WTF: Min første emailadresse #2

Senfølger

img_0606Føljetonen var på mange måder svær at skrive, men det var også en lettelse endelig at få den ud af hovedet og ned på digitalt papir. Det er væsentligt sværere at beskrive min situation i dag. Fordi det ikke er fortid, og derfor er der mange ting, jeg kontinuerligt er nødt til at arbejde med. Det gør det heller ikke lettere, at der ikke er tale om et afgrænset område, men noget, der slanger sig igennem de fleste aspekter af mit liv. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte eller slutte for bedst muligt at kommunikere, hvad jeg gerne vil have ud. En lidt uvant situation for mig, så bær over med eventuel volapyk.

Hjernen er en sær størrelse. Når den bliver syg, gennemsyrer det ofte kroppen på alle måder. Tænk fx på stressramte, der pludselig kan rammes af hukommelsesproblemer og intense, uforklarlige smerter. Og hvis man er rigtig uheldig, kan hjernen i sin sygdom forårsage permanente skader. Skader, som man ikke nødvendigvis kan komme af med igen. Jeg har hørt det gå under forskellige navne som fx permanente bivirkninger eller senfølger, men hovedsagen er, at man altså ikke nødvendigvis bliver rask, fordi man slipper af med sin oprindelige sygdom.

Jeg tager stadig antidepressiv medicin, og jeg får stadig angstanfald i ny og næ, men det er ikke længere mit primære problem. Det er mine senfølger, som er så voldsomme, at de i høj grad styrer mit liv på samme måde, som sygdommen gjorde det før. Det værste er min kroniske træthed/mangel på energi. Det er en af de ting, andre mennesker har meget svært ved at forstå, og jeg får som regel serveret en respons, der hedder, at “alle voksne mennesker er konstant trætte” eller “du ved ikke, hvad det vil sige at være træt, fordi du ikke har børn”. Så jeg taler ikke så meget om det. Jeg har nok også stadig en vis flovhed tilknyttet det, for hvilket normalt mennesker kan være nødt til at tilbringe en hel dag i sengen, fordi selv det at tilbringe den i sofaen kræver for meget energi? Hvilket normalt menneske kan være nødt til at lægge flere dages hvile ind i sit skema efter en bytur, fordi det godt kan lade sig gøre at bruge mere energi, end man nødvendigvis er i besiddelse af, men så betaler man også i den anden ende?

Jeg har naturligvis haft adskillige læger ind over, har fået taget prøver og forsøgt et utal af forskellige slags medicin og kosttilskud. Vi har kæmpet ihærdigt for at udelukke enhvert andet grundlag for mine symptomer, men det er desværre en meget alment kendt bivirkning af depression, og jeg er så heldig nok til at være ramt i særligt hård grad. Varieret kost og motion har en snert af positiv indflydelse, men ellers har det meste været omsonst. (Jeg ville i øvrigt rigtig gerne, hvis vi kunne undlade de ellers meget velmenende gode råd. Efter nogle år er man ligesom dækket ind på det område! 😀 )

Jeg kan ind imellem være lige ved at tude af glæde over, at det her bloghalløj faldt ned i skødet på mig. Det giver mig mulighed for at arbejde på de tidspunkter, hvor jeg har energi, ligesom det giver mig mulighed for at ligge under dynen med min computer på slemme dage, som i dag fx er. Min hjerne har det fint, hvis man ser bort fra lidt tåge, men min krop er vred. Der er ikke en chance i helvede for, at jeg overhovedet får taget bukser på. Ikke fordi jeg ikke vil. En af mine veninder skrev tidligere i dag, om vi ikke skulle tage på café, og jeg havde al lyst i verden til at skrige “JA!” og fråde friturestegte kartofler á la alle caféer i København, men jeg havde ikke engang kræfter til at tage et lynhurtigt brusebad. Havde jeg ikke haft bloggen som indkomst, kunne jeg have set frem til et laaaangt udredningsforløb i kommunen, fordi et almindeligt fuldtidsjob ville være umuligt. Min læge forbød mig decideret et studiejob, da jeg læste på Uni, og det er ikke blevet bedre siden. Jeg kan ikke engang begynde at udtrykke min taknemmelighed over, at det ikke er en kamp, jeg er nødt til at tage. I realiteten bruger jeg som regel noget mere end 38 timer ugentligt på bloggen, men det er dels, fordi jeg nyder det (jeg var også deroppe af, før der kom penge ind i billedet), og dels fordi jeg helt selv kan planlægge min tid. Og så er det jo heller ikke verdens mest fysisk krævende job. 😉

Jeg har stadig ikke helt accepteret, at det er sådan her, det skal være. Før jeg blev syg, var jeg social til et nærmest irriterende punkt. Jeg var altid den, der talte højst og muligvis nok fyldte lidt for meget. Nu er jeg nødt til at planlægge aftaler nøje og helst med god afstand. Jeg falder stadig ofte tilbage i den gamle rolle, fordi den person stadig er en stor del af mig, men nu dræner det mig, hvis jeg er der for længe. Prøv at forestille dig at blive udmattet af at gøre det, der falder dig allermest naturligt? Af at være dig selv?

Jeg har gode dage, og jeg har dårlige dage. Det meste af tiden er det ikke noget, man bemærker ved mig, og jeg har vænnet mig til det i en sådan grad, at jeg ofte heller ikke bemærker det selv. Jeg kører bare med et skema, der er væsentligt mindre fyldt end alle andres. Nogle dage har jeg tre timers god energi, nogle måske otte og nogle slet ingen.

Det sværeste er, at jeg ikke nødvendigvis har lyst til at leve i det tempo, jeg er tvunget til. Jeg kan godt overskride min krops grænser, og jeg gør det også ind imellem bevidst, fordi der er noget, jeg gerne vil, som jeg ikke vil gå på kompromis med. Men så bliver den sur, min krop, og straffer mig. Lidt ligesom når en laktoseintolerant giver pokker i det og bestiller en pizza. Ofte får jeg bare et par dages heftig lethargi, men hvis jeg virkelig har forgrebet mig på mit gode helbred, så bliver jeg syg. Synsforstyrrelser og hovedpine er som regel det første. Så kommer hjertebanken, kvalme, muskelømhed, feber. Stadig flere symptomer tilføjes, indtil jeg forstår meddelelsen. På nuværende tidspunkt har jeg været hjemme fra USA i over en uge, og jeg er stadig ikke ovenpå endnu. Fordi sådan fungerer min krop nu. Jeg har taget forskud på min mængde af opsparet energi, så nu må jeg vente på, at mit batteri lades op.

