Jeg er jo Bridget Jones #229

marnie-eating

1. Jeg har lige gjort et meget ihærdigt forsøg på at sende en snap med Frank, flag og fødselsdagssang til en af mine veninder, og det lykkedes nogenlunde… Indtil Frank ikke gad mere satte kløerne i min hånd, der nu ligner noget, der har været oppe at slås med en tjørnehæk.

2. Det var nær ved, at jeg slet ikke dukkede op til fredagsbar, fordi Blume ikke bare ligger i en baggård, det ligger i en kælder i en baggård. Jeg gik forvirret rundt ude foran i 10 minutter, før en medarbejder kom op til mig og sagde: “Æh, det er hernede.” Jeg følte mig pludselig meget jysk.

3. Det hjalp heller ikke på min tjekkethed, at mine fødder har vænnet sig til mere behageligt fodtøj, og min højre langetå derfor begyndte at bløde heftigt inden for den første halve time.

4. I onsdags så jeg et program på DR, der handlede om et sladderblad, og jeg har seriøst sjældent grinet så meget, som da en af journalisterne besøgte en astrolog og kom ud med dommen: “Ja, hun kunne så ikke sige noget konkret om Alexandra sådan lige her og nu.” …For det kan hun normalt?

5. Jeg gik i Fakta. Jeg købte tre pærer. Jeg spiste en pære. HVOR ER RESTEN AF MINE PÆRER?! Jeg sværger, hvis jeg finder dem halvrådne inde i mit tøjskab eller bag radiatoren i næste uge, så skriger jeg. Hvor distræt har man lov til at være?

6. Hvis I i disse dage cykler forbi min lejlighed på vej til Fælledparken for at nyde det gode vejr og hører nogen bande og svovle højlydt fra anden sal, så er det bare mig, der er bitter over, at jeg sidder lænket til computeren.

7. Vi taler i øvrigt ikke om, at jeg ville have haft masser af tid til at slikke sol, hvis jeg nu havde fulgt min forpulede arbejdsplan.

8. Jeg har slettet Tinder. Det gjorde lidt ondt på mig, men jeg har simpelthen ikke tiden til det pt. Plus, I ved, så har jeg en ny chance med alle de lækre mænd, når jeg gen-downloader den senere.

9. …Det være sig selvfølgelig først, når jeg har tabt specialekiloene igen.

10. Apropos, så er det megafeje hold, at Netto pt har tigerroulade som spotvare. Jeg kan ikke modstå det skidt!

Kommentarer (4)

Der er lukket for kommentarer.