Lokalpatrioterne kommer!
Jeg hører ikke radio, men derfor er det alligevel noget tid siden, jeg fik det med Peter Falktoft, som flere af jer åbenbart har det med Anders Stegger. Hele hans gimmick med at tænke, før han taler, bliver mig ofte en anelse for meget. Og alligevel er jeg altså team Falktoft, når det kommer til den ret morsomme shitstorm, der ramte ham, da han i forgårs udtalte i Mads & Monopolet, at “Fyn er nederen”. Så skulle du ellers se folk blive forargede!
Faste læsere vil vide, at jeg selv ikke er sen til at tage det meste personligt. Også gerne på helt pinlig, barnefornærmet maner. Men selv jeg har altså en grænse, og den grænse går åbenbart ved ekstrem lokalpatriotisme. Jeg er tilfældigvis selv vokset op i Risskov som Peter Falktoft, omend på den forkerte side af Grenåvej og derfor mere i en betonklods end i den millionvilla med havudsigt, man oftest forbinder med postnummeret. Jeg kan ikke hidse mig op over, hvis folk synes, Risskov er nederen. Jeg synes, det er et helt fantastisk sted, stopfuld af barndomsminder med Discovery-æbler og skovstratego.
Nu bor jeg på Østerbro. Her kan jeg også godt lide at være. Der var engang en blogger, der skrev, at hun syntes, Østerbro var røvkedelig, fordi man altid skulle være stille. Nu boede hun på Vesterbro, hvor folk komplimenterede hendes musiksmag, hvis anlægget spillede højt om natten. Jeg ville ønske, jeg var cool nok til at bo på Vesterbro, men det er jeg overhovedet ikke. Og selvom jeg ind imellem er træt af, at det er så fy-fy at holde fest, så er jeg jo ret fint tilfreds med, når jeg rent faktisk får min nattesøvn. Og så holder jeg bare fest i en anden bydel.
Man må godt gøre grin med Østerbro. Det gør jeg også selv. Fordi det er virkelig sjovt, at der er en emsig dame i min opgang, der bliver ved med at sætte rygning forbudt-klistermærker op i vores elevator, og en piberygende herre, der iskoldt piller dem ned, mens han oser løs. Det er også sjovt, at bestyrelsen i deres passiv-aggressivitet udsender affaldsposer til beboerne i et forsøg på at få os til at overholde husordenen. Og at der ligger en Irma på hvert gadehjørne. Østerbro er langt hen ad vejen bare middelklassefolk, der tror, de er the shit, og de har ikke en skid at have det i. Eks-hipstere, der bruger alt for mange penge på den mest trendy barnevogn, og pensionister, der mener, jyderne har ødelagt københavn. (Mmmm, generaliseringer…)
Jeg havde faktisk tænkt på at skrive det her indlæg allerede for et par uger siden, hvor TV2 Lorry smed ovenstående video på deres Facebook. Og så blev folk fra Vestegnen og Brøndby Strand sure! De er hverken fattige eller white trash, nå, og hvor vover man at være så fordomsfuld?! Jeg kan langt hen ad vejen ret godt lide fordomme. De er sjove at prikke til, ligesom de kan være sjove at være en del af eller at bryde. Og når det kommer til noget så uskyldigt som egnsfordomme, så kan jeg altså ikke hidse mig op.
Så la’ da Falktoft synes, at Fyn er nederen. I har jo også lov til at synes, at han er nederen, og på den måde går det hele ligesom op i en højere enhed… 😉
Henriette
Anders Stegger er nu en ret sød fyr. Jeg har aldrig knaldet ham, men jeg har arbejdet sammen med ham og det var virkelig sjovt!
miriamsblok
Jeg forstår heller ikke, at han pludselig er blevet så upopulær. Jeg synes, han virker så rar!
Lisbeth
Som inkarneret Fynbo vil jeg have lov at sige: who fucking cares, hvad Falktoft tænker om Fyn? Han går jo ikke ligefrem ud og lægger en lort i jeres indkørsel, så chill the fuc off, people. Jeg tror jeg er omvendt lokalpatriot. Jeg elsker at trashe der hvor jeg kommer fra – især der hvor jeg voksede op! Jeg forsvarer tit og ofte Odense, men det er fordi jeg reelt set elsker byen – resten af Fyn siger mig helt ærligt ikke det store 🙂
Hurra for generaliseringer og fordomme. De er sgu så sjove af og til 😉
// http://www.moonlitmadness.dk
miriamsblok
Jeg tror måske også, det er noget med, at man gerne selv må, men andre må ikke…
Anna G
Jeg er selv fra Falster og folk tænker, at det er dødens pølse. Faktum er nu engang bare, at jeg har været SÅ glad for at vokse op der.
Mens jeg har boet i København, har jeg boet i hipster-paradis (ved Sankt Hans Torv på Nørrebro), i ghettoen (Urbanplanen på Amager) og nu i det mondæne (ahem..) Sydhavnen. Jeg har været glad for alle steder på hver deres måde og alle steder har været fyldt med fordomme, der er blevet bekræftet.
