Frygten for en cowboybuks

denimAnnonce for Ellos

Der var engang, hvor jeg ikke rigtigt gik i andet end jeans. Jeans er verdens mest alsidige stykke tøj. De kan styles op og ned, som det passer en med ganske få remedier. De giver flotte linjer og gode røve og går aldrig af mode. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg holdt op med at gå i jeans, men det har helt sikkert været et tidspunkt, hvor vægten gik op og selvtilliden ned. Og pludselig blev jeans et tydeligt billede på alt det, der nu var galt med mig. Det var før, onlineshopping for alvor slog igennem, og man var dengang reduceret til high streetens udvalg. H&M fortalte mig i brutale termer, at jeg var for tyk til jeans. Hvis jeg et sted endelig opstøvede et par i min størrelse, blev jeg stadig konfronteret med spejlets nådesløse sandhed. Jeg havde pludselig væsentligt mere lår og røv, end jeg plejede. Og til sidst tog jeg altså konsekvensen og droppede jeans. De var for farlige. De tillod ingen steder at gemme sig.

Det tog lang tid at komme tilbage til jeans. Jeg lærte at leve uden og forsagede i det hele taget bukser og levede i kjoler. Og det var ikke engang, fordi jeg havde planer om nogensinde at returnere. Indtil jeg en dag ved det vildeste tilfælde fik kastet et par jeans i nakken til en PR-dag. Jeg tog dem med hjem uden at prøve dem, og mine forventninger var stort set ikke-eksisterende. Og så passede de. På en prik. Og hvad værre var: Jeg følte mig ganske lækker i dem. Og det var her, det så småt gik op for mig, at det jo ikke var jeans, der havde været min fjende. Det var mig selv.

lk

Siden da er jeg langsomt vendt tilbage til mine rødder, og jeg har genopdaget glæden ved jeans. Fordi jeg nu er væsentligt mere tilpas i min krop og derfor ikke behøver holde mig til det mere kropscamouflerende tøj. Jeg kan stadig ikke købe jeans i H&M, men det gør ikke noget. Deres jeans er ikke designet til mig. Jeg onlineshopper alle mine jeans, fordi jeg der kan gå hardcore efter dem, jeg føler mig smækker i. Hvor thunder thighs og bagparti ikke skal gemmes væk, men fremhæves på bedst mulige måde. Stort set alle mine jeans er købt online. Hos Ellos kan jeg kan fx søge efter specifikke størrelser og modeller uden at være nødt til at gennemtrawle en fysisk jeans-afdeling uden meget held. Jeg sværger til Junarose, som lader til at være kreeret specifikt til mig, men jeg er også lun på at kaste mig ud i noget Zizzi, fordi jeg bliver ved med at få tilbagemeldinger om, at de skulle være fab. Og så er der jo også Ellos’ egen kollektion, som gør det ganske fremragende og (ja, jeg nævner det hver gang!) går helt op til en 52. Og plussize-kollektionen op til en 60. Så er der altså plads til de fleste lårbasser! Find evt. inspiration her. Til dette outfit er der tale om disse jeans og denne trøje.

Det har været noget af en øjenåbner at genintroducere jeans i min garderobe. Det lyder måske åndssvagt, men det har styrket min kropsaccept enormt. Det er også næsten altid der, jeg får flest komplimenter. Når jeg viser billeder af mig selv iført jeans. Måske er det, fordi I ved, jeg ikke altid har været helt tryg ved mig selv i jeans, og I gerne vil heppe. Måske er det, fordi jeg udstråler en snert mere selvsikkerhed, når jeg har et par på. Måske er det bare, fordi de rent faktisk klæder mig. Jeg ved det ikke. Men jeg slipper dem nok ikke igen lige med det første.

p2121115

Kommentarer (50)

  • Før jeg læste indlægget, tænkte jeg, at jeg ville skrive: “Armen, så pæn du er!” Nu har jeg læst indlægget, og jeg vil nu i endnu højere grad pointere ARMEN SÅ PÆN, DU ER! <3

  • Jeg kan kun tilslutte mig Zizzi jeans! Og hvad bedre er, de har fysiske butikker man kan prøve dem i. Hvis du begiver dig en i en Zizzi butik kan jeg anbefale de modeller der hedder Amy og nille. Det er mine absolutte yndlings og det føles slet ikke som at have jeans på fordi der er så meget strech i!

