Et anekdotisk selvportræt

Kender I det, når man går ind i et rum kun for fuldstændigt at glemme, hvad det var, man skulle derinde? Og så går man meget forsigtigt de præcis samme skridt tilbage igen i håb om at få øje på et eller andet, der minder en om, hvad det lige var, man havde gang i? Nogle gange spotter man så krummerne på bordet, der var grunden til, at man besluttede sig for at gå ud i køkkenet for at hente en klud, og andre gange må man give op med uforrettet sag.

Det stunt lavede jeg for nogle dage siden, bare i en lidt udvidet version.

Det var en af de der klassiske efterårsdage, hvor det aldrig bliver rigtigt lyst, fordi det regner for meget. Ind imellem stilner det lidt af, men det holder aldrig op. Skal man ud, er det noget med at stirre ud af vinduet og så på et tidspunkt beslutte sig for, at nu bliver det vist ikke bedre. Og jeg skulle ud. Skulle. En af fordelene ved at være selvstændig er ellers, at jeg i det fleste tilfælde snildt kan slippe af sted med at tilbringe hele dagen uden så meget som at gå ned efter posten, men den her dag var altså ikke en af dem.

Så jeg tog regnjakke på og bitchede over, at min mascara ikke er vandfast, og at min cykelsadel er utæt, hvilket betyder, at den suger vand, som smitter af på min bagdel, når jeg sætter mig op på den. Og jeg cyklede i Netto med våd bag og faren for pandaøjne hængende over hovedet og nåede frem med vådt hår, men det gjorde ikke så meget, for det havde alligevel ikke siddet pænt den dag. Jeg gik ind i Netto, tog en kurv, og stoppede op.

Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad det var, jeg skulle købe.

Der var selvfølgelig en meget specifik grund til, at jeg var tvunget ud af døren den dag, men grunden var fuldstændig forsvundet for mig. Jeg tussede lidt rundt i butikken og gik ud fra, at jeg på et tidspunkt ville komme i tanke om formålet med mit besøg, mens jeg smed unødvendige (men meget rare) varer i min kurv. Da det ikke virkede, begyndte jeg at gennemgå en liste af muligheder i mit hoved. I ved, de typiske ting, man altid glemmer at købe, indtil det er helt kritisk. Vaskepulver, tandpasta, kattegrus, shampoo, batterier, opvaskemiddel. Ingen af dem ramte plet. Men ingen af dem var selvfølgelig heller den allermest oplagte. Og den kom jeg altså først i tanke om, da jeg havde cyklet hele vejen hjem igen med en bakke af de der virkelig gode vindruer og en ekstra liter mælk. Og jeg cyklede over Vardegade, der er lavet af rene brosten, og jeg kunne mærke, jeg skulle tisse, for det skal jeg altid, når jeg cykler på brostensveje, og jeg spænede op ad trappen i min opgang og smækkede døren bag mig og nåede det faktisk nok i sidste øjeblik, hvorfor jeg var helt lettet, da jeg automatisk rakte ud mod toiletpapirsholderen.

Der var tom.

Kommentarer (4)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.