Serier, jeg har nydt på det seneste
Efterårsferien er over os! Eller, jeg har ikke haft efterårsferie i 15 år, men jeg har ladet mig fortælle, at efterårsferien er over os! Hvis man har børn i en aktiv alder (det vil sige de fleste), betyder det måske, at der er behov for at splatte lidt mere ud foran en skærm om aftenen. Har man ikke børn, har man sikkert heller ikke efterårsferie (med mindre man arbejder med børn, der har det), men helt ærligt, der er altid plads til noget serie-inspiration, og I ved, jeg sætter en ære i at være leveringsdygtig på det område. Måske også lidt mere, end hvad sundt er. 😀
Hermed et par bud på, hvad man kan se, hvis man lige står og mangler:
The Haunting of Hill House. Jeg er bagud her, for den var ret hypet, da den lige kom ud, men jeg er som regel enten virkelig meget eller overhovedet ikke i gyserhumør, så jeg plejer at gå efter en film og var lidt skeptisk omkring en serie. Det er min fejl, og jeg owner den gerne. Hill House ligger klart i den mildere ende gyser-mæssigt og spiller meget mere på det psykologiske, end den bruger billige tricks som jump scares og den der lidt for intense stemningsmusik, som ellers er kendt i genren. Det betyder, at mange flere mennesker kan være med end bare de hardcore gyserfans. Vi følger familien Crain, der ufrivilligt bliver ofre for et hjemsøgt hus og de konsekvenser, det har for dem i årevis efterfølgende. Ligger på Netflix.
Euphoria. Igen er jeg bagud, for Euphoria er fra sidste år, men er ikke desto mindre lidt af et mesterværk. Tydeligvis inspireret af Skins og nok også en snert af SKAM omhandler den en gruppe mere eller mindre fucked up teenagere. I hvert afsnit bliver vi klogere på en enkelt karakter og langsomt også deres relationer til hinanden. Det er en meget rå serie, og der er nok næppe tale om det gennemsnitlige teenageliv her, men den er både velskrevet og velspillet, og Zendaya har netop vundet en Emmy for rollen som Rue. Plus, æstetikken er for syg. Se den for Barbie Ferreira i rollen som Kat Hernandez alene. Ligger på HBO.
The Good Place. I den lidt gladere ende af spektret er sæson tre af The Good Place endelig landet i Danmark. Den har været i alle mulige andre lande i, hvad der føles som 100 år – jeg så den i USA i 2019. Men nu er den her altså! Jeg synes generelt udvalget af gode komedieserier er sløvt for tiden, men den her holder. Omdrejningspunktet er fire mere eller mindre tvivlsomme personer, der er døde og kommet i himlen. Mere vil jeg ikke sige, for det skal den nok selv. Og hvis vi så ikke skal vente en evighed på sæson fire (der er udkommet andetsteds), så ville det være fint. Ligger på Netflix.
This Is Us. Har råbt om den før, gør det gerne igen. Især fordi sæson tre ligesom med serien ovenfor endelig er landet i Danmark nu. Der er her tale om en dramaserie med smæk på følelserne. En af de serier, jeg virkelig synes er uhyggeligt undervurderet herhjemme, for den er bygget op efter en ret ukompliceret opskrift, men er så fantastisk udført. Plottet er noget så enkelt som en families liv henover årene (der bliver konstant sprunget i tidslinjen, og det fungerer simpelthen så godt), og det er stærkt og rørende og virkelig godt tv. Ligger på Amazon Prime.
The Sinner. En lidt klassisk kriminalserie hvor hver sæson er sin egen mysti-fystiske sag, der skal løses af detektiven, der – som det sig hør og bør – har sine egne problemer. Det unikke ligger så selvfølgelig i den individuelle sag, som fx i sæson et, hvor Jessica Biel (eller hende, hun spiller om ikke andet) fuldstændig umotiveret stikker en vildt fremmed ned på en strand, og detektiven skal finde ud af, hvad fanden drev hende til at gøre det. Der er pt to sæsoner tilgængelige, og de ligger på Netflix.
Kir
Hvis man er hårdhudet kan true crime doku “American Murder, the family next door” anbefales. Eminent sat sammen, men den er alt andet end feel good…
MiriamsBlok
Det lyder heller ikke så feel good… 😀
Louise
Tak for tips..
Må jeg byde ind med med The Duchess fra Netflix.
Det er en komedie serie skrevet og spillet af Katherine Ryan, som også har to virkelig sjove stand up shows på Netflix.
Serien slugte jeg på en aften ?
MiriamsBlok
Uuuh, den kender jeg ikke! Tak!
Malene
Så sent som i går, ledte jeg efter anbefalinger til serier at se. Jeg endte med The Good Place, efter 3 afsnit af Once Upon a Time (den ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg skal synes om).
MiriamsBlok
Jeg tror, jeg nåede igennem to sæsoner af den, før den blev lige en snert for mærkelig for mig! 😀
Maj-Britt
Hvis man er til heistgenren kan jeg varmt anbefale papirhuset,jeg ser den med manden og han er også vild med den. At den er på spansk gør den kun bedre.
MiriamsBlok
Den hører jeg virkelig meget godt om – jeg multitasker bare altid, mens jeg streamer, og så er det ikke så praktisk, når man skal læse undertekster for at følge med! 😀
Sara
Må jeg anbefale The Magicians (HBO Nordic). Normalt ikke min genre, men den er altså virkelig sjov og fængende. Alle 5 sæsoner er allerede ude, så der er mange timers underholdning, uden at man skal være nervøs for at de annullerer den i utide.