Dramakarma

Skrevet d. . Uploaded i fuck,mig.

tumblr_n7cs57ogMT1rexx6oo1_500

Jeg var ved at skvatte ned ad trappen, da jeg skulle ud af døren i dag. Mine ben rystede under mig, og jeg havde svært ved at styre dem. Bare rolig, jeg er ikke syg eller deslige, jeg tilbragte såmænd bare for lang tid på en af lårmaskinerne til træning i går, og det havde jeg helt bestemt ikke muskelstyrken til og må derfor betale prisen i dag. Men hvorfor sad jeg der så så længe, når nu jeg så udmærket godt ved, at mine lårbasser består væsentligt mere af fedt end af muskler? Fordi den omtalte maskine befandt sig ud til et vindue, og der var full on drama udenfor.

Her ville jeg normalt skrive, at jeg tror, piger er designet til at have en større tørst efter drama, end fyre er, men det plejer at medføre en masse vrede kommentarer fra inkarnerede feminister, der mener, jeg er en skændsel for mig eget køn, så derfor vil jeg i stedet sige, at de fleste piger, jeg kender (muligvis bare sigende for min omgangskreds), har en svaghed for drama. Især hvis der er tale om andres drama. Jeg ved, der sidder nogle ude bag skærmen, der kan nikke genkendende til den tendens, for jeg kan altid se på mine statistikker, at der er en god portion læsere, der lykkeligt laver popcorn og taster f5 i én uendelighed, når der er shitstorm i mit kommentarfelt. Vi elsker drama!

Jeg tror personligt, lidt drama ind imellem er godt for sjælen. Lidt ligesom man måske nok bør spise fornuftigt og varieret for det meste, men at det ind imellem er nødvendigt lige at inhalere en hel plade Marabou på et kvarter. Obey your thirst, som Sprite entusiastisk fortalte os i de glade halvfemsere.

Og det gjorde jeg så i går, da et kærestepar begyndte at skrige hinanden ind i hovedet et par meter væk fra lårmaskinens panoramavindue. Jeg anede ikke, hvad de sagde, så det var i virkeligheden bare en lidt forvirrende stumfilm, men jeg var tilsyneladende alligevel dramahungrende nok til ikke at ville slippe dem af syne, før filmen var slut. Der blev stampet i jorden og gestikuleret vildt, og på et tidspunkt blev pigen sågar så hidsig, at hun gav sin kæreste et vredt skub i brystkassen, hvilket fik ham til at gå sin vej, kun for at komme tilbage 30 sekunder senere og skændes videre. Og jeg sørgelige, sørgelige væsen labbede det hele i mig, mens jeg lidt fraværende lod, som om det helt bestemt var nødvendigt for mig at lave 75 sets på den der skide lårmaskine. Gode venner blev de heldigvis til sidst og gik derfra håndholdende og råsnavende, som kun 20-årige kan, men der var fitnessskaden naturligvis for længst sket.

Så i dag må jeg tage min straf. Dels for at være i toprådden form og dels for at være dramaqueen nok til at nasse på andres følelsesudsving, fordi mit eget liv på den front for tiden er dræbende kedeligt. Måske man alligevel skulle melde sig til Paradise Hotel… 😉

Related Posts:

Kommentarer (18)

Der er lukket for kommentarer.