Læserhjælp #3

Skrevet d. . Uploaded i http://schemas.google.com/blogger/2008/kind#post.

Puh, det var noget af en situation. Jeg håber meget, der befinder nogle kloge mennesker derude, der kan komme med gode råd her. Det er ikke lige sådan noget, man kan google sig til…

Sidder man selv med et problem eller et dilemma, man gerne vil have input til, så kan man indsende dem her.

Related Posts:

Kommentarer (30)

  • Anonym

    I princippet kan i godt være sammen. Det er ikke ulovligt. Men i skal virkelig overveje konsekvenserne ved det. Hvordan vil jeres familie tage det? Og hvad hvis forholdet ikke holder? Det kan ødelægge meget mere end man skulle tro. Samtidig vil i også blive udsat for andres meninger og fordømmelse. Er det virkelig det hele værd? Er det en følelse, som måske kan forsvinde med tiden, eller er det “the real deal”? Vær realistisk, og overvej fordele og ulemper grundigt.

  • Anonym

    I kommer til at møde rigtig mange fordomme, så måske skulle I overveje en prøvetid, hvor I er sammen uden at fortælle det til omverden? På den måde slipper I for at sætte himmel og hav i bevægelse hvis det viser sig, at I ikke fungerer som par.

  • Anonym

    Mine forældre er fætter og kusine – jeg er ikke klar over, om de blev mødt med fordomme fra min familie, men hvis de er, skal jeg ikke kunne sige om det skyldes det, at deres situation nok var sammenlignelig med familie, der først finder hinanden sent i livet, om det skyldes at de fandt sammen og 80'erne og man evt. var mindre fordumsfuld, eller om min familie simpelthen bare accepterede det. Jeg har dog oplevet at folk har haft fordomme over for det, både når de har kendt til, og når de ikke har kendt til mine forældres forhold, og generelt tror jeg det kræver, at man har en stærk psyke, for folk har holdninger til det – en velkendt fordom, jeg har mødt er, at det er klamt. På den anden side, folk har de samme fordomme til homoseksuelle, til når eks. en mørk og en lys er sammen mm. I bund og grund tror jeg, det handler om at I skal forsøge at glemme det faktum, at I er fætter og kusine, og bare tænk på hinanden, som I ville under alle andre omstændigheder. Hvis I ikke tænker over det, gør omverdenen det heller ikke (i hvert fald på sigt). Men, som det er blevet skrevet, så prøv at være kærester i en periode, og måske bare fortæl det til jeres allernærmeste og se hvordan de reagerer, og hvis det er en negativ reaktion, så tænk over hvordan I har det med det. Hvis I kan være ligeglade, så go for it.
    Men i hvert fald, held og lykke med det hele

  • Anonym

    Uh, lige den her vil jeg vist være anonym på…
    Jeg vil klart sige at hvis det er “the real deal”, then go for it! Selv var jeg sammen men mine søskendes plejebror i syv år. Det var mega kompliceret og meget tys-tys. Vi gjorde sådan set ikke noget ulovligt, men alligevel var (og er) det social set et mega tabu. I bakspejlet (det er snart ti år siden jeg endte forholdet) var jeg nok ikke halvt så forelsket i ham, som jeg var i at det var forbudt og vi skulle skjule det. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og lave det om, så gjorde jeg det. For det var så usundt et forhold, som man vist kan forestille sig. Jeg tror bare ikke at jeg kunne fortælle mit teenage jeg lige netop det. For jeg havde endnu ikke oplevet “ægte” kærlighed, og havde derfor intet at sammenligne med.

    Så mit spørgsmål til dig, har du været ude og leve livet – prøvet lidt af hvert? Er du villig til at tage kampen op med folks fordomme, og vende det døve øre til alle de latterlige kommentarer og meninger som folk mener du skal høre? Jeg mener at rigtig kærlighed er alt besværet værd, spørgsmålet er bare om det er mere end fascination og spænding?

