“Du ændrer mening! Jo, du gør så!”

Det burde måske ikke være overraskende, hvor meget det kommer op. Spørgsmålet om børn. For det er ikke nogen hemmelighed, at det er noget, de fleste ønsker, og når man når den anden side af 30, så er det gerne noget, folk allerede har eller noget, de påtænker at få inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. Altså, vi er voksne nu, ikke? Voksne mennesker taler bare mere om børn og realkreditlån, end de taler om, at der er kommet en ny smag Gajol-shots.

Jeg har vænnet mig til den overraskelse, jeg bliver mødt med, når jeg fortæller, at jeg ikke har et ønske om at få børn. Den generer mig ikke. Det er fuldt forståeligt, at hvis man er lykkelig forælder eller har planer om at blive det, så virker det som helt hul i hovedet at vælge det fra. Og jeg har heller intet imod at prøve at forklare, selvom det sjældent rigtigt bliver forstået, fordi det jo i sidste ende mest af alt handler om følelser og forskellighed. Og enten kan man relatere til en følelse, eller også kan man ikke. For at vende den om kan jeg jo heller ikke relatere til ønsket om at få børn.

Hvor jeg til gengæld altid bliver en lille smule pissed, er, når folk begynder at modargumentere min beslutning. Hav in mente, at det her stort set altid handler om mennesker, jeg ikke kender, og som ikke kender mig, men som er så overbevist om, at min beslutning er forkert, at de ser det som deres personlige ansvar at overbevise mig om netop det faktum.

For et par uger siden sad vi fire mennesker på en restaurant. Vi havde spist. Der var vin på bordet. Alt var godt. Og så kom emnet, og jeg meldte mit standpunkt ud, og jeg kunne godt se på manden overfor mig, at han havde lyst til at sige noget. Han tog sig i det i noget tid, indtil han ikke kunne holde sine visdomsord tilbage, hvorefter han udbrød, at jeg jo ville ændre mening, når jeg mødte “den rigtige mand”. Allerede der lidt provokerende, ikke? Jeg svarede ham, at det tænkte jeg bestemt ikke, jeg ville gøre, hvorefter niveauet af diskussionen røg helt ned på børnehaveniveau.

“Jo, du gør så.”

“Det gør jeg ikke.”

“Jo, du gør så.”

“Det tror jeg altså ikke.”

“Jo, du gør så.”

“Nej, jeg gør ej.”

Det var ikke, fordi jeg ikke kunne høre, hvor decideret åndssvag en samtale, det var, jeg orkede bare ikke at finde mere velartikulerede argumenter frem, for jeg har haft den samtale adskillige gange før, og den er ikke bedre, fordi lixtallet er højere. Problemet er, at det er helt ufatteligt enerverende at sidde over for et andet menneske, en relativt fremmed, som insisterer på at fortælle mig, at de kender mig bedre, end jeg selv gør. Det føles faktisk direkte nedladende, og det er en supernederen oplevelse hver eneste gang. Så når jeg kan mærke, at en samtale er på vej i den retning, begynder der et indre tovtrækkeri i mig, hvor den ene side prøver at overbevise mig selv om at smile venligt og lade snakken dø hurtigst muligt, mens den anden har behov for at forsvare min ret til et fravalg, som måske nok hører til sjældenhederne, men ikke desto mindre altså er fuldt legalt. Både i juridisk og overført betydning.

Jeg vil aldrig påstå, at der ikke er en minimal mulighed for, at jeg en dag vågner op og føler, verden ville blive et værre sted, hvis jeg ikke videreførte mine helt exceptionelle gener, og det er også derfor, jeg aldrig seriøst har overvejet mere drastiske beslutninger som fx at blive steriliseret, men lige her og lige nu (og de sidste 20 år, siden jeg første gang husker at være blevet stillet det spørgsmål) ligger jeg temmelig fast på, at børn ikke er en del af min fremtidsplan. Det ville eddersparkeme være dejligt, hvis det nu blev accepteret, at det rent faktisk var mig og kun mig, der havde autoritet til at træffe den beslutning.

Kommentarer (96)

  • Jeg er 45 og har vidst siden jeg var 8 eller sådan noget at jeg ikke ville have børn. Og nej jeg har ikke ændret mening. Jeg vil til enhver tid anbefale sterilisering, jeg forstår ikke at det er sådan en overset præventionsmulighed, eller at det skulle være “SÅ” drastisk. Hvis man ved man ikke vil have børn, så ved man at man ikke vil have børn, og så er den ikke så meget længere. Jeg er dog, virkelig virkelig underligt nok, blevet forskånet for spørgsmål om børn. Hvorfor aner jeg dog ikke, men er virkelig aldrig blevet spurgt, faktisk ikke en eneste gang i livet.

    P.S det er vist ikke første gange jeg kommenterer på lige dette emne herinde

    • Altså, det er drastisk. Det synes jeg også. Jeg synes det samme om mænd, der får snippet. Men jeg synes stadig, man skal have lov til det, hvis det er det, man ønsker. Det er vildt, at man faktisk kan blive nægtet den pga alder, det er lidt at få frataget råderetten over egen krop.

    • Jeg kan ikke rigtigt se nogen grund til ikke at gøre noget drastisk. Desuden kan man sagtens fint leve videre selvom det viser sig at man har taget en forkert beslutning (hvis man ændrer mening) jeg synes virkelig det at blive steriliseret bliver kørt helt op i et hjørne og af sporet. Der er jo ingen “garanti” for et dårligt liv hvis man ændrer mening, der er virkelig berøringsangst i samfundet for at fejle og lave fejlbeslutninger. Jeg synes det er overdrevet

      • Jeg har ingen mistanke om, at jeg nogensinde skulle ændre mening. Men jeg fratager mig selv muligheden for at få biologiske børn ved at gøre det, og for mig er det ikke risikoen værd. Så det ser jeg personligt som en god grund til ikke at gøre det. Man kan ikke ændre mening. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg synes, andre skal træffe samme valg. 🙂

        • Det er stadig muligt at få børn gennem ivf selvom man er steriliseret 😊 Ikke at det skulle være en grund til at gøre det. Men man mister ikke muligheden for at få sine egne biologiske børn, det bliver bare mere omstændigt at få dem.

          • Det har du selvfølgelig ret i. Men lur mig, om det ikke er en smådyr omgang? Jeg antager ikke, staten dækker den regning. 😀

          • Miriam – jeg kan ikke få lov til at svare dig direkte, men jo, staten dækker regningen hvis du skal i ivf-behandling efter sterilisation.
            Det kan man mene mange ting om. Jeg vil nøjes med at mene at en hormonspiral er næsten lige så effektiv og så er man stort set fri for at bløde i tide og utide.

          • Staten betaler også hvis man vil have lavet en sterilisation om. ikke at jeg kunne drømme om det. I min optik er det en selv-betaler og ser ned på ALLE der får det omgjort på regning. Man betaler selv på et privathospital eller lign. i min optik, alt andet der blasfemi

    • Hvis man stiller sterilisation overfor en hormonspiral, så er de hvad angår sikkerhed for at undgå graviditet, lige sikre – omkring 99% (det eneste der er 100% sikker er at undgå samleje). Hvis man så kigger på indgrebet, så kræver en sterilisation, at man bedøves, hvilket ikke er risikofrit og at man bliver skåret i, hvilket heller ikke er risikofrit. En spiral derimod kan egen læge lægge og for hovedparten ses en reduktion eller helt ophør af blødning + reduktion eller helt ophør af evt. smerter i forbindelse med menstruation – så er der risikoen for infektion efterfølgende, men den er der også ved sterilisation. Så når lægen forsøger at tale en fra en sterilisation og i stedet vælge en spiral, er det ikke fordi “hvis nu du ændre mening”, men fordi det er et mere skånsomt indgreb, som giver samme sikkerhed i forhold til uønsket graviditet.