    • Åh, så tror jeg ikke, vi deler jeans-præferencer! Jeg er ikke til vildt meget stræk. Det bliver lidt for jegging til min smag. 😀

  • Jeg går heller ikke i jeans længere fordi jeg føler mine lår bliver for store, min røv bliver for stor og så fordi jeg føler at samtlige jeans er lavet af stretch materiale og jeg HADER den slags jeans. Synes efterhånden alle jeans er i stretch. Hvordan er dem fra Ellos?

    • Altså, Ellos har 100+ forskellige slags, så det er nok svært at komme med en overordnet vurdering. Men jeg vil da næsten tro, du kan læse om hvert par jeans, om der er stræk i dem? Jeg er nemlig heller ikke til jegging-looket. 😀

  • Jeg er dér nu, hvor du har været..! Har utroligt svært ved at acceptere at jeg ikke ser ud i jeans som jeg gjorde da jeg var teenager. Men jeg arbejder på det og jeg vil så gerne finde et par gode jeans! GODT gået Miriam! 👏

  • Som ejer af store lår og en mave der ofte vil mere frem i rampelyset end deltagerne i Paradiset Hotel, kender jeg problemet. Men jeg fandt Zizzis jeans for et par år siden og har ikke brugt andet siden.
    Desværre oplever jeg tit, at de ikke holder ret længe. De ender altid med at sprække i skridtet efter 3-5 måneder. Jeg er slet ikke i tvivl om at mine lårs størrelse, kombineret med et cykelsæde dagligt, er den store grund til dette. Det kan jeg jo ikke gøre så meget ved, men jeg ville da mene at der burde eksistere jeans der tager højde for sådan noget? Nogle erfaringer?
    Eller er det bare mig der er forkert på den, når jeg mener at bukser burde holde længere en knap et halvt år (ja, jeg er på SU 😉)?

    • I hear you…og er begyndt at bruge Violetta fra Mango, som er deres curvy linje (og burde være i DK. Well…deres online er helt OK!). De har et pænt udvalg og fair priser, og holder som jeans holder – i hvert fald mere end 3-4 mdr.

    • Altså, når ens lår rører hinanden så meget, så er det klart, at der er mere slid, men jeg har ikke oplevet at slide et par Junarose op endnu. Kan dog se, at der er andre, der har samme problem med Zizzi som dig, så måske er det på tide at prøve et nyt mærke?

  • Omkring 2. klasse gik jeg ikke i cowboybukser i lang tid, fordi jeg syntes, jeg lignede John Smith (ja, ham fra Pocahontas), når jeg hev dem op. Bare lige en sidebemærkning.

  • Jeg har også altid sværget til Zizzi, men var godt skuffet over de ikke holder mere end i tre, max fem, mdr. Men Junarose holder altså liiiige det bedre synes jeg 🙂

  • Jeg har også altid haft problemer med at de gik i stykker for hurtigt… Jeg er begyndt at gå i jeans fra Føtex, de er lige lidt længere i benene og det billigere så gør det knap så meget at man skal skifte lidt ofte 😅

    • Funker det? Jeg har ikke forsøgt mig meget med Føtex’ tøj, men jeg synes godt nok, kvalitet og design har været ringe. :-/

      • Det er også det eneste Føtex tøj jeg har prøvet. Men slider bukser op på samme, alt for korte tid om de koster 800 eller 150 og så er det bare lidt lettere at smide billige bukser ud 😅 Og så er jeg også blevet ret vild med pasformen på den basic med slim legs, mener det hedder Daisy 😊

  • Go’ røv der!

    Og du rammer et emne som jeg har undgået siden jeg var 17. Sidder som 28-årig nu og eger ikke så meget som ét par bukser.
    Har haft så mange nederlag trods at jeg er en “stor” normal størrelse / “lille” plus size.
    Har intet fundet og bare opgivet det helt.
    Men måske man skulle prøve …

    • Give it a shot! Jeg er er også en tween-størrelse, men der er SÅ mange flere muligheder for os nu, end der var dengang!

