Repost: Den personlige julegave – på budget!
Jeg ved godt, I ser det her billede hvert år, men det er og bliver også et af mine yndlingsbilleder af jule-Frank!
Indlægget her er egentlig fra sidste år, men det var ret populært og nu selvfølgelig relevant igen, så det får sig lige en repost. Jeg er næsten (næsten!) lige så glad for at give gaver, som jeg er for at modtage dem, men det kan godt være lidt nedtur at være på SU i den forbindelse, fordi man ikke just svømmer i penge og derfor ikke kan forære lige så store gaver væk, som man har lyst til. Jeg er begyndt at kompense for de manglende penge med lidt personligt flair, hvor det er muligt, og jeg synes faktisk, det funker rigtig fint. Så hermed nogle af mine bedste tips til en personlig gave. Tilføj som altid gerne selv flere idéer i kommentarfeltet!
Det første, man skal gøre, er ikke at købe noget fra ønskesedlen. Hvor mange gange har man ikke siddet juleaften med sine gaver i skødet og vidst, hvad der var i halvdelen, fordi, well, det stod på ens ønskeseddel? Ofte er det faktisk meget federe at få noget, man slet ikke havde forventet – i hvert fald hvis gaven er givet med ens personlighed in mente.
1. Tag nogle portrætbilleder (evt sammen med dine søskende). Har man ikke selv et godt kamera, kan man sikkert låne af en ven. Alle de ordentlige billeder, dine forældre og bedsteforældre har, er garanteret ved at være rigtig mange år gamle. Udprint er billigt, og man kan altid finde en pæn ramme til ingen penge.
2. Billeder er generelt geniale til alting personligt. Hos Vistaprint kan man smække billeder på alt fra krus til tøj, og priserne er meget rimelige. Jeg lavede en vægkalender til mine forældre for et par år siden med billeder af deres børnebørn (inkl. Frank, naturligvis), og den vakte stor glæde.
3. Forær par med mindre børn en picnic/tur i biffen/tur på café med børnepasning. De trænger garanteret til noget kvalitetstid sammen.
4. Er der et eller andet din mor altid snakker om, men aldrig får gjort? Luge ukrudt i haven/male køkkenet/hænge det der maleri op? Gør det for hende.
5. Lav et klippekort. Det kan være på hvad som helst. Min mor har fx altid ømme skuldre, så da jeg var yngre, gav jeg hende et klippekort på 10 x massage.
6. I samme dur – lav en kuponbog. Den her funker især godt til en kæreste, hvor man kan lave kupon’er på fx at vinde et skænderi, tage opvasken, stå op når barnet vågner kl. 4, osv.
7. Tænk dig om. Hvad er den ene ting, din søster virkelig mangler, selvom hun slet ikke ved det endnu? Min søster forærede mig Ben & Jerry’s opskriftbog et år. Det var den perfekte gave til mig!
8. Hvis man er kreativ, kan hjemmelavede gaver snildt være et hit, fordi der ligger tid og omtanke i dem. Føler man sig lidt for gammel til at klistre macaroni på tændstikæsker, kan man kaste sig ud i ting som fyldte chokolader eller hjemmelavet likør.
9. Kreamennesker kunne også overveje en scrapbook til fx en veninde. Kreamennesker har sikkert alligevel gemt alle mulige fysiske minder, der ville være perfekte i sådan en. Tænk, hvis man var kreamenneske!
10. Giv et abonnement. Er man lidt bedre udrustet pengemæssigt, er det især en fabelagtig idé. Abonnementer er gaven, der bliver ved med at give, og kender man nu én, der elsker modemagasiner, men kun sjældent forkæler sig selv med et, så er det en oplagt mulighed. Man kan også gå i en anden retning og købe fx et ølabonnement til sin far. (Det var min plan sidste år, men det var desværre noget over mit budget.)
11. Få fremstillet nogle personlige magneter med fx billeder eller citater. Det kan gøres møgbilligt hos steder som Sticky9, som jeg tippede om her.
12. Tilbage til billederne. Du har garanteret nogen i familien, der har et højt elsket billede i sort/hvid. Få det farvelagt. Det kan være svært at finde en photoshop-gud til formålet, men det er det hele værd. Jeg gjorde det sidste år med mine bedsteforældres bryllupsbillede.
13. Lidt i samme dur. Find et gammelt børnebillede frem og re-enact, hvad der sker på det. Giv væk i en dobbeltramme sammen med det originale.
Cecilie Friis
TAK!! Du redde mig lige med det der tip om Sticky9!! Alle forældre, bonusforældre og forældres ex'er får magneter i år 😀
Anonym
Yes! Der fik jeg lige fikset en kalender til min far – tak for tip 🙂
Else
Vi har droppet voksengaverne, så i stedet for at skulle købe en hulens masse gaver skal jeg kun købe julegaver til børnene – dette gør julen SÅ meget nemmere – og jeg kan købe lidt nyttegaver til mig selv (selvforkælelse mangler jeg reelt ikke… tænkte jeg!) og skal ikke ud i det store byttecirkus efter jul. Win!
Så var der det der med selvforkælelsen: Torsdag før Black Friday gik jeg forbi et parfumeri – de solgte sgu 3 OPI-lakker for 100 spir og det var ikke kun mudder-, støv- og snotfarver, næ nej, det gjaldt ALLE 'kulørte' lakker, både gamle (som i de kollektionsrosiner, man har misset og har sukket efter) og spritnye (der var de fineste fra Starlight!). Bedste blandede lakhandel og jeg, der har lakker en masse, har nu nogle mange flere. Og de er så fine. Billige OPI er mit kryptonit;)
Og det må være mit tip (til ligesindede julegavekøbere med lakglade modtagere): der er stadig 3 for 100 på OPI (så jeg da jeg kom forbi i går) i House of Beauty på taastrup hovedgade. Enjoy:)
Miriam
Selv tak!
Miriam
Så lidt! 🙂
Miriam
Jeg ville for alt i verden ikke droppe voksengaverne, men derfor kan man vel godt købe lidt til sig selv også. 😉