Da Miriam lærte at sige fra (…agtigt)
Bloggen taget i betragtning skulle man virkelig ikke tro det, men jeg er overordentligt dårlig til at sige fra. Selv de mindste konfrontationer undgår jeg normalt for enhver pris. Når tjeneren kommer og spørger, hvordan maden er, og jeg sidder med en bøf så sej som sålelæder, reagerer jeg konsekvent ved at smile og sige, at alting er fantastisk. For et par uger siden kom jeg til at skifte mobilabonnement på trods af, at jeg har været lykkelig Telmore-kunde i måske ti år, fordi jeg blev fanget i en sælgers net og ikke nåede at få befriet mig selv i tide. Det er en af de der egenskaber, jeg gør mit bedste for at holde skjult, for jeg synes faktisk, det er virkelig pinligt. Jeg skal jo forestille at være et voksent menneske og så’n.
Derfor er det også lidt stort, at jeg i dag har sendt en vred email. Vred på en meget høflig måde, selvfølgelig, men stadig vred. Ser I, for nogle uger side købte jeg en kjole på Asos. Da postbudet kom en uges tid senere, havde han imidlertid to pakker med fra dem i stedet for én. Den ene indeholdt min kjole, mens den anden indeholde et par “distressed mom jeans”. Man skal ikke kende mig særlig godt for at vide, at det måske nok var den sidst vare i verden, jeg kunne finde på at bestille, så der var altså blevet fucket op fra Asos’ side. Jeg skrev derfor samme dag en mail til deres kundeservice for at oplyse om, at der nok var en kunde derude et sted, der ventede forgæves på sine jeans.
Mailen, jeg fik tilbage fra Asos, var høflig til at starte med. Jeg blev takket for min ærlighed og forsikret om, at det var kunder som mig, de holdt allermest af. Derefter begyndte det at gå ned ad bakke. For Asos ville have deres jeans tilbage, og det skulle være lige nu. Og det var mit ansvar. De ville imidlertid ikke sende mig et pakkelabel, nej, jeg skulle selv betale for portoen, og så kunne jeg derefter sende dem et bevis på, at jeg havde lagt penge ud, hvorefter de allernådigst ville refundere beløbet. Jeg gjorde dem opmærksom på, at det passede mig rigtig dårligt, i særdeleshed fordi deres nye returneringssystem betyder, at man selv skal udprinte sit label, og jeg ejer ikke en printer. Her begyndte kundeservicedamen faktisk at blive lidt spids i sine svar, og selvom hun havde fuld forståelse for situationen, (som de havde rodet mig ud i,) så måtte jeg jo altså se, om jeg ikke havde nogle venner eller noget familie eller noget, der kunne printe for mig.
I sidste ende fik jeg skidtet printet i Jylland og sendt over til mig med snail mail, (hvilket så også lige kostede min mor 10 kroner,) men helt ærligt, når ens overskud i forvejen ligger på et meget lille sted, og man bakser med speciale og julegaver og økonomiske bekymringer og et forkølelsessår i venstre mundvige, så ligger ens (læs: min) tålmodighed på et meget lille sted. I særdeleshed når det også forventes, at man hælper dem med at redegøre for, hvordan fejlen er sket. Der måtte jeg af gode grunde være dem svar skyldig, og til sidst blev jeg faktisk lidt hidsig over at blive gjort ansvarlig for at fikse en fejl, som jeg havde absolut intet med at gøre. Og over at damen i den anden ende tilsyneladende forventede, at det var noget, jeg kunne og burde fikse ved lige at knipse med fingrene. Helst i går.
Derfor udsendte jeg i dag min første vrede mail i mands minde. Det er nok i virkeligheden de færreste, der ville kalde den vred, men for mig var det nærmest på niveau med den der optagelse af Christan Bale, der spasser ud på en lydmand. Jeg foreslog kundeservicedamen, at hun skulle tale med sine overordnede om, hvorvidt det ikke kunne være muligt i fremtiden at sende pre-paid pakkelabels ud i lignende situationer, så der var så lidt bøvl som muligt for kunden i den anden ende. Med alt mit mod oppe i halsen indrømmede jeg derefter, at jeg faktisk var lidt skuffet over den manglende kundeservice fra Asos’ side, fordi jeg aldrig før har modtaget andet end helt exceptionel hjælp fra dem, og den her gang var den del noget lunken.
Jeg har en veninde, der arbejder i kundeservice, så jeg er selvfølgelig udmærket klar over, at de i den anden ende sidder og forbander usamarbejdsvillige, krævende kunder som mig langt væk, men jeg føler mig alligevel meget voksen (omend en smule emsig) for rent faktisk at have råbt igen. Og så vil jeg gerne bede om en rabatkode for min ulejlighed, tak! 😉
Fyrstenogfruen
Sejt!!!! Jeg er også røv dårlig til det der med konfrontationer – lidt ligesom dig og telefonselskabet, modtager vi nu vores elregninger fra to forskellige firmaer
Johanne Bach Christiansen
Godt gjort Miriam!
