Første skoledag(?)

Nedenstående reflektioner er måske mere kvalificeret til at være dagbogsindlæg end blogindlæg, men jeg har jo fra starten hårdnakket holdt på at være et rigtigt menneske foran jer, så derfor får I det…  Hvis I vil. Læsning er valgfrit.

Klokken er lidt i fem (sig u-hu-huu), og jeg kan ikke sove. Det er lidt over halvandet døgn, siden jeg sidst lod min underbevidsthed tage over. Mine øjenlåg vejer hvert et ton. Om ikke så forfærdeligt mange timer ringer mit vækkeur, for i dag skal jeg på uni for første gang i en evighed.

Og jeg ved ikke, om jeg kan. For første gang i hvad der føles som hele mit liv, er der nogenlunde kontrol over min sygdom, efter jeg besluttede at holde en pause fra uni midt i sidste semester for at komme ovenpå igen. Og jeg er rædselsslagen for, at min krop siger stop endnu engang, hvis jeg ikke passer på.

Jeg skal have en fag, der handler om forfattere, i særdeleshed Paul Auster, og deres selvbiografier. De sidste to eksamensopgaver, jeg har skrevet, har været om henholdsvis selvbiografier (godt nok nogle postkolonialistiske nogen fra Australien, men alligevel) og Paul Auster. Jeg gik derfra med et 10-tal og et 12-tal. Min pointe er, at jeg jo kan det pis her (og det er kun en lillebitte smule blær). Jeg er jo på hjemmebane! Og der er da også en lillebitte del af min hjerne, der hopper og springer af glæde ved tanken om igen at kunne få lov til at fordybe sig i et litterært emne. Jeg elsker jo i princippet mit studie.

Men resten af mig? Resten af mig kan allerede mærke faresignalerne. Den lidt for hurtige vejrtrækning og den dunkende puls i mit øre. Følelsen af ultimativ og uendelig træthed: En kombinationen af udmattelsen dagen efter den første intense træning nogensinde og den dundrende træthed, når man bliver vækket midt i en dyb, tiltrængt søvn. Det kræver al min styrke at tage en slurk vand af glasset på mit sengebord. Hovedpine. Den slags, der føles som små mænd, der borer i ens kranium. Kvalme. Den krampende slags, der får en til at overveje, om man kunne være gravid, selvom man ikke kan huske, hvornår man sidst havde sex. Desperationen efter at slippe væk fra ubehageligheden og den tilføjede stress ved ikke at være i stand til det. Den insisterende knude i maven, som jeg ikke kan tolke.

Det var en hård aften i går. Jeg blev trådt på af et menneske, der ifølge alle officielle regler befinder sig i mit hjørne. Jeg var ikke forberedt, og det slog mig ud. Decideret knock-out. Det startede den kædereaktion, der har ligget og luret de sidste par uger, og nu sidder jeg så her. Det eneste, der kan afstresse mig, er en beslutning om ikke at tage af sted i morgen. Det ved jeg af erfaring. Så forsvinder presset på krop og sjæl – i hvert fald for en stund. Men hvis jeg ikke tager af sted i morgen, stiger oddsene gevaldigt for, at jeg ikke kommer af sted i næste uge. Og sådan fortsætter mønsteret sandsynligvis indtil d. 29 april, som er D-dag; dagen jeg endelig skal have en eksperts vurdering af hele min krops forskruethed og forhåbentligt prøve at komme den til livs (forskruetheden altså, ikke kroppen).

Hvad gør man så? Jeg kan da ikke lave ingenting indtil den 29. april, kan jeg? Men jeg kan da heller ikke have det sådan her indtil den 29. april, kan jeg?

Skal, skal ikke?