      I forhold til spørgsmålet omkring børn eller ikke børn, så skal folk bare lukke og acceptere andres valg i livet. Det er simpelthen så flabet at man mener, uanset om man er for det ene eller andet, at det er ens pligt at få den anden part til at ændre mening – børn er et temmelig livsomvæltende indgreb i det enkelte individ (og parforhold) og det er ikke noget man skal “overtales til”.
      Havde en kollega engang der sagde “børn, det er noget man skal få, når man absolut ikke længere kan lade være”

  • Totalt off topic, men vil bare give dig heads-up på, at Harry Potter pt kan ses på c-more (mindes at du ledte efter filmene via streaming).

  • Jeg kan godt forstå din frustration og er helt enig i at beslutningen kun er din. Uden at forsvare folk der leger bedrevidende, så tror jeg indimellem at det kan skyldes personlige erfaringer. Både min mand og jeg har begge været fuldstændige sikre på at vi aldrig skulle have børn. Lige indtil den dag det ændrede sig. (Før vi mødte hinanden). Vi har to nu. Når man selv har oplevet at være skåsikker men så skifte mening; så tror jeg man er bedre tilbøjelig til ay tro at andre kan komme ud for det samme. 🙂

    • Det kan du helt sikkert have i, men jeg synes også, det er ens ansvar ikke at projicere egne følelser over på andre. Det er jo helt overordnet det, der sker, når folk ikke vil respektere min holdning. Jeg har en jordemoderveninde som plejede at sige noget lignende til mig: “Hvis du vidste, hvor mange fødende jeg har inde, der svor, de aldrig ville have børn!” Og selvfølgelig er der folk, der ændrer mening. Men hun ser jo i sagens natur heller ikke dem, der ikke gør. 😀

  • Jeg kender det alt for godt og kan sagtens følge dig i det. Efterhånden er jeg blevet forskånet for længere samtaler om det, om det så er mig, der siger det mere bestemt og afvisende, eller om jeg bare ikke har mødt en så insisterende (og ubehøvlet) mand som dig, skal jeg ikke kunne sige. Min veninde oplever i øvrigt noget a la det samme, når hun siger, at hendes søn skal være enebarn – ret belastende.

    • Man kan bare ikke vinde! Det er, som du siger, ligesom når folk bliver ved med at spørge par, hvornår de skal have børn, og så får de et, og så kommer spørgsmålene, hvornår de skal have en to’er. Så hold da op! 😀

  • Jeg prøver tit at vende samtalen. I stedet for at prøve at overbevise dem om, at de tager fejl – så siger jeg noget i stil med: “Det gør mig virkelig ked af det, at du ikke vil respektere min holdning”. Så er det som om, at når jeg har taget den den vej, så lukker folk i som østers 😬. Håber det giver mening.

  • Uh jeg HADER når folk (ja heldigvis typisk nogen der kender en dårligt) skal kommentere på ens mangel på børn! Det er simpelthen så personlig en beslutning og der kan desuden ligge frygteligt mange traumer bag, som andre ikke kender til. Vi måtte vente fem år, en helvedes masse hormonerbehandlinger og en underlivsoperation til mig før drømmebarnet endelig ankom! Og hold nu kæft hvor var der mange der nærmest skældte mig ud over, at vi ikke havde fået børn, både inden vi gik igang, men også især mens processen stod på. Og det gjorde bare så helvedes ondt i sjælen hver gang. Hvis ikke du skal bestemme, hvad der er rigtigt for dig, hvem pokker skal så! At andre vil forsøge at fortælle dig, at noget så personligt er deres valg, ikke dit, er simpelthen så himmelråbende grænseoverskridende og direkte åndsforladt! Nøj jeg lader mig rive med her! :😂 Men enhver bør have ret til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop uden at andre stiller spørgsmål ved ens valg! Bum. Rant over. 😄

    • Du har så ret! Jeg er virkelig også blevet obs på, hvor alment acceptabelt det er med de der faktisk meget personligt og egentlig invaderende spørgsmål. Hvad nu hvis man ikke kan få børn? Eller har mistet, og det derfor er et smertefuldt emne? Eller man gerne ville, men har været nødt til at vælge det fra pga helbred? Og hvorfor overhovedet spørge, hvis der findes svar (som mit), der tydeligvis ikke er acceptable?

  • Jesus christ, folk er jo idioter altså. Forstår slet ikke at man, hvis man selv har børn og ved hvor altoverskyggende hårdt det er, ikke kan forstå at nogen ikke ønsker det. Jeg forstår det virkelig godt! 😄
    Vi har 2 børn som i den grad er ønsket/tilvalgt, da de begge er lavet i fertilitetsbehandling, men jeg kan virkelig godt forstå folk som ikke ønsker børn. For de fylder jo bare ALT i ens liv jo (også på den dårlige måde, det er jo pisse hårdt), så det er da virkelig noget man skal ville.

    Jeg kender flere som ikke ønsker børn, og som jeg heller ikke tror får børn (altså, jeg tvivler på at de ændrer mening med tiden), og jeg tror ærlig talt heller ikke at nogen af dem ville blive lykkeligere med børn – tværtimod faktisk. For det er folk som godt kan lide en høj grad af frihed, måske ikke har det store mentale overskud eller generelt kan lide at gøre som de har lyst til og ikke skulle sætte børns behov over deres egne i ca. 10-18 år. Og ingen af de ting harmonerer godt med småbørnslivet, hvis man ikke har en lyst til alligevel at reproducere sig.

    Ville ønske at andre forældre kunne sætte sig ind i ikke at ønske børn, så man ikke som frivillig barnløs altid skal forsvare det, for det er jo så nedladende. Fair nok at folk er nysgerrige, men respekter dog folks ønsker for deres liv, og gå ud fra at de nok selv har et bedre indblik i deres liv og ønsker end du som fremmed har 🙄

    • Jeg har også tænkt en del over det, du skriver. For børn skal da virkelig have forældre, der ønsker dem og ikke forældre, der var sådan lidt: “Nå, men så okay.” Og er det optimalt for hverken børn eller forældre, hvis sidstnævnte faktisk ændrer mening efterfølgende? Hvis man opdager, man hellere havde været fri? Jeg ved godt, man siger, at man kun fortryder de børn, man ikke får, men som modtager af hemmeligheder fra omkring 50.000 mennesker, så kan jeg afsløre, at det bestemt ikke er tilfældet. Det er bare virkelig ikke noget, der er okay at tale højt om. Så ja, jeg synes også, det er lidt et skørt sted at forsøge at få folk til at ændre mening.

    • Jeg er så enig, Sille.

      Har to skønne ønskebørn, som jeg er meget taknemlig for. Men det at få børn har også gjort det klart for mig at det ikke er for alle.

      Ja, det er fantastisk, udviklende og givtigt. Men det er også mega hårdt og opslidende.

      I forhold til det med at ombestemme sig tænker jeg at det har man jo altid lov til. Uanset hvor mange gange man har sagt det ene eller det andet.

  • Indtil videre skal jeg ikke selv have børn. Sådan har jeg haft det de sidste par år, men jeg ved ikke om jeg ændrer mening om det. For mig handler det også mere om at jeg ikke kan klare tanken om at skulle være gravid 🙈 Jeg kan knap nok klare tanken om at der lever mikroorganismer i mig 😅 Til det, sagde min tidligere svigerinde, at det ændrede sig, når jeg blev gravid. Og der blev jeg irriteret, for nej, det ved du ikke. Hun ved ikke, at jeg har hadet biologitimerne med kroppen som emne, siden jeg gik på HF tilbage i 2007 🙄
    Lige nu tror jeg mest på, at hvis jeg skulle ende med at blive mor, så var det via adoption. Jeg elsker børn, og er stolt faster og tante, men om jeg selv skal være mor, det står stadig i det uvisse 😅🤷🏼‍♀️

  • Jeg har engang besvaret spørgsmålet med ‘hvad nu hvis jeg virkelig gerne vil, men bare ikke kan?’. Det var min kusine der spurgte, og jeg syntes simpelthen spørgsmålet var så ufølsomt. Så jeg gik all-in på at give hende super dårlig samvittighed over at have spurgt. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville anbefale udskamnings-teknikken til andre, men hun har i hvert fald hverken spurgt til kærlighedslivet eller børn siden.

