Pjækkedagsfilm

Forleden holdt Frank og jeg pjækkedag. Det var en god og tiltrængt dag, og da det blev aften, ville vi se en film. Så jeg spurgte på Facebook om forslag. Og der kom rigtig mange rigtig gode af slagsen… Jeg havde bare set de fleste af dem i forvejen.

En af livets store glæder er, når man sætter sig ned og ser en film, man hverken ved særlig meget om eller har store forventninger til, og den så viser sig at være temmelig awesome. Derfor er her nogle forslag til pjækkedagsfilm, som jeg personligt blev ret positivt overrasket over. De er allesammen forholdsvis nye og for mig nogle film, der er fløjet lidt under mainstream-radaren, så mit håb er, at der i hvert fald er en enkelt eller to, I ikke har set. Der er lidt for enhver smag, og i stedet for at afsløre alt for meget af handlingen har jeg valgt blot at nævne ganske lidt derom og så listet nogle film af samme type, så man kan vurdere, om det er noget for en.

Stardust (2007). Eventyrsfilm med en god portion humor. Se den, hvis du var vild med: The Princess Bride, A Knight’s Tale, Tangled.

Source Code (2011). Lidt action, lidt mystery, lidt brain teaser. Se den, hvis du var vild med: Shutter Island, The Butterfly Effect.

Triangle (2009). Major mindfuck på en måde, jeg ikke har oplevet det før. Se den, hvis du var vild med: Exam, The Killing Room, The Others.

About Time (2013). Jeg var meget overrasket over, at det her var en film, jeg var nødt til at falde over ved en tilfældighed. Jeg er en sucker for romantiske komedier – selv de virkelig dårlige af slagsen – men den her er af høj kvalitet, og så har den slet ikke skyggen af sci-fi over sig, selvom der er tidsrejser involveret. Se den, hvis du var vild med: Notting Hill, Love Actually, Crazy Stupid Love.

Now You See Me (2013). Mere brain teaser feat. tryllekunstnere og bankrøverier. Se den, hvis du var vild med: Ocean’s Eleven, The Italian Job.

Would You Rather (2012). Den her er til de af jer, der har lidt horror-tendenser – især hvis I er til den slags, der også indeholder psykologisk terror. Se den, hvis du var vild med: The Killing Room, Battle Royale, Saw (den første – inden de blev mega klammo).

Looper (2012). Hvordan en sci-fi thriller med Bruce Willis og Joseph Gordon-Levitt kan have fået så lidt opmærksomhed, det ved jeg ikke – især fordi jeg var temmelig pjattet med den. Se den, hvis du var vild med: Inception, The Butterfly Effect.

Ghost Town (2008). Hvis du er til Ricky Gervais, så er du til den her. Komedie, selvfølgelig. Se den, hvis du var vild med: Groundhog Day, The Proposal, What Women Want.

Snowpiercer (2013). Jeg er generelt en sucker for alting postapokalyptisk, og dette er ingen undtagelse. Men jeg er nødt til at advare om, at den vil gøre dig vred. Så, så vred. Se den, hvis du var vild med: V for Vendetta, Planet of the Apes, The Island.

Jeg håber, i hvert fald nogle af dem er nye for jer og krydser fingre for, at vi bare nogenlunde deler filmsmag, ellers bliver det her sgu lidt en fiasko…

Enjoy! 🙂

Kommentarer (29)

Der er lukket for kommentarer.