Tips til din vinterdepression

Læserhjælp #4

Mine forældre er stadig sammen, så jeg har absolut ingen erfaring med at navigere i det giftige farvand, der kan være skilsmissepar. Jeg kan dog sagtens se, hvordan det her er en ubehagelig situation, og jeg håber meget, der sidder nogen derude, der har en idé til, hvordan man griber den an uden at komme til at træde alt for meget på moderens følelser… Anyone?

Spørgsmål til Læserhjælp kan indsendes her.

   

16 kommentarer

  • Naja

    Til Miriam; hvis du får opfølgninger på disse hjælp-en-læser-indlæg, vil du så ikke dele dem med os andre – selvfølgelig kun hvis det er ok med den pågældende læser. Det er nogle temmelig tankevækkende indlæg og det ville være meget rart at høre, hvad læseren valgt at gøre og hvad der kom ud af det. Og så i øvrigt tak for en fantastisk blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • At din mor ikke skal tage det personligt. Du vælger ikke hende fra, men dig selv til. Det er en beslutning truffet på baggrund af dine egne behov, og ikke et valg mellem far og mor.
    Kys
    Tine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg stod i præcis samme situation som dig, da jeg var 13-14 år. Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, og til jeg var de 13-14 år boede jeg en uge skiftevis hvert sted. På et tidspunkt fungerede det bare ikke længere – og jeg havde ikke en masse argumenter på hånden, jeg havde bare en følelse. Jeg var gladere hos min mor og min stedfar, og følte mig mere hjemme hos dem end jeg gjorde hos min far og stedmor. Det var rigtig, rigtig svært, og jeg tror faktisk først jeg fik taget hul på det, da jeg blev så ked af det, at min far tvang det ud af mig. Jeg fik det sagt – og jeg havde ikke argumenter for hvorfor. Jeg sagde bare, at jeg helst ville være hos min mor. Min far blev ked af det, selvom han gjorde alt, hvad han kunne for ikke at vise det. Jeg kan huske, at han sagde: Måske du en dag helst vil bo hos os hele tiden… Jeg sagde ja, selvom jeg vidste, at det ikke ville blive sådan. Jeg boede “fuldtid” hos min mor og stedfar indtil jeg flyttede hjemmefra, men jeg så min far og stedmor mindst en gang om ugen. Kom hjem til aftensmad, hyggede med min lillesøster og hentede hende fra skolen, tog med på ferier, og så videre. Jeg tror faktisk hurtigt min far og stedmor vænnede sig til “de nye forhold.”

    Når jeg ser tilbage på det i dag (jeg er nu 28), er jeg meget afklaret med, at det var/er helt mine forældres ansvar at “sluge” nogle bump hen ad vejen, når de har valgt at få børn og blive skilt. Det var svært at være så “hård” dengang jeg var barn / ung. I dag er jeg meget bedre til det. Eksempelvis med jul. De bestemmer ikke, hvor jeg skal være, jeg gider ikke at have et system ifht. hvornår jeg skal være hvornår (hvis tur er det?) eller have dårlig samvittighed over, at nu har jeg været hos min far 3 år i streg til jul eller lignende. Det er deres problem, ikke mit 🙂 Det kan jeg heldigvis sagtens sige til dem i dag, og de er alle meget indforstået med det.

    Sådan tænker jeg også tilbage på den situation dengang jeg skulle fortælle min far, at jeg ikke længere ville bo hos ham. Jeg var ked af det på min fars vegne, men jeg var 100 % afklaret med, hvad JEG helst ville. En voksen forælder ved jo, at man elsker dem, og det er DEM, der skal håndtere skilsmissen på en voksen måde – du skal ikke overbevise dem og komme med argumenter. Din mor skal nok forstå dig og acceptere dit valg, også selvom hun bliver ked af det i første omgang.

    Held og lykke med det. Jeg håber, at du får samlet mod til det snart.
    Tanker her fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej,

    Denne besvarelse skal ikke anses som værende et mudderkast til de øvrige råd, der er blevet givet, men nogen gange er det bare lettere sagt end gjort, at 'sige det som det er' og 'være ærlig'. Og dette i særdeleshed over for en mor, som står i en – sikkert- svær og kaotisk situation pt.

