Dating: Then vs Now / Noget, der skulle have handlet om læbestift og første dates

Skrevet d. . Uploaded i mænd.

Første dates er konsekvent en hit or miss-ting. Man kan aldrig rigtigt helgardere sig imod akavethed, kedsomhed eller total mangel på kemi. Jeg har prøvet at være på dates med mænd, jeg kendte i forvejen og stadig fejle totalt. Jeg har prøvet at mødes med mænd fra apps efter lang eller kort tids skriveri. Jeg har travet rundt om søerne, Netflix og (ikke!) chillet, spist otte retters menu og raflet på brune bodegaer. Der er ikke en facitliste til en god første date. I bund og grund tror jeg fuldt og fast på, at det handler om, hvorvidt to mennesker er i stand til at connecte med hinanden. For “dårlige” dates er ikke nødvendigvis de her komplette fiaskoer, hvor han ikke har været i bad i to uger og tilbringer hele aftenen med at tale til ens kavalergang. Bevares, det sker, men det sker ikke særlig ofte. De fleste usuccesfulde dates er bare total mangel på romantisk (eller seksuel) interesse i hinanden. Man kan stadig godt føre en samtale og måske sågar en ligefrem behagelig en af slagsen, men er der ikke skyggen af en gnist, så kommer man sjældent særlig meget længere.

Jeg har skrevet andre versioner af sidste sætning før, og det er faktisk en af grundene til, at jeg ind imellem helt afholder mig fra at skrive om dating. For jeg (som så mange andre singler før mig, shoutout til Bridget Jones) bliver med jævne mellemrum mødt af folk i forhold, der vil forklare mig, at det er grunden til, at jeg ikke har en kæreste. Fordi jeg afskriver mænd, når der ikke er instant forelskelse. Det er sjældent ment som decideret kritik, mere venlige råd, og her kunne jeg så måske igen understrege, hvorfor jeg ikke er så begejstret for uopfordrede gode råd, men det har givet mig problemer før, så det springer jeg lige over. 😀 Men de kommentarer efterlader mig i en position, hvor jeg skal prøve at forklare forskellen på at date som nogle-og-tyve-årig for ti år siden og at date som nogle–og-tredive-årig i dag. Og yikes, det er svært. Starter man med, hvordan man som menneske er meget mere “færdigbagt” i nuværende alder, og hvordan man derfor ikke så let flugter både logistisk og personligt med potentielle partnere? Forklarer man, hvor drastisk hele datingkonceptet har ændret sig herhjemme, og det nærmest er umuligt at beskrive, uden man selv oplever det? Fortæller man, at man altså ikke længere møder alderssvarende singler i hobetal hver uge på LA Bar, og man derfor er nødt til at bruge de muligheder, man har til rådighed? At fritid er en mangelvare, og man derfor er nødt til at tænke lidt praktisk også? Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om det nogensinde er lykkedes mig at overbevise skeptikerne om, at jeg faktisk gør mit bedste. Men det virker også hul i hovedet at date en mand i flere måneder, man absolut ingen kemi har med, fordi han er god på papiret, og det kunne jo komme. Og det virker også underligt at være nødt til at forsvare, hvordan man dater, nu jeg tænker efter.

Jeg synes ikke, alle mænd er idioter. Langt fra. Det er ikke derfor, jeg ikke har fundet en kæreste, når jeg har ledt. Men man finder ikke en kæreste, fordi man finder en sød mand. Man er nødt til at finde den rigtige søde mand. Og det er lidt sværere. Man bestemmer jo ikke selv, hvornår man får sommerfugle i maven, og sommerfuglene er blevet sjældnere med årene. Jeg ville i virkeligheden ønske, jeg kunne date lidt mere, som jeg datede for 10 år siden. Ikke kun fordi mine bryster sad væsentlig højere oppe, men også fordi det var før psykopatiske ekskærester og anden emotionel bagage. Hold kæft, hvor var det meget lettere. Forstå mig ret, jeg har virkelig ikke lyst til at være 22 igen, men nogle ting var unægeligt lidt mindre besværlige dengang.