Jeg har også andre senfølger – blandt andet kognitive problemer – men den kroniske træthed er den suverænt værste. Nogle gange er hjernen i stand til lige så langsomt at hele sig selv, men på nuværende tidspunkt har jeg været nogenlunde rask i flere år, så der er ingen, der kan sige, om jeg nogensinde bliver rask-rask igen. Tilbage til den gamle Miriam kommer jeg under alle omstændigheder aldrig, og det kan stadig være svært for mig at acceptere. Heldigvis har jeg i mellemtiden været i helvede og tilbage, så jeg kan sætte pris på, at jeg i dag er et rigtig godt sted, selvom jeg på mange måder er begrænset på en måde, jeg ville ønske, jeg kunne blive fri for.

Så ja. Hvis I af og til har spottet mig i sengen midt på dagen eller med morgenhår om aftenen, så ved I nu hvorfor. Men som Carrie siger det om sine frisatte nabohaner i et afsnit af SATC: “Don’t worry. [I] have a very lovely life.”

   

78 kommentarer

  • Katrine

    Kender det alt for godt… plejer at bruge the spoon-theory til at forklare det til folk… har en kronisk mave-tarm sygdom, som også lige hev en depression med sig i forbindelse med et pokkers langt udredningsforløb, og kombinationen af senfølger fra depression, og smerter (som man altså også bliver fysisk træt af) resulterer, i at alle ved, at aftaler med mig,indgåes med forbehold for antallet af skeer (gode timer/overskud) der er på kontoen dem pågældende dag! Tak for fokus på emnet, det er vigtigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Rigtig fint at du sætter fokus på dette problem. Det er en meget isoleret tilværelse at leve når man hele tiden skal tænke på hvor meget der er på overskudskontoen og hvor hårdt man bliver straffet ved overtræk. Det er heller ikke noget der er forståelse for så man kan se sig nødsaget til at skjule hvor slemt det påvirker ens hverdag.

    Jeg har så “kun” det manglende overskud og energi og ikke sove-træthed. Men jeg kan ikke tage SSRI/SNRI fordi de gør mig afsindigt træt og jeg har været hele molevitten igennem.
    Mange psykiatere er desværre slemme til at benægte træthed ved antidepressiver og siger at det ikke kan være dem. Eller “det er kun i starten!”. Jeg går først i hi 1-2 mdr inde i behandlingen, ikke ved opstart, og det bliver indtil ophør mdr eller år efter. Da de ikke virkede på mig alligevel var det nemt for mig at stoppe.
    Dem de virker på er det et mere kompliceret problem hvor man nogle gange må leve med bivirkningerne fordi de trods alt er bedre end alternativet.
    Ville bare lige sende det ud til dem der kæmper med det samme, især fordi man kan føle sig overhørt og alene hvis psykiateren ikke tager ens bjørnehi bivirkning alvorligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Flot og godt, at du er åben om dette. I en eller anden udstrækning har vi alle en tendens til at spejle os i hinanden, og det uanset, om vi har en psykisk eller fysisk sygdom, eller bare er “anderledes”, har andre behov, der ikke passer ind i en særdeles normativ tankegang om, hvordan “man” lever. Der er så mange sociale konstruktioner ift., hvad “man” skal, og ens egne forventninger er også tit en belastning. Det kræver mange år at gøre sig fri af begge dele. Synes, at det er dejligt, at du har fundet noget, der passer lige præcis til dig, oven i købet noget, som vi andre også får stor glæde af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Kære Miriam, tak for dette indlæg. Jeg er også en af de ramte, med en lungesygdom som giver den slags træthed. Kan fuldstændig genkende det du skriver og det er så dejligt at føle sig forstået på den måde. Ville vildt gerne læse mere om det emne fra dig, men kan også godt forstå ift ovenstående ubehagelige kommentarer, hvorfor det ikke er værd at dele på bloggen. Jeg læser tit på sitet The Mighty, her er god inspiration og forståelse, men kunne være fedt hvis det var krydret min din humor og alle de herlige indlæg. Men i hvert fald TAK og sejt at du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har i mange, mange år haft senfølger efter noget andet. Og det rykkede sig ikke ud ad stedet, blev måske faktisk kun værre. Og så lige pludselig vendte det, og jeg har fået det uendeligt meget bedre. Så det kan ske, også selvom du bare føler at du står stille lige nu og måske længe endnu. Kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg sender alverdens kærlighed og gode tanker til dig. Samt taknemmelighed for at sige tingene højt. Det er ubegribeligt, at kronisk træthed eller andre former for syg træthed skal være så tabubelagt og svært for andre at forstå. Tak for at sætte ord på det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise B

    Søde Miriam, tak for dit indlæg! Jeg sidder ikke med senfølger men med stres lige nu, og hvor er det dejligt at du åbner op for et ofte tabubelagt emne. Du er den sejeste blogger jeg “kender”. Knus og kram og masser af god karma!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miriam B

    Jeg må altså også tilslutte mig de mange kommentarer og sige at du er sej! Fedt at du er 100% dig; det er så rart og befriende.
    Det er btw sjældent jeg “løber ind i” en jeg kan dele mit navn med 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Bum bum…der faldt 10-øren.
    Jeg har siden 2007 efter et 10 år langt voldeligt forhold, døjet med depression og sidenhen angst.
    Jeg har i dag et næsten fuldtidsjob, jeg er det seneste år blevet mere social, går i byen, ses med veninder osv.
    Men jeg er træt! Bare en arbejdsdag er nok til, at jeg smækker benene op og putter med hunden, når jeg kommer hjem.
    En bytur koster nogle gange en sygedag om mandagen, for jeg får også “influenza”.
    Min hukommelse er, som en si, det er sq helt pinligt på jobbet.
    Jeg har hele tiden haft en teori om, at det var “efterveer”, men folk har slået det hen, “ej men du mangler nok bare vitaminer. Det er også den mørke vinter. Du skal bare ud noget mere, så vænner du dig til det”
    Nej bassemand, det gør jeg ikke! Og jeg har efterhånden lært at lytte til min krop. Bevares engang imellem så presser jeg den lidt, for jeg VIL ikke være hende den trætte, kedelige kone!
    Men oftest ender jeg med at gå tidligt hjem, for humøret er bare ikke til det jo.

