Delmål

Skrevet d. . Uploaded i mig,random.

Jeg arbejder stadig på det der med at blive en mindre størrelse aka Projekt Miriam-bliver-tynd-og-lækker. Det går fremad. Slow, but steady. Jeg har selvfølgelig et punkt ude i horisonten, der er det endelige mål. Drømmevægten. (Ja, jeg arbejder med kilo i stedet for centimeter, oh, the horror!) Men der er stadig et godt stykke vej dertil, så det er vigtigt for mig at sætte nogle delmål undervejs for ligesom at bekræfte mig selv i, at der rent faktisk sker noget.

Mine nuværende delmål ses ovenfor. Til venstre er det verdens fineste Vince Camuto maxikjole, som jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Jeg kan teknisk set godt passe den, men snittet på overdelen gør, at den fremstiller armhuledellen, den uheldigste af alle deller, utroligt prominent. Og derfor skal den først rigtigt tages i brug, når den delle er blevet formindsket en anelse.

Til højre er det en af mine to Cynthia Rowley kjoler fra Berlin. Den anden Rowley har jeg for længst taget i brug og er rent faktisk endt som en favorit i skabet, men den her var både lidt mindre i størrelsen og en anelse mere utilgivende i designet. Jeg købte den bevidst, selvom jeg ikke kunne passe den, fordi jeg vidste, det ville være motivation. Jeg var i den igen i dag, og på nuværende tidspunkt er jeg vel 2-3 kilo fra, at den er nogenlunde klædelig, så fremad går det.

Jeg er helt tosset med, at man sådan kan bruge sin materialisme og forfængelighed til at skubbe til motivationen. Faktisk ser jeg lidt frem til, at jeg kan begynde at bruge de to kjoler der. Ikke kun fordi de selvfølgelig er helt vildt pæne, men også fordi jeg så kan retfærdiggøre at gå ud og købe nyt motivationstøj! 😉

Related Posts:

Kommentarer (11)

  • C. Stubbe

    Jeg bruger også vægten, så vi kan være fortabte sammen 😀
    Men tøj er det fantastiske delmål! Tilbage i marts/april kunne jeg kun passe to af mine nok 7-8 shorts, og i dag kan jeg passe dem alle igen (the wonder of 3 kg – og heldigt nok inden Italien på mandag). Go for it girl!

  • Miriam

    Altså, hvis du kun var tre kilo fra, så kan det da heller ikke stå helt skidt til.. Jeg skulle personligt op omkring de 15 kilo, før det gamle tøj begyndte at passe igen! :-/

  • C. Stubbe

    Jeg skal måske nævne at selvom de passer, så er jeg stadig nødt til at åbne dem, når jeg sidder ned – medmindre jeg gerne vil presse luften ud af mig selv 😛 Jeg har en 7-10 kilo til jeg er nede på idealvægt, så jeg har også et stykke vej endnu og en fandens masse sliktrang at kæmpe med /:

  • Anonym

    Hey, jeg har altid været rædselsslagen for min vægt, som jeg hr været sikker på ville krybe langsomt op til et farligt sted med risiko for ensomhed og hjertekarsygdomme. Og ganske rigtigt har jeg taget et par kg på hvert år, passeret den skravlede teenagekrop og opdaget at jeg var blevet den tykke veninde. Og min skræk skyldtes, at jeg med en rygrad som en regnorm ikke havde troet jeg ville kunne tabe mig nogensinde!
    Men så gjorde jeg det bare lige! 6 kg i foråret! Og jeg er så stolt! Og alle roser mig! Og jeg har også nogle kg (7-8) igen til en ønskevægt – dem tager jeg når jeg får lyst igen efter en stabil pause på foreløbigt 2 måneder hvor jeg har holdt vægten.
    Jeg tror på dig! Er sikker på, du fortsat har glød i kinderne (shit du er smuk!) og skide gode skriveevner, når det lykkes!
    Kh Emilie

  • Anonym

    Hov, ikke fordi overvægt eller krop har noget med ensomhed at gøre. Det troede jeg, det ville have for mig, fordi jeg var en usikker teenager, og i øvrigt dybest set stadig er det indeni. Så lærte jeg så, at ensomhed er ligeglad med krop og meget mere interesseret i frygt.

  • Miriam

    Nej nej, I get it. Vægtøgning har bare en tendens til at have en temmelig negativ effekt på ens socialliv, fordi man har det råddent med sig selv.

Der er lukket for kommentarer.