Krea-Miriam
Jeg er ikke et kreativt menneske. Overhovedet. Jeg har måske nok en symaskine, men den har stået på den samme indstilling, siden jeg fik den, fordi jeg ikke kan finde ud af at ændre den. Jeg har ikke haft en pensel i hånden siden folkeskolen – med mindre der har været neglelak på den, altså. Jeg lavede engang en ølholder til min far i sløjd, der viste sig at være for lille til rent faktisk at kunne holde en øl.
Men så var der det der babyshower i søndags. Og når man ser den slags i amerikanske serier, (som jeg jo så vidt muligt forsøger at modellere mit liv efter,) så er det altid noget med storke lavet ud af bleer og kager formet som rangler, og så er det pludselig nemt at føle sig lidt underlegen. Men som altid tænkte jeg, at Google måske kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvad andre kreaspassere har gjort i min situation, og Google foreslog mig at lave en buket blomster ud af babystrømper.
Og som foreslået, så gjort. Jeg købte en bunke roser samt babystrømper i pigevenlige farver, klippede hovederne af roserne og rullede strømperne sammen til nye rosehoveder. Fastspændte dem på stilkene med lidt ståltråd og lod de afklippede blomster fore bunden af buketten. Voilá! Den havde måske nok været kønnere, hvis jeg var lidt mere fiks på fingrene, men som gør-det-selv-idiot kan jeg ikke lade være med at klappe mig selv lidt halvstolt på skulderen. Måske er der alligevel en Krea-Miriam derinde bagved et sted…
Elisabeth - fyrstenogfruen.blogspot.com
Nu skal du forestille dig, at jeg tager fat om dine skuldre og rusker dig, mens jeg råber: “HVOR HAR DU GJORT AF MIRIAM???!!”
– det er fandme godt gået dét der! Smukt!
Cindi
De er faktisk ret fine de dersens sokke roser. Saa mangler jeg bare en gravid veninde, saa jeg har en undskyldning for at lave dem, for jeg tror altsaa ikke saadan en buket fremtryllet med gamle sure tennisströmper, vil väre särlig hyggelig 😉
Miriam
Årh. Store ord fra sådan en helt rigtig krea-dame. Tak! 🙂
Miriam
Pjat med dig, kunst er subjektivt! 😀