte kursen mod lufthavnen. Derefter så de næste 24 timer i kronologisk rækkefølge således ud:

– Ankom til Ostbahnhof station og gik lidt forvirret rundt for at finde ud af, fra hvilket spor S9’eren kørte, da det er den, der kører til lufthavnen.

– Konkluderede ulykkeligt, at både moder og jeg havde husket forkert. Den kører slet ikke fra Ostbahnhof, men fra Ostkreuz. Hoppede panisk på det næste tog dertil.

– Ankom til Ostkreuz med lidt over en time, til min gate ville lukke. Opdagede, at der var næsten 20 minutter til den næste S9’er kørte. Begyndte at hyperventilere.

– Kørselsoversigten begyndte at råbe op om, at der var forsinkelser i store mængder, fordi der var “Polizeiaktion” i nærheden.

– Ankom til Schönefeld med en halv time til lukket gate. Blev mødt af verdens længste securitykø. FUCK.

– Securitydamen bevægede sig langsommere end det gennemsnitlige dovendyr og havde et saligt smil kronisk påklistret sit ansigt. Hun var stensikkert skæv som ind i helvede.

– Kom endelig igennem og stod og ventede på, at min kuffert kom kørende på båndet, da der blev råbt sidste udkald til min afgang. Mere fuck. Zig-zaggede i kapgang mellem tax-free shoppere mod min gate, der naturligvis befandt sig længst væk fysisk muligt.

– Ankom gennemblødt af paniksved til en kø, der ikke bevægede sig. Overhovedet. De var kraftstejlme ikke engang begyndt at lukke folk ind i boardingarealet endnu. Jeg kunne være kravlet derhen og stadig have nået det!

– Blev specielt udvalgt til at få min kuffert checket ind, fordi der ikke var plads i kabinen. Ankom til København kun for at konkludere, at vores bagagebånd var nummer 1, hvilket, kendere vil vide, er det, der ligger så langt væk, at man skal forbi vejen til udgangen og omkring en halv kilometer længere ned for at nå dertil.

– Så lettet min kuffert komme kørende med det samme og samlede den lykkeligt op kun for at blive stoppet af den pige, der i virkeligheden ejede den. Ventede endnu 10 minutter på min egen.

– Kørte i metro hjem med fire nyankomne amerikanere, der brugte hele turen på at forsøge at udtale “Kongens Nytorv”.

– Kom lykkeligt hjem til Frank, der var mest interesseret i, om jeg havde gaver med hjem til ham. (Det havde jeg.)

– Efter to hele dage uden wi-fi tændte jeg begejstret min computer med hjertet fuld af blogabstinenser. Den var stendød.

– Ringede panisk til min far, som ringede videre til sin computermand, og selvom det er mange år siden, jeg sidste havde en trepersoners telefonsamtale, og det var ganske hyggeligt, så forblev min computer stendød.

– Tilbragte resten af aftenen med at finde en computerreparatør, der åbnede tidligt nok til, at jeg kunne nå at aflevere patienten inden et pressemøde den følgende dag kl. 10.30. Det var svært. Computermennesker sover tilsyneladende længe.

– Fik afleveret min computer i tide. Måtte hele vejen til Frederiksberg. Fik i første omgang besked om, at Windows blot skulle geninstalleres, men lidt senere viste det sig, at hele harddisken skulle udskiftes. Fedt, fedt, fedt. Dyrt, dyrt, dyrt.

– Hentede computeren og havde det lidt, som om jeg boede i USA, da jeg betalte hospitalsregningen. Hold nu kæft. Men jeg måtte selvfølgelig også slippe et ekspresgebyr, fordi jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at leve helt til efter weekenden uden min bærbare.

– Gik i Kvickly, mens jeg ventede på bussen hjem. Opdagede, at de pt har Ben & Jerry’s til 39 kr. Konkluderede at der altid er en lykkelig slutning, hvis man venter længe nok.

Related Posts:

Kommentarer (24)

Der er lukket for kommentarer.