Mission B&J
Jeg blev lidt varm om hjertet, da flere af jer havde som indskydelse at tippe mig om, at der til og med lørdag er Ben & Jerry’s til 35 kroner i Rema 1000. Varm om hjertet og istrængende. Der ligger selvfølgelig ikke lige en Rema i nærheden af min bopæl, men en rask cykeltur har aldrig skadet noget. I særdeleshed ikke, hvis man har planer om i nærmeste fremtid at inhalere et par tusinde kalorier.
Jeg skal blankt erkende, at jeg er røvdårlig til at finde vej. I mit hoved er jeg stadigvæk nytilflytter, hvilket gør, at jeg snildt kan retfærdiggøre på femte år at cykle alle vegne med min iPhone sat på ruteplan i højre hånd. Jeg farer altid vild alligevel, og så kan man jo undre sig over, hvordan det kan lade sig gøre. Lidt ligesom en veninde jeg har, der reelt formår at brænde poseris på. Det er en helt særlig evne til at fucke noget uopfuckeligt op.
Anywho, jeg fandt Rema til sidst. Klokken var omkring 16, og der var nærmest kø ude foran. På den ene side ret uklogt at vente indtil myldretiden med min mission, på den anden siden virkelig smart rent faktisk at få skrevet lidt på specialet først, i stedet for at tage i Rema klokken 10 om formiddagen og tilbringe resten af dagen med hovedet i en bøtte is. Men jeg var virkelig bange for, at der ville være udsolgt. Mens jeg parkerede min cykel, prøvede jeg ihærdigt at se igennem hver bærepose, der forlod butikken. Tænk nu, hvis min is var deri?!
Det første, jeg gjorde, da jeg kom ind i butikken var at smide en kanelsnegl fra bake-off-afdelingen i min kurv. På den måde var jeg ligesom sikret en trøstepræmie, hvis jeg nu ikke kunne få mine cinnamon buns i frossen form. Men det kunne jeg heldigvis! Hvis montren var fuld, da tilbuddet startede, så er der eddermame blevet gået til den, men bunden var stadig dækket og alle fire varianter tilbage. Jeg er på tredje måned inde i en underlig kanelbesættelse, så jeg hapsede tre cinnamon buns, en caramel chew chew og en cookie dough-klassiker. Derpå cyklede jeg lykkeligt hjem med mit rov – ad en enorm omvej, selvfølgelig, fordi jeg overhovedet ikke kunne huske, hvorfra jeg kom.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal have til aftensmad, men jeg ved, det bliver nok noget, der giver plads i min nu ret proppede fryser… Jeg ved til gengæld godt, hvad jeg skal have til dessert.
Louise
Reagerede heldigvis hurtigt på dit opslag på Insta, og nåede at hamstre nogle af de aller sidste bøtter der rodede rundt på bunden af fryseren hos Rema i NV! Er lykkeligt hjemme med to styks cinnamon
miriamsblok
Sådan!
Kristine
Jeg hørte også om tilbuddet i dag. Min Rema havde kun Cinnamon Bun tilbage, men det var heldigvis også den, jeg var ude efter.
Jeg begrænsede mig til to bøtter. Indtil videre…
miriamsblok
Haha, jeg er med på “indtil videre”-vognen. Der er allerede forsvundet én bøtte, jo…
Stine
Jeg tænkte også på dig da jeg så tilbuddet.
miriamsblok
Det er en association, jeg kan leve med! 😀
Katrine
Efter at have set dit indlæg kastede jeg mig ud på cyklen og ned i Rema på Øresundsvej. Men ak nej, en gabende tom fryser mødte mig der. Det fandme en tragedie.
Kristine
Der var ellers ret mange tilbage, da jeg var der omkring kl. 17!? Måske 15-20 stykker. I den lille frysedisk for enden af den lange frysedisk – nede ved flaskeautomaten.
Malene
Jeg fik to af de fire sidste på Øresundsvej, beklager (;
miriamsblok
Åh nej, Katrine. Jeg kondolerer. 🙁
Johanne
Jeg bidrager lige med en lille sjov historie fra Aarhus: Min Rema kom med denne udmelding på Facebook i går: “Vi har fundet et billede på et af vores overvågningskameraer, hvor man kan se at der står cirka 30 mennesker i kø foran fryseboksen hvor isene lå i. Der stod altså flere mennesker i kø for at få Ben & Jerry’s end der gjorde ved vores kasser.”
I dag kom følgende opslag så:
MEGET MERE BREAKING BEN & JERRY’S NEWS!!
I dag klokken 14.00 får vi som noget helt ekstraordinært en sending af Ben & Jerry’s leveret direkte fra producenten! Og vi får ikke bare leveret is nok til i dag og i morgen – VI FÅR 4 PALLER! Det svarer til 5760 bøtter med Ben & Jerry’s!
Så til alle jer Ben & Jerry’s glade mennesker – kom forbi i vores butik! Vi har masser af is til jer!!
Jeg fik heldigvis min Chocolate Fudge Brownie uden problemer i går, så jeg slap for at deltage i cirkusset 😉
Ps. Hvad sker der for jeres kærlighed til den Cinnamon Buns? Det har jeg længe undret mig over. Den smager jo virkelig forfærdeligt kunstigt og kvalmt sødt.
Hilsen én, der elsker cookie dough og normalt er til søde ting 😉
miriamsblok
Haha, jeg er vild med Cinnamon Buns! Forstår ikke du kan kalde den kunstig, når den er med kanel, som jo er helt ægte tilsat. Jeg synes omvendt, Chocolate Fudge Brownie smager virkelig grimt, fordi chokoladeis aldrig rigtigt smager er chokolade… Det er godt, der er noget for enhver smag! 😉
Julie Mitzie
Wow de lyder lækre!
miriamsblok
Det er de også!
Camilla
Jeg bliver ved med at læse det som “Mission BJ”, hvilket formentlig er noget HELT andet. (Ingen is i Søborg, forresten).
miriamsblok
Haha, ja, lidt noget andet. 😉