Jeg ved ikke, hvor lang en acceptabel sørgeperiode er for en kat. Der er nu gået et halvt år, og det er ved at være noget tid siden, folk holdt op med at spørge, hvordan jeg har det. Med Frank. Eller snarere med mangel på Frank. Måske er I også trætte af at læse om ham. Det går bedre. Jeg græder langt fra hver dag længere. Jeg kunne godt, men jeg gør det ikke. Giver jeg mig selv
Det er nu ved at være et par måneder siden, jeg mistede Frank. Jeg savner ham stadig. Hver dag. Men savnet er ikke så intenst mere. Jeg græder stadig mange aftener, når jeg skal sove, og der ikke lægger sig et spindende pelsdyr ved siden af mit hoved, men den ubærlige hulken ned i puden er blevet til stille, triste tårer. Der vil aldrig være en anden Frank, men realiteten er også,
Jeg havde faktisk alle planer om at genopstarte Bridget i dag. I løbet af ugen har jeg skrevet de vanligt kiksede ting, jeg gør, ned, for det er jo ikke, fordi jeg er blevet tjekket, bare fordi jeg ikke har dokumenteret mine pinlige øjeblikke. Det er i dag en måned siden, Frank blev fundet, og Bridget har holdt pause lige siden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved at skrive de
Sorg er… farlig. For mange. Jeg kan godt lide min sorg. Ikke hvordan den river i mit hjerte, eller hvordan den tager min søvn, eller hvordan den gør mig trist og træt og opgivende, men jeg kan godt lide, at den findes. Den er vidne om kærlighed. Det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke var ked af det. Jeg ville sågar nok føle mig skamfuld, hvis jeg havde været ovenpå igen efter
Det var en hund, der fandt ham. Han havde ligget noget tid, så den fik færten og snusede sig frem til den lille høj, hvor Frank havde lagt sig for at tilbringe sine sidste øjeblikke. I virkeligheden var det utroligt fint. Han lå bare i en af sine sædvanlige sovestillinger, og der var faldet lidt løv ned på ham, men ellers var han i ganske hel tilstand. Hundens ejer ringede derefter
Jeg ved, I er mange, der holder af Frank og også har været urolige, så jeg er ked af at være nødt til at skrive denne update. Jeg er blevet ringet op af en nabo fra Ålum, der har fundet Frank. Desværre ikke i live. Det ser ikke ud til, at der er sket ham noget slemt, så højst sandsynligt er han bare gået væk for at dø.
Han blev 17 år, hvilket er flot for enhver kat og især for
Ironien er ikke tabt på mig. At jeg skrev et indlæg om, at jeg havde det svært og tog til Jylland for at komme lidt væk og få ro på. Og endte med at komme hjem igen i meget værre tilstand. Jeg ved ikke, hvad karma har gang i, men jeg synes, det er træls.
Det er mærkeligt at være tilbage i København. Jeg gav mit
Det er svært at skrive om. Ikke bare fordi uvisheden langsomt er ved at slå mig ihjel, men fordi jeg slet ikke kan bære de uundgåelige kommentarer om, at han jo kun er en kat. Han er sikker bare gået ud for at dø i skoven. Der er folk, der sulter i Afrika. Du er så dramatisk. Du kan jo bare købe en ny.
Jeg kan ikke på et overskueligt antal ord beskrive, hvad Frank er for mig, men har
Folket har råbt på mere Frank, og mere Frank skal I få. Det her indlæg bliver plat og pinligt, det kan I lige så godt acceptere. Andre kæledyrsentusiaster vil dog muligvis kunne nikke genkendende til et punkt eller to. 😀
Frank, foran køkkendøren: “Brrræææhhh?!”
Mig: “Nej, nej, klokken er kun fem. Det er altså slet ikke aftensmadstid endnu.”
Mig: “Hvor
