Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er jo Bridget Jones #477

1. Kunne ikke forstå, hvorfor min vasketøjskurv var så fuld, når jeg nærmest lige havde vasket tøj. Det viste sig så, at jeg kun havde fået lagt halvdelen af det rene tøj sammen, før jeg var blevet distraheret af noget andet og sidenhen bare var begyndt at fylde snavsetøj i kurven igen.

2. Vi er nu oppe på ca. 50% af tiden, hvor jeg alt for sent kommer i tanke om, at man altså stadig skal have en negativ Corona-test, før man skal noget ret mange steder ude i verden.

3. Når man vil låse sin cykel og i processen lige får knækket nøglen i låsen. Det var lidt ufedt. Især fordi det var lykkedes mig at låse den, og nu kunne den ligesom ikke låses op igen.

4. …Gjorde det heldigvis rundt regnet 20 meter fra et cykelværksted. Uheldigvis var det så i fredags, og de var fuldt booket, så nu kan jeg først hente min cykel igen tidligst engang i morgen.

5. Jeg så Danmark-Rusland-kampen på storskærm. Det var overordnet succesfuldt, men skærmen gik godt nok ned i en periode på omkring seks minutter. At det var lige der, Danmark scorede to mål i rap, det var lidt uheldigt.

6. De danske ærter er endelig kommet. Langt de fleste af dem er også crap. Jeg forstår det ikke (måske majs lortevejs skyld?), men jeg er sur.

7. Jeg skulle have taget et billede (det her billede, faktisk) til en kampagne. Blev enig med mig selv om, at det ville være flot med gule sko, så jeg gik min samling igennem. 100+ par og ikke et eneste par gule imellem. Jeg fandt til gengæld flere sko, jeg havde glemt, jeg ejede. Man kan argumentere for, at det betyder, jeg har sko nok, men jeg er selvfølgelig i stedet begyndt at lede efter et par pæne, gule sko.

8. Den anden dag vågnede jeg op i min seng mast helt op ad væggen. Kunne ikke forstå hvorfor, indtil jeg groggy vendte mig om og kunne konstatere, at Herbert lå på tværs og fyldte stort set resten af madrassen.

9. I torsdag løb mit højre øje i vand hele dagen. Hele dagen. Bare for sjovs skyld, tror jeg.

10. Netto havde et overraskende stort udvalg af blomster, og jeg overvejede at købe en buket til mig selv. Tog nogle meget fine orange roser op, hvorefter en kæmpe edderkop kravlede op mellem to blomsterhoveder, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke havde brug for blomster alligevel.

Comments (11)

  • Jeg har købt årets første gode ærter i dag – på et pluk-selv sted i Hillerød. De var møgdyre, men smagen!!! Oh my! Afviser ikke at jeg må derud igen i morgen 💚

  • De danske ærter jeg har fået indtil videre, har været fantastiske! Til gengæld, har jeg brugt ca halvdelen af madbudgettet på dem.. Jesus, de er dyre!

    • Ej, snyd! Jeg har kun fundet Avola, og de plejer at være min yndlingssort, men altså ikke endnu. Men næste sort er spottet, så håber jeg, de er bedre!

  • Jeg fandt nogle ærter i min lokale Rema i onsdags, de var rigtig gode men kostede kassen for en bakke der var halvt så dyb som de plejer. Men jeg ville have dem, for de skulle i salaten til Skt Hans og min syvårige niece skulle hjælpe mig med at bælge dem. Ikke helt så sjovt hvis vi havde valgt frosne ærter… Og jeg er helt med dig mht de tests, man skal tænke dem ind i sin planlægning. Jeg endte med at notere Quick-test ind i min kalender de dage jeg skulle noget fordi der selvfølgelig var 3 dage i snit imellem hver ting. Men siden torsdag har jeg været lykkelig ejer af et Corona vaccinepas og ahh….i morgen er jeg inviteret til at afprøve ny restaurant i København og kan droppe testen.
    Men det er klart, at skal jeg pludselig meget ud vil jeg da tage en test ind imellem for man ved jo aldrig.
    Pøj pøj med at finde de helt perfekte gule sko❤️

  • Nr .7 – helt forståeligt at glemme enkelte af sine skatte/sko.

    Ledte i weekenden after sommertøj i skabene og fandt en lyseblå/hvidstribet skjorte, som var smuttet fra min hukommelse. Var i gang m at stryge, så den glemte skat kom med i bunken.

    Bunken bestod af hvide og lyseblå skjorter. Og… hmm så ned af mig selv, jeg var i ført en stribet skjorte – lyseblå/hvid. Men et andet mærke. Så vel okay, ik’?

    Jeg har nok kun omkring 20 par sko, men skjorter…..

  • Det tog mig en del forsøg at læse sætningen “måske majs lortevejs skyld?”, idet jeg blev ved med at læse det som grøntsagen majs og ikke måneden maj i genitiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.