Repost: Verdens bedste (og nemmeste!) tomatsauce

Jeg har været så skrækkeligt uinspireret på madfronten den seneste tid, og det er altså begrænset, hvor mange aftener i streg, man kan spise rugbrød, før man får frataget sit voksenkort. Men så var det, jeg en dag kom i tanke om den der tomatsauce, jeg nærmest levede af sidste sommer, men som forsvandt ud af mit repertoire, da efteråret kom, og tomaterne begyndte at miste sin smag.

Det er altid friskt nok at kalde noget for “verdens bedste”, men dette er ikke desto mindre den bedste tomatsauce, jeg nogensinde har smagt. Den er sød og fyldig og spækfuld af smag på trods af, at den kun indeholder tre(!) ingredienser. Italienerne ville være stolte.

Til én portion (dvs sauce til en portion pasta) har jeg brugt:

2 fed hvidløg
En ordentlig klat smør
Ca. 2-300 gram gode tomater. De svinder ind til ingenting, så vær gavmild.

Hak hvidløget groft og svits det i smørret. Skær tomaterne i halve og placer dem i gryden med skindet opad. Tilsæt salt og peber. Skru ned på laveste blus og lad dem stå og hygge sig i 30-45 minutter. Se til dem engang imellem og give dem evt. et godt tryk, hvis de ikke vil “gå i opløsning” af sig selv.

Når tiden er gået, smages saucen til og kan derefter enten sies eller blendes, alt efter hvad man foretrækker. Jeg tilføjede noget hakket basilikum, vendte Irmas friske spaghetti i herligheden og sluttede af med en gang bacon og lidt parmesan. Så nemt, så lækkert.

Kommentarer (5)

Skriv et svar til Kristine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.