Læserhjælp #2
Jeg har taget billeder til mit berlinerkøb-indlæg, men i dag er lige en ekseptionelt stor lortedag, og det var slet ikke meningen, den skulle være det, så jeg var totalt uforberedt på at håndtere det, gik ned med flaget og har derfor nu tænkt mig at tilbringe resten af den i sengen med Wuthering Heights. Hvorfor førnævnte indlæg altså højst sandsynligt først bliver færdiggjort i morgen.
I mellemtiden kan I lige hjælpe her. Desværre ikke et ukendt problem, så forhåbentligt sidder der nogen derude, der kan byde ind med nogle gode råd.
Husk at I selv kan indsende her, hvis I ligger inde med en situation, I gerne vil have hjælpe til. Vi gør vores bedste!
Cecilie Friis
Hej læser.
Jeg synes du skal fortælle din familie hvordan du har det. Psykisk sårbarhed er stadig et stort tabu, og den eneste måde at bryde sådan en satan på, er at snakke om det. Det er ikke sikkert at du bliver mødt af forståelse, men ved at være ærlig og inddrage din familie i din sygdom, åbner du op for at de kan komme ud og støtte dig.
Hvis du ikke fortæller dem det kan det være du ingen støtte får, at du skal lægge øre til en masse lort og du skal bruges en pokker masse energi på at filtrere hvad du fortæller din familie.
Hvis du fortæller din familie kan det være du skal lægge øre til en masse lort. At du ikke bliver mødt med forståelse. Men det kan være det ændre sig lidt over tid. Du slipper også for at skulle bortforklare dig, og holde styr på hvor meget du har fortalt.
Du har brug for al din energi til at få det bedre, så dur det ikke med uro i baglandet. Find ud af om du har opbakning, kan få opbakning eller måske overraskende har opbakning.
http://www.en-af-os.dk/ er et besøg værd. Evt sæt dig ned med et nært familiemedlem eller to og tag en snak over den hjemmeside. Det er lidt nemmere hvis du kan finde en at alliere dig med i familien inden du tackler resten.
Jeg håber du finder en vej ud af mørket. Jeg har selv været turen igennem, den er lang, hård og turen værd for at komme ud igen på den anden side.
Knus
Anonym
Jeg kender alt til den situation. Min far tænkte også, at depressive bare skulle tage sig sammen. Jeg tog ham med til en samtale på psykiatrisk center(hvor jeg var i en periode) og der begyndte han at forstå at en depression er alvorlig.. Så mit råd er, at tage dine forældre under armen til en samtale hos din læge, eller andet sted hvor du får hjælp. Det er som om, at folk tager det mere seriøst når det er en fagperson der fortæller om det..
Held og lykke..
Anonym
Det er nok desværre vigtigt, at du forbereder dig selv på, at din familie aldrig vil kunne forstå din sygdom helt. Måske bliver du overrasket. Det kan være, den hårde tone ændrer sig, fordi det er dig det handler om, men det kan også godt ske du skal vænne dig til tanken om at din primære støtte skal findes hos venner og behandlere. Jeg synes du skal sige det, men snak eventuelt med din psykolog om det først. Hvis du ikke har en så få en!
Anonym
jeg har selv stået i samme situation, og valgte ikke at fortælle min familie det.
jeg vurderede, at deres manglende støtte ville skade mere end det ville skade at holde det skjult.
Julie L
Tja, jeg kan selv genkende det fra min egen familie, hvor det også er vigtigt for min far at facaden er perfekt og at alle klarer sig godt. Men min far var med inde og snakke med lægen, og jeg har derefter aldrig hørt ham snakke om “folk skal bare tage sig sammen”. Jeg tror næppe at han stadig forstår det, men at en fagperson har forklaret tingene, har gjort det lettere. Så jeg kan kun anbefale det samme!
Anonym
Jeg kender det fra en spiseforstyrrelses-vinkel. Det fleste mennesker griner lidt af anoreksi og siger, at man bare skal spise en burger, dumme lille pige. Men da jeg blev ramt (ud af det blå!) og ikke kunne stoppe det, så blev min familie overbevist om, hvor 1) fucked up den sygdom er, og 2) at den OGSÅ rammer den kloge, sarkastiske, stræber pige med humor og selv-ironi. Ingen grænser der. Og de havde meget svært ved at acceptere, at jeg ligesom med alt mit væsen kunne overgive mig til noget så “dumt” som kalorier og vægt. Men indså så, at det er en sygdom! Og har været en støtte lige siden.
Det samme kan ske for din familie. Det var en virkelig svær periode for mig, hvor hele familien skulle vænne sig til det. Når en person bliver ramt af noget psykisk… så bliver hele familien ramt. Men den stress der vil ligge i din mave, mens du lyver og snyder dig ud af samtaler om merit/ETCS point, semestre, fredagsbarer osv samtidig med, at du kan se, at du bliver mere og mere forsinket (fordi du ikke tager fag) og ihh, hvordan skal det forklares, åh så skal jeg tage over-merit et andet semester… osv osv, så falder man ned med mere og mere stress. Come clean – din familie er trods alt ikke universets overdommer, de er mennesker, ofte fyldt med fordomme og fejl. Og de har godt af at blive rykket lidt til.
Anonym
Kære læser.
Som mange af de andre også skriver, kan jeg kun anbefale dig at tage et eller flere nære familiemedlemmer med til din psykolog eller læge, så der netop kommer en fagperson ind over, som kan sætte det hele i perspektiv og ikke mindst overbevise din familie om, hvor alvorlig din psykiske lidelse kan være! Desværre har mange ikke en fornemmelse af, hvad en depression, spiseforstyrrelse kan have af betydning for den syge og ikke mindst deres pårørende, før de pludselig har sygdommen tæt inde på livet.
For din egen skyld kan jeg kun anbefale, at du er åben omkring din depression. Og det, at du skriver hertil viser jo også, at du har behovet for at dele denne store hemmelighed med din familie.
De bedste ønsker herfra. Jeg er sikker på, din familie vil støtte dig i denne svære periode af dit liv, så snart de forstår din situation lidt bedre.