Til info startede det her i øvrigt med at skulle handle om dilemmaet om, hvorvidt man skal tage læbestift på på en første date, for på den ene side er det pænt, og man vil gerne gøre et godt indtryk, men på den anden side – hvad nu, hvis man skal snave? Og sådan udvikler indlæg sig nogle gange i nogle retninger, man ikke havde planlagt.

Tl;dr: Vær sød ved dine singleveninder. De gør deres bedste under problematiske forhold. 😉

Related Posts:

Kommentarer (21)

  • Mette

    Det er så rigtigt. Jeg har datet en mand i 3 mdr. Vi havde ikke rigtigt noget til fælles, og forelskelsen overtog ikke min krop som den ellers kan, men han var perfekt på papiret, og derfor næsten insisterede jeg på at få det til at fungere. Indtil han droppede mig selvfølgelig. Og jeg tuder igen, fordi jeg igen igen ikke er pæn nok, sød nok, klog nok, udadvendt nok. Men man kan jo ikke tvinge noget frem man ikke føler, og typisk så har han det jo lige sådan, og skal man så leve i noget med falske ikke-eksisterende følelser fordi det på papiret burde det være godt? Nej vel. Kemi kan jo ikke tvinges frem, uanset hvor meget man så ellers ønsker en at dele tilværelsen med.
    Undskyld min lange post, jeg er ikke sikker på om min pointe kom frem, men det var godt lige at få det ud 🙂

  • Sille

    Jeg kan nikke så genkendende til dette – og smid så ovenikøbet komplikationerne ved at selv komme med børn, møde én med børn, få samværsaftaler og børnene fritidsaktiviteter eller aktiviteter med skolen til at gå op i en højere enhed… jesus… det er et under, hvis man har noget som helst form for kærlighedsliv. Men hey, børnene flytter hjemmefra på et tidspunkt – jeg satser på at score for hårdt til seniorbanko ??

  • rikke

    Hvor har du ret; sommerfuglene er blevet sjældnere med årene. Kan heldigvis forsikre dig om, at det altså ikke kun skyldes psykopatiske ekskærester og anden emotionel bagage – det kommer vitterligt bare snigende med årene 🙂 Hvor var det sjovere og lettere at date, eller hvad man nu gjorde, dengang, man ikke rigtig var på jagt, for man var jo ung, og der var singler nok, og samfundet (og biologien for nogen) mindede ikke hele tiden én om, at man havde travlt.
    Og ja, vi skal være søde ved vores singleveninder. Giv altid medfølelse frem for medlidenhed (og never-ever et trøstende “han skal nok dukke op”).

    • MiriamsBlok

      Hear hear! Og lad være med at antage, at man ikke er glad, men sørgelig og ensom, fordi man ikke har en kæreste!

      • Louise Brix

        Og omvendt synes jeg, det er træls, når det bliver antaget, at jeg er glad og selvvalgt single. Når jeg i virkeligheden er ensom som bare pokker.
        Det er nok bare altid træls, når der bliver antaget fejlagtige ting om én.

  • Christina

    Kæmpe ja til det med at man ikke har fundet “ham” bare fordi han er sød. Jeg var kærester med verdens (stadig) sødeste fyr i 5 år. Han var bare alt for sød til mig, så jeg forlod ham alt for sent.. selvom jeg har en dejlig kæreste nu, er min eks stadig den sødeste person jeg kender og nogensinde kommer til at kende 🙂 Han skulle bare finde en der satte mere pris på det end mig.

  • Josephine

    Amen. Til det hele. Har aldrig selv oplevet, at tiltrækningen eller kemien kom snigende. Enten er den der ved første møde. Or not. You cannot force it. Der er selvfølgelig grader af tiltrækning og vel også af forelskelse, og det er op til den enkelte, hvorvidt man vil gå på kompromis og tilbyde et andet menneske lunkenhed. Desværre er det min erfaring, at de fleste af os har prøvet at være i et “forkert” forhold. Fordi vi bare sommetider drømmer om at sove trygt i en mands favn, kysse ham godmorgen og godnat osv., og måske gerne vil være en del af flokken, der får en kernefamilie stablet på benene. Vi skal bare huske på, at et liv uden en fast partner er lige så værdigt og værdifuldt som det liv, der leves med mand og børn. Det kræver i hvert fald både selvstændighed og mod at leve sit liv helt uafhængigt af andre. Psykologer hævder, at folk gifter sig af alle mulige andre årsager end netop kærlighed og de er ikke bevidste herom. Ensomhed, frygt for ikke at kunne få en anden, osv. Vær du bare stolt af dig selv, Miriam. Parforholdskærlighed er blot én af mange slags kærlighed.