  • Anonym

    Jeg tilslutter mig idéen om en prøvetid.
    Det er i bund og grund en møgsituation I står i, men på den anden side er kærlighed også en så fantastisk ting, at jeg på en eller anden sær måde synes, I skal følge jeres hjerter – men KUN(!!!!!) hvis I begge tror, det er the real deal. Og kun hvis I ikke er teenagere. Jeg tror, det kræver en lille smule alder at kunne afgøre, om det er den rigtige vej at gå, for som de andre skriver – om som I udmærket ved – så bliver det ikke nemt.
    Engang var det normalen, at fætre og kusiner giftede sig og fik børn, og spørgsmålet er, om det er et samfundsmæssigt no-go eller et naturligt no-go. Havde I været søskende, havde jeg skreget NEJ, men I befinder jer i en gråzone.
    Tal om det og afgør, om I begge to tror på projektet. Hvis I gør, så prøv det af i hemmelighed først, og hvis det er the real deal, så må jeres omverden bare lære at leve med det!
    Held og lykke.

  • KirLir

    Hvis ingen med en “anderledes” kærlighed nogensinde havde turdet at holde i hånd på gaden, var det søde lesbiske par på min vej ikke blevet gift sidste sommer og havde nok heller aldrig fået en sød lille dreng sammen i år.. Jeg synes ikke, at I skylder nogen at tage hensyn til deres fordomme. Det gør man aldrig. Og man skal altid gå med kærligheden. Held og lykke <3

  • Anonym

    Selvfølgelig kan I det!! I elsker hinanden og kan folk ikke acceptere det, så er det deres problem. Og som en anden skrev så er der også nogle mennesker som har fordomme omkring eksempelvis homoseksuelle. Man skal ikke leve sigt liv efter andres fordomme. Så glæd jer over det og pyt med hvad andre mener 🙂

  • Susan

    Der er absolut intet der forhindrer et forhold imellem fætter og kusine.
    Hvorfor der skulle være fordomme imod det?
    Det eneste problem der kunne blive ville være ved et evt.brud.

  • Post-Graduate

    Nu er det ikke for at være en Debbie Downer og JA statistik er ikke applicable for alle, deraf dets natur, ellers ville inden sandsynlighedsfordelinger findes, blot en enkelt bjælke med “true” på. Men, der er større sandsyndlighed for at et barn bliver mentalt retarderet, har defekter ved fødslen og får genetiske sygdomme, der ligger i generne. Der ER bare ikke not udskiftning i generne, når en fætter og en kusine får et nyt barn. Sure, der sker nok ikke noget. Men det skal være en chance, som man er villig til at tage, hvis man går ind i et seriøst forhold? For samtalen falder på et tidspunkt på børn. Og så er man for dybt forelsket til at tage en anden beslutning. Jeg ville forsøge at have et platonisk forhold ala “jeg-har-en-soulmate-i-min-fætter” og date andre fyre. Så kan man snakke med fætteren om alt igennem livet og virkelig have en soulmate. Men man kan også forelske sig i andre og få forskellige kærlighedsforhold.

    Resten er pure science – igen, det er statistik, det er ikke alle der fatter hvordan det er bygget op, så alle børn bliver ikke retarderede. Men der er en større chance, desværre.

  • Anonym

    Hej – det er mig med fætter/kusine-forældre. Jeg har lige en lille bemærkning at tilføje: Så vidt jeg ved, er der lige så stor risiko for at barnet bliver retarderet mm. når en kvinde på omkring de 40 år bliver gravid, og derudover er det når man taler om fætter/kusine-ægteskaber i flere generationer, at risikoen er større. Men måske tager jeg fejl? Må jeg spørge hvor du har de statistikker fra?
    P.S. Nej, hverken jeg eller mine to yngre brødre er retarderede eller fejler noget som helst andet.

  • Anonym

    Der er viase forskelle. Ved “indavl” – altså når genpuljen ikke blandes nok (og det gælder alle pattedyr), er der større risici for misdannelser. Det er bl.a. derfor at man har stamtavler på dyr i avl, for at sikre sig så forskellige gener som muligt. Jeg vil dog ikke tro, at et enkelt fætter-kusine tilfælde vil gøre noget, det er mere, hvis det sker gentagende gange.
    Det er også rigtigt, at der er større risici for misdannelser jo ældre en kvinde er. Æg har en vis holdbarhed og dannes allerede inden fosterets 3.måned (modsat mænd som producerer konstant) Derfor er der flere “defekte” æg, jo ældre kvinden bliver. Vi peaker vidst omkring 16-års alderen, hurra 🙂
    Og så er selve skabelsen af et barn jo en fuldstændig sindsyg ting, da der kan gå så meget galt i alle de celledeliger som finder sted, det er jo et rent mirakel, at det går så godt så ofte 🙂