    Men fandme skønt at høre, at jeg ikke er alene med dette <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen-Elisabeth

    Hej Miriam…
    Sidste år blev jeg fyret efter at være gået ned med stress (en tilstand jeg på det tidspunkt havde været i i 3 år)…
    Efter et år har jeg stadig kognitive problemer, kun den halve energi af hvad jeg “plejede”, stresshivedpiner og er igang med at prøve at tabe de 15 kilo jeg endte med at tage på…

    De er ikke på dit niveau, og jeg har stadig et håb om at jeg vil kunne få det bedre end jeg har det nu…
    Lige nu kæmper jeg med at kunne tage mig af mine tre børn, 1000m2 have og 200 m2 hus helt alene (Da min mand desværre er nødt til at arbejde i Norge for at dække mit indtægtstab – Så han er kun hjemme hver 4. Uge) og for resten også lige tage en uddannelse til skolelærer…
    Jeg kender udmærket til at kroppen bare melder stop i flere dage af gangen hvis jeg presser mig selv lidt for meget…

    Men det du fortæller – Jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt og frustrerende det må være…
    Det er i en liga hvor jeg slet ikke kan være med – Og jeg vil egentligt bare gerne sige tak fordi du deler det med os, og hjælper med at få budskabet ud…

    Du er SÅ sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tugce

    Miriam for satan!!!! Nu får du mig til at smide min første kommentar ever på et blogindlæg – og jeg har altså været med i bloggamet siden starten, altså som læser, hehe. Du er så SEJ. Så mega SEJ! Du har min dybeste respekt. Du og dine ord er skabt til at oplyse menneskeheden. Jeg ønsker dig alt det bedste i hele verden. Og nej, jeg kender dig ikke, men jeg ønsker altså, du har det GODT, det gør jeg altså.
    PS din USA-tur er den bedste tur, “jeg har været på” med en blogger. TAK, fordi du gør det, du har lyst til; får TJ-MAXX til at virke som den største attraktion (serr – hvornår tilbyder de dig et samarbejde?!), spiser på en diner, fordi du er SULTEN, i stedet for at køre laaangt til et sted med avocado-madder. Jeg kunne blive ved! Men nu stopper jeg – keep up the good work! You GO GURL!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dalia

    Kære Miriam, du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hold nu kæft – Kæmpe tak! Min mad havde en depression efter fødslen af vore ældste barn, siden da har han været overordentlig træt – særligt ved ankomsten af vores andet barn. Jeg har været så frustreret over at han ikke meldte sig ind i kampen om natten og om morgenen. Og hele tiden haft det lidt ”Jeg er sq også træt, men det nytter jo ikke noget”-mentaliteten. Han er på ingen måder så hårdt ramt som du beskriver, men det er jo meget tænkeligt at hans hjerne også er blevet skadet. Så 1000 tak for at du deler din historie på et ellers meget tabubelagt område, og for at give mig lidt perspektiv på min egen/min mands situation. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Mine nærmeste kender til min kamp med depression og derfor især også søvnløsheden samt hukommelses tabet. Min ene veninde fik et barn og sagde, man ikke skal snakke med nye mødre om søvnmangel. Jeg var rasende på hende i lang tid, og kan stadig blive harm over at hun kan tillade sig at sammenligne de to ting, når hun trods alt får kærligheden til en unge ud af det. Min anden veninde sagde, at hun var målløs over hvor godt kørende jeg egentlig var alting taget i betragtning, for efter bare tre måneder med baby var hun klar til at kaste tørklædet i ringen. At have børn, eller ej, at være voksen eller ej, der vil altid være folk med dumme kommentarer fordi de heldigvis ikke forstår. Og det kan man næsten kun prise sig lykkelig over, uanset hvor meget man har lyst til at gennemtæske dem i sekundet. Jeg har vild beundring for, at du deler alt det her med os, især oven på de hug du fik for at “trække det hele i langdrag” med redaktøren føljetonen. Det er bare som om, vi forstår dig lidt bedre nu.
    Føler jeg i hvert fald. så tak. Tak for at tag en for holdet og bruge din indflydelse på noget vigtigt (og på Frank).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Tak 🙏🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hvor er det hårdt at læse om både din situation og alle jer andres i kommentarfeltet. Ingen gode råd herfra, bare dyb, dyb respekt. Jeg tror og håber på, at jeg kan møde jer med lidt større forståelse efter at have set dette indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg har så stor respekt for, at du, trods dine udfordringer, har fundet en levevej, der både gør dig glad, men som også passer ind med dine udfordringer.
    Jeg bliver nødt til at spørge, om det er blevet undersøgt om trætheden kommer fra medicinen? Jeg håber virkelig ikke, du tager det ilde op, men min personlige erfaring med både anti-depressivt og anti-psykotisk (Jeg har rundet 15 forskellige præperater, tror jeg) er at mange af dem gjorde mig vanvittig træt. Det samme har hovedparten af dem, jeg kender på psykofarmaka også oplevet.
    Jeg plejer at sige, at der er almindelig træthed og så er der medicin træthed. Og medicin-trætheden kunne få mig til at stå i en butik og med et være ved at falde i søvn, gjorde mig så svimmel af træthed, at jeg måtte sidde ned, eller jeg kunne være ved at falde i søvn i en samtale, når det var rigtig slemt. Når jeg sov om dagen pga. trætheden, drømte jeg ofte at jeg forsøgte at åbne mine øjne eller komme ud af verdens dybeste vandseng. Jeg kunne simpelthen ikke vågne. Der var selvfølgelig også gode dage, men hold op hvor var det forfærdeligt aldrig at kunne planlægge sin dag, for jeg vidste aldrig, om det var en af de dage, jeg sov 16 timer. Det var klart værste med det sidste præparat jeg fik – da jeg kom ud af det, fik jeg min energi tilbage fra den ene dag til den anden. Jeg fik mit liv tilbage!

    Måske har i undersøgt det, men jeg bliver simpelthen nødt til at nævne det, fordi det er en helt typisk bivirkning. Og måske et andet præparat ikke har samme negative effekt?