    • Katrine

      Og amen til det du lige har skrevet!
      Min kæreste og jeg er netop gået fra hinanden og puh, hvor er det altså svært. Det har været en lang proces, netop fordi frygten for at være alene og trygheden i at have et andet mennesket fast ved sin siden har domineret. Men du fik lige sat ord på det hele og mindet mig om, hvorfor jeg gør det her. At blandt alle tårerne er dette det rigtige og trygheden i at have en partner aldrig bør overvinde kærligheden.

  • Ind til kernen

    Jeg er snart 28 og har aldrig haft en kæreste…
    Det skræmmer mig, og tænker også det bliver sværere for mig, da jeg har vænnet mig så meget til at være alene, at jeg simpelthen virker alt for uafhængig til at “have brug for en mand”.
    Men han skal nok komme en dag…
    Jeg har både prøvet at date en hvor kemien var der fra start men den forsvandt mere og mere fordi han viste sig at være narcissist – men har også datet en som jeg fra start tænkte: “Ham kan jeg aldrig være tiltrukket af” og nogle dates senere var jeg forelsket.
    Han kommer når man mindst venter det, og måske også på det allerværste tidspunkt også, ikke der hvor man har “brug for en” men der hvor man er klar til en.
    – Matilde

  • Sissel

    Hørt!

    Jeg datede en fyr i 1 år, fordi han var skide sød, betænksom og helt igennem perfekt på papir.
    Jeg var bare aldrig helt forelsket i ham.
    I dag er han min bedste ven og det har han været siden vi gik fra hinanden for snart 3 år siden.

    Jeg indså i den forbindelse, at ham jeg en dag vil elske og dele mit liv med, bliver ham der får mig til at glemme den perfekte formel af en mand fra papiret. 🙂

  • Rikke

    Kan iøvrigt anbefale Daniel Sloss comedy show “Jigsaw” (afsnit 2) på netflix. Fra 31 min og frem. Han hater godt og grundigt over, at samfundet har lært os, at “hvis man ikke er sammen med nogen, er man ufærdig. I stykker. Ikke hel”. Det show er helt klart sjovest at se, hvis man er single 🙂

  • Triaka

    Jeg har så prøvet flere gange at blive forelsket hen ad vejen. Ikke bare nøjes, men blive invaderet af uventede sommerfugle efter nogle måneder. Det har været mænd, som jeg så fordi de var interesante at være sammen med, men som jeg ikke havde intensioner om at blive kæreste med, fordi jeg netop ikke syntes der var instant kemi. Så for mit vedkommende (og jeg anerkender det kan væe anderledes for andre), går jeg ikke efter, at det skal føles “rigtigt” med det samme. Men jeg skal føle mig i godt selskab, og der skal være en ligelig fordeling af, at man spørger/fortæller.

    • MiriamsBlok

      Jeg siger ikke, at der ikke sagtens kan opstå noget henad vejen, men jeg synes, det er skørt at date en mand i længere tid, som man ikke har kemi med, fordi man håber på, at det kan komme. Du skriver jo også, at du ikke havde intentioner om at blive kærester med de her mænd, så jeg tænker, vi ikke er så langt fra hinanden i den tankegang 🙂

  • Amalie

    Nogle gange overvejer jeg faktisk lidt om jeg måske har misforstået hvad kemi er. Jeg synes folk finder det til højre og venstre og jeg har kun oplevet det 3 gange i mit liv. Til gengæld vil jeg meget hellere være alene end i et forhold hvor kemien ikke er der.

Der er lukket for kommentarer.