  • Vi er alle forskellige og har forskellige ønsker/drømme her i livet. Det er helt fint, hvis ikke man er enig i dit valg, men det er jo det fede ved det: DET ER DIT VALG OG DIT LIV! og det er dig, der skal leve det og ikke dem.
    Jeg har så længe, jeg kan huske ønsket mig børn og vi var tidligt i forholdet fast besluttet på at børn var vores fremtid. Efter over 10 år uden, er jeg ikke så sikker længere og nu er vi der hvor vi siger: kommer de, så kommer de – og hvis ikke, så overlever vi nok alligevel. Så må vi bare få et par pelsede “børn” i stedet for😂
    #jegerogsåensmuletrætafbørnesnakkenogspørgsmåletOmhvornårviskalgiftes

    • Fuldstændig samme historie her. Da vi havde været sammen i 17 år, kom så de to blå streger på testen. Jeg blev helt vildt glad og spændt. Min mand gik i chok. 😄 Nu har vi den skønneste knægt på 2 år. Han skal være enebarn. Det er en velovervejet beslutning. Det er en fantastisk oplevelse at være blevet forældre; men det har også kastet os ud i den største parforholdskrise vi nogensinde har haft. Nu er skuden vendt igen, men det har immervæk været en hård tur.

  • Jeg har en datter, og hun er virkelig det vigtigste menneske i hele verden, for mig.
    Men! Jeg kan sagtens forstå, hvorfor nogle vælger børn fra. Det er noget af det mest permanente, du kan vælge. Og hvis du ikke er sikker på, at børn er på din bucketlist, så er du i din fulde ret til at sige pænt nej tak til lortebleer, afbrudt nattesøvn og livslange bekymringer.
    Jeg har dyb respekt for folk, der tør sige højt, at børn bare ikke er for dem. Hellere det end at vælge et barn til, som man i virkeligheden egentlig ikke er specielt interesseret i, det er da værre.
    Folk skal bare nogle gange huske at passe deres egen butik, i stedet for at blande sig i andres.

    • Det er lige præcis det, der er min holdning. For jeg kender ingen forældre, der ikke også synes, det er hamrende hårdt og udfordrende at få børn, ligesom det er en kæmpe livsomvæltning. Og det er en af de primære grunde til, at jeg ved, det ikke er for mig.

  • Jeg har læst dine forskellige indlæg om dette emne og jeg har stor respekt for din beslutning. Studser (på mest positive måde) over din beskrivelse af beslutningen som ‘et fravalg’…hvorfor er beslutningen et fravalg og ikke bare et valg…
    Selv har jeg 3 børn og har truffet et helt bevidst valg om at få dem alle 3. Men jeg har også helt velovervejet valgt at jeg ikke skal have flere. Jeg kunne sikkert godt, vi har råd til flere børn, vi har plads til flere, men jeg vil ikke have flere. På samme måde har jeg stor respekt for dem, der ligesom dig, helt velovervejet siger ‘Jeg vil ikke have børn, færdig, slut.’

    • Egentlig kan man vel tale om både fravalg og tilvalg, men jeg bruger bevidst det ord, fordi børn er så naturlig en del af det gennemsnitlige menneskes liv. Det er ikke så meget et valg, som det er en naturlig udvikling. Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men for rigtig mange mennesker, er det slet ikke noget, der kræver nogen form for overvejelse; det er bare noget, der hører sig til. Og derfor bliver det for mig et fravalg. 🙂

  • “Bare vent til du møder den helt rigtige mand”. Fuck, hvor har jeg hørt den mange gange! Eller: “Selvfølgelig vil du have børn. Det vil alle”. Nåh jamen play, hvis du siger det, så passer det vel…

    • Nåmen jeg har to vidunderlige børn. Med den helt forkerte mand, som aldrig skulle have haft børn. Men det indså jeg alt, alt for sent. Og det vil jeg bare sige, det kan altså ikke anbefales! Tror i øvrigt heller ikke, det var sjovt for ham.
      (Nej, jeg pressede ham ikke. I retrospektiv tror jeg, han bare gerne ville give sin mor de børnebørn, hun krævede. Sguda ikke sjovt for nogen, men efter skilsmissen har farmor så sine børnebørn i halvdelen af alle skoleferier, så det er hun nok meget glad for). (Bitter, who me? 😉 )

  • Folk altså. Der er så uendeligt mange mennesker, der skal holde op med at prøve at forstå og sætte sig ind i det og kunne relatere. Alt for mange mennesker har et misforstået begreb om empati. Ægte empati er ikke at forstå andres bevæggrunde som sine egne. Ægte empati er at forstå at et andet menneske er noget fremmed fra sig selv. Man behøver slet ikke forstå det selv. Man skal bare lytte og selvfølgelig indgå nysgerrigt i en dialog, hvis man gerne vil vide mere. Så længe folk ikke er til fare for sig selv eller andre, skal man ikke gribe ind over for deres beslutninger. Det gælder i alting. Om emnet specifikt: Jeg er mor til to, har altid vidst jeg skulle have børn, men jeg kan dælme også godt forstå, at det ikke er for alle. Det bliver altså også gjort til det eneste meningsfulde ved livet, og det passer altså ikke. Jeg har også en veninde uden børn, der fx har prøvet at blive shamet på arbejdet, hvis hun er træt, “for man kender jo ikke ægte træthed før man har små børn”. Ej men hold nu kæft. Man har altså ikke vundet retten til at hæve sig over andre, bare fordi man har født eller er oppe om natten i en periode. Ligesom med alt andet i øvrigt klæder det folk at sætte sig lidt udover sig selv. Det var i øvrigt noget, man antageligvis skulle lære af at få børn.

    • Jeg vil give dig helt ret, der er rigtig meget gatekeeping omkring forældre. Og ærligt, jeg forstår jo godt, at det må være det største i hele verden, hvis man har et ønske om det. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at det er voldsomt hårdt, og den del skal man også være villig til. Fordi børnene er den ofring værd. Og sådan har jeg det bare ikke. Men ja, jeg bliver også shamet meget for det. Der er mange (især mødre), der ser mit fravalg som et angreb på deres tilvalg, desværre.

  • Jeg synes overhovedet ikke det er okay at kloge sig på andres livsvalg. Det er både uhøfligt og snæversynet at tro at one size fits all, når det gælder livets store beslutninger. Og hvor ville det i øvrigt være uinteressant, hvis vi alle gjorde det samme.

    Men jeg må indrømme, at jeg er meganysgerrig.

    Jeg er både forundret og imponeret over personer, der blankt afviser at være interesseret i et specifikt fremtidsscenarie – om det så er børn, chefstilling, hund, ægteskab, bopæl i en anden landsdel eller noget helt femte. Tænk at være så bevidst om, hvad man ikke ønsker af fremtiden! Det er jeg på ingen måde selv, og jeg vil så gerne vide, hvordan man kan vide det sådan helt sikkert.