Jeg vil lige fortælle dig, at jeg har anskaffet mig Bridget Jones 1 og 2 på bog, efter at have læst samtlige af dine Bridget indlæg! 😉
God aften og tak for sjove, inspirerende og ikke mindst ærlige indlæg! 🙂
Anne-Li | GOWNSANDROSES
I oktober bestilte jeg to par stiletter fra ASOS. De trak penge for begge par og sendte mig det ene par – det andet har jeg aldrig set noget til, og jeg kunne ikke overskue at skrive, fordi jeg kan bruge flere dage på at komme ovenpå igen efter selv den mindste konfrontation. Det skal bare fungere, tak.
Og så er det da dybt urimeligt, at du skal have så meget bøvl med at fikse deres fejl. Jeg tror, du kunne have fået et fremragende outfitindlæg ud af de jeans i stedet 😉
Rosemarie
Øh, jeg havde sgu nægtet at sende noget som helst, nogen steder hen, hvis der ikke fluks blev sendt en pakkelabel min vej. Hvis det ikke er dig der er blevet trukket for bukserne, så er det fandeme ikke dit problem! Ja, jeg er nærmest helt sur på dine vegne, haha. Men jeg har heller ingen problemer med konfrontationer – slet ikke dem på mail 😉
Skille
Sådan Miriam, GIRL POWER! Det kan sgu da heller ikke passe, at de ikke bare kan få deres shit til at spille. Selvfølgelig skal vi ikke hate på den stakkels kunderservicedame (alle jobs med kundekontakt stinker, let's face it), men stram nu bare ballerne og hjælp jer selv med at få den skide vare hjem? Forhåbentligt en lektie lært hos ASOS, curtesy of Miriam 😉
// http://www.moonlitmadness.dk
s.
Du er sej! Og jeg ved godt, du ikke kan bruge det her til noget som helst nu, men på de fleste biblioteker kan man betale et par kroner og så få printet sine ting. Bare til en anden gang, hvis du skal returnere Asos-varer. 😉
Sara
Jeg har engang oplevet at bestille en stor pakke fra Asos der ikke kom frem, men pengene var trukket. Efter laang tid skrev jeg til dem om den mon var kommet retur ved dem. Det var den ikke, men de ville sende en ny til mig. Den kom så hurtigt frem, og dagen efter fik jeg den første pakke.. Jeg havde nu to af hver. Der var jeg så også sød at skrive det til dem, og det var også et stort bøvl at få den sendt retur igen. At få pengen for det i hvert fald. Skulle vist bare have holdt min mund, og solgt det billigt til en veninde.
B
Virkelig dårlig stil fra Asos' side at reagere på den måde.
De burde måske også overveje, at hvis det rygtes at det er så besværligt at hjælpe dem/informere dem om en fejl de selv har lavet, så kan det potentielt afholde andre fra overhovedet at forsøge.
Og det er vel mere besværligt, og dyrere for dem at skulle forsøge at opklare hvor folks manglende varer er blevet af, opgive, og være nødt til at sende en ny vare (som så forhåbentlig når frem).
Not cool, Asos!
Kir
Hvor er de nitten! Du skulle bare have informeret dem om, at du har modtaget en uopfordret pakke, at du ej ønsker eller har bestilt den, og at de kan hente den, når de vil. Det må man faktisk godt:) det er deres eget ansvar..
Derudover – tak for påmindelsen om Bale! Han er min “hvis-nu-ingen-fandt-ud-af-det-så-ville-jeg…”
Mette Straa
Er det rigtig skidt at jeg fluks åbnede Asos efter at ha' læst dit indlæg? Jeg har seriøst shoppe abstinenser og Asos er bare bedst til kjoler …. og jeans.. suk..
Miriam
Åh ja. Min gulvmand lavede i sin tid to kæmpe huller i min soveværelsesvæg, fordi de er så skrøbelige, og jeg holdt bare min kæft og sagde, at jeg var lykkelig over resultatet. Jeg er en idiot.
Christian Bale er også en idiot. Men det er lidt sjovt!
Miriam
Åh, hvis du ikke har læst dem før, så er jeg dybt misundelig. Det er en af de der oplevelser, man kun får én gang!