  • Miriam

    “For samtalen falder på et tidspunkt på børn.” Da ikke nødvendigvis? Jeg kender mange, undertegnede inklusiv, der ikke vil have børn. Alternativt kan man jo altid adoptere, hvis man ikke vil løbe risikoen. Men som anonym skriver ovenfor, så er der sgu så mange mennesker, der skal gøre sig sådan nogle overvejelser, før de får børn. Ældre mødre, HIV-mødre, folk med arvelige sygdomme, osv. Mig bekendt er risikoen ikke større her end den er så mange andre steder… Jeg er egentlig også lidt interesseret i en kilde på dine påstande?

  • Anonym

    Det med en marginalt større risiko for genetiske defekter har vel været almindelig viden gennem rigtig mange år. Ikke desto mindre er der gennem tiderne (og i andre kulturer stadig) indgået RIGTIG mange fætter-kusine ægteskaber med sunde børn. Et reelt problem bliver det først, når man gifter sig på denne måde gennem flere generationer.

    Den virkelige forhindring her er i mine øjne de sociale normer. Det er ikke længere socialt acceptabelt at være sammen med sin fætter, selvom det var helt normalt for få generationer siden. Hvis I tror, det er “true love”, så giv forholdet en prøve uden at offentliggøre det, som andre har skrevet. Hvis det viser sig, at der virkelig er tale om ægte, holdbar kærlighed, så go for it – det er der sgu for lidt af i verden til at lade normer forhindre det:-)

  • Post-Graduate

    “Mine påstande” – come on, har ingen læger i deres familie? Har I ikke fået undervisning? Jeg haaaaaader, når folk ikke kan google ting og vil have diverse kilder serveret i et kommentarfelt. Der er mange undersøgelser, der viser, at mentale sygdomme er gået igennem familier pga gentagne fætter-kusine forhold. Og måske vi taler i maginaler. I meget små promiller. Men hvis sådan et debat-spørgsmål stilles, så må man kunne tage begge sider uden at flippe komplet ud og sige, at ens brødre ikke er retaredede, så derfor bum basta er statistikken forkert. For hvis det er tankegangen, så er grundundervisningen i DK blevet FOR lav.

  • Miriam

    Øhm, Post-Graduate, der er ingen der flipper ud. Der bliver stillet spørgsmål helt stille og roligt. Din seneste kommentar er til gengæld lige på grænsen til at blive slettet, for der mister du den gode tone. Jeg beder om kilder, fordi jeg ud fra din første kommentar får indtrykket af, at du mener, der nærmest er en overvejende procentdel af den type børn, der fejler noget grundet deres forældres relation, mens det i realiteten er en meget lille procentdel, det sker for, og hele indavlskonceptet som regel først kommer i spil, når der er tale om adskillige gentagelser, som det også pointeres nedenfor.

  • Miriam

    Post-Graduate: Har slettet dit svar til anonym. Det gik simpelthen over grænsen. Det er ikke okay at blive personlig og begynde at pege fingre af alder og uddannelse. Jeg ved ikke lige, hvorfor du reagerer så voldsomt i denne situation, men det er altså ikke en acceptabel debattone herinde.

  • Anonym

    Man kan jo få lavet diverse scanninger og undersøgelser igennem graviditeten (ligesom helt “normale” par), bruge sæddonor eller foretage udvælgelse ved insemination (tror jeg), hvis snakken endelig falder på børn. Der er masser af muligheder for at sortere sygdomme fra… Så jeg synes ikke rigtig det argument holder, medmindre vi snakker om fætter-kusine forhold gennem flere generationer som der også bliver nævnt her.