  • Jeg vil gerne slå et slag for Gina Tricots Molly-jeans. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle få klemt mine str. 46/48 ned et par jeans derfra, men i den sorte vask har de dem i str. xxl og de sidder PERFEKT!!!! Og så koster de 249. Win-fucking-win!

  • Allerede ved dit første jeans-indlæg sidste år tænkte jeg: “Hva’, hvorfor har hun haft det svært med jeans, de spiller da totalt for hende..?” Og igen nu. Du har virkeligt kroppen til jeans, det klæder dig så godt!

    • Tak skal du have. Jeg er også ved at være tilbage i vanen nu, men det kan stadig godt være noget af en overvindelse.

      • Jeg vil gerne melde mig til koret her. Jeg har tænkt nøjagtigt det samme flere gange, når du har lagt billeder op af dig i jeans. Du skulle så meget gå mere i jeans. De gør SÅ meget godt for dig. Derudover slanker de virkelig meget, da man kan se meget mere af dine flotte former.

  • Er der nogen her der har erfaring med hvor man kan købe jeans der både har plads til brede lår og en fyldig bagdel UDEN at benlængden stikker af i den lange retning??
    Jeg har utrolig korte ben (er 158cm høj) og skal altid klippe 10-15 cm af bukserne, bare fordi producenten tror at brede lår kun er forbeholdt de høje kvinder. Så jeans med ekstra kort benlængde søges tak! 🙂

  • Du ser pisse godt ud!! – og tak fordi du deler ud af dine oplevelser. Jeg kommer fra en verden med stankelben og ingen numse, så det har aldrig strejfet mig at kvinder med større lår og numse ikke kunne lide jeans. Altså, der er ingen tvivl om at jeans set mere frækt ud på dig end på mig, 🙂

  • Vil du ikke skrive en “how-to” guide om hvordan du køber jeans online. Mest i forhold til tips & tricks om at finde den rigtige størrelse. Jeans (og bukser generelt) er nemlig en af de få ting jeg bare ikke tør købe online. Det er min generelle erfaring at indtil man kender et specifikt mærke og ved hvordan DERES mål er i forhold til pasform, så er der ikke andet at gøre end at prøve sig frem… bogstaveligt.

    Så hvis du har nogle gode hints, så vil jeg helt vildt gerne læse dem!

    … In completely different news: fik endelig set “The Greatest Showman” i går. Sikken en pragtfuld film! Lige til at gå og blive glad i øret af 😀

    • Jeg holder mig væk fra alle de der sære jeansstørrelser og går hardcore efter min almindelige størrelse. Altså, 42 og ikke 32 eller hvad de nu hedder. Men du har helt ret – ellers prøver jeg mig også bare frem. Det foretrækker jeg bare at gøre hjemme i stuen, så jeg ved ikke rigtigt, om der er tips og tricks. Udover at jeg selvfølgelig går efter de designs, der passer bedst til min kropstype. 😀
      Og ja, den er fab!!

    • Det tror jeg ikke, man kan sige så definitivt. De er måske de bedste til dig, men folk har jo forskellige designpræferencer og kropsforme. 🙂

  • Hold nu op hvor det klæder dig med jeans!!
    Jeg har i nogle år brugt jeans fra Zizzi, men jeg må tilslutte mig det andre har skrevet, at de bare ikke holder ret længe! Ofte passe de perfekt i starten, men når man så har haft dem på et stykke tid, bliver de løse, og man går og hiver dem op hele tiden. Jeg er dog blevet utrolig glad for jeans fra Føtex/Bilka, de holde faktisk rigtig godt, de sidder pænt, der er mange modeller at vælge imellem og de er billige. Hvis der er tilbud, kan man få et par til 85 kroner!!
    Jeg vil helt klart prøve et par fra Ellos, men jeg har bare aldrig været så glad for at købe Jeans på nettet, da jeg synes det er svært at finde den størrelse der passer. Men nu skal det prøves, så tusind tak.

    • Jeg returnerer altid bare, hvad der ikke passer – foretrækker klart at prøve derhjemme frem for at prøve i små, klaustrofobiske prøverum, hvor lyset snyder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.