Tilbage til 20’erne med Gatsby i Odense

Reklame – jeg har ikke modtaget betaling for noget, men Odense Teater har venligst sponsoreret turen.

Der er helt ærligt få ting, jeg holder mere af, end når andre end mig sidder med ansvaret. Når jeg bare skal dukke op, og så er der en anden, der har planlagt og bestemt og bedrevet. Så i onsdags troppede jeg glad op på Frederiksberg, velvidende at turen gik til premieren på Den Store Gatsby på Odense Teater, men mange flere detaljer end det havde jeg ikke styr på. Jeg vidste bare, at nogen havde sørget for, at der var mad, drikke, fest og overnatning, og det havde gjort det til en ret let beslutning, da Mette Marie (hvis mand spiller Jay Gatsby) spurgte, om jeg ville med.

Som litteraturuddannet har jeg selvsagt haft Gatsby inde på livet før. Jeg tror faktisk endda, det er lykkedes mig at skrive en eksamensopgave om bogen, der er et virkelig fascinerende indblik i amerikanernes 1920’ere, som var fabelagtige og fucked up på samme tid. (Liiiidt spændt på om de forestående 20’ere kommer til at ligne de foregående). Bogen viser så fint, hvordan man kan have alle muligheder i hele verden (som kvinde nok mest på overfladen) og stadig ikke formå at gøre sig selv lykkelig, og ligesom Wuthering Heights er det en af de fortællinger, hvor man faktisk ikke rigtigt bryder sig om nogen af karaktererne, fordi de fucker så heftigt op i eget liv, at de ikke har fortjent ens hep. Filmen har jeg ikke set, fordi jeg var så barnligt hidsig over castingen af Leonardo Dicaprio som Gatsby, der ser helt, helt anderledes ud inde i mit hoved, så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville lykkes Odense Teater at visualisere en fortælling, hvor rammen for historien er en vigtig rolle i sig selv.

Vi ankom til Odense knap en halv time for sent, men det lykkedes os alligevel at sætte glam-niveauet i vejret. “Vi” dækker over Mette Marie, Cecilie, Trine, Christina og undertegnede, der efterfølgende blev forkælet med en virkelig fantastisk middag på Hotel Odeon. Og så blev vi hentet i en Bugatti. Suverænt den dyreste og samtidig allermest ubehagelige bil, jeg nogensinde har kørt i – heldigvis var turen mest for syns skyld, for teatret lå godt 500 meter fra hotellet. (De meter skulle dog vise sig at være meget lange, da vi adskillige timer senere tog dem på gåben, for jeg havde naturligvis taget et par dundrende upraktiske sko på, som i aftenens løb havde udviklet sig til deciderede torturinstrumenter).

Selve forestillingen var vild. Jeg ved ikke, hvem der har været kostumedesigner, men uanset hvad man har betalt hende, er det ikke nok. Settet var enkelt, men effektivt, brugen af forskellige former for konfetti og især det skiftende lysdesign var en genistreg. Jay Gatsby var den perfekte blanding af håbløs (med tryk på håbløs) romantiker og irriterende hemmelighedsfuldhed. Daisy drev mig til vanvid på samme måde som bog-Daisy gjorde, og hvis jeg ikke havde siddet så langt tilbage i salen, havde jeg været fristet til at løbe op på scenen og stikke hende en flad. Tom Buchanan vandt på trods af skarp konkurrence soleklart røvhuls-prisen (men også prisen for bedste danser, så you win some, you lose some). Skuespillerne leverede i det hele taget en imponerende præstation, hvormed kun sangeringen måske kunne konkurrere, for hun gjorde det eddermame godt, og musikken spillede virkelig (høhø) med resten af forestillingen og var en meget positiv overraskelse.

Jeg gik ud af salen med præcis samme følelse, som jeg sad med, da jeg havde læst bogen, og det er helt ærligt det største kompliment, jeg kan give til alle involverede. Især akt to stak af. Har man bare en snert af kærlighed til F. Scott Fitzgeralds roman, så kan det virkelig anbefales at tage et smut forbi Odense Teater og prøve at opleve den “live”. De spiller alle dage undtagen søndag frem til 4. oktober. Billetter kan købes (med 50 kroners rabat) her.