Jeg er ikke en skid zen omkring mine fejltagelser

For et par dage siden så jeg en video på Youtube, hvor præmissen var, at en masse mennesker delte en ting i deres liv, de fortryder. De hyppigste gengangere var ting som ikke at tage flere chancer, ikke at tilbringe mere tid med en forælder, mens de var i live, ikke at forfølge en ungdomspassion, etc. Men der var selvfølgelig også den håndfuld, der svarede, at de intet fortrød, for alle fejltagelser har gjort dem til den, de er. Se, jeg forstår godt, hvor man vil hen med den holdning, jeg er bare ikke sikker på, jeg tror på, at der på den måde er en butterfly effect tilknyttet min personlighed. For jeg kan måske godt forstå det med de helt store, livsændrende fuck-ups, men der er jo mange grader af idioti, og de lettere grader kunne da også være ret fine at komme af med.

Lad os tage et eksempel. For rundt regnet tre år siden var jeg lige blevet dumpet noget så eftertrykkeligt, og det faldt tilfældigvis sammen med, at jeg var inviteret til en fødselsdag. Hvor der var fri bar. Det er en rigtig, rigtig dårlig kombi. Jeg kan ikke huske, hvornår aftenen sluttede, men jeg kan huske, at jeg kastede en lille smule op ud over mig selv i taxaen hjem og efterfølgende brugte ti minutter på at låse mig ind i min lejlighed kun for til sidst at opdage, at jeg befandt mig i naboopgangen.

Der var intet ved den aften, der var en pragtpræstation (muligvis med undtagelse af mængden af shots), og jeg var dejligt pinlig over for en bred vifte af mere eller mindre tætte bekendtskaber. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at havde jeg en DeLorean stående i baghaven, så var jeg nok smuttet tilbage i tiden og havde sendt mig selv hjem en tre-fire timer før. Men åh, så lærte jeg af den oplevelse? Og voksede som menneske? Fuck nej. Det er hverken første eller sidste gang, jeg har været pinligt fuld, og min hjertesmerte var lige så meget til stede den efterfølgende dag. Det eneste, den aften gav mig, var mit livs næstværste tømmermænd. Alle fejltagelser er altså ikke noget, der giver anledning til stor dybde og personlig vækst, nogle af dem er bare straight up lortebeslutninger.

Noget helt andet er hele gjort-mig-til-den-jeg-er-tingen. For, jeg mener, det argument fungerer jo kun, hvis man er 100% tilfreds med det menneske, man er, og det er jeg da overhovedet ikke. Jovist, nuværende Miriam har et par okay nice egenskaber, men hvis de egenskaber er et resultat af mine fejltagelser, så bliver jeg da sindssygt nysgerrig på, hvad andre fejltagelser kunne have resulteret i. Tænk, hvis jeg kunne have lavet nogle meget bedre fejltagelser?!

Nej, det dur ikke for mig, det der med at være helt zen og accepterende omkring mine fuck-ups. Jeg er mere typen, der ligger i min seng om aftenen og er millisekunder fra at falde i søvn kun for at komme i tanke om dengang, jeg bestilte “Danish water” på en tjekkisk restaurant (yes, jeg var ude efter danskvand), og derefter bliver lysvågen og aktivt mærker 18 år gammel pinlighed i hver fiber af min krop. Det er noget, der dur! 😀

Kommentarer (16)

  • “….og derefter bliver lysvågen og aktivt mærker 18 års gammel pinlighed i hver fiber af min krop.” Ooooh yes. Det samme her 😣😂

  • Jeg genkender mig selv så meget i det her indlæg. Jeg prøver at overbevise mig selv om at ingen kan huske de enormt pinlige ting jeg lavede for 10-15 år siden, men det hjælper bare ikke. Jeg dør stadig af skam når jeg tænker på det…

    • Jeg tænker (måske ønsketænkning?), at man er tusinde gange mere obs på sine egne bøffer end andres. Alt andet ville være urimeligt! 😀

  • Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er zen omkring mit livs dårlige beslutninger, men jeg har indset, at jeg er nød til at stå ved dem. Og det lyder meget mere frelst på skrift end det egentligt er, beklager.
    Min mor døbte det ‘forklar-mig-røv’: når man bliver fanget i en træls situation/beslutning og laver baglæns rygcrawl for at rede sig ud af suppedasen – og prøver at placerer skyldes hos alle andre end en selv.
    Min helt personlige konklusion (som på ingen måde understøttet af longitudinelle tværsnitsundersøgelser, så empirien er helt hen i været) er, at læringen ligger i stå ved sin beslutning, om konsekvenserne var dårlige eller ej, lære noget og så prøve ihærdigt ikke at gentage fejlen.

  • Nogle gange rammer et indlæg bare alt alt for hårdt og præcist. Av. Jeg har det på nøjagtigt samme måde. Jeg er ved at komme mig over at blive alt for fuld til firmajulefrokosten i fredags. Nogle gange skal man bare holde kæft og gå hjem. Men der er noget med livskriser og fri bar der bare er en meget meget farlig cocktail. Kærlig hilsen hende der vågnede kl 2 i nat helt gennemblødt fordi jeg skulle møde på arbejde her mandag morgen..

    • Oh shit, den er ekstra slem, når det er foran ens kolleger! Heldigvis er de fleste småpinlige til julefrokoster, så forhåbentlig tænker de andre kun på deres egen opførsel! 😀

  • Jeg er med på den med, at man lærer af sine fejl, og at de er med til at forme én som menneske. Men hvis jeg fik muligheden for at slette 4-5 absurt pinlige ting fra min hukommelse, som jeg kommer i tanke om sekundet inden jeg falder i søvn, ville jeg sige ja med de samme 😉

  • Jeg kan genkende alt i dit indlæg. Det er så frygteligt at mindes gamle fuck-ups.
    Min kæreste fortryder ikke og dvæler heller ikke ved pinligheder på samme måde som mig, og jeg er så misundelig.

  • Det er totalt mig, det der. Jeg trøster mig ved, at jeg aldrig tænker om andre, at de er dårlige mennesker bare fordi de laver pinlige ting. Så tror jeg heller ikke, de tænker det om mig.

  • Jeg synes lige, at vi alle sammen skal anerkende den bedst inkorporerede Back to the Future-reference, jeg har set i lang tid! Jeg bliver så glad 🤩

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.