Og vi levede lykkeligt...

“Det er totalt dårlig stil at unfollowe”

Jeg har i dag været min Bloglovin igennem med en tættekam og smidt i hvert fald en ti-tyve blogs på porten. Jeg var simpelthen så træt af, at mængden af blogindlæg, der ikke interesserede mig, var større end dem, der gjorde.

Jeg slettede ikke nogen ud fra en pludselig indskydelse. Kun dem, jeg ikke har besøgt i noget, der nærmer sig måneder, og som, jeg synes, har bevæget sig i en retning, jeg ikke bryder mig om/finder interessant. (Det er selvfølgelig også en mulighed, at jeg har ændret mig, men den type selvrefleksion orker jeg ikke lige.) Der røg et par tidligere favoritter, som jeg var ked af at skulle af med, men simpelthen måtte acceptere ikke havde tænkt sig at vende tilbage til det, jeg elskede ved dem engang.

Vilde Kaniner var den, der gjorde mest ondt, men den har udviklet en underligt prætentiøs vibe, jeg ikke bryder mig om. Jeg har nævnt det nogle gange herinde før og har også forsøgt mig meget forsigtigt med noget konstruktiv feedback derinde – kun for at få skudt i skoene, at det er typisk Danmark og jantelov og så videre. Og den diskussion orker jeg ikke, for jeg synes faktisk, at Marie, der står bag bloggen, er røvsej og gør det skidegodt, så det er ikke der, den ligger. Jeg kan bare ikke finde noget at relatere til derinde mere. Det er, som om bloggen har mistet sjælen. I hvert fald for mig.

Alligevel havde jeg lidt svært ved at klikke på knappen, der sagde “unfollow”. Fordi jeg jo selv ved, at det er verdens undergang at miste en læser. Pissefuckingnederen. Dengang jeg havde verdens mest misforståede beef med Mie (undskyld, jeg bliver ved med at træde i det, Mie!), var der en af hendes læsere, der skrev på hendes indlæg, at det var sygt dårligt stil at unfollowe. Og ja, det er det vel på sin vis også, men som jeg skrev til hende: “Skal jeg seriøst voldbruge min mark as read-knap på ubestemt tid for at skåne en bloggers momentane nedtur over at have mistet en læser? Ej, det gider jeg altså ikke. Jeg bliver også pissenederen over at miste både læsere og Facebook-venner, men det er jo mit problem, ikke deres.”

Og nu sidder jeg så og klapper mig selv på skulderen over, hvor klog jeg var dengang. Eller rettere ikke var. For det er jo nemlig lige præcis den læser, der sletter bloggen, der har et problem og ikke bloggeren selv. Og er man som blogger glad og tilfreds med sin blog, så spiller det jo! Ingen grund til at surmule. I sidste ende kommer der alligevel (forhåbentlig!) mange flere nye læsere til, end der er læsere, der skrider, og det må da nødvendigvis være det, der betyder noget.

…Ikke at jeg regner med, at jeg holder op med at surmule over forsvundne læsere – bare lige et øjeblik – af den grund. 😉

   

12 kommentarer

  • True dat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Hehe, no worries… Jeg ER jo bare lidt langsom, hvilket denne forsinkede kommentar med al tydelighed demonstrerer…

    Måske er det fordi, jeg er sygt bagud mht til sociale medier og dermed ikke har lært alle de uskrevne regler, men jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skal have lov til at unfollowe hvem og hvad man vil. Gu' fanden er det da nederen at miste læsere, men ingen har vel ansvar for at følge noget, de egentlig ikke gider?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Klogt skrevet. Jeg tror, du har ret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det på præcis samme måde med Vilde Kaniner. Jeg tror hun har fundet sin målgruppe, men jeg er slet ikke med i den. Før favnede hun bredere på en eller anden måde, men nu virker den meget indsnævret og intern.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Njaeh, det ved jeg ikke, om jeg er enig i, fordi det er ikke nødvendigvis fordi bloggeren gør noget forkert. Måske kan jeg bare ikke relatere til personen mere, eller de har ændret retning på bloggen. Det skal der jo også være plads til. Men derfor kan man jo godt demonstrere sin mening alligevel. 😉

    Og nej, bare rolig, dig forlader jeg ikke! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har vildt mange teorier om, hvorfor toppen af Bloglovins liste ser ud, som den gør… For det er helt sikkert ikke pga den høje kvalitet. Er du gal, nogle er dem er blevet sløje med årene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Men det er måske også mere personlige blogs. Dem unfollower jeg generelt heller ikke, fordi de netop siger mig noget. Det er primært de overfladiske blogs, der er røget – modeblogs i særdeleshed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har som sådan ikke noget imod arrogancen. Jeg er også bragende arrogant fra tid til anden, men der skal være noget modvægt til den, og det er der bare ikke. Og ja, mængden af sponsorerede indlæg er fuldstændig absurd…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg skyndte mig ind på min bloglovin, selvom tallet stadig er det samme og har været det i lang tid, og drog et lettelsens suk. Du er der endnu. Puuuh..

    Anyways, man er nødt til at unfollowe, ellers ved bloggeren jo ikke om de gør noget forkert, selvom 34506 minus 1 ikke er meget, så er det en stille protest 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Det er sgu ikke dårlig stil at unfollowe. Det er en del af gamet som blogger, at hvis læserne ikke kan lide lugten i bageriet, så skrider de. Respekt for at unfollowe i stedet for bare at hænge på som det tynde øl. Der er indtil flere blogs højt oppe på Bloglovins liste jeg ikke forstår stadig har så mange læsere, når engagementet tydeligvis er forsvundet for længe siden. Når det er sagt, har jeg også respekt for at man lige smider en kommentar om hvorfor man skrider 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg startede med at blogge, fulgte jeg hovedsageligt krea- og boligblogs. Men jeg gider dem faktisk ikke rigtig mere, hvilket ikke er deres skyld, jeg mangler bare lidt dybde og humør. Alligevel trykker jeg sjældent unfollow, for jeg føler jo efterhånden, at jeg kender dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg trykkede unfollow til Vildekaniner for længe siden. Synes virkelig den blog har udviklet sig til at være ekstremt intetsigende og smækfyldt med sponsorerede indlæg – og at tonen derinde generelt er totalt arrogant, var det der for alvor gjorde at den fik “dødsstødet” hos mig.

    Sara

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og vi levede lykkeligt...