Og mange tak for de søde ord. 🙂
Miriam
Nooo! Jeg har ellers aldrig haft problemer med Asos, og de få gange jeg har haft fat i deres kundeservice har de som sagt været virkelig hjælpsomme. Den her gang fik jeg bare virkelig fornemmelsen af, at jeg var problemet, fordi jeg ikke kunne rette op på deres fejl uden videre, og det var altså ret ufedt.
Miriam
Det foreslog min mor mig også, men jeg var ikke helt modig nok til at stille den slags krav. 😀
Miriam
Præcis, det er jo Asos' protokol på området, der stinker, men så er man vel også nødt til at brokke sig, hvis de skal have en chance for at lave det om.
Miriam
I know, jeg har nemlig gjort det der bibliotekshalløj én gang, men så skulle man først oprette sig som bruger og have et bibliotekskort og derefter lave en ny konto med et kort til print og kopiering, og det magtede jeg bare ikke helt for en snolde kopi!
Miriam
Det var da sært. Jeg mener, det er jo en kæmpe forretning, der må da ske den slags menneskelige fejl hele tiden. Hvorfor har de ikke et lettere system? Efter den her omgang så holder jeg i hvert fald min kæft næste gang, og det kan de kun takke sig selv for!
Miriam
Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at være ærlig næste gang! Og med så stort et foretagende, hvorfor i alverden er et enkelt par jeans så så meget tid og energi værd? De så ikke særlig dyre ud…
Miriam
Åh, det burde jeg, Kir, men jeg er en bangebuks! 😀
Du må godt få Bale for dig selv, jeg synes, han er en klaphat! 😀
Miriam
Åh ja, deres kjoleudvalg er fabelagtigt! Meeeen efterhånden foretrækker jeg alligevel Zalando. Den gratis returfragt er alt!
Kir
Muligvis, men han er en yummy klaphat! 😉
S
Det er faktisk ret sejt, du tager “kampen” op. Jeg er selv for skrabet til at betale returnering, når jeg handler hos Asos, så jeg ender med enten at beholde den halvgrimme taske eller forsøge at sælge bukserne online, hvis ikke, jamen så ryger det bare bagerst i skabet.
Kristina
Jeg er faktisk holdt op med at købe noget som helst på ASOS, fordi deres kundeservice (og levering dengang) var så himmelråbende ringe, at ulempe ved at have kontakt med dem klart oversteg den materielle glæde. Det er pisse ærgerligt, men nu har jeg ikke handlet hos ASOS i små 5 år, tror jeg.
Yasmin Nielsen
Det er egentlig lidt vildt hvor stor forskel der kan være på hvem man får fat på hos deres kundeservice. Jeg har også problemer med noget tøj fra Asos, og har modtaget en mail idag fra deres kundeservicemedarbejder der sluttede således;
“Have a lovely rest of the week, Yasmin. I ho ho hope you have a jolly Christmas and New Year.
What do Santa's little helpers learn at school?
The elf-abet!”
Ok, det er ikke fordi det hjalp ekstra meget på mit problem (det var også noget med at betale porto og få betaling fra dem efterfølgende), men det gjorde det alligevel bare til en god oplevelse.
Sephira
Jeg synes da godt nok heller ikke det er okay at DU skal have ansvaret for at få det sendt tilbage når det tydeligt er deres fejl. Så jeg synes det er helt fair at du sendte en 'vred' email deres vej. x
Maja
Åh, jeg har også været i en mindre mail-fight med Asos, hvor jeg ved en fejl havde bestilt den samme ordre to gange, afmeldte den ene, men fik ikke nogle penge retur for den afmeldte ordre. Damen i den anden ende startede, ligesom din, meget høfligt ud, men for hver mail blev tonen mere og mere hård. I min case blev ansvaret også lagt over på mig, og de hævdede, at hvis jeg ville have pengene igen, skulle min egen bank kontakte asos og få det til at ske.. Altså what? Jeg husker, at jeg var næsten målløs over dette, hvad i alverden skulle min bank kunne gøre?! Efterfølgende gik der 5 uger, og lige pludselig dumpede pengene ind på min konto… Forbander det skønne tøjudvalg og den dårlige kundeservice på samme webside!
Miriam
Det er lige præcis derfor, jeg primært handler hos Zalando nu. Fri returfragt!
Miriam
De har lavet deres leveringsservice om igen, det er pisseirriterende.
Miriam
Hvis min kundeservicedame havde skrevet noget i den dur, så havde jeg været meget mere positivt stemt over for at hjælpe dem. Hun var bare en kælling!
Miriam
Det synes jeg heller ikke, men jeg havde da gjort det med en noget mindre utilfreds attitude, hvis de ikke havde behandlet mig så grimt oveni.
Miriam
Det er godt nok vildt så mange, der dukker op med dårlige erfaringer derindefra. Underligt de ikke prioriterer det højere!