    • Som sagt vil jeg ikke udelukke det med 100% sikkerhed, men jeg tvivler på, jeg ændrer mening. Børn ændrer ens livsstil permanent, og det har aldrig været en livsstil, der tiltaler mig. Jeg har hverken interesse i eller helbred til det. Prøv at forestille dig noget, du absolut ikke kan forestille dig vil ske. Måske at du sælger alt, hvad du ejer og har og bliver Hare Krishna-munk. Måske vil du ikke sige, at det med 100% sandsynlighed aldrig sker, men du er ret overbevist, fordi du kender dig selv. Det er ikke anderledes med mig og børn. 🙂

  • Da jeg var yngre troede jeg bestemt at jeg skulle have 4 børn præcis ligesom mine forældre. Så blev jeg voksen. Kæmpede sammen med min eksmand i 7 år før vi fandt ud af at han ikke kunne lave børn på naturlig vis, og jeg gennemgik en graviditet uden for livmoderen som gik helt galt, før vi fik vores datter. Jeg tror ikke hun var meget mere end et år før jeg godt kunne mærke at den der trang til mange børn ikke rigtig var der mere, og da hendes far og jeg gik fra hinanden kunne jeg mærke at jeg slet ikke havde lyst til at skulle have flere børn. Mange har sagt “Eeej, du skifter garanteret mening på et tidspunkt”, men jeg har følt mig utroligt sikker i min sag de sidste 5 år. Jeg har faktisk været utroligt bange for at jeg pludselig skulle opdage for sent (i forhold til abort) at jeg var gravid, på trods af at jeg har spiral og ikke dyrket ubeskyttet sex. Det ville være mor værste mareridt!
    Forleden var jeg så til check på sygehuset fordi de for 3 mdr. siden synes de havde set en cyste der ikke så helt rigtig ud, så det var bare et rutine check. Lægen siger så at hun ikke mener at det er en cyste, men at det er min tilbageværende æggeleder som er forstørret. Hun fortæller at det ikke er farligt, men at jeg ikke skal forvente at det er muligt for mig nogensinde at blive gravid på normal vis. Og jeg blev simpelthen så glad!! Jeg udbrød begejstret “Er det rigtig!?” og jeg kunne godt se på læben at det måske ikke lige var den reaktion hun havde forvejen, men hold nu kæft hvor var det bare den bedste nyhed at få! Og det cementerede én gang for alle overfor mig selv at jeg virkelig ikke vil have flere børn, og har voldsomt svært ved at forestille mig at det nogensinde skulle ændre sig. 😊

  • Jeg er 38, har ingen børn og heller ingen planer om det. Jeg elsker børn, men har bare ikke noget ønske om selv at få nogen.
    Jeg har (heldigvis) ikke mødt så irriterende/insisterende typer som du beskriver, og jeg forstår dem ikke.
    Tænk hvis man vendte den om, og hver gang kommenterede få folks valg om at få børn med et; “hvorfor dog det”, “det kommer du helt sikkert til at fortryde”, “hvad hvis du fortryder, når du er blevet gammel, så kan du jo ikke gøre det om”osv osv.
    Det ville man jo aldrig gøre, fordi det jo netop er deres valg. Og bare fordi jeg ønsker noget andet, er deres ønske/valg 100% lige så rigtigt, for det er det, der er rigtigt for dem.

  • Det er da altid spændende at møde mennesker, der har andre præferencer og ønsker end én selv. Jeg forstår ikke, at nogle mennesker partout skal søge at “win someone over”, hvis vedkommende ikke vil have børn, ikke har lyst til at tage på skiferie eller ikke kan lide østers. Forstår godt, at man personligt kan være så lidenskabeligt begejstret for noget, at man gerne ville agitere gratis for det (det være sig serier eller is 😍) og gerne vil dele oplevelsen med andre, men decideret at anfægte andres ønsker er da mærkeligt. Om du, Miriam, en dag skulle fortryde eller ej, ja, den risiko er du altså voksen nok til at afgøre, om du vil tage! Desuden behøver man ikke at føde børn selv for at have vigtige relationer til børn i sit liv, så jeg synes, at der er flere måder at anskue det på.

  • Det mest grænseoverskridende råd, jeg har fået – og selvfølgelig ikke bedt om: “Det kan godt være, du ikke vil have børn, men du er nødt til at være virkelig sikker. Meget mere sikker end din mand. Han kan jo altid få et barn med en anden. Det kan du ikke om få år.” Hun var HR-direktør i den virksomhed, jeg arbejdede for.

  • Jeg har altid vidst at jeg ikke skulle have børn … mine æggestokke har aldrig gået i galop når jeg har set en barnevogn eller babyer 😃 og nej lysten kom heller ikke da jeg mødte min partner. Bevares jeg kan skam godt lide børn og jeg har altid været at den holdning at jeg altid kan blive reserve bedste når den tid kommer.
    Godt indlæg

  • Tak, Miriam! Både for dine indlæg om emnet og dine svar på kommentarerne til dine indlæg. Jeg så desuden din medvirken på TV 2 News for en måneds tid siden, som jeg aldrig fik sagt for; så tak for det også 😉

  • Altså nogle er jo helt desperate for at man skal joine den børneklub. Om så det er en stjernepsykopat med pædofile tendenser de står foran dem. “Eeej det ville da være så skøn med en Mini-Manson – det hagekors ville bare så cute på en baby…”. Børn er sgu ikke for alle, og folk der vælger ikke at få børn af alle mulige årsager (eller af ingen årsager!) skal sgu have en kæmpe high-five, for at tage det ansvar, det er ikke at følge normen. Jeg synes stort set alle har absolut ret til at få børn, men jeg synes virkelig også det er imponerende når folk er bevidst omkring at de måske ikke liiiige er det bedste materiale til at drive generne videre, som så i stedet vælge at leve livet solo/tosomt, adoptere, som tante, moster, faster, onkel, weekendhyggetante, whatever.

    Det eneste man kan håbe på er jo bare at man tager herfra med et smil på læben 🙂

  • Den værste kritiker af mit valg om ikke at få børn var min ex – svigermor
    Det var til evig diskussion og kulminerede i en ødelagt juleaften, jeg tilbragte hos dem, mens vi daværende mand var på arbejde. Det var virkelig forfærdeligt. Hun forstod det aldrig og jeg tror hun klappede i hænderne da vi gik fra hinanden. Ikke at det har givet hende flere børnebørn, for jeg tror ikke hun var klar over at hendes søn heller ikke var interesseret i børn.

    Jeg tror det var dig, Miriam, jeg hørte udtale på et tidspunkt at det ikke var en livsstil du havde lyst til at have.
    Den har jeg virkelig taget til mig, for den udtrykker helt præcist det jeg ikke selv har kunnet sætte ord på i alle de år.

    • Det er i hvert fald noget, jeg siger, for børn er jo ikke kun børnene. Det er også økonomi, logistik, ændrede prioriteringer, mindre fritid og alt muligt andet, som jeg er helt indforstået med, man synes, er det hele værd, hvis man inderligt ønsker sig børn. Men hvis man ikke gør, så er det bare et regnestykke, der ikke går op.

  • Jeg har en voksen søn og jeg elsker ham betingelsesløst. Men jeg forstår så udmærket jer der ikke ønsker børn, for guderne skal vide at det langtfra altid har været nemt og rosenrødt. Da jeg som 34 årig fik nogle muskelknuder der gav mig de vildeste menstruationer, endte jeg med at få fjernet min livmoder. Min søn var dengang ni år gammel og der var ikke den mindste lille bitte del af mig der ønskede et barn mere og jeg har ikke fortrudt så meget som et nano-sekund! Tag i øvrigt ikke fejl, man kan også som allerede-forælder komme ud i endeløse snakke om hvorfor man dog ikke vil have nr. 2 – men det problem blev løst da først livmoderen blev fjernet! 🤘

  • Jeg har 4 (4!) børn, og jeg ELSKER det. Men det får mig IKKE til at forstå behovet for at pådutte andre samme ønske eller behov. Gid vi kunne acceptere hinandens forskellige valg og veje i livet uden at føle behov for at skulle dømme eller påvirke de valg, som andre mennesker har truffet for sig selv.
    ❤️

    • Jeg er så enig med Line her – jeg har selv 3 – kunne i princippet have haft 5 og jeg har elsket hele turen, der startede for 26 år siden.