    Håber virkelig ikke, du ser min kommentar som bedrevidende, jeg ved godt, jeg ikke kender dig, men jeg blev nødt til at dele mine egne erfaringer. Måske du har det som jeg havde det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AnneF

    Årha, det lyder alt, alt for bekendt med den evige træthed! Nu har jeg i et år haft et fitnrssur der tæller skridt og måler søvn, og jeg har fundet ud af at jeg snildt kan sove i op til 12-14 timer og stadig være udmattet. Ja faktisk har jeg ikke fundet nogen øvre grænse for hvor meget søvn jeg skal have, men min samvittighed forbyder mig at sove i mere end de 12-14 timer. Jeg er så bitter over, at jeg har brugt de sidste 10 år, de gode 20’ere, på at være træt, deprimeret og tungt medicineret. Jeg er især bitter over, at mine jævnaldrende har kunne have det rart, falde til ro og være lade tingene ske. De har været på store rejser, de har været i byen, de har fået meningsfulde venskaber og mange af dem har også fundet den store kærlighed og virker til at være ret sat. Jeg, derimod, har I stedet kæmpet en daglig kamp med mit eget hoved – en kamp jeg for det meste tabte. Jeg har følt mig ligegyldig, til besvær og i en lang årrække gik der ikke én dag uden tårer.
    Det er faktisk først nu, som 30-årig, at jeg endelig føler mere glæde end sorg over mit liv.

    Så tak, tak fordi du deler! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Kære Miriam

    Tak for en spændende, velskrevet og ikke mindst relevant blog, som jeg tjekker mindst en gang dagligt.

    Selvom du frabeder dig gode råd, vil jeg alligevel anbefale dig og læserne at læse Anders Haahr Rasmussens nye bog “En fortælling om at være træt”, som er ekstremt velskrevet, humoristisk og vildt interessant om, hvad det har betydet for hans liv pludselig at blive ramt af en uforklarlig, men kronisk og voldsom træthed. Jeg tænker, at du og flere andre kan relatere til hans tanker og oplevelser, som er meget fint beskrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MorT2

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh sødeste Miriam. Fra en som lider af kronisk hovedpine og migræne efter et cykelstyrt, sender jeg en masse tanker og ønsker dig alt det bedste! ❤️ Og tak for en vidunderlig blog!

    http://mrsmom.dk/2015/kronisk-hovedpine-min-stoerste-haemsko/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Åh hvor jeg kender din træthed. Jeg har selv været på antidepressiv medicin. Ikke fordi jeg har haft en depression, men fordi jeg de sidste 10 år har haft kronisk hovedpine. Man havde et håb om at antidrepressivt medicin skulle hjælpe. Medicinen gjorde mig helt ekstremt træt. Mere end man kan forklare andre. Og så var jeg sulten! Sulten hele tiden. Om natten når jeg vågnede og skulle tisse, når jeg kørte i bil, når jeg kiggede på min kæreste – KONSTANT! Jeg så mad over alt! Jeg ejede ikke mæthedsfornemmelse! Det synes jeg var det værste. Jeg havde ingen effekt af medicinen (og heller ikke af de helt ekstremt mange andre piller jeg har prøver), så jeg stoppede igen. Jeg er afslutter medicinsk og intet har hjulpet. Jeg fejler heldigvis ikke noget farligt og er glad det meste af tiden. Vi har vist alle vores dårlig dage hvor vi mugger over alt. Så mon ikke jeg er lige så tilfreds med livet som så mange andre.
    Jeg forstår virkelig dine frustrationer! Det er sku bare død uretfærdigt! Op med hovedet og bliv endelig ved med at blogge! Jeg er vild med at du altid skriver personligt og ærligt! Du er et sjældent syn i bloggerland efterhånden! Jeg er fan og tjekker din side hver dag. Selvom du frabeder dig gode råd, (hvilket jeg i den grad forstår – siger hende som bl.a. har drukket to presset citroner med Himalaya salt! Virkelig godt råd) så får du liiiiige et lille et; Husk, at det skal gå ned, før det kan gå op.
    Kæmpe knus til dig og Frank :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina V

    Kære Miriam.
    Tak for at du deler ❤️
    Du er så sej, og hold nu op hvor er det et godt billede af dig øverst i indlægget 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine P

    Jeg vil blot sige tak. Tusind tak! Jeg genkender så meget i dine ord. Specielt udfordringen ved at acceptere mit “nye jeg” eller at jeg aldrig bliver den jeg var engang.
    Bare tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Masser af love din vej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for at dele! Et seriøst og ellers svært emne at beskrive og belyse gør du så fint! Jeg kan kun gisne om hvordan det må være. Jeg oplever lidt af det samme – i langt mildere grad og form dog – fordi jeg er mere sensitiv end gennemsnittet. Jeg kræver fuld opladning hvis jeg skal være sammen med mennesker i længere tid af gangen og jeg har brug for meget ro og søvn. Det har været svært for mig at acceptere fordi jeg gerne vil gribe verden og have fart på, men jeg har erkendt at jeg skal have mig selv med og det får jeg kun hvis jeg respekterer at jeg altså har brug opladning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde Sommer Andresen

    Tak for det her skønne og meget ærlige indlæg. Noget af det hårdeste kan være at indse og acceptere, at ens krop og psyke ikke vil det samme som man selv vil – det kan være en stor sorg. Men samtidig kan det (kan jeg tænke mig, jeg er ikke helt der endnu, men arbejder derhen af) være en lettelse og en frihed at anerkende, at man er nødt til at tage hensyn nok. Og blive mere indbefattet med, at det hverken er fordi man er svag eller ikke prøver nok, men at man har en del mere at kæmpe med end forhåbentlig flertallet har, og mere end hvad der lige er til at se udefra. Miriam du bekræfter mig i, at jeg hverken er unormal eller sær, og du inspirerer mig til at melde mere klart ud til min omgangskreds, at situationen er, som den nu engang er. Og vide, at dét altså er noget der hverken skal blive set ned på eller negligeret… Så tak! god aften herfra en meget glad læser – fedt du åbner op omkring psykiske emner, det mangler vi så meget af rundt omkring!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Du er simpelthen så sej!
    TAK for at dele din historie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kære Miriam.
    Først og fremmest, hvor er du sej. Det er så hårdt at skulle slås med. Er du blevet undersøgt for lavt stofskifte eller hashimotos? Symptomerne minder meget om depression og udløses især af stress/traume. Det er vigtigt at få behandlet.
    Mange tak for dine skønne, ærlige og utroligt velskrevne indlæg. Er helt vild med din blog. Masser af love sendes i din retning ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for at du deler din historie 😘 Du er sej

