Da grilldesperationen endelig endte
Annonce for Weber.
Jeg elsker min lejlighed. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg er vild med beliggenheden, badekarret, køkkenets størrelse og det faktum, at jeg har råd til at bo i den alene, for hverken jeg eller mit salige rodehjerte er skabt til at have en roomie. En enkelt ting ved min lejlighed, jeg imidlertid ikke er så begejstret for: Andelsforeningens husorden. Det er vist i virkeligheden ganske normale Østerbro-standarder, hvor man jo sætter pris på ro og orden, men der er alligevel én ting ved reglerne her på stedet, jeg har haft det usædvanligt stramt med i al den tid, jeg har boet her: Man må ikke grille på sin altan. Som plaster på såret er der sat en monstrøs fællesgrill op nede i gården, men den kunne jeg helt ærligt ikke manøvrere, om jeg så samlede hver teknisk begavede hjernecelle, jeg havde til rådighed. Jeg har nogle gange i uvante anfald af anarki købt en engangsgrill, men helt ærligt, ikke, de dur i omkring et kvarter, og det er ikke altid, man når at registrere, at det kvarter er kommet, før det er gået igen. Plus, jeg er i bund og grund for autoritetstro til at være helt tryg ved at lege rebel på den måde. Faste læsere vil vide, at der er meget få ting i verden, jeg holder lige så meget af som at grille, og derfor har jeg som kompromis hver sommer skamløst måtte invitere mig selv hjem til grillejere for at få bare den minimale ration af barbecuemarinerede nakkekoteletter. Og grillede majskolber. Og peberfrugt og asparges. Og alle de der andre ting, der bare bliver eksponentielt bedre af at komme i kontakt med en brandvarm rist.
Det var ikke en holdbar løsning, og mit grillhjerte har kæmpet lidt med, at det var sådan, det måtte være. Men nu er den tid heldigvis slut, for Weber har foræret mig en deres nye Weber Pulse, som jeg har gået og testet de sidste par uger. Og hvordan det så kan hænge sammen med andelsforeningens anti-grill-tendenser? Easy-peasy. Weber Pulse er nemlig en elgrill. Hvilket i bund og grund betyder, at den ikke kræver andet udstyr end en stikkontakt. Ingen kul, tændvæske, gasflasker eller noget som helst andet. Og det gør den altså tilladt i min andelsforening. Der er heller ikke noget at være bange for med udendørsbrug og regn og den slags, for frontpanelet (som er den elektriske del, der sørger for, at svinet bliver varmt) kan tages af, som man har lyst, så det opbevarer jeg bare indendørs, når jeg ikke har grillen i brug.
Det er det mest avancerede maskineri, jeg nogensinde har ejet, tror jeg. Hvilket er godt, for selvom jeg elsker at grille, så er jeg af førnævnte årsager ikke fantastisk til det. Men Palle, som jeg har døbt min grill efter min søde, altid hjælpsomme nabo, er avanceret nok til, at man specifikt kan indstille hans temperatur, ligesom der fulgte et kødtermometer med, der kan kobles på Webers app, og så kan man grille alt til perfektion. The future is now, bitches!
Det store spørgsmål er så selvfølgelig, om en elgrill er noget ved? Mangler man ikke den røgede smag, som man associerer med autentiske kulgrill? Og hånden på hjertet? Næh. Det gør jeg ikke. Jeg talte med min svoger om det, før jeg sagde ja til det her samarbejde, for jeg ville virkelig gerne have en grill, men jeg var oprigtigt noget bange for at få tilsendt så fancy et produkt til anmeldelse, for hvad nu, hvis det bare ikke var det samme? Hvad nu, hvis det overhovedet ikke smagte, som det skulle? “Jeg tror, den der grillsmag primært er i ens hoved,” sagde min svoger, grillentusiast og gasgrillejer. Og det må jeg altså give ham ret i. For jeg har essentielt grillet morgen, middag og aften de sidste mange dage, og jeg har jublet lige højt over resultatet hver gang. Hvis man virkelig vil lede efter en manglende røgsmag, så kan man måske godt finde den, men guderne skal vide (og I ved det nok allerede), at jeg er uhyggeligt emsig med, når noget ikke smager “som det plejer” og alt andet traditionalistisk, der kan kobles til lykkelige barndomssomre, og her er barbecuemarinerede nakkekoteletter simpelthen det absolut vigtigste. Og de bestod testen til UG med kryds og slange.
Min yndlingsting ved den her grill er i øvrigt – hvis man ser bort fra det faktum, at jeg ejer den og nu kan grille nårsomhelst – at den er hurtig som lynet. For jeg kender ikke nogen, der ikke elsker at grille. Men alligevel bliver det af og til et nej, fordi det er så fucking bøvlet. Har vi kul? Har vi noget at tænde op med? Okay, hvis vi skal spise klokken 18, hvornår skal vi så tænde op? Er der ild i skidtet nu? Er kullene klar nu? Er de døde nu? Jamen vi har stadig 10 pølser, der ikke har været på! Palle har en tænd/sluk-knap, så der er gang i ham, når jeg ønsker det, på den temperatur, jeg har sat ham til. Og han er vitterligt minutter om at blive varm, hvorfor man ikke behøver reservere ham til aftensmaden alene. Jeg dyrker fx grillede salater en del til frokost. Med mine yndlingsgrøntsager, noget feta, og så et skud citronsaft og olivenolie ovenpå. Og grillede desserter. Ovenfor ses ferskner og blommer. Seriøst, hvis du ikke har smagt grillede ferskner, så GØR DET! Allerhelst med noget rigtig god is til (og her gætter I aldrig, hvad jeg godt kan lide). Hvis jeg ikke var den kedelige type, der altid spiste det samme til morgenmad (A38 med den der virkelig gode müsli fra Lidl), så ville jeg sgu nok også begynde at eksperimentere med at grille min morgenmad. For det er lige så let som at tænde en stegepande, så der er ikke rigtigt nogen grund til ikke at gøre det.
