Jeg er jo Bridget Jones #378
1. De havde sådan nogle fine, genbrugelige drikkeflasker i Fakta, så jeg købte en. Dagen efter tog jeg den med ud i verden og tabte den på noget asfalt, hvor den gik pænt meget i stykker. Så meget for at være miljøbevidst! (Ja, jeg skal nok investere i en i bedre kvalitet næste gang).
2. Som bekendt kan Herbert godt lide at skubbe ting ned. Så hvad mon der skete, da jeg lagde min forbudte cigaretpakke i vindueskarmen lige over Herberts vandskål? You guessed it.
3. I det hele taget har Herbert haft en vild uge. Jeg skulle lave nogle små, individuelle lagkager til en venindes fødselsdag, og i den forbindelse var der en lagkagebund i overskud. Jeg kom en elastik om pakken og lagde den på køkkenbordet. Fast forward til 12 timer senere, hvor jeg efter at have ledt faretruende længe opdager pakken bag køkkendøren. Stadig med elastisk omkring, men med halvdelen af lagkagebunden spist ind igennem pakkeåbningen.
4. Smed resten af lagkagebund og pakke ud. Kom dagen efter ud i køkkenet til skraldeposen spredt ud over det hele og resten af lagkagebunden spist. Herbert kan åbenbart virkelig godt lide lagkage.
5. Jeg er ved at lære High Valyrian på Duolingo. (Spørg mig ikke hvorfor, det var en spontan beslutning). Havde været i gang i otte dage og følte mig egentlig ret sej, da Duolingo tilsyneladende traf en beslutning om at slette min konto. Så nu skal jeg lave alle opgaverne forfra.
6. Min søster til påske, da hun gav mig mit malede påskeæg med hjem: “Sidste år glemte Therese sit i sin vinterjakke, og det begyndte at lugte fælt, så husk at tage det op!” Gæt, hvad jeg fandt i min taske i dag? Og ja, det lugtede fælt.
7. I onsdags var jeg ude at spise med en veninde, og jeg var enormt fristet af at prøve restaurantens burrata, fordi jeg endnu har til gode at smage sådan en og er ret sikker på, jeg vil være helt pjattet med den. Jeg endte dog med noget andet. Siden dengang har der været hoverende burrata overalt på min vej. Blogs, instagram, Facebook, you name it. Feje hold.
8. I går barberede jeg mine ben op til midt på læggen. Jeg havde maxikjole på, og mere end det virkede bare som spildt arbejde.
9. Jeg skal til bryllup i næste weekend og har ingen tøjkrise, men til gengæld full blown skokrise.
10. Besked fra mand i min direct på Insta: “Ku fandme godt da!” Jeg forstår det ikke. Det har helt hundrede den præcis omvendte effekt af intentionen. Wadr.
Camilla
Hvorfor ved jeg ikke hvad buratta er og hvordan det bliver serveret?
MiriamsBlok
Det er en slags ost lidt a la mozzarella. 🙂
Eva
Nr. 8. Kan relatere.
Elisabeth
Kan du ikke lave en sprogtest på Duolingo og hoppe ind ca hvor du nåede til? Hvis jeg er begyndt på et nyt sprog synes jeg man plejer at blive placeret på det niveau man reelt passer på. Men måske giver det ikke mening med “blot” 8 dages indsats? Uanset er det da mega træls.
MiriamsBlok
Nej, jeg tror ikke, jeg er nået langt nok til et andet niveau end nybegynder, men derfor er det stadig lidt træls at skulle igennem alle basisøvelserne igen! 😀