Nu står jeg og skal til at flytte til Køge og der er også mange, der spørger hvad jeg dog vil der. Men jeg elsker købstads-viben, at det er tæt på havet og tæt på København.
Og jeg kunne da ikke være mere ligeglad med hvad Peter Falktoft mener om Fyn. Jeg ville aldrig flytte til Fyn. Jeg ville heller aldrig flytte til Jylland.. Jeg ville heller aldrig flytte til en ikke-brofast ø. Det har nu ikke noget med stederne at gøre. Det er mere rent familiemæssigt og praktisk.
Birgitte
Amen! (Og det skriver jeg fra en sofa på netop Als)
miriamsblok
Jeg synes heller ikke rigtigt, man kan tage et synspunkt seriøst med mindre det kommer fra en person, der reelt har boet der. Og selv der kan man jo have vidt forskellige oplevelser.
Nadia
Amen! Jeg bliver så TRÆT, når folk bliver lokalpatriotiske på den der måde, hvor ALT vedrørende deres hjemstavn bliver helligt. Slap nu af…
Min egen familie er fra Næstved, og lige så hidsige de bliver, når nogen antyder at Næstved er en anelse provinsielt , lige så mange nedladende Randers-jokes ryster de ud af ærmet.
Jeg har især været træt af det, når de det gælder den der snak om folk, som får flyttet deres job til Fyn/Jylland/whatever. Du ved, de der historier, hvor lokale har taget det som en dødelig fornærmelse, hvis københavnske familier ikke har lyst til at rykke hele deres liv (inklusiv børnenes skolegang, ægtefællens job, venner m.m.) op til fordel for et liv på Als: “HVAD ER DER NU GALT MED ALS? Er Als ikke godt nok længere, snobbede københavnertyper? Utaknemmelige svin!”
Jeg får lyst til at ruske hårdt i dem, mens jeg råber, vi for helvede ikke ALLESAMMEN behøver udvise uendelig kærlighed til lige præcis deres by/landsdel. Vi er nogen som hellere vil flytte ud af landet end til Holbæk, og det er fuldstændigt acceptabelt og okay. Ligesom det er helt acceptabelt og okay, hvis de synes et boheme-liv i Berlin lyder røvssygt. Giv lige lidt plads, hva’?
miriamsblok
Haha, det er jo lige det! Man må godt selv kritisere, men andre må ikke. Hvorfor er det så svært at forstå?! 😀
Vicki
Vi har det garanteret sjovere på den forkerte side af Grenåvej end de har nede på Fedet
miriamsblok
TOTALT! 😀 (Selvom det havde været lidt sejt med en privat strand…)
Skalotteløg
Preach! Tør du smide link til indlægget på Monopolets facebook-side? ;D
Jeg har altid elsket, at jeg er vokset op i et middelklassehjem i den bondske del af Nordsjælland. INTET kunne røre mig. Vi var ikke rige, vi var ikke fattige. Vi havde pool, men boede midt ude på en mark, hvor bussen kun kom forbi seks gange om dagen.
Vi var lige midt imellem alle fordomme, og så gik jeg i øvrigt i skole i nabobyen, så jeg hørte ikke rigtig til nogle steder.
Jeg har boet i Valby, på Amager, i Holbæk, i Odense, i London og nu i Herning. Alle steder har deres ups and downs. Det handler bare om, hvad man tillægger mest værdifulde – og når det så er på plads, er det jo fuuuuldstændig ligegyldigt, hvad andre mennesker mener.
miriamsblok
Jeg er ret sikker på, at Monopolets Facebookside ville være ligeglad med min holdning! 😀
Phoebe Zol
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor det er skoen trykker hos dem der er blevet forarget. Føler de ikke selv at de kan udtrykke sig så ærligt eller provokerende uden at føle skam?
miriamsblok
Jeg tror, det handler om, at ens bopæl kan være så tæt på en, at man føler sig ramt personligt. Ligesom hvis nogen kritiserer et familiemedlem eller en ven.
Sofie
Jeg synes faktisk, at det er en af DKs mest ødelæggende tendens; at vi altid skal dele landet op i os-mod-dem, Jylland-mod-København, bonderøve-mod-bysnobber. Helt seriøst. Vi har et land, der er SÅ pissehamrende lille, at man kan køre fra dør til dør på 5-6 timer. Man kan flyve landet igennem på under en time. Og alligevel er der så ekstremt et had til folk på hver grænse – som indfødt københavner, så skulle jeg bide tungen og tage imod latterliggørelse hver dag fra alle eksil-jyderner i kbh på arbedspladsen (der selv valgte at bo der, men som skulle hygge-brokke sig dagligt) og samtidig er det national news, at lille Fyn bliver joket lidt med. Vi er så små! Og så ens! Og så fucking glade og priviligerede, at hele verden er misundelige på vores forhold. Og alligevel bruger folk hele deres liv på at hade “Københavnersnuder” eller “Djævleøen”.