    Jeg har haft stor glæde af at formulere mig på skrift i forbindelse med svære valg og konfrontationer. På den måde får jeg mulighed for at fortælle hudløst ærligt, hvorfor jeg ønsker/gør/tænker/handler som jeg gør uden, at det ender i en højrystende diskussion om, hvad jeg burde eller ej. Jeg får på den måde sagt alt, hvad jeg synes, er væsentligt, inden der kommer et modsvar. Modsvaret har jeg tilmed fået på skrift, hvorfor jeg har haft tid til at reflektere over svaret og på den måde vælge bedste comeback.

    Jeg ved ikke, om det vil være en løsning for dig – men jeg har haft stor glæde af denne måde at takle det på.
    Jeg håber for dig, at du kommer ud med det, for jeg er sikker på, at der vil falde en sten fra dit hjerte og du vil kunne slappe af i din tilværelse. Der er ikke noget værre end at bo hos en forældre, som man egentlig ikke har lyst til, men som man gør af loyalitet/pligt/frygt.

    De bedste tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    “Argumenter klar” er måske også en forkert formulering – det medgiver jeg.

    Men, set fra min side, handler det om at jeg er blevet mødt af mit barn, der har sagt “jeg vil gerne flytte ned til far fast”, og når jeg har spurt “hvorfor”, har det i virkeligheden ikke handlet om at han gerne ville flytte, men at der har været nogle andre rammer og regler hos hans far, som passede min søn bedre, at han ikke ville flytte, men gerne have en snak om de regler vi har hos os, og en helt åben samtale om det, har flyttet åndsvagt meget – både for min søn og for mig. Så jeg har oplevet at “jeg vil gerne flytte” har været en måde for min søn at åbne en dialog om noget andet end at han ville flytte.

    Jeg tror ikke at læserens mor gør noget forkert – jeg tror læserens mor gør alt det hun kan – der jeg gerne vil hen, er at læseren på en eller anden måde skal være klar på at der kan komme opklarende spørgsmål, eller ønske om en eller anden forklaring. Og svaret på dem kan simpelthen være så simpelt som “jeg trives bedre hos far” eller “det kan jeg ikke forklare lige nu”. Det kan også være så simpelt som at gentage “jeg vil gerne bo hos min far”, helt uden andet. Det behøver ikke være en afhandling om hvorfor man gerne vil flytte, men som forælder mener jeg faktisk at man har lov til at spørge “hvorfor”. Man har som forælder til gengæld ikke lov til at forvente en helvede masse argumenter og infografik, men det kan være rart at få bekræftet at sætningen “jeg vil flytte” faktisk handler om at ens barn gerne vil flytte, og ikke dækker over noget andet, som barnet måske ikke helt kan få sagt højt.

    Og ja, moren bliver nok ked af det, og det er moren, der må behandle det, det er vi enige om.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    nu har jeg ikke lige læst svarene igennem.
    men jeg tænker, at du skal sige det til hende, som det er. jeg tror dog det er vigtigt, at have forberedt nogle forklaringer, da hun måske vil bede om dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, jeg bliver (som skilsmisse barn med hønemor) sgu lidt trist over at der bliver opfordret til at man skal “have argumenterne” klar. Det er trods alt læserens forældre der har valgt at blive skilt, og derfor bør de altid tage hensyn til barnets tarv, synes jeg. Hvis læseren gerne vil bo hos sin far, så er den ikke længere.
    Hvorfor skal hun argumentere for det? Ja, hendes mor bliver sikkert ked af det – men det er jo moderens egen sag om at håndtere.

    Gør det så let som muligt – der skal ikke svares på spørgsmål om hvorfor, for det vil nok bare give endnu mere dårlig samvittighed. Og jeg kan fastslå at man som barn har dårlig samvittighed over de her ting, for man vil jo ikke vælge den ene frem for den anden. Hvis de så samtidig kræver at man skal “argumentere” for at man gerne vil have samvær for sin far, så bliver det bare endnu værre at sige det.

    Måske gør hendes mor slet ikke noget galt, som det virker til at nogle folk automatisk konkluderer – måske ønsker hun egentlig bare at være sammen med sin far?

    Så mit råd er bare at læseren må fortælle sin mor det, ganske stille og roligt. Hold fast i din beslutning og gør det hele lidt afslappet, så det ikke bliver gjort til en større sag end det egentlig er.

    Held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Godt råd!

