Måneden, hvor de højere magter forsøgte at gøre mig til medieluder.

Det er virkelig ikke noget, jeg gør mig synderligt meget i normalt. Altså, hvis man ser bort fra, at mit hverdagsjob består i at få jer derude til at have en eller anden form for interesse i mine skriblerier, og det er i sagens natur ret selviscenesættende. Men hvor flere af mine kollegaer har et semistående forhold til den danske presse, så er det relativt sjældent, at jeg vurderes interessant på det område.

Indtil nu, åbenbart.

Det startede tilbage i september, hvor Femina fik færten af mit indlæg om, hvordan jeg oplever, at tyk stadig anses for værende et kæmpe fy-ord. Vi lavede et interview, og jeg glemte det faktisk lidt igen, indtil det så kom i bladet for en uges tid siden.

I mellemtiden havde Ugebladet Søndag opsnappet mit indlæg om mennesker, der er træls og delt et par punkter ganske uden mit vidende, omend selvfølgelig med min retroaktive velsignelse. (Og må jeg i den forbindelse lige sige, at jeg godt ved, “træls” teknisk set skal bøjes, men det er altså en dødssynd, hvor jeg kommer fra i Jylland, så jeg gør det simpelthen ikke. Undskyld til dem, der føler, jeg forråder det (rigs)danske sprog! 😀 )

Cirka samtidig med min ugeblads-surprise-deltagelse blev jeg kontaktet af Politiken, fordi de arbejdede på en historie om den stigende popularitet af grimme julesweatre, og jeg har da sjældent været så stolt over at bidrage til en avisartikel. Især ikke efter de refererede til mig som Miriam Poulsen, julesweaterentusiast, og jeg nu seriøst overvejer, om jeg skulle få trykt en frisk omgang visitkort med min nye titel tilføjet.

Angiveligt er der åbenbart rift om juleluderne pt, og således gik der kun en uge tid, før en journalist fra Kristeligt Dagblad hev fat i mig. Hun var ved at skrive en artikel om at bo alene i juletiden, og eftersom jeg jo er stor fan af begge dele, ville jeg meget gerne bidrage med mine tanker omkring, at julen og den tilhørende hygge på ingen måde er forbeholdt kernefamilier. I dag kom der sågar en fotograf forbi og tog billeder af mig, mens jeg fakede at pynte min allerede oppyntede stue, så de havde noget visuelt til artiklen.

16 timer før fotografbesøg var jeg forbi Friis Holm i Torvehallerne til en omgang gourmetchokoladesmagning, hvor der også var presse til stede, og udelukkende grundet min placering ved siden af Ekstra Bladets udsendte, blev jeg pænt spurgt, om jeg ville komme med min mening, og altså… Man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne tale kælent om en chokolade, der bogstaveligt talt lige har vundet verdensmesterskaberne.

Og for lige at binde en fin sløjfe på min medierunde, kom jeg hjem til en mail fra Femina, at de har et søsterblad i Norge, og om de må udgive deres artikel der også?

Jeg har aldrig nogensinde været så aktiv en deltager i de danske medier før, og jeg er faktisk ret stor fan af, at intet af det handlede om sociale medier eller likes eller influencermarketing eller forsøg på sensationsjournalistik. Bare helt lowkey mig med adskillige forsøg på at sige noget halvklogt og/eller let underholdende. Måske teknisk set slet ikke medieluderi. Noget lidt pænere. Medie-eskortpige?

Sjovt har det i hvert fald været. 😀

Kommentarer (20)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.