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du bare mega sej, at du deler så fint et indlæg. Det er meget beskrivende, og jeg sætter virkelig pris på, at få sat ord på, hvordan nogle mennesker føler det. Det er så svært selv at forstå, når man aldrig selv har været ramt af det. Tilgengæld har jeg set det foregå i min tætteste familie, og jeg har ofte helt glemt at tænke på, hvilken kamp det er for den anden part.
    Jeg tror på recovery og håber for dig, at du en dag vil kunne være mærke, at din hverdag er blevet forbedret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Åhh jeg kan nikke genkendende til det. Har den kroniske sygdom narkolepsi hvor træthed er en af de største symptomer og det kan være virkelig svært at forklare. For alle er jo trætte! Jo men det er ikke alle der trænger til at hvile efter en gåtur eller en tur i ikea osv. Derudover har jeg fået noget angst depression oveni efter for meget pres (og ikke at lytte til hvad jeg rent faktisk kunne) og det har sat en stopper for mit liv i omkring to år, hvor jeg ikke har lavet meget andet end at bo hjemme og gå til psykolog. Jeg ved jeg kommer videre meget stærkere, men det er også ved hjælp af antidepressiv. Før jeg fik det skidt, havde jeg nok også selv svært ved at sætte mig ind i folk der havde det skidt, hvilket er meget naturligt, men folk kan i det mindste forsøge. Jeg vil faktisk sige at det er nemmere at håndtere min kroniske sygdom end det psykiske der kom oveni. Der bliver simpelthen nød til at komme meget mere fokus på det mentale, for flere og flere bukker under og det er samfundet slet ikke tjent med. Tak for et rigtig velskrevet indlæg, som jeg er sikker på der er mange der kan bruge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære Miriam tak fordi du deler 💜. Har en datter med AAD, angst og depression som kender det du beskriver så godt. Og jeg gør det også selv efter adskillige hjernerystelser, piskesmæld og stress. Trætheden, det kognitive, hukommelse, at huske, for,ugerne mig osv . Og det er ting, jeg lever af at skulle kunne. Det kan være så svært for andre at forstå. Kram din vej

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hej Miriam, efter en håndfuld hjernerystelser kan jeg bestemt relatere til den del du beskriver om ikke at have temperament til at leve i det tempo, som ens krop kræver man gør – og den konstante fysiske straf den kvitterer med, hvis man ikke lytter. Jeg håber for dig, at der med tiden vil være udsigt til bedring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvor er det bare SÅ sejt, at du tog afsted til USA! Med de udfordringer du tumler med, må det have været noget af en prøvelse – og derfor virkelig også så sejt at du havde en god tur. . Sådan så det i hvert til fald ud og det var skønt at følge med i. Tænkte faktisk,at du så ekstra glad og sprudlende på dine Stories fra USA. Seje dig 👊🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mercedes

    Fedt du deler, men måske du overdriver nogle gange. De flere voksne mennesker er trætte og stressede. Det er lidt provokerende du skriver du har det værre når du selv brokker dig over at folk siger den slags til dig. Og ved du at den antidepressiv i høj grad er placebo?
    “Ikke kunne have et normalt fuldtidsjob” Hold nu op. Så vi andre skal forsørge folk som dig? Hvorfor? Fordi I er svage?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lise

      Det var da en mærkværdig kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Undskyld, men var det virkelig nødvendigt?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Mercedes, din kommentar er dybt upassende og viser både mangel på empati og en stor mængde uvidenhed. Jeg ved ikke, om din kommentar om at have det værre er rettet mod Charlotte, for det skriver jeg intet sted, men du kan simpelthen ikke udtale dig så dømmende om andre menneskers helbred, når du ikke er sat yderligere ind i situationen. Er folk med kræft svage, når de ikke kan passe et fuldtidsjob? Er folk med sclerose? I så fald, så ja, jeg er svag. Og hvor er det pænt af dig at træde i, hvor dårligt man i forvejen har det med ikke at være i stand til at være så stærk, som man ifølge dig burde være. Om du er villig til at betale for de “svage” i dit samfund er op til dig selv, din samvittighed og din politiske overbevisning. Om du vil lægge nedladende nedturskommentarer som den her på min platform er heldigvis op til mig. Du er ikke længere velkommen her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Hmm her må jeg komme Mercedes til forsvar. Hun nævner på ingen måde kræftramte patienter, der er usammenlignelig forskel på kræft og en depression. Sorry to say, men hun har en god pointe. Jeg er sikker på hun mener svage som i psykisk svage – ikke folk efter en potentielt dødelig somatisk sygdom som har gået igennem sublethal behandling! Læs dog hvad hun skriver.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Sofie, en sygdom er en sygdom. Man bestemmer ikke selv, hvad man bliver ramt af eller hvor hårdt, man bliver ramt. Senfølger er senfølger, om de kommer af kræft, depression, stress eller seksuelt misbrug. Jeg læser, hvad hun skriver, ligesom jeg læser, hvad du skriver, men jeres problem er, at I tilsyneladende mener, at nogle sygdomme er mere respektable eller reelle end andre, og man derfor kan bagatelisere de andre uden at have det fjerneste kendskab til, hvad de indebærer, og det er sindssygt arrogant. Som sygdom er kræft ikke lig de psykiske, men det har jeg heller aldrig sagt. Jeg siger, at man ikke selv har indflydelse på, hvad man bliver ramt af. Man er ikke svag, fordi man er psykisk syg, ligesom man ikke er svag, fordi man har kræft. Man bliver ikke ramt af psykisk sygdom, fordi man er svag. Det kan ramme alle. Det er simpelthen himmelråbende uvidende og en enormt forældet påstand at komme med, når vi nu har enorme mængder beviser på det modsatte. Og du er ikke det fjerneste ’sorry to say’, for så havde du ikke sagt det. Det er simpelthen decideret pinligt at holde fast i og forsvare så forældet en tankegang, der udelukkende bygger på uvidenhed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jette

      Hold da op. Det var da en særdeles usympatisk kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Psykologen