    Jeg er ked af at snage, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du sagtens kan leve med, at din mor lever et liv med en mand, som du ikke kan med? Jeg har selv været udsat for samme (på min fars side) og til sidst måtte min far erkende, at han ikke kunne leve uden mine søskende og jeg. Vi var ikke ondskabsfulde. Vi var bare ikke vant til hendes måde at have en hverdag på, og til sidst valgte min far så at sige, at han prioriterede at have en hverdag med os. I dag har han en kæreste, som er glade for os og omvendt.

    Ikke for at lyde som en forkælet teenagedatter! Jeg valgte hende ikke fra, det gjorde min far 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er skilsmissebarn og har selv stået i din situation. Jeg blev ked af det, hver gang jeg skulle hjem til min mor og bo – ikke fordi jeg ikke elsker hende, men jeg kunne virkelig ikke lide hendes mand, og derudover synes jeg, at det var enormt svært at skulle bo to steder. Jeg var rigtig bange for at sige det, for jeg vidste, at hun ville blive ked af det. Derudover havde min far altid sagt til mig, at det var okay, hvis jeg kun ville bo hos min mor, men min mor havde aldrig sagt noget lignende.

    Jeg var helt ærlig og fortalte hende, at jeg ikke ville bo hos hende pga. hendes mand, og fordi det gjorde mig ked af det at bo der. Hun tog det heldigvis rigtig pænt, og jeg tror godt, at hun vidste, at jeg havde overvejet det – lige så snart, jeg havde sagt 'Jeg bliver ked af det, når jeg skal hjem til dig at bo', afsluttede hun min sætning og sagde, at så skulle jeg da ikke bo der. Så din mor har muligvis mærket en ændring i dit humør, når du er hos hende – også selvom du ikke selv kan mærke det 🙂

    Så jeg synes, at du skal være helt ærlig over for hende, når du siger det og selvfølgelig gøre klart, at det ikke er fordi, du ikke elsker hende, men fordi du bliver nødt til at tænke på dig selv og på, hvordan du har det bedst. Du kan evt. tale med din far om det inden, for han har måske nogle gode råd, især når han kender din mor. Endelig vil jeg foreslå, at du og din mor planlægger en fast ugentlig dag, hvor du tager hjem til hende og hvor I hygger. Det gjorde min mor og jeg (det var heldigvis en dag, hvor hendes mand aldrig var hjemme), og det var en rigtig god løsning!

    Mange gange held og lykke – det er ikke en sjov situation, men det bliver bedre, når du får det sagt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg er mor, til et skilsmissebarn.
    Min ubetinget største bekymring i livet er mit barn og alt han er, gør og oplever.
    Yes, så fik nogen lige iscenesat sig selv som neurotisk kontrolfreak – det er altså ikke sådan det skal forstås.
    Men jeg tænker rigtigt meget på om det vi gør, hans far og jeg, er det rigtige, om det er den løsning han trives bedst med, om det er de rigtige valg vi træffer for ham.
    Lad mig være helt ærlig, mit hjerte ville gå lidt i stykker, hvis han en dag kom og sagde “jeg vil hellere bo hos far”, men jeg ville ikke elske ham mindre, jeg ville ikke sætte mig imod, jeg ville synke og spørge ham hvorfor, så jeg fik argumenterne. Og var der mere i dem end “jeg må spille alt det ipad jeg vil”, så ville jeg uden at blinke være med på at ændre samværet.

    Så jeg synes du skal sige det, jeg synes du skal have dine argumenter klar, og så tage snakken, med din mor, og din far! Måske kan de ikke være i rum sammen, det ved jeg ikke, men du skal tale med dem begge to, og forklare dem hvorfor – og så håber jeg så inderligt, med alt min moderkærlighed, at I sammen kan få lavet en løsning, hvor du trives allerbedst.

    Held og lykke – jeg synes du er sej, fordi du beder om input!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Som skilsmissebarn vil jeg mene, at hvis du virkelig vil bo hos din far og hans nye kone – så gør det! Din mor vil blive såret lige meget hvad. Skilsmisser er fandeme en lang sorg, som man skal lære at leve med (dem der siger andet, siger det kun for at retfærdiggøre deres liv og handlinger).
    Jeg kunne godt tænke mig at få mere baggrundsstof? Var det din fars nye kone, der forårsagede skilsmissen? Er din mor meget alene? Kan du selv leve med den samvittighed, det måske vil give.