  • Anonym

    PostGraduate: “come on, har ingen læger i deres familie? Har I ikke fået undervisning?”. Jeg glæder mig til den dag, en universitetsstuderende afleverer en opgave, hvor kildehenvisninger består af 'Det fik jeg fortalt af en af mine venner hvis far er læge' og 'det er jeg engang blevet undervist i'.
    Er ret sikker på at folk her beder om kilder, fordi det er et område, som der – som du selv siger – findes masser af undersøgelser på, og hvis man på den måde går ud og slår fast med syvtommer søm at 'sådan er det bare' skal man altså kunne vise en undersøgelse, der underbygger sin påstand – ikke bare basere det på, at det er nogle informationer man har samlet op hist og her. Det kunne jo være, at den læge, du har talt med, har formidlet forkert videre til dig, eller du har misforstået.

  • Anonym

    Anonym: Tak – det var netop lige det, der var tankegangen bag mit spørgsmål om kilder. Jeg går ud fra, at de statistikker Post-Graduate taler om er videnskabeligt baseret, og som sådan må han/hun jo netop være i stand til at underbygge sine påstande – netop fordi han/hun generalisere og kommer med “absolutter” på baggrund af disse statistikker (sådan lyder det i hvert fald for mig).
    Post-Graduate: Jeg mener bestemt ikke, at jeg flipper ud – min kommentar var tænkt, som jeg skriver, som en bemærkning, og min sidebemærkning om mig og mine brødre var heller ikke ment, som et argument imod dine statistikker – de var ment som netop en sidebemærkning, måske som en lille reminder om, at ikke alle børn af fætter/kusine-forhold bliver mentalt retarderet eller får andre gener (jeg kan ikke huske min præcise tankegang bag den, men det var nok noget i den stil).
    Miriam: Jeg går ud fra, at den slettede kommentar var henvendt til mig? I så fald, tak fordi du slettede den – jeg nåede ikke at se den, men udfra hvad du skriver lyder det til at det skal jeg være glad for.

  • Miriam

    Ja, den var til dig, Anonym. Jeg læste også din kommentar som helt saglig og oprigtig. Det skal lige siges, at Post-Graduate egentlig ofte er aktiv i mit kommentarfelt og som regel på en fornuftig og konstruktiv måde. Jeg ved ikke lige, hvad der fik filmen til at knække her, men det er sgu ikke i orden. Beklager, at det gik ud over dig.

  • Miriam

    Lige det der går mig faktisk ikke så meget på. Jeg snakker også enormt meget om, at jeg synes, det er vigtigt at elske sig selv, men der er sgu også nogle ting, jeg ville ændre, hvis jeg havde muligheden! 😉 Synes til gengæld hendes håndtering af situationen (som altid) fejler lidt. Og så er restylane virkelig håbløst white trash i mine øjne, men den del må folk sgu selv ligge og rode med. 😉

  • Anonym

    Det er jeg glad for, du gjorde – og det lyder lidt mystisk, men det skal du ikke undskylde over – som sagt nåede jeg ikke at se den 🙂

  • Anonym

    Til den anonyme (der har sendt spørgsmålet afsted) – Hvis dine forældre er fætter og kusine og fik dig og dine brødre uden skavanker, er der så ikke rimelig stor risiko for, at jeres børn kan få skavanker, velvidende om, at sådan noget oftest ses over flere generationer. I så fald ville jeg synes det var alt for risikabelt at få børn, hvis jeg var jer. Dog virker det som ud fra det du skriver, at fætter-kusine-forhold er accepteret i din familie, så er der måske ikke grund til at frygte deres reaktioner? 🙂

  • Miriam

    Du har vist midforstået situationen, Anonym. Den person, der har sendt spørgsmålet af sted er ikke den samme person som hende, der kommenterer her i kommentarfeltet. Vedkommende, der indsendte spørgsmålet, har ikke forældre, der er i familie.

  • Anonym

    Til Anonym: Jeg er hende, med fætter/kusine-forældre, og Miriam har ret – jeg har ikke indsendt spørgsmålet. Men du har ret, hvis det var mig, der var i den situation ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang mht. børn 🙂

  • Anonym

    Noget familie til noget af min langt-ude-familie var fætter og kusine og kom faktisk sammen i mange år. Det var lidt underligt fordi de lignede hinanden virkelig meget. Noget af familien accepterede det og andre havde lidt svært ved det. Ikke desto mindre var de altså sammen i nogle år, men fik ingen børn.

Der er lukket for kommentarer.