Jeg er jo Bridget Jones #502

1. Kæden til proppen i min køkkenvask er knækket. Jeg ved ikke, hvordan det skete, og jeg havde af en eller anden grund slet ikke overvejet, at det var en ting, der kunne ske. Hvor køber man sådan en henne? Silvan?

2. Der er ikke meget ved vinter-OL, jeg har en interesse i at se, men kunstskøjteløb er en af dem. Hvert fjerde år googler jeg lystigt forskellen på en axel, tå-loop og alle de andre, hvorefter jeg på ingen tid forvandler mig til en møgirriterende sofaekspert.

3. Jeg er meget, meget lidt på Facebook efterhånden, og jeg vil vove den påstand, at den absolut største ulempe ved det er, at jeg har mistet evnen til at huske folks fødselsdage i hovedet, og uden assistance ryger der faretruende få lykønskninger af sted.

4. Var ude at handle. Det var min tur til at betale, da manden foran mig lige skulle have rettet en fejl i sin bon. Det endte med at tage næsten 10 minutter, mens køen bag mig blev længere og længere. Han var blevet snydt for halvanden krone. Hvis jeg havde haft kontanter på mig, havde jeg givet ham dem direkte ud af min egen pung.

5. Glemte i øvrigt at købe køkkenrulle, så jeg måtte stikke hurtigt ind i Fakta på hjemvejen. Jeg køber altid køkkenrulle fast det samme sted, og det er ikke Fakta. Køkkenrullen i Fakta viser sig at være det der med ekstra små stykker, og det gør mig helt irrationelt irriteret, at jeg nu skal igennem en hel pakke af dem, før jeg kan købe noget i den rigtige størrelse.

6. Det nåede at blive torsdag, før det gik op for mig, at det er vinterferie (i København i hvert fald) i denne uge. Det er bare ikke sådan noget, man lægger voldsomt meget mærke til, når man ikke har børn.

7. Endnu en uge, endnu en gang jeg ved en fejl har skrevet “du er sæd” til et andet menneske. Hvorfor er Æ og Ø så tætte på hinanden på et tastatur?!

8. Har også i denne uge præsteret at være så træt, at jeg puttede tandpasta på en vatrondel.

9. Jeg er små-optimistisk begyndt at planlægge ruten til min næste USA-tur. Ulempen er, at jeg har taget mere eller mindre alle de populære stater nu, så der er en masse mindre turistede stater tilbage, som ofte heller ikke har voldsomt store byer og derfor heller ikke store lufthavne, hvorfor det koster en fucking formue at rejse dertil eller -fra.

10. …Til gengæld tilføjer det også alt for mange timer til en i forvejen virkelig lang tur, så det er win hele vejen rundt.

Comments (32)

  • Køkkenrullen ud på toilettet. Størrelserne er ca det samme. Wupti, så kan du købe den rigtige køkkenrulle til køkkenet. #selvtak 😁

  • Flyv til en af de store lufthavnen og tag et indenrigsfly til en af de mindre
    Steder. Indenrigsflyvninger er ret billige i USA.

    • Det er allerede inkluderet i planlægningen – det er slet ikke muligt at flyve direkte til de fleste af de mindre lufthavne. Men både pris og tid er desværre stadig derefter, når så mange forskellige faktorer spiller ind for, at det hele kan gå op.

      • Ca 2.000 kr one Way fra Boise til Seattle med Alaska Airlines. Mener man giver ca 600 kr oveni for en kuffert. Håbe du finder en læsning, for det er en lækker rute.

        • Det lyder godt nok dyrt! Jeg kan finde det til lidt under halvdelen hos Delta. Altså, Delta er selvfølgelig også noget lort, men det er en tur på halvanden time, så det overlever jeg nok, hvis det er. 😀

  • Jeg glæder mig til at læse mere om din planlægning af næste USA tur. Husker jeg galt, hvis jeg mindes at du har lavet et indlæg ala “ting man skal købe med hjem fra USA”? Det gad jeg godt læse igen nemlig 😉
    Tak for en dejlig blog og fordi du hænger i, jeg elsker at læse den. Og så synes jeg, at det fungerer fint med hemmelighederne på IG – bare du ikke forsvinder er jeg glad.

    • I så fald husker du bedre, end jeg gør! Det tror jeg ikke, jeg har. Men udover mine faste snacks og sådan, er det også meget afhængigt af, hvad T.J. Maxx lige har på tilbud! 😀

  • Jeg kommer ofte til at ramme Æ i stedet for O i ‘Hej mor’ – og det er ikke noget med underbevidst, undertrykt vrede, jeg er faktisk ubetinget glad for min mor 😄

  • Jeg nåede helt ind i svømmehallen og så den store oppustelige forhindringsbane før jeg reflekterede over konsekvensen af vinterferie 😱

  • Man kan vel argumentere for, at vi alle sammen, delvist er sæd…?!?!? Jeg skriver konsekvent pg i stedet for og…

    • Fair pointe! 😀 Jeg kommer altid til at skrive geller i stedet for heller, og så rette autocorrect til konsekvent til Geller. Den har måske set for meget Venner…

  • Jeg har i sidste uge rigtig nok puttet makeupfjerner på en vatrondel – men det var først efter jeg havde klasket den i øjet at det gik op for mig at jeg slet ikke havde makeup på. Så jeg kan relatere 😂

  • Dagens ligegyldige fact: det er min mands tante der er kommentator på kunstskøjteløb (og andre sære sportsgrene..) 🤷‍♀️

  • Jeg skriver Phd afhandling for tiden og skriver konsekvent og i stedet for of. Så tit at jeg bruger “find og erstat” de steder jeg overser det.

  • Jeg har en aften været så træt, at jeg kom neglelakfjerner på en vatrondel i stedet for makeupfjerner og først opdagede det, da det begyndte at svie gevaldigt i øjnene…..!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.