      MEN fandme nej, om jeg nogensinde vil pådutte nogen min holdning. For det er ROCKER-hårdt arbejde. Og det er det bare. PUNKTUM.

      Elsker mine børn over alt, men respekterer så meget, at folk siger nej tak, hvis de vitterligt ikke har lyst til at få børn. Hvor fedt er det for et barn at blive født, fordi “man bør få børn”.

      Jeg vil da heller ikke tvinges til at springe ud i faldskærm, fordi andre synes det er det fedeste.
      Jeg gider heller ikke spise Sushi og nægter at gå den vej, selv om de fleste synes det er “the shit”.

      #laddogfolkbestemmeoverderesegetlivforhelvede

      Knus til dig, Miriam. Jeg er vild med din blok!

  • Jeg skrev speciale om frivillig barnløshed og jeg kan hilse og sige, at alle mine interviewpersoner lever fede liv, fyldt med alt det, der giver mening for dem. Det var så livsbekræftende at lave de interviews, for der var altid sådan et aha-øjeblik, hvor de blev mindet om, hvor god en beslutning det er for dem ikke at få børn. Tilmed blev jeg også selv meget mere afklaret omkring min egen beslutning om ikke at skulle være mor.

  • Jeg har ikke noget moderinstinkt. Jeg kan egentlig godt lide børn på hyggetante stadiet, hvor jeg kan give barnet tilbage til deres “rigtige” voksne, når de bliver trætte, kede af det eller noget andet. Jeg har aldrig villet have børn. Jeg har altid vidst at børn ikke var i min fremtid. Jeg har aldrig leget far, mor og børn eller med dukker som barn. Ikke at der er noget forkert i det, det er bare ikke noget for mig og har aldrig været.
    Jeg ved også at jeg har en psyke, der gør at jeg ikke kan være ansvarlig for et andet menneske. Jeg har ikke engang kæledyr af samme årsag fordi jeg nogle gange bliver så syg at jeg ikke opdager at jeg ikke har spist/været i bad/handlet eller andre hverdagsting i flere dage. Det synes jeg simpelthen ikke jeg kan være bekendt at byde et andet levende væsen, hvis eksistens er afhængig af mig. Det er slemt nok at jeg udsætter mig selv for det, selv om det ikke er med vilje.

  • Altså – jeg elsker mine to børn. Men jeg kan fanme godt forstå, hvis man fravælger dem.
    1. Verden har ikke brug for flere børn (nej! Jeg hører alle argumenterne, men nej! Kapitalismen har behov for nye generationer at tage slæbet, men VI, verdens befolkning, har pænt højt antal i forvejen og burde helt ærlig lade være med at reproducere os – for hele jordens skyld 🤷🏻‍♀️.)
    2. Det er super fedt og nice og alt det der at være forælder, men det er også FUCKING NEDEREN! ALT må indrettes og planæøgges efter børnene! hvis du skal noget, så må du sørge for, at børnene kan komme med eller blive passet – ellers må du pænt vente til de er gamle nok til at de kan klare sig selv (og du tør lade dem være alene hjemme)
    3. Man bliver et fucking nervevrag – de børn er totalt frygtløse! og fedt nok, det kunne vi voksne lære noget af, men det er lidt problematisk, når de ikke har balance eller evner til at overleve et fald fra altanen, spisebordet, ud af det vindue, de lige har fundet ud af, hvordan man åbner, eller bare fræser ud foran biler, fordi ‘se en sommerfugl!’
    4. De er dyre! Selvom vi har nogle supergode ordninger i Danmark, så er det stadig dyrt at have børn. Jeg har et barn i vuggestue og et i børnehaven og det koster os ca 7000kr tilsammens om måneden! Udover det, skal de jo også have tøj (som de både vokser hurtigt fra og slider hurtigere end det burde være muligt!), mad, møbler osv – og de betaler jo ikke noget af det selv 🤷🏻‍♀️
    5. Man har bare større frihed uden børn. Jeg GLÆDER mig til børnene er voksne, så jeg kan få lov til helt lavpraktiske ting igen – få lov at sove længe på mine fridage, rejse eller tage ud at spise efter klokken 18, eller se en film i biffen med manden eller veninderne (eller begge dele!), uden at være påpasselig med, at jeg skal orke at blive vækket klokken lort dagen efter. Spise det jeg har lyst til, når jeg har lyst (jeg kan jo ikke spise is til morgenmad og bede min 4årige om at spise sin havregrød, vel? 😂), være spontan – I could go on.

    Og keep in mind. Jeg elsker min børn over alt i verden – det giver mig liv og jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne trække vejret uden de små bæster… Men jeg kan VED GUD IKKE FORSTÅ hvorfor nogen ikke kan se, at ikke alle har lyst til at få børn! Det er jo ikke en fucking tamagotchi, man bare kan restarte, hvis den dør – du skal være på, all day, every day! Man skal være fuldt ud forskruet, hvis man som forældrer kan påstå, at man ikke har lyst til at løbe væk fra det hele en gang imellem og jævnligt drømmer om tømmermænd og dårlige byture eller bare en tid, hvor man ikke skulle have ansvar for så meget mere end sig selv og sit eget liv.

    I said what I said.😂

    Du er voksen, du ved hvad du føler og du kommer sikkert ikke til at ændre mening. Og hvis du gør – så er det stadigvæk ikke nogen andens problem! De folk skal simpelten lære at holde deres mund👏🏻

    Punktum.

    • Du har ret i ALT hvad du skriver. Synes ofte det er svært netop at beskrive den ambivalens, der er i at ELSKE sine børn og så samtidig jo objektivt kan se, at ens liv er mere “fedt” uden. Jeg elsker at tilbringe mine lørdag morgener på legepladsen, men drømmer jeg om at ligge i en sofa hele dagen og stene tv? Ja, selvfølgelig. Ville altid vælge lørdag med min søn over ALT, men derfor savner man stadig det andet. Synes det er svært at beskrive, men du gør det godt!

      Synes ofte der mangler stemmer fra folk, der måske ikke har drømt om børn hele deres liv, men som også har fx en drøm om at have et liv fyldt med bryllupper, store juleaftner, fødselsdage osv, og den slags kræver bare en familie. Groft sagt, hvordan vil jeg gerne holde jul om 30? Allerhelst omringet af børn og børnebørn! Dét er ikke grund nok til at få børn og jeg havde og har stadig oprigtigt lyst og trang til det. Men, ja, vi er ikke alle bare blevet hjernevasket af moderskabet og slet ikke kan se pointen i et liv uden. For altså, alt det fede ved voksenlivet, det er nemlig væk, når man har små børn. Sådan er det, og det er her fint.

      • Jeg er SÅ enig med jeres kommentarer! Jeg vil dog gerne lige knytte en kommentar til dét med jul osv. …

        Jeg vil ikke have børn. Det vil min kæreste heller ikke. Vi har været sammen i 10 år og planlægger vores fremtid efter, at vi hellere vil være “sjove onkel og tante”, som vores fremtidige nevøer og niecer gerne vil besøge, og som vi så kan aflevere igen (vi har sammenlagt tre brødre, hvor vi ved, at i hvert fald de to af dem gerne vil have børn). Børn er da ‘okay’, men VI egner os ikke til at skulle tage os af x antal børn all day every day. Det ville overhovedet ikke være en god idé. Vi elsker vores søskende, så vi kommer med stor sandsynlighed til at have juleaftener med dem. Det hele skal nok blive rigtig godt <3

        • Mathilde, det har det helt ret i. Det tænkt jeg også over, da jeg skrev beskeden. Der er jo altid “plads” i familien til dem, der ikke får børn og de er jo lige så vigtige medlemmer og gæster til jul osv. Har selv mange folk uden børn i min familie. Det var nok mere mine egne tanker, jeg snakkede ud fra… At jeg har lyst til at få børn og få alle de fremtidsbegivenheder sammen. Så det går hånd i hånd! Ville aldrig anbefale børn til folk, der ikke oprigtigt har lyst. Og den tanke er KUN forstærket efter at få børn!