Og ikke nok med, at det er en folkesport at hade ens nabo, så snakker politikerne i samme floskler om, at eliten i kbh tyranisere de små byer. Selvom den elite som de snakker om, jo bare er middelklassen (som du så fint beskriver det), som består af deres egen familie, som er flyttet til kbh for at læse og bo. Vi er netop flyttet til USA og her kan man tale om et land, der har væsentlige forskelligheder og udfordringer. Da jeg fløj hjem til DK sidste gang, så var jeg ved at bryde ud i grin i flyveren, da vi fløj over Jylland. Helt seriøst, vores land er en lille bitte skid, hvor man kan se hver en kø fra flyveren. Og det er et fantastisk land, hvor borgerne sidder på magten og hvor vi har helt vanvittige gode forhold. Hvis vi så bare kunne holde op med at opdele os så meget og stoppe den der “lokalpatriotisme”, så ville vi vinde så meget.
miriamsblok
Det er så sandt, så sandt. Men lokalrivalri dør nok heller aldrig. Lige så meget som vi er fjender på den ene side, står vi jo sammen på den anden. Danskere og svenskere hader hinanden, men mødes man på den anden side af jorden, så er man jo fandme nærmest i familie! 😀
Live fra Lolland
Hahaha, nu rammer du en nerve! For selvom jeg ikke kommer fra Lolland og hadede at bo her i begyndelsen, så elsker jeg det nu. Og råber gerne højt op om det. Jeg siger ikke at alt hernede er fantastisk, det er bare at alt her altså heller ikke er SÅ dårligt som det bliver udstillet i medierne. Her bor også folk der har mistet grebet, men sådanne mennesker findes der jo også andre steder. Folk må gerne hade Lolland. Og Næstved. Og Fyn. Og Østerbro. Men synes måske at det skal ske på et grundlag man ligesom selv har dannet (giver det mening) i stedet for bare at hade fordi der står noget dårligt i aviserne. Giver det mening?
miriamsblok
Ja, det giver totalt mening. Men det er vel heller ikke nyt, at folk udtaler sig om noget, de i bund og grund ikke har en skid forstand på? 😀
Louise
Nu siger jeg lige noget hurtigt… Jeg er ikke ‘lokalpatriot’ – men jeg er ret glad for Odense, som er den eneste ‘rod’ jeg har. Jeg har nået at bo 15-18 forskellige steder i mit 28 år lange liv det eneste fællestræk er at langt størstedelen trods alt har været i Odense, hvor jeg er født.
Jeg tror folk bliver forarget, fordi det er ligesom når en anden sviner din veninde eller din kæreste. Jeg kan sagtens trashtalke Odense og sige at vi gerne vil være en storby, men det kunne nærmest ikke være mere provinsielt og det eneste vi har er H. C. Andersen. Men der er da ikke en eller anden Københavner eller Aarhusianer som skal sige det samme! Lige så vel som jeg godt selv kan sige at min kæreste er lidt en idiot, men jeg gider ikke rigtig høre andre udtale sig om det 🙂
Live fra Lolland
Hahaha!! Jeg tror lige præcis at du har fat i noget der!
miriamsblok
Jeg er helt enig.
Anne
Jeg er engang blevet truet med tæsk i byen, fordi jeg kom til at sige, at Fyn bare er noget med kører over… Man skal virkelig ikke fucke med fynboerne! De er meeeeeget glade for deres ø!
miriamsblok
Hahaha! 😀
Ida
Den forkerte side af Grenåvej – hedder det så ikke bare Vejlby?
miriamsblok
Nej, Vejlby er først længere oppe.
Mette
Jeg MÅ bare vide det, Miriam: Gik du på Jellebakkeskolen?:)
miriamsblok
Nej, jeg var sådan lidt fin i det og gik på privatskole i Skejby. 😀
Pernille | MorMedHjertet
Jeg er vokset op og har boet det meste af mit liv i Århus og flyttede direkte derfra og til NYC. Pudsigt, dit indlæg fik mig til at tænke på, at det egentligt ikke ville røre mig særligt, hvis nogen sagde noget negativt om Århus – jeg er jo selv flyttet derfra (om end jeg altså stadig synes at det er en dejlig by.) Men New York… Phew, der er aaaaalle mulige følelser i den by! Jeg kan fx ikke forstå dem, der kun kommer på ferie her én gang fordi “så har man prøvet dét”. Og jeg blev ret småfornærmet dengang en bekendt udtalte, at “New York da er fin nok, men byen sagde mig altså ikke så meget!” Så bliver jeg helt sådan “EXCUSE ME WHAAAT?! Nej, i den sammenhæng må der bestemt være noget galt med DIG, min fine ven!”
miriamsblok
Haha, det er sjovt, for der er jo en fordom om New Yorkere, at de synes, NY er det fedeste sted i verden, og alle, der mener noget andet, tager fejl! 😀