Afsløring
Gårsdagens forsøg var virkelig sjovt! Jeg kunne i høj grad konstatere, at størstedelen af jer ikke følger bloggen, fordi I deler skosmag med mig, haha! Hvad, der virkelig var morsomt, var, at jeg til at starte med tog det virkelig personligt, når I smed grimme ord efter sko, jeg kunne besvime over. Det er sært, når man holder så meget af noget, at det bliver en del af én. Men så ruskede jeg op i mig selv og mindede mig om, at vi allesammen har lov til at have vores egen smag, og at jeg selv lige har disset Birkenstock-fansne for hårdt. Tag en kiks, Miriam.
Personligt elsker jeg jo en statement sko, men at dømme ud fra kommentarerne er I nogle klassiske damer derude bag skærmene. Den mest populære sko var uden sammenligning den enkle, sorte sandal fra Giorgio Armani. Nummer to var Miu Mius peeptoe pump, og derefter var der meget blandede meninger om resten! Favoritterne hørte også til mine yndlinge i bunken, selvom jeg nok må indrømme, at jeg fandt dem bare en anelse for ordinære. De kunne være designet af hvem som helst. Smukke, javist, men skal jeg have en designersko, så vil jeg gerne have noget wow-effekt for pengene. Mit valg ville derfor nok være faldet på den allerførste sko fra Casadei, (som desværre er udsolgt i min størrelse,) selvom mange af jer syntes, den var hæslig! 😀
Alle skoene ligger mellem ca. 700 kroner og 1.000 kroner i pris. Så der er virkelig mulighed for at gøre et kup her. (Se hele udvalget her.) Nogle af jer troede, at det var en blanding af dyre og billige sko, og det var det jo så ikke, men til gengæld er det en brandgod idé til en kommende indlæg-serie, som jeg skynder mig at skrive bag øret.
Er I overrasket over afsløringen af designere? Og ændrer det jeres syn på skoene?
Mathilde
Jeg skrev at jeg synes at Giorgio Armani og Miu Miu skoene var de pæneste og hold da op… Normalt er jeg virkelig dårlig til at se forskel på dyrt vs. billigt, så jeg er lidt overrasket over at de sko jeg synes godt om var af så kendte mærker.
Og selvom jeg ikke deler din skosmag, så kan jeg godt se hvad du mener med, at hvis man smider mange penge efter et par, så må de gerne give noget wauw-effekt. Jeg er vist bare mere til den lidt klassiske, rolige og knapt så blikfangende skotype – for mig er det mere tøjet, som skal give wauw-effekt 😉
Anonym
Ændrer ikke mit syn – synes stadig at 4'eren er utrolig flot og 3 og 5 er virkelig grimme. de kunne ligeså godt være fra deichmann (for GRU og gru de har nogle grimme nogen).
Jeg går mere op i komforten og om de er pæne, så Brand gør ikke noget for mig ang. sko.
tasker er en hel anden snak…
Sara
Sjovt, jeg har det lige omvendt: hvis jeg skal have en designersko, så skal det gerne være en klassisk og tidsløs model. Men jeg kan godt se logikken i, at de gerne må være lidt specielle, hvis man skal betale en formue for dem. Shit også. Endnu en god grund til at købe dyre sko…
Elisabeth - frufausingsfiflerier.blogspot.com
Ændrer mit syn? Ikke det mindste – synes stadig de grønne er vildt hæslige og kender faktisk ikke rigtig mærkerne! Jeg er en mærkeløs fattigrøv, som en dag bliver begravet i mine converse;)
Elisabeth - frufausingsfiflerier.blogspot.com
Og nej – som du nok kan se, følger jeg dig ikke, fordi vi deler smag i sko! Men fordi du har en fantastisk blog, et lille åndehul midt i alle mine sædvanlige blogs som pludselig er blevet oversvømmet med de samme Liebe-svaler, Kähler-kopper og teaktræsmøbler. Du er sgu sådan lidt forfriskende, Miriam. Og så virker du rigtig rar – som sådan én jeg godt ville dele mine pommes frites med!
Miriam
Så giver det jo også mening at gå efter de klassiske sko. Mit tøj er røvkedeligt, så jeg skal altid have wow-sko! 😉
Miriam
Deichmann skal DØ!
Miriam
Der er KUN gode grunde til at købe dyre sko! 😉
Miriam
Åååårh… Jeg gider godt dele pommes frites med dig, Elisabeth! Også selvom du hader mine sko… 😉
Janni Gulde Iversen
Jeg kan godt lide sko, men forstår mig ikke meget på sko-design (specielt ikke mærke-design). Jeg ville umiddelbart have Stella McCartney som Gucci (noget med farven og tåen måske), men gættede overraskende nok rigtigt med Prada'en.. Så er mit designer-fodtøjs-mærke kendskab vist også maxet ud. Og ja, jeg kommenterede ganske vist ikke det forrige indlæg, men de er jo også begge af ældre dato nu. Men jeg var liige nød til også at melde ud at min umiddelbare favorit også var Casadei-modellen – den er både lidt speciel men kunne også sagtens anvendes neutralt til rigtig meget tøj i min optik ^^
// Janni “Gulde” I. < Gulde.dk