    • JA! Ja til alt hvad du skriver!! Jeg er skilt fra min datters far og vi har en 7/7 ordning. Jeg synes det kan være nervepirrende at fortælle folk at jeg ELSKER mine “fri-uger” for mange vil tolke det som at jeg ikke elsker mine “Mor-uger”, men det kan jo altså godt lade sig gøre at elske begge dele! Jeg får det bedste fra to verdener. Jeg kan sove længe hver anden weekend, jeg kan få lov at være egoistisk og sætte mine behov i allerførste række 50% af tiden, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det gør mig til en bedre mor, for det betyder at jeg kan få tanket energireserverne op. 😊 Når jeg så har min datter er jeg 100% på.

      I mine “fri-uger” tanker jeg op på energi, og i mine “Mor-uger” tanker jeg op på kærlighed. Det er fandme en win – win hvis du spørger mig. 😊

  • Jeg har tit hørt “livet giver først mening, når man får børn”. I perioder har jeg været ked af, at jeg ikke havde børn (jeg blev først gravid efter 17 års forhold), og så rammer sådan en bemærkning et virkelig ømt sted. Både pga. sorgen over ikke at være mor, men også fordi jeg egentlig syntes, jeg havde mening i mit liv. Jeg var generelt glad for min hverdag. Nu hvor jeg så er blevet mor, så har jeg altså ikke haft sådan en oplevelse af, at jeg slet ikke forstod, hvad livet handlede om før. Nu er der bare en anden mening med mit liv og min hverdag. En anden måde at leve på.
    Gad vide om den mand du omtaler, Miriam, om han har følt sig ramt personligt af din beslutning? Hvorfor ellers være så insisterende?

  • Jeg har hele mit liv været fuldstændig sikker på at jeg aldrig ville have børn. Som i 110% sikker hvis det var muligt. Manden jeg giftede mig med var heldigvis indforstået med det, selvom om hans drøm altid har været mere end et barn. Han havde heldigvis en datter på 2 da vi fandt sammen. Så hun var ligesom nok. Jeg nød når hun var hos os, men nød bestemt også når hun ikke var der.
    Da jeg så i en alder af knap 34 pludselig skulle have fjernet en stor knude i underlivet, sagde lægen efterfølgende til mig at hvis jeg havde overvejet at få børn, skulle det til at være nu, hvis jeg skulle nå det. Og bum! Så skete der et eller andet i mig. Hvor jeg før selv fuldstændig havde truffet valget om ikke at skulle være mor,- følte jeg det som at få sparket benene væk under mig, da det pludselig ikke længere kun var op til mig, men min krop der satte begrænsningerne.
    14 måneder senere mistede jeg et barn i 16. uge pga misdannelser. Og jeg blev slået helt ud af det. Nu havde jeg endelig truffet beslutningen om at blive gravid, og så gik det galt. Det bekræftede mig i at det var den rigtige beslutning, og heldigvis blev jeg 3 måneder efter gravid igen. Og den dag i dag er min søn 8 år. Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han betyder alt. Jeg er på alle måder super glad for at jeg opdagede den store knude, når han kom ud af det.
    Men på den anden side – havde jeg aldrig haft den, havde jeg sikkert været barnløs og lykkelig over det.
    Der er ingen der skal diktere hvad der er rigtigt og forkert. Det ved man kun selv indeni. Og du lyder bestemt til at have gjort dig alle mulige og umulige overvejelser omkring det. Så er det jo det rigtige!… ❤️ og vigtigste!… Fuck andres mening… 😘

  • Det er oftes fremmede folk der føler et behov for at belære én om at man ændre mening senere i livet. Jeg har ikke ændret mening de sidste 20 år, så jeg ville ikke sætte mine penge på det hvis jeg var dig, fiskefrikadelle-karsten-jeg-mødte-for-fem-minutter-siden!

    • Det er så sandt! 😂 Jeg har i mine 5 år som single og on/off dating markedet, overraskende mange gange oplevet at reaktionen på at jeg har sagt “Når du drømmer om børn så er vi ikke et godt match for jeg skal ikke have flere end det ene jeg har” har været at de havde massere af argumenter for at det kunne jeg jo ikke vide, og har ville have mig til at forklare præcis hvorfor jeg ikke ville have flere børn.
      Nr. 1) Hvorfor gider du overhovedet at diskutere det med mig…? Hvis du drømmer om børn vil du så ikke hellere prøve at finde en kvinde med samme drøm? 🤷‍♀️
      Nr. 2) Hvorfor fa’en er “Fordi jeg ikke har lyst” ikke en valid grund?? 😄🙈

  • Så forestil dig at være gift, snart 30 år og ikke vil have børn 😱 Folk går jo næsten i panik, når min mand og jeg svarer på det spørgsmål. Glæder mig til at få det spørgsmål igen og igen de næste 15+ år 😂

  • Ha! Så skulle I prøve at være gravid med en ups’er, og være ærlig omkring at det var en smutter, og svare ærligt, at nej, lige nu glæder jeg mig ikke, men mon ikke det nok skal gå det hele alligevel? Så skal I eddermanme se folk blive både vrede, blege og forargede, samt være uforstående. Det er som om det det er enten eller. Jeg vil, eller jeg vil ikke. Der er ikke plads og rummelighed til os, der ikke har kunnet beslutte hvad vi ville, og ikke er voldsomt lykkeligt gravide. Så skal man altså bare have en abort!! Men af og til går man vel også bare med livet, og ved et eller andet sted, at det både er hårdt og nederen, men forhåbentligt også smukt og vidunderligt. Altså jeg kommer jo for fanden ikke til at omsorgssvigte mit barn, bare fordi det ikke var planlagt, og jeg ikke nogensinde har været sikker på at jeg ville have børn. Jeg har jo selv (i samråd med min kæreste, selvfølgelig) besluttet at beholde det.
    Jeg er sindssygt træt, af mennesker med meninger på andres (mine) vegne.

  • Jeg er 40 og altid vidst at børn var no-go for mig. Det har kostet mig på kærlighedsfronten, det er blevet brugt imod mig af diverse eks’er og talte ikke med min egen mor i tre måneder pga det.

    Folk har spurgt mig om jeg hader børn hvortil jeg har svaret at de er mig virkelig uinteressante. Jeg går når folk kommer på besøg på arbejdspladsen for der kommer altid kommentarer. Når de tvinger mig til det, I kid you not, udtrykker jeg dyb skuffelse over at det ikke er en kattekilling i stedet for. Jeg har typen der har standard sviner parat når folk begynder. Min startbemærkning er altid “hvordan er dit sexliv?” når de siger at jeg fortryder mit valg. De spørger personligt og de får den tilbage.