      Hej Mercedes. Jeg synes det er en meget hård kommentar du kaster ind her. Jeg håber aldrig, aldrig at du en dag finder dig selv i en situation som den Miriam beskriver, for slet ikke at tale om at være pårørende til en i samme situation med dén holdning. Jeg er ikke sikker på hvor den aggressive tilkendegivelse omkring at andre skal forsørge én, det er jo netop ikke tilfældet? Og som psykolog er jeg derefter meget, meget nysgerrig efter hvad du bygger din påstand omkring placebo og antidepressiver på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var dog den mest intolerante, empatiforladte, arrogante og ubehagelige kommentar jeg har læst længe. Jeg tror du har misforstået noget helt grundlæggende i indlægget, siden du føler dig provokeret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      “Mercedes”, for fanden. Du bliver et svært ensomt menneske en dags tid. Det ironiske er, at lige netop du, med din kommentar, fremstiller dig selv som værende den, der i virkeligheden har de største svagheder at arbejde med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gud, “Mercedes”. Hvor lyder du som en usandsynlig nederen, dum kost.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du burde skamme dig Mercedes, virkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat k

      Jeg kan ikke andet end at grine af folk som dig, “Mercedes”. Su har tydeligvis aldrig haft den slags sygdom inde på livet, og heldige dig.
      Men bare rolig, Miriam og mange af os andre, som lider under noget lignende, kan sagtens klare sig uden hjælp fra snæversynede ignoranter som dig 🙂
      Hav en god dag

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • A

      https://videnskab.dk/krop-sundhed/placebo-aendrer-hjernen-og-lindrer-depression

      https://videnskab.dk/krop-sundhed/nyt-studie-lykkepiller-har-ingen-effekt-paa-depression

      Ovenstående er to ret interessante videnskabelige artikler efter min mening. Særligt relevante til dem der tager antidepressiv uden at vide, hvad de reelt indtager – har selv været der!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anette N.

      Jeg har stor respekt for både det du Miriam og du Mercedes skriver. I har begge ret på hver jeres både, I har bare forskellige perspektiver. Men hvad jeg vil sige er, at jeg er psykiater og Miriam, jeg vil kraftigt anbefale dig at prøve at stoppe den medicin. Dine “senfølger” kan meget vel være en bivirkning til denne. Og som Mercedes rigtigt påpeger, så der er en meget stor komponent af placebo i antidepressiva. Så selvom du sagde ingen råd Miriam, prøv at gå til din læge og lav et udtrapningsprogram. Hvis det viser sig du har det bedre på medicin, så starter du igen. Men måske er du heldig og kan kunne ud af den og få det bedre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Anette, som skrevet i indlægget – der er ikke meget, jeg ikke har prøvet. Jeg har professionelle i hobetal inde over. Jeg har været på en million forskellige præparater, og jeg har trappet ud af både dette og adskillige andre uden resultat. Respekt for det Mercedes skriver kan jeg dog ikke finde. Med så bevidst provokerende og nedladende retorik er det ikke skrevet ud fra et konstruktivt eller hjælpsomt sted. At anklage mig for at overdrive og sige “hold nu op” til en person, der ikke har et højere ønske end rent faktisk bare at kunne holde op? Jeg har svært ved at forestille mig noget mere respektløst.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MiriamsBlok

      Kære Mercedes/Sofie/Anette. Nu har jeg svaret dig tre separate gange, men du er åbenbart svær at gøre tilfreds. Jeg kan se din IP-adresse og ved derfor, at alle tre aliaser er dig. Din kommentar var upassende, og den var uvelkommen. Den bliver ikke bedre af, at du opfinder andre personer (sågar en psykiater!) til at forsvare dig. Vær sød ikke at kommentere yderligere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Jez! Hvis du er psykolog burde du vide bedre og have større respekt! Øv hvor gør det mig ked af at læse sådan en kommentar! Mirriam: skide godt indlæg!! Tak! Jeg er ikke på antidepresiver, jeg kunne simpelthen ikke tåle nogen af dem vi prøvede af, jeg har klaret det selv! Jeg anser mig og enhver anden med eller uden medicin, som kommer op af hullet, bare lidt, som alerhelvedes stærke! Jeg kommer heller aldrig til at have et fuldtids job, må som mirriam skabe mit eget! Og det er fanme også kun stærke mennesket der kan det!! Men senfølger er noget lort! Og pisse hårdt! Men sådan er det jo når man har været syg i lamg tid, uanset sygdommens natur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Én ting er at opfinde forskellige personer her i kommentarsporet, men det er rimelig langt ude at sidde og opfordre et menneske, man aldrig har mødt, til at trappe ud af sin medicin! Skam dig, Anette/Mercedes/doctor evil!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Puh, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og slutte. Hvor er det en modbydelig kommentar – og hvor er det fantastisk at du skriver sådan et indlæg Miriam, og hvor er kommentarsporet også godt, når man ser bort fra Mercedes. Jeg vil sige som Julie: Skam dig, Anette/Mercedes/doctor evil!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære Miriam,
    Jeg kunne genkende så mange ting i dit indlæg og jeg blevet meget berørt af det.
    Jeg har arbejdet som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling i 3 år, hvor der blandt andet var patienter med svære depressioner indlagt. Jeg var rigtig glad for mit arbejde. Men for et år siden blev jeg diagnosticeret med en godartet tumor i hjernen, som desværre ikke kunne fjernes fuldt ud ved operation, og jeg skulle derfor strålebehandles.
    Nu, et år efter, kæmper jeg med mange af de samme følger som du beskriver, trods en anden situation. Trætheden især.
    Jeg kæmper også med at finde en ny vej at gå i livet, for den gamle vej er alt for stressende for mig nu. Jeg kan ikke leve det liv jeg allerhelst ville – men samtidig er jeg hver dag taknemmelig for at være i live.
    Du er bare mega sej, at du skriver dette indlæg.
    Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Åh hvor er det rart at høre en, som oplever det samme, når man sidder og føler sig helt alene i det.

    Jeg er stadig lidt i det med depressionen og angsten, så kan ikke helt tale om senfølger. Alligevel kan jeg mærke tydelig forskel fra hvordan jeg havde det engang, til hvordan jeg har det nu. Særligt på min hukommelse, som engang var nærmest fotografisk, men nu er næsten ikke-eksisterende. Og på den skide træthed, som betyder, at jeg føler mig nødsaget til nærmest at ligge i sengen i to uger efter en weekend med arrangementer, selvom det ikke er muligt med studiet mv.

