Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er jo Bridget Jones #72

Spænd hjelmen piger, det her bliver en lang én.

1. Jeg er normalt så hysterisk forsigtig med min iPhone, at det slet ikke er sjovt. Jeg hader nemlig at bruge penge på teknologi, så det er rimelig big deal, at jeg overhovedet har en. Som bekendt skal man desværre bare være uopmærksom et øjeblik, før det går galt, og jeg måtte lære på den hårde måde, at lægger man sin sorte telefon på sit sorte spisebord, bliver førstnævnte usynlig og dermed usandsynligt nem at kyle på gulvet.

2. Da jeg forrige fredag var til fastelavn, gik jeg jo som bekendt all in. Fordi sådan er jeg. Desværre viste det sig, at størstedelen af de øvrige gæster var jeg-tager-almindeligt-tøj-på-og-så-en-hårbøjle-med-ører-så-er-jeg-da-totalt-meget-en-kat-typer. Fedt.

3. Det blev endnu værre, da vi skulle i byen, og hårbøjlerne røg af. Min firsertranformation var ikke sådan at omvende, og jeg endte med at være ene mand på Heidis med høj hestehale og lyseblå øjenskygge. Og ja, folk troede, jeg mente det seriøst.

4. Jeg blev dog en anelse opmuntret af at spotte Rasmus Seebach ovre i et hjørne. Der stod en hel kødrand af piger i en halvcirkel omkring ham og troede, at de dansede heeelt diskret og lod, som om de ikke havde set ham. Stakkels mand.

5. På et tidspunkt var der en, der endelig tog sig mod til at bede om en autograf, hvilket startede en lavine af opmuntrede fans, der skulle skribles på og have taget billeder. Jeg overvejede seriøst at gå op til manden og sige: “Undskyld, du er min største fan, vil du have min autograf?” for at tage pis på dem, men meget blå øjenskygge holdt mig tilbage.

6. Jeg glemte selvfølgelig mit kamera på Vesterbro, hvorfor I ikke har fået firserbilleder endnu. Jeg har fået det tilbage, og de skal nok komme. Promise!

7. I fredags var jeg i Super Best og hørte en velkendt stemme, som fik mig til per automatik at kigge rundt efter et tv. Det viste sig i midlertid bare at være Anders Breinholt, der købte ind til aftensmaden. Der er et eller andet virkelig mærkeligt ved at se sådan nogle mennesker i hverdagssituationer. Man forventer i det mindste, de har et kamerahold i røven, ikke?

8. Jeg er blevet afhængig af mad fra Gastronomia Italiana. De laver de bedste sandwich i verden. Jeg frygter, vi snart nærmer os samme situation, som da jeg boede i Århus og havde et fast takeout sted. En dag var jeg hjemme hos en veninde, hvor vi bestilte noget mad fra samme sted, og da manden kom, kiggede han på mig og sagde: “Heeey, det er da dig oppe fra Illerupvej…” Ikke mere takeout til mig.

9. Jeg havde min mor på besøg nogle dage, da Frank pludselig forsvandt. Både min altandør og døren ud til opgangen havde stået åben, så vi måtte starte en større eftersøgning. Da vi et par timer senere stadig ikke havde lokaliseret ham og begyndte at blive en anelse bekymrede, kom der en lyd inde fra soveværelset og kort efter kom en meget hovski-snovski Frank listende ud fra under sengen. Han havde bestemt hørt al vores kalden og lokken, han var bare bedøvende ligeglad.

10. Lørdag aften, da jeg sad på stationen og ventede på et tog, kom Alexander fra Paradise Hotel gående. Det krævede al min selvbeherskelse ikke at fare over til ham og bombardere ham med spørgsmål. Jeg er sådan en teenager.

11. Da jeg senere samme aften rendte ind i Homo-Patrick fra en tidligere sæson af samme program, var jeg en anelse for beruset til at besidde samme kontrol. Jeg forguder Patrick. Han er en af mine all time yndlingsparadisoer med sit vanvittige grin og sine drama queen-tendenser. Jeg gik derfor i bedste fangirl stil over og prikkede ham på skulderen og rablede nogle usammenhængende komplimenter af mig. Han tog det helt vildt pænt og var sød og dejlig, og da jeg i min fuldskab naturligvis ikke fattede, hvornår det var passende at gå, sagde han ikke: “Crazy woman, go away!”, men snarere “Øh, jeg skal lige herover og snakke med nogen nu.” Thumbs up for classiness.

12. Det var i øvrigt på en bøssebar inde i byen, det fandt sted, for der havde min veninde og jeg forvildet os ind. Jeg er det, man i USA ville kalde en fag hag. Jeg elsker bøsser. De har altid mere personlighed end en typisk gruppe heteroer tilsammen. Vi holdt et brag af en fest, indtil vi i en rygepause blev konfronteret af en meget vred lesbisk dame, der ville vide, hvad vi lavede der, for hendes gaydar skreg højt, at vi ikke hørte til!

13. Nu var vi der tilfældigvis per invitation fra ejeren, så jeg følte ikke rigtigt, jeg skyldte hende en forklaring. Da hun derfor spurgte, hvad vi lavede der, kiggede jeg ned på mit glas og svarede: “Drikker alkohol.”

14. Jeg bemærkede derefter, at hun havde enormt lange negle, og det har jeg engang set i en dokumentar, hvor en hetero kvinde skal agere lesbisk, at man ikke må have, fordi det er upraktisk rent seksuelt. Så jeg fortsatte Miriam-Uden Filter-tendensen og spurgte totalt ublu den vrede dame, om hun godt kunne knalde med de negle der? Sååådan. Situationsfornemmelse. Der er jeg stærk.

15. Sidst, men ikke mindst (faktisk nok størst!), var dette også aftenen, hvor jeg blev stoppet på et dansegulv og spurgt, om jeg var mig. Det gjorde jeg af Frederikke, som tilfældigvis læser bloggen. Frederikke var ganske enkelt skidesød, og vi fik os en god snak om Paradise Hotel. Jeg var stensikkert mindst dobbelt så begejstret for at møde hende som omvendt, så shout-out til Frederikke for totalt at have været prikken over i’et på en i forvejen badass bytur!

Kommentarer (10)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.