    Jeg egner mig ikke til at være mor. Min frihed og mentale sundhed er vigtigere end leve op til hvad samfundet mener er rigtigt. Dog er der ingen kommentarer nu hvor jeg er blevet 40. Åbenbart udløbsdatoen for kvinder ift børn…

  • Jeg har altid ville have børn – mange af dem. Jeg ændrede mening (om antallet) efter to og har endda fået en abort. Noget jeg aldrig troede, jeg kunne gøre og min omgangskreds var rystede og sikre på, at jeg ville fortryde. Det har jeg her 6 år senere ikke gjort, men jeg er åben overfor, at jeg, når mine børn er fløjet fra reden, vil fortryde, at jeg ikke fik flere. Og så lever jeg med det. Jeg vil hellere fortryde en abort end at få et barn, jeg ikke kan overskue.
    Jeg har flere veninder, der ikke ville have børn og som senere har fortrudt og fået en lille flok, ligesom jeg har en veninde, der har fortrudt sit fravalg og mange aborter, men nu er alt for gammel. Sådan er livet. Vi må leve med de beslutninger og valg, vi tager. Både de rigtige og de forkerte.
    Jeg elsker at være mor, men jeg har så meget respekt for folk, der kommer frem til at det ikke er noget for dem – velvidende at nogle af dem vil fortryde det senere. Jeg kunne ikke drømme om at forsøge at få nogle til at ændre mening, men jeg har da et par gange spurgt ind til nogles valg og fravalg og stillet lidt kritiske spørgsmål fordi jeg var nysgerrig på hvordan andres tanker og drømme var så forskellige fra mine. Men det er så forkert at påstå, at man ved bedre. Det er grænseoverskridende og respektløst.
    Jeg tror, du vil blive en fantastisk mor, hvis du ombestemmer dig, men jeg tror også du kan leve lykkeligt uden børn og jeg tror, det er en mulighed, at du vil fortryde uanset, hvad du gør.

  • Jeg har en søn på 2 år. Det er fucking hårdt (for mig) at være mor. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have to børn. Nu er jeg ikke helt så sikker. Det har haft mange konsekvenser for mig og min psyke at blive mor.
    Og så er der også lige det faktum, at min meget værdsatte og nødvendige alenetid er reduceret til et minimum. Det har jeg det svært med.
    Jeg tror faktisk, at jeg kunne have haft et lige så godt liv uden børn. Så havde jeg nok rejst en del, haft nogle katte i stedet for og nydt at kunne holde serie-søndag hver søndag (som ikke indbefatter Gurli Gris, Alfons Åberg og Brandmand Sam….)
    Og jeg elsker, når min søn bliver passet. Det er sådan noget man skal passe på med at sige, for mor-politiet kan fandme have travlt med at pådutte, at det jo ikke er barnets behov at blive passet. Og det har de da ret i. Det er mit behov og jeg gør det for at være en bedre mor når jeg så har min søn hos mig.

    Det er sgu nok bare ret svært at gøre noget “rigtigt” efterhånden.

    • Spot on Anna! Det kan da godt være, det ikke er barnets behov, men det er vel barnets behov at have forælder/forældre, der er den bedste version af dem! Og hvis barnet passes af en velkendt person (it takes a village to raise a child), går det jo nok! Sådan bliver det i hvert fald for vores datter 🙂

      Desuden Miriam. Jeg har aldrig ønsket børn, altid foretrukket katte (:D), så mødte jeg min mand og fik pludseligt et biologisk ur! Jeg ELSKER min datter, og forstår og respektere så meget alle mennesker, der vælger børn fra. Kan sagtens se fordele og ulemper ved begge dele (og sådan er livet jo, tilvalg og fravalg, hele tiden 🙂 ) Jeg er glad for, du fortsat bringer emnet på banen, det er så vigtig en stemme!

  • Jeg begynder at høre om/støde på flere der som mig (og dig) er ret sikre på de ikke ønsker børn. Er det noget du også har oplevet? At vi er “blevet flere” eller måske nærmere, at det er blevet mere okay at være åbne om ikke at ønske børn?
    Jeg synes lige pludselig jeg møder (i RL eller på sociale medier) en del mennesker, der er åbne om, at børn ikke lige ligger i kortene for dem Det gjorde jeg ikke for f.eks. fem år siden.

    • Det er helt sikkert blevet mere acceptabelt at vælge børn fra, men jeg tænker også, vi (hvis vi er nogenlunde jævnaldrende) har nået en alder, hvor emnet kommer noget mere op, og derfor virker det, som om der er flere?

  • Jeg har aldrig ønsket at få børn. Jeg skiftede heller ikke mening da den HELT rigtige mand dukkede op i mit liv. Sagen er nemlig den, at han heller aldrig har ønsket at få børn, og – sjovt nok – er han netop (også) derfor den HELT rigtige mand for mig ….. 😉

  • Jeg oplever, at folk bliver vanvittigt provokeret af mit ønske om at adoptere. Jeg forstår det ikke helt: det er jo MIT valg, MIT ønske. Ikke desto mindre kigger folk – især de fremmede – på mig som om jeg har et tredje næsebor, inden de kommer: “Det er bare indtil du møder den rigtige mand”, eller “Du finder aldrig en mand, der vil det”. Jeg er helt med på, at de har ret til at ytre sig, men som du selv skriver, kunne de ikke i det mindste acceptere OG respektere min mening? De ønsker jo tydeligvis, at jeg respekterer deres.

  • Jeg har altid troet jeg skulle ha børn. Så mødte jeg min mand (som er helt den rette 😉 ) og begyndte rent faktisk at tænke over hvad det indebærer at have børn, hvordan det vil ændre vores liv. Det brugte jeg langtid på og til sidst kom jeg frem til, at jeg hellere vil leve uden børn:) heldigvis er min mand med på den.

  • Lige en lille bitte korrektion: Ifølge sundhedsloven kan alle, der er 18 eller ældre blive steriliseret uden yderligere tilladelse med en 6 måneders betænkningstid for personer mellem 18 og 25 år. Betænkningstiden kan fraviges af behandlende læge. Unge under 18 kan blive steriliseret efter samråd, men det gives sjældent. Jeg synes sådan set at det er fornuftigt nok, at der er en betænkningsperiode; når man tænker på WTF Ungdomsdumheder, så har vi vel alle gjort et og andet da vi var mellem 18 og 25, som vi siden bitterligt har fortrudt. I fht kropslig selvbestemmelse, så er der jo mange andre steder, hvor lovgivningen begrænser vores muligheder, fx at man ikke må tatovere unge under 18 eller tatovere i ansigt, på halsen og på hænder, lovpligtig brug af sikkerhedssele osv. Og ja, det er rigtigt at man har mulighed for IVF, også efter kvindelig sterilisation, men man skal godt nok være varsom med at tænke, at det er en redningskrans, hvis man er blevet steriliseret og fortryder. Ikke alle bliver gravide efter ivf, det er opslidende psykisk og fysisk og kan blive ekstremt omkostningstungt i fht barn nr 2 eller når man har opbrugt sine muligheder i det offentlige system.

    Mht om det er rigtigt, at man kun fortryder de børn man ikke får, så tror jeg ikke på det. Men det er om noget tabu at indrømme, at man hader at være forælder eller – endnu værre – ikke elsker sine børn, så jeg tvivler på, at der er mange, der overfor andre, endsige overfor sig selv, indrømmer at de har fortrudt, at de har fået børn.

    Jeg tror noget af folks manglende forståelse og respekt for frivillig barnløshed skyldes, at kvinders værdi og samfundsmæssige berettigelse traditionelt har være bundet op på morrollen – hvis man ikke har børn, er man simpelthen mindre kvinde. Det er, for mig, åbenlyst fuldstændig sindsygt at halvdelen af befolkningen kun skulle være noget værd i kraft af at de producerer andre mennesker (mænd?), men jeg tror det ligger bag en del af den manglende accept af et fravalg af børn, ubevidst eller bevidst for den enkelte. Der er så mange ufrivilligt barnløse kvinder, der er plaget af skyld og skam over at de ikke er “rigtige kvinder” fordi de ikke kan få børn og her mener jeg virkelig, samfundet og alle os, der udgør samfundet, har en væsentlig aktie i de negative følelser.