    Så igen, hvor er det befriende at høre, at der er andre, der sidder med det. At det ikke kun er mig. At jeg ikke er alene. Af hjertet tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Klara

      Vil blot sige, kære Emma og alle andre, at det er så rart at du skriver en kommentar. Min hukommelse er også smadret, og det er svært at acceptere. Det er rart ikke at være alene. Miriam tak for det her indlæg. Det er en øjenåbner for mig og rammer så tæt på. Kram til dig og alle i kommentarfeltet – eller bare alle generelt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Som en der aldrig selv har været ramt af psykisk sygdom, vil jeg bare sige tak. Tak for så fin en beskrivelse og så fin en indføring i hvad det vil sige at komme ud ‘på den anden side’. Det er så mega svært at sætte sig ind i. Noget af det sværeste synes jeg faktisk. Så af hjertet tak for at jeg når har flere billeder på hvordan folk der omgiver en og har været igennem depression, stress eller lign, har det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Tak, fordi du deler. Det var egentlig et for mig mere relevant emne end først antaget. Nu ved jeg ikke præcis, hvordan senfølger defineres eller hvilke lidelser, de kan komme i forlængelse af, men din beskrivelse af træthed og minimalt overskud lyder nøjagtigt som mig. Jeg har mest noget med en rodet barndom og en OCD-diagnose, men jeg er nu på mit 16. år(!) på antidepressiv medicin og er netop blevet oppet i dosis, fordi mit overskud er så forsvindende lille (især her ved vinterens komme, naturligvis), men det er ikke en sindstilstand, jeg direkte kan forbinde til OCD’en. Det er mere en forlængelse af mit meget introverte sind kombineret med noget latent depressivt og en modløshed. Jeg har dog aldrig fået diagnosticeret en egentlig depression. Anyway, tak for dine ord og tanker. Jeg tager dem med mig videre i mine refleksioner. En sidste ting (hvis det er for personligt, lader du bare være med at svare) – Har du været berettiget til handicaptillæg til din SU, nu du ikke kunne have studiejob? Jeg har selv ledt efter information på området, og min læge mente ikke, det var udelukket for mit vedkommende, men jeg har nok tøvet, fordi jeg “kun” havde min OCD-diagnose at læne mig op ad, og jeg følte, at andre nok havde mere ret til/brug for det end jeg, men jeg er meget interesseret i andres erfaringer på området.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • s

      Måske jeg kan svare dig, Ditte 🙂
      Jeg har selv PTSD og angst. Jeg søgte om handicaptillæg 3 gange og fik afslag. Til sidst fik jeg det så tildelt. De er ikke meget for det og man bliver sendt en hav af læger. Men jeg synes du skal forsøge.. også selvom de afviser! Så bliv ved!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat k

      I forhold til tillæg, så husk at det jo sidder nogen og vurderer om du “er syg nok”, og om andre “fortjener det mere”. Det behøver du slet ikke spekulere på, for der er mange saglige og professionelle mennesker med inde over de beslutninger 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Hej Ditte
      Jeg kender en med ADHD som fik det godkendt med det samme – og en med depression der fik det for et år ad gangen. Begge er i job i dag, men havde ikke overskuddet under studiet, så jeg ville også sige GO. Og det er heldigvis ikke dig der bestemmer om du har mest ret til/brug for handicaptillæg, så væk med de bekymringer og søg det. Jeg hepper!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Hej med jer. Mange tak for erfaringer og input – jeg tager det med mig videre 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Søde Miriam,
    Jeg har fulgt din blog et stykke tid, men kender ikke baggrunden for dine senfølger. Jeg synes du er så herlig uhøjtidelig omkring dem. Men ja, det er sjældent man råber det højt.
    Jeg er 42 (meget snart 43) og den indehaver af 2 kroniske sygdomme, psoriasisgigt og fibromyalgi. Med smerterne følger den ulidelige træthed som jeg ikke kan sove mig ud af, kognitive udfordringer i form af dårlig hukommelse, dårligt overblik, svært ved at finde ord/tale sort og 117 andre. Men der følger også blikke og kommentarer. “Du er al for ung til at have så ondt” som min souschef sagde! Smerte kender ingen alder. Min chef sagde direkte at hun ikke troede på fibroen som diagnose og at alle i øvrigt havde ondt hist og pist og var trætte når de kom hjem.
    Tak for lort! Endte med en fyreseddel fra drømmejobbet. Det er bare ikke fedt at være 42 år og få rollator og badebænk mm.
    Det koster på energikontoen når vi vil noget ekstra. Jeg kalder det livsglædesmerter 😀 De lader mig op og giver overskud til at klare dagligdagen… Nyd dine ture, nyd dine dage i sengen, nyd din blog, nyd livet! Du gør lige nøjagtig det der er godt for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor kan jeg genkende følelsen af, at man bliver ‘frataget’ sit jeg efter psykisk sygdom. Jeg har lidt af både depression, angst og stress – som du skriver så følger de jo tit hinanden.
    I dag husker jeg så afsindigt dårligt at jeg nogen gange er imponeret over at jeg finder hjem hver gang. Jeg bliver også ualmindelig træt efter en dag med fart på. Jeg skal som minimum have 4 dage på en uge hvor jeg bare er mig selv og selv bestemmer farten.
    Jeg startede min blog sidste sommer efter jeg igen var gået ned med stress. Jeg havde behov for at fortælle min historie og jeg følte der var behov for at vi som samfund snakker højt om psykisk sygdom!
    De bedste til at dele viden er trods alt os der har prøvet det på egen krop.