I bund og grund er jeg virkelig glad for min Weber Pulse. Den er decideret designet til folk som mig, der har begrænset altanplads og emsige husordner at efterleve, og selvom man ikke skal lade sig styre af materiel lykke, så føler jeg mig både noget mere voksen og noget mere tjekket, når jeg har smækket et måltid sammen ved hjælp af min grill. Voksen og tjekket og fuld af grillmad. Tommel op.
Mette
#misundelig
Måske i virkeligheden mest på at du HAR en altan som du så nu også kan grille på. Det er det bedste i verden og jeg grillede gerne hele året, hvis ikke det krævede at jeg slæber mad, grill, vin, bestik og glas over i ørstedsparken og retur igen. Det er top hyggeligt, men voldsomt besværligt.
Sandra
Rigtig smart, men også en virkelig pæn pris, hals da helt op! ?
Københavneren
Den lyder så smart. Og så er den faktisk ret pæn. Har du smagt grillet ananas? Det er så lækkert og lige et selskab for dine to venner Ben og Jerry. Tillykke med Palle. ??❤️
Ane
Hvilken gode musli? 😀
MiriamsBlok
Den blå!
Pernille
Køb den grønne (der står lige ved siden af den blå) også, og bland de to – SÅ har du den perfekte müsli!
MiriamsBlok
Den grønne siger mig ikke så meget, men jeg elsker den blå. 😀
Charlotte
Til dig, der synes den var lidt dyr. Prøv at Google elgrill, der er nogle billigere alternativer 🙂
Lovisen
De der ferskner lyder voldsomt lækre, hvordan gør man lige? Kunne jo være fedt hvis der lige var en god måde at bruge de ferskner på der lige er blevet lidt for modne.
MiriamsBlok
Man skruer bare godt op for varmen og smider dem på, til de får striber, og så vender man dem. Nicht weiter! 😀
Julie
Jeg er opvokset på grillmad fra en el-grill, og jeg har aldrig tænkt over, at det smagte anderledes end maden fra en kul- eller gasgrill ?
Marie
Ejj synes altså den ligner Darth Vader er det bare mig der mangler søvn eller har andre de samme associationer? den lyder ellers god.
Louise
Hahaha, nej du har helt ret – en lidt trykket darth
Line Jacobsen
ikke for at smide malurt i bægeret – men jeg har altid godt kunne lide, at der ikke var så meget spons på din side, men nu dukker der mere og mere op og tvivlen melder sig: er de der produkter virkelig så gode, som bloggerne siger, eller er det fordi, I får dem forærende? Er der strings attached, når I får noget forærende?
MiriamsBlok
Det er også dejligt, når der ikke er så meget spons, men spons er jo der, vi tjener vores penge, og når man sammenligner, hvor lidt spons der har været herinde med andre fuldtidsbloggere, så kan man måske tænke sig til, hvordan min økonomi har set ud, mens jeg har ligget hos BD. Og grunden til jeg sagde op. 😀 Jeg siger kun ja til samarbejder, jeg kan stå inde for. Hvis det drejer sig om test af et produkt som fx her, og produktet ikke lever op til forventningerne, så vil man typisk bede om at komme ud af samarbejdet. Eller, jeg vil i hvert fald. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på alle andres vegne. Men målet er altid at lave samarbejder, der er relevante for mig og mine interesser. 🙂
Josephine L
Så vil jeg til gengæld gerne rose dig. Jeg synes faktisk at de spons du har på din blog virker super autentiske. Når man kender dig og dine interesser (igennem bloggen), så synes jeg at det er tydeligt at mærke, at du har en reel interesse i de ting som du anbefaler. Jeg kan slet ikke forestille mig, at du ville anbefale noget til os, som du ikke personligt vil stå inde for. Jeg håber at flere af de store firmaer, snart får øjene op for dig. For jeg tror virkelig, at dit kvalitetstempel er guld værd, fordi dine læsere ved at du er reel.
JanniChristiane
Min kæreste og jeg har lige købt en gasgrill, for vi er så heldige, at vi godt må have sådan en på altanen. Aldrig har jeg spist bedre aftensmad, og aldrig har jeg brugt min altan mere. Det der grill-liv kan altså et eller andet 😉
Janne
Ved du, havd jeg kunne tænke mig? Jeg kunne tænke mig et indlæg – evt. i rækken om voksenbolig – hvor man kan se hvordan du bor med plantegning! Du taler så meget om din lejlighed og det her indlæg fik mig til at tænke på hvor køkkenet ligger i forhold til din altan. Og hvor sover du, hvor opbevarer du alle dine ting osv.
Det ku jeg godt tænke mig. 🙂