    Jeg synes det er flot og modigt og vigtigt, at du tager emnet op med jævne mellemrum, også selvom det ikke burde være nødvendigt. Men det gør, at andre, som bliver stillet upassende spørgsmål af mere eller mindre fremmede over et personligt valg har nogen at spejle sig i – hvad kommentarsporet også viser. Jeg er selv mor til tre børn og har altid vidst, at jeg ville have børn (selvom jeg på ingen måde havde gjort mig klart, hvad det indebar), men jeg har kæmpe respekt for, at andre vælger noget andet. Og det bør man ikke skulle forsvare.

    • Der er desværre forskel på, hvad der står i loven, og hvordan visse læger opfører sig. Jeg kender til mere end ét tilfælde, hvor lægen har nægtet at gå videre efter et ønske om sterilisering, fordi “du er ung, du ændrer mening”. Også efter betænkningstid, som jeg kan se både fordele og ulemper ved, men ikke har en hardcore holdning til. Derudover er jeg helt enig med dig. Vi har stadig en virkelig forældet opfattelse af, hvad det vil sige at være en “rigtig kvinde”, og en del af det hænger sammen med, om man kan/vil reproducere. Fandme irriterende.

  • Der er vel et spektrum fra “kan ikke vente med at få børn” til “jeg skal aldrig have børn”…
    Hvor man er på spektret og om man flytter sig gennem livet er da 100% op til en selv. Jeg forstår f.eks. heller ikke dem, som har et problem med at Ane Høegsberg er blevet gravid, på trods af at hun tidligere har udtalt at hun ikke ønskede børn?!?

    • Jeg er helt enig i at det må folk selv om, og Ane ligeså. Men jeg må indrømme, at jeg helt barnligt følte mig en smule forrådt over at hun “svigtede” børnefri-holdet. Især fordi hun jo har været meget kontant i sine udmelding, så man troede hun var en “sikker medspiller”.
      Totalt irrationelt, skide barnligt og ja jeg kender hende jo slet ikke, så det raaaaager slet ikke mig 😀

  • Det er et personligt valg som jeg simpelthen ikke kan forstå folk føler retten til at argumentere i mod. Det er jo din krop og dit liv. Er selv mor til 2 drenge, og nu begynder der at komme kommentarer om at vi da skal have en 3er så vi kan få en pige. Når jeg meget stedfast siger VI ER FÆRDIGE MED AT FÅ BØRN så kommer kommentarer “man fortryder kun de børn man ikke får”. Jeg hader den og er 100% overbevist om at det er forkert. Børn kræver meget og på mange parametere.
    Din krop, dit liv, dit valg…

  • Jeg tror, at folk som den mand ville have godt af at opleve den gå den anden vej. Altså spørge ham, om han ville have børn. Når han siger ja, siger du nej. Selvfølgelig vil han ikke have børn. Han skifter mening. Det ved du bedre end ham. Har han allerede børn, spørg om han vil have flere. Det ved du selvfølglig også bedst, om han vil.

    Jeg har altid vidst, jeg ville have børn. Nu har jeg to, den yngste kun halvanden måned, og jeg ønsker da gerne to til. Min kæreste er helt enig og har også altid ønsket sig børn. Efter han er blevet far siger han, at han nu bedre forstår dem, der gerne vil have børn men også bedre forstår dem, der ikke vil. Det er jeg enig i.

  • Jeg forestiller mig det omvendte scenarie, når nogen proklamerer en graviditet med stor glæde i stemmen. Du kommer til at ombestemme dig og fortryde den baby der…

    Hold nu kæft altså!

  • Jeg forstår det ikke, som i overhovedet ikke!! Altså at andre mennesker synes de skal forsøge at overtale dig til noget du er sikker på du ikke vil. Jeg er selv mor og har altid vidst jeg skulle have børn, men jeg er da helt med på at børn ikke er for alle.
    Jeg er nysgerrig. Når semi-fremmede mennesker begynder på det der “det kommer du til at fortryde”, siger du så nogen gange det du skriver i dit blogindlæng? Og hvad er deres reaktion i så fald? Kan de godt se de er nedladende?

    • Jeg plejer at holde det på min banehalvdel. Altså mestendels forklarende ud fra eget synspunkt. Egentlig synes jeg jo, de skal have at vide, at det er hardcore røvhulsretorik, de har gang i, men der sker som regel det, at de bliver super defensive, og så er det lige pludselig dobbelt op på en samtale, jeg slet ikke gad have i første omgang! 😀

      • Man får sådan lyst til at spørge dem: “Hvorfor er det så vigtigt for dig?”

        Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at alt hvad der har med børn at gøre, har folk så mange holdninger til, som de bare umuligt kan holde for sig selv. Om man vil have børn, hvor mange, hvornår, hvor tæt på/langt fra hinanden, amning eller flaske, ammer for kort tid/for lang tid, curler for meget eller bruger for lidt tid med dem, er børnene hjemme eller i institution og hvor tidligt eller sent sendes de af sted, OG SÅ VIDERE… 🙈

  • Børn er ikke en menneskeret, og dét glemmer mange. Alt for mange glemmer at stille sig selv det spørgsmål, som du allerede har stillede dig selv og givet et svar på. Det er en skam. Børn fortryder man aldrig, for det er genetisk indkodet i en (er min holdning og selvfølgelig er der undtagelser).
    Men det er ikke ensbetydende med, at det er det bedste for barnet. Og deri ligger der en forskel, som mange overser.

    Du skal ikke føle dig forkert, fordi du har valgt livet uden børn til (og ikke fra!!!!!). Det er din beslutning, og den skal ALLE respektere.
    Ja man ændrer måske mening, men det er ens egen beslutning og det smukke ved livet!!!!

    Hilsen en der ikke skulle have børn, og lige har giftet sig med en mand og tre børn og vi starter ivf-behandling, fordi min mand heller ikke ville have flere børn og blev snippet. Livet er skønt og finurligt med mange omveje, og de omveje skal man selv vælge – ikke andre!

  • Tænk hvis os med børn skulle svare på det samme spørgsmål eller på samme måde forsvare os. Jeg er da personligt aldrig blevet spurgt om jeg ikke er bange for at fortryde at jeg fik børn. Det er simpelthen så grænseoverskridende spørgsmål eller antagelser så det er helt forrykt!

  • Jeg er 47 år gammel, og blev steriliseret i 2002. Det var uden komplikationer, så I skal IKKE være bange indgrebet, hvis I er afklarede med Jeres beslutning. Det ærger mig, at så mange mennesker ikke accepterer kvinders fravalg af børn. Når vi er i den fødedygtige alder høres kommentaren “det kan du ikke vide”, når vi er midaldrende får vi at vide at vi “nok fortryder det” SÅ LUK DOG RØVEN!!!😒😲 Jeg på det kraftigste anbefale at man i vides muligt omfang undgår at diskutere emnet, da det giver kun frustrationer. Jeg hører endda til de heldige, da min omgangskreds ALTID har accepteret det. Jeg vil gerne rette en varm tak til de mødre her på bloggen, som viser forståelse for os frivilligt barnløse kvinder. Jeg mener det er vigtigt at livet med børn bliver beskrevet på en mere realistisk måde, i stedet alt den lyserøde følelsesporno, der desværre er normen.

    • Liver med børn (barn) er sygt hårdt og ingen forbereder en rigtigt fordi, som du siger, den lyserøde følelsesporno 🤢🤮 Mange mødre er misundelige på kvinder uden børn. Jeg er en af dem. Men det er pisse svaert at tale om og måske endnu mere tabu…

  • Jeg har lyst til at sige at du ikke skylder din velighed til nogen. Efter første gang du har sagt hvor du står, er det din RET at ignorere dumme spørgsmål. Hvis han bliver ved, er det din ret at vende samtalen så alle kan se hvor dum han er. Du skylder INGEN en forklaring!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.