Den allerførste gang
Har nappet billedet til venstre fra MMs instagram. Jeg står med Sneglcille og Louise aka Loisandme.
Jeg har været til mit allerførste rigtige event i dag! Fancy-schmancy bloggerevent med sponsoreret forplejning og goodiebag og hele turen. Jeg plejer jo ikke at gøre mig så meget i den slags, dels fordi jeg ikke ligefrem svømmer i invitationer, og dels fordi jeg er håbløst akavet i nye forsamlinger – især når det må antages, at alle de andre kender hinanden i forvejen. Og så er der selvfølgelig den lille detalje, at jeg i min tid har pisset omkring det halve af blogland af, og tænk sig, hvis jeg endte et sted, hvor alle de andre deltagere bare drømte om at skubbe mig ud foran en bus…
I dag var det imidlertid Mette Marie aka TwinPeaks, der inviterede, og hun har aldrig været andet end overordentligt sød ved mig, og så havde jeg ligesom ikke flere dårlige undskyldninger oppe i ærmet. Især ikke fordi eventet var en screening af hendes mand, Jon Langes, nye film, Sommeren 92, og jeg ved slet ikke, om det ville være fysisk muligt for mig at kunne modstå tilbuddet om at se på pæne mænd løbe rundt i shorts i halvanden time.
Jeg var ret nervøs, da jeg cyklede ud til SF Films privatbiograf(!!) på Bryggen. Det hjalp ingenlunde på det, at yndlingsbloggere som Sneglcille og Emily Salomon også dukkede op. Der var også et par damer, jeg før har udvekslet mindre venlige ord med, men alle var simpelthen så søde, at jeg relativt hurtigt kom mig over min “første dag i børnehaven”-følelse. Især MM var så rar, at jeg havde en lille smule lyst til at komme hende i lommen og tage hende med hjem, så vi kunne hænge ud hele tiden.
Jeg interesserer mig ikke for fodbold. Ikke en fløjtende dyt. Jeg kan offside-reglen, men det er mest, fordi jeg bruger det som partytrick, når jeg vil imponere smækre mænd. Jeg var desuden seks år gammel, da vi vandt det famøse EM, og jeg kan ikke huske det bare en lillebitte smule. Med andre ord var jeg temmelig bange for at synes, at filmen var aldeles uinteressant. Og måske endda lidt åndssvag. Og hvad gør man så, når man gerne vil give sin oprigtige mening, men helst ikke jokke eventarrangør og husbond over tæerne?
Det behøvede jeg heldigvis ikke finde ud af, for filmen tog fuldstændig røven på mig. Er det et banebrydende cinematisk mesterværk? Nej, det er det ikke. Men det er en fantastisk blanding af drama og humor, fortælling og flashback. Den er nærmest hysterisk medrivende. Jeg fik kyldegysninger, da Danmark scorede mod Frankring (begge gange!) og havde hjertet helt oppe i halsen under straffesparkskonkurrencen mod Holland. Og det på trods af, at jeg jo udmærket vidste, vi ville vinde begge kampe. Alt det fodboldtekniske er taget ud af filmen, der i stedet udmærket beskriver udviklingen af sammenhold, den støt stigende nationalpatriotisme og så selvfølgelig fortæller underdog-historien. Filmen er fuldstændigt fænomenalt klippet med perfekt placerede tilbageblik i form af originale optagelser fra ’92 smidt ind hist og her. Men den fortrinlige casting gør, at filmen står helt fint alene også. Sammenlagt giver det en helt ny oplevelse, der samtidig indeholder alt det, man forventer af nostalgi: Schmeichels nonstop råben, huttelihut-kommentatoren, John Faxes absurde firsergarn og ansigtsmalede roligans ud over det hele. Elsk.
Lad mig lige understrege: Jeg bryder mig ikke om fodbold. Faktisk synes jeg mestendels, det er røvsygt. Men det her er en film om så meget andet en det, og den er virkelig, virkelig fin og utroligt vellykket. Og det kunne ellers så nemt være gået grueligt galt! Jeg er totalt overrasket over at skrive en så glødende anmeldelse, for jeg havde faktisk forventet, at jeg var nødt til at lede lidt efter positive ord, men det var bare en gennemført behagelig oplevelse. Og helt ærligt, ikke, så går man ud af biografen og er ved at sprænges af danskerstolthed og -fællesskab, og det er nogle af mine absolutte yndlingsfølelser!
Så altså, ja. Filmselskabet sagde vist nok god for dagens event, fordi de var bange for, at der ikke var nogle piger, der ville have lyst til at se filmen. Og det kan jeg sådan set godt forstå, fordi den umiddelbart godt kunne virke som en drengefilm. Men det er det altså ikke. Og den her pige vil hjertens gerne gøre sit bedste for at sprede det budskab!
Louise
Miriam – tak fordi du har delt Sneglcille med os! Jeg begyndte at følge hende efter du anbefalede hende og jeg elsker altså at følge med ovre hos hende.. Så det er rimelig nice, at du har fået taget billede med hende 😉
Skille
Det er meget underligt med den film, for jeg vil faktisk gerne se den, på trods af at fodbold er… mindre interessant i min verden. For nu at sige det pænt. Min kæreste, derimod, som er kæmpe fodboldfan gider ikke se den, fordi han mener, at den der 92'er-suppe efterhånden er ved at være godt kogt. Enig, enig, men kan man være dansker og ikke se filmen? Tror det bliver svært… Skal, skal ikke?
// http://www.moonlitmadness.dk
Anonym
Hvor er hemmelighederne? :'( det er søndag nu.. Mig og min kæreste venter..
Miriam
Haha, altså tekniske set er Sneglcilles blog nu vist omkring dobbelt så stor som min, men derfor kan man jo godt sprede det gode budskab! 🙂
Miriam
Altså, hvis han er træt af alt 92-relateret, så skal han selvfølgelig ikke se den, men som sagt i indlægget: Der er fokus på meget andet end selve fodbolddelen i filmen. Jeg anbefaler den i hvert fald varmt.
Miriam
Hemmelighederne udkommer ikke på faste dage. De kommer, når jeg lige har tid og mulighed (og hemmeligheder nok) til at lave et indlæg. 🙂
Emily
Hyggeligt at møde dig live 🙂
Miriam
Så meget i lige måde!
Kageslabberas - Miriams Blok
[…] med citronkaramelganache på chokoladebisquitbunde. Shiiiiit. Jeg har ikke set MM siden Sommeren ’92-eventet, og det var et glædeligt gensyn. Siden da har jeg jo besluttet mig for at prøve det der med at […]