Jeg er jo Bridget Jones #112

1. Min arm ser temmelig kronisk sådan her ud. (Altså close-up. Jeg er ikke en kæmpe.) Den anden dag pointerede min mor, at jeg ligner en cutter. Det er jeg altså ikke. Jeg har bare kat.

2. For en halv time siden zappede jeg rundt for at finde noget ligegyldigt at se i fjernsynet, mens jeg spiste aftensmad. Det ledte til et virkelig dårligt program ved navn Storage Wars, som jeg naturligvis straks blev bidt af, og nu overvejer jeg seriøst at udvide min tv-pakke for at kunne se det derhjemme.

3. Da jeg skulle forklare min mor, hvad programmet gik ud på, fortalte jeg hende samtidig, at det nye shit i USA er et program i samme genre, der hedder Pawn Stars. Meget forarget ansigtsudtryk til følge. Nej, Frode, Pawn Stars, ikke Porn Stars.

4. I denne uge har jeg udtalt sætningen: “Ja, sidste sommer var virkelig en god vinter!” Wtf, hjerne?!

5. Har fået en mail med overskriften: “How to accessorize your workout.” Jeg træner i slappe-af bukser fra H&M og gamle, falmede tank tops. Accessorize med hvad? Hullede strømper?

6. Gruer i øvrigt virkelig meget for at komme hjem og skulle starte i Fitness igen, fordi januar altid betyder uanede mængder nytårsforsætter og derfor uendelige køer til maskinerne.

7. Har naturligvis ikke trænet, mens jeg har været i Randers på trods af at min far ejer en motionscykel, og det er mit primære instrument. (Ville herregerne være sådan en, der løb, men det er altså ikke muligt. For store bryster.) Bruger det faktum, at jeg har glemt mine New Balance derhjemme som grund til at holde træningsfri. Vandtæt undskyldning.

8. Jeg har vitterligt fået for mange julegaver til, at jeg kan fragte dem hjem selv. Pisseirriterende. First world problems.

9. Under den årlige familiepakkeleg vandt jeg en neglebørste og en skrubbehandske. Mistænker de højere magter for at prøve at udtrykke utilfredshed med min hygiejne.

10. Ved i øvrigt ikke, hvorfor jeg altid kommer helt op at køre over den pakkeleg. Præmierne er altid kamprådne. (Jævnfør sidste års gevinst.) I år var der kun én pakke, jeg virkelig gerne ville have, og det var en lommelærke, vi selv havde med. Men den nappede min svoger selvfølgelig, for guderne forbyde, at jeg skulle få en sekser på trods at mit sørgelige, sørgelig kærlighedsliv!