    En kæmpe high five til dig Miriam! Det kræver satme styrke at rejse sig op igen og finde viljen til at leve!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine L

    Jeg er selv den heldige vinder af kronisk træthed og dårlig hukommelse. Følgerne kom efter min anden depression, som ellers ikke var noget nær så dyb eller langvarig som den første. Jeg har stadig rigtig svært ved at acceptere at det er sådan det skal være. Særligt fordi jeg ellers altid har haft en helt fænomenal hukommelse. Jeg har også rigtig svært ved at forklare, hvordan jeg kan sove mere end 12 timer i streg, og hvordan det kan lade sig gøre at jeg sover over mig, til timer der først starter kl 15. Jeg håber stadig på at det en dag bliver bedre, for jeg vil så gerne mere med mit liv end at sove. Og det kunne være så rart, ikke at blive stresset over de få aftaler jeg har i min kalender ud over studiet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tarkoflen

    Jeg har været meget syg af stress. Kunne ikke huske navnene på mine nærmeste veninder og glem alt om deres børn og kærester, det var helt væk. Jeg måtte gå min telefonbog igennem for at finde deres navne frem! Det et voldsomt og ubehageligt i en grad jeg kun tror man forstår hvis man har været der. Det er 5 snart 6 år siden min verden faldt fra hinanden og jeg er stadig træt! At jeg så har endometriose oveni hjælper bestemt ikke på mit overskud! Hvor jeg før var hende der arrangerede alt, er jeg blevet hende der ikke kan overskue mere end en aftale på en uge og det er typisk ikke mig der har taget initiativ til det og jeg hader det! Så du er ikke alene!

    Kender du the spoon theory? Den giver et meget godt billede af hvordan man har det og hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen. Måske du kan bruge den, hvis nogen har svært ved at forstå hvordan du har det? Den kommer i hvert fald her:

    http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina Hansen

      Jeg tænkte også lige på spoon-theory til at forklare det. Jeg har henvist folk til at læse om den for bedre at forstå mig. Jeg syntes endda den hjalp mig selv til at acceptere det lidt bedre – mit manglende overskud efter at have været nede med stress.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AnneM

    Kære Miriam, det her indlæg rørte noget dybt i mig, fordi jeg har haft det på præcis samme måde. Et sygdomsforløb med mærkelige symptomer og ekstrem træthed, som læger og speciallæger konkluderede til at være psykisk affødt – også selvom psykolog, psykiater og psykoterapeut sagde noget andet. Hvor var det frustrerende, og fuldstændig uudholdeligt i perioder – især når man skulle høre på andres idéer om sund kost og motion der skulle hjælpe på alting, imens jeg knap nok kunne slæbe mig ned til fitnesscenteret uden at få det dårligt. Jeg vil ikke komme med nogen gode råd, men jeg vil alligevel fortælle dig hvad der skete, som gør at det går bedre i dag: fuldstændig livsomvæltning. Jeg skiftede studie, slog op med min kæreste gennem 7 år og fandt en ny, flyttede 2 gange, skiftede religion og blev frivillig i Venligboerne. Det krævede virkelig meget mod, at skabe så meget forandring. Men nu er jeg en ny person, og jeg savner ikke engang mit gamle jeg fra før jeg blev syg. Og vigtigst af alt, så er de få symptomer jeg stadig har noget jeg lever med, uden det får lov til at styre mit liv – så længe jeg stadig husker at lytte efter min krop og ikke overbelaste den. Jeg er sikker på at du en dag kommer forbi det der plager dig nu, og vil se tilbage på det og tænke at det gjorde dig stærkere og til en bedre person.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Til AnneM – bare af ren nysgerrighed, ad konverterede du til? 🙂 Og hvordan skete det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • AnneM

      Til Islam, jeg har altid gerne ville være religiøs fordi jeg har haft den ‘følelse’ i kroppen. Men det lykkedes mig aldrig st holde fast i den særligt længe som protestant- der var simpelthen ikke nok at holde fast i i hverdagen, og ikke noget fællesskab i min omgangskreds til st dyrke det. Jeg læste koranen fordi min nye kæreste/mand er muslim, og det var bare som om noget faldt på plads inden i mig – præcis som at komme hjem efter at have været væk længe. Jeg har aldrig været lykkeligere

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Ej hvor spændende! Dejligt at du har fundet ro ved hjælp af religion, og at du har fået det bedre! Tak fordi du svarede på mit spørgsmål. Rigtig god aften! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Kære Miriam,
    Alle indlæg jeg nogensinde har læst er det her nok det der rammer mest. Rammer så meget, at jeg sidder med tårer i øjnene.
    Jeg havde en ret svær depression, der varede 5,5 år, hvor det bare blev værre og værre indtil jeg var meget, meget selvmordstruet.
    Jeg bliver i perioder utrolig træt – især omkring eksamener. Jeg har hele tiden tænkt, at det bare var mig, der var en svagpisser, når jeg bliver nødt til at blive hjemme fra undervisning, fordi jeg simpelthen ikke kan. Mine muskler er trætte, mit hoved gør ondt, min hals gør ondt. Symptomerne er mange. Nogle gange føler jeg ikke engang, at jeg kan løfte armene og tage tøj på.
    Jeg har aldrig før nu koblet det sammen med min tidligere depression. Det ville forklare så meget! Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender det alt for godt. Jeg er aldrig rigtig kommet over da jeg havde stress, min hjerne er ikke den samme. Er virkelig svært at leve med! Jeg begyndte i weekenden en blog hvor den blir som et frirum hvor jeg netop kan skrive om sådan noget man ikke altid kan sige højt, men som hjælper at få ud. Du er sej, og glem det ikke Miriam.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kære Miriam. Gud hvor kan jeg relatere til dine senfølger. Især den med træthed. Jeg er simpelthen så træt (høhø) når folk omkring mig siger, at de også er trætte eller lignende. For før jeg blev syg, der var jeg da også træt, men det er intet i nærheden af, hvad jeg har været siden jeg blev påkørt af en bil, fik en depression og efterfølgende en overbelastningsreaktion, fordi jeg ikke lyttede til min krop. Jeg bliver stadig hurtigere træt og har også skåret voldsomt ned på mine aktiviteter, så som det ser ud nu, der har jeg det godt. Men jeg går også hjemme på en sygemelding, så om det stadig går godt, når jeg skal ud på det der arbejdsmarked, det ved jeg ikke. Jeg er glad for, at du har muligheden for at arbejde hjemmefra, så du har sluppet for det forløb, jeg er gennem nu. Men som du selv siger, så kan man altså godt have/få et godt liv, selvom tempoet måske foregår i sneglefart.
    Jeg har i lang tid været sur og vred over, at jeg har levet mit liv fra min seng det sidste årstid, hvor jeg har måtte fravælge gode ting, fordi min krop har været i trods. Og jeg gider ikke være vred eller føle jeg går glip af noget, så jeg prøver i stedet at fokusere på de gode ting, når jeg kan det. Selvom det er svært, når man oftere må sige nej end ja til aftaler.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WTF: Min første emailadresse #2