Jeg er jo Bridget Jones #425

1. I forgårs var jeg hjemme hos en veninde til mad og vin, hvilket var første gang i månedsvis, og det var så tiltrængt for os begge, at jeg endte med at være hjemme klokken seks om morgenen.

2. På et tidspunkt i løbet af aftenen fik jeg udtalt, at jeg har sparet vildt mange penge under Corona, fordi der så lidt socialliv har været, hvilket harmonerede ret fint med derefter at tage både taxa hjem og bestilling af tømmermad dagen efter.

3. Overraskende nok (fordi jeg jo druknede dem for nogle uger siden) er der begyndt at være ret godt med liv i mine altankasser. Jeg ville bare ønske, jeg kunne huske, hvad det er, jeg har plantet, for jeg kunne have svoret, der var persille ved siden af dilden, men jeg er også ret sikker på, at persille ikke har runde blade?!

4. Der kom en gave til mig med en helium-ballon, og sidste gang, der kom en gave med en helium-ballon, gik Herbert helt glædesamok og legede med den, indtil den mistede sine magiske evner, så jeg rakte den selvfølgelig straks over mod ham, hvorefter han gemte sig under sengen i en time. Blå helium-balloner – modsat hvide helium-balloner – er tilsyneladende fjenden.

5. Min lokale bager (Strand Bageri, vi kan lige så godt komme spørgsmålene i forkøbet! 😀 ) sælger åbenbart stadig fastelavnsboller med fløde, og jeg er ikke umiddelbart sikker på, det er info, jeg er i stand til at håndtere.

6. Tog mig selv i at kommentere “jaaaaaaaaa!!” på en story om et marsvin, der efter noget tids helbredsproblemer, havde lagt en almindelig lort igen, for sådan er det at være kæledyrsejer.

7. Kender I det, når man små-løber ned ad trappen og så smutter ens fod på kanten af trinnet og glider ned på næste trin, og der er et splitsekund, hvor man er sikker på, at nu skal man dø? Den lavede jeg i mandags med to fyldte skraldeposer i hænderne.

8. …Jeg overlevede (øjensynligt) faldet, men endte med at tage fra med den ene skraldepose, som eksploderede udover opgangen, og det var skidesjovt at rydde op efter.

9. Forleden dukkede der en annonce for et par sko op i mit feed, og de var så ustyrligt grimme, at jeg måtte klikke mig ind for at se nærmere på, hvor grimme de faktisk var. Well, nu kører webshoppen benhård retargeting på mig, og skoene dukker op i mit feed tre gange i timen.

10. Typen, der bliver vildt misundelig på en kollaga, der har scoret en kampagne for leverpostej. Jeg elsker leverpostej. Jeg har altid elsket leverpostej. Jeg er definitionen på leverpostej. Call me!

Kommentarer (19)

    • Jeg er 95% på, at jeg ikke har sået basilikum! Mest fordi jeg bare tænker, jeg ville have købt en plant og plantet den ud i stedet. 😀

  • Nr. 7 lavede jeg for år tilbage. Jeg endte med at tage flere trin – PÅ HALEBENET? På stentrappe! Jeg blev helt svimmel bagefter? Av av!

  • DU FORTJENER DEN LEVERPOSTEJ!

    Hvor og til hvem klager man over dit manglende leverpostej samarbejde????

  • Kender I det, når man T R O R at man står på sidste trin af trappen, og man så træder ud i ingenting (og altså ikke det forventede gulv), fordi man havde overset det sidste trin?
    …. det er herredumt. Særligt, når man er højgravid og fem dage fra termin. Og ja, jeg brækkede foden. Tre steder. Tre. Fordi jeg skulle ned og tisse midt om natten. Åndssvage blære. Og åndssvage murermestervilla med toilet alt for langt fra vores soveværelse.

    PS. Du er min blogger-helt! ♥️

  • Jeg lavede samme styrt ned af trappen for nogle år siden. Endte dog med at vride om på min ankel og ligge på min underbos dørmåtte i et par minutter og græde lidt fordi jeg ikke kunne rejse mig. Heldigt han ikke var hjemme.

    • Det er sådan et par gennemsigte plastiksko med slangeskind! Jeg vil næsten ikke linke dem, så få du dem også bare spammet! 😀

  • Den med trappen.. Av, det kan gå galt – jeg har været der! Og det pinligste er, at jeg har været der 2 gange! Første gang faldt jeg hele vejen ned ad trappen, med hovedet først…. en tur på skadestuen, hvor jeg ventede i flere timer, i chok. Jeg fik halskrave på og en scanning, da de mistænkte en brækket nakke… jeg slap med verdens største sæbeøje og en hjernerystelse….
    Anden gang (så pinligt at der er sådan én), faldt jeg kun 2 trin, landede på knæene, men fødderne landede forkert under mig…. Det blev til 2 voldsomme forstuvet fødder – den ene værre end den anden :/
    Jeg har nu verdenens største respekt for trapper!

Der er lukket for kommentarer.