    Jeg er vokset op hos min mor, og da jeg var 13-14 år, sagde jeg til min far, at jeg ikke gad være hos ham længere. Faktisk nævnte jeg en masse ting, jeg ønskede allerede fra dag 1. Mine forældre har bestemt ikke været gode skilsmisseforældre, men min far accepterede, at jeg ikke ville bo hos ham hveranden weekend. Og vi har et godt forhold trods det. Faktisk bedre end før.

    Desuden har jeg en teori om, at du er i gymnasiealderen? Så er det vel også kun få år, før du flyver fra reden. Så vil det vel virke mere forståeligt for din mor, når det ikke er hele din barndom, der foregår hos din far og hans nye kone. Hvis du forstår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Du siger det bare som det er. Det er jo fair nok.

    Kh en mor (til skilsmisse unger:))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Det vil være synd for din far, hvis du vælger at bo hos din mor.
    Det vil være synd for din mor, hvis du vælger at bo hos din far.
    Du kan ikke vælge A eller B, uden at nogen bliver såret.
    Hvis din mor ikke kan tackle situationen, ja det skulle hun nok have tænkt over inden hun blev gift.
    Det er altid børnene det går udover i skilsmisse situationer. Nu står du over for et svært valg, og selvfølgelig vil (og skal!) dine forældre acceptere dit valg, ligesom du har valgt at acceptere at de blev skilt – (du havde jo ikke andre valg vel?)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øv, skilsmisser er noget lort. Selv de lykkelige af slagsen gør ondt på den ene eller den anden måde 🙁

    Nu kan der jo selvfølgelig være utrolig mange grunde til, at du hellere vil bo hos din far, og derfor er det lidt svært at guide dig… Jeg ville ønske, jeg vidste, HVORFOR du hellere vil bo hos din far. Og hvordan dit forhold er til din mor.

    Så det her råd tager udgangspunkt i, at du har det godt med både mor og far, men af en eller anden grund bare hellere vil bo hos far:

    Jeg har altid gået ind for, at man skal sige tingene, som de er. Så er de nemmere for alle parter at forholde sig til. Det der med at gå om den varme grød virker ulogisk for mig.
    Mine forældre er skilt, men her var der ikke nogen tvivl om, at jeg helst ville rykke med min mor, så jeg har ikke skulle stå i situationen, hvor jeg skulle gøre den ene ked af det…
    Jeg kan til gengæld genkalde mig andre episoder, hvor jeg har måtte skuffe min mor, og her har jeg altid tænkt, at det må hun altså bare deale med. Hun har ikke været den perfekte mor igennem den skilsmisse, det fortæller jeg hende, og det må hun tage på sig. Det gør ondt på os begge, men det er en del af det at vokse op, tror jeg.
    Derfor synes jeg, du skal finde en forklaring på, hvorfor det er, du hellere vil bo hos din far. Er det fordi, han bor tættere på dine venner? Er stemningen bedre? Er der bedre morgenmad i skabene?
    Hvad end det er, så tror jeg, det er bedre at sige sandheden og lade hende deale med det. Selvfølgelig skal du også forklare hende, hvor højt du elsker hende – og at det faktisk gør dig rigtig ked af det at sige, at du gerne vil flytte, fordi du ikke vil såre hende. Og så må hun ligesom tage sig af dig. Det er trods alt hende, der er forælder, og det er nu engang deres opgave – og lod i livet, at børnene en dag flyver fra reden, om det så er hjem til far eller et helt andet sted.

    De fleste kommer over det – så længe du er ærlig og husker at fortælle, hvor meget hun betyder i dit liv, så tror jeg også, hun vil forsøge at acceptere det.

    Og hvis det hele i bund og grund handler om, at din mor gør et eller andet, som gør dig ked af det, så kan sådan en ærlig snak jo måske også få hende til at ændre nogle ting, så du ikke har lyst til at rykke alligevel.

    Og til sidst: Man kan ikke gøre alle glade. Så det handler for dig kun om, hvad der gør dig glad. Måske er det at flytte hjem til din far, måske er det at bide i kamelen og blive hos din mor. Det vigtigste er, at du gør det, DU har det bedst med 🙂
    Held og lykke med det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej! Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg bor hos begge… Men jeg vil råde dig til at tage en snak med din mor, hvor du for fortalt hende, hvor vigtigt det er for dig også at pleje dit forhold med din far. og at du af den grund gerne vil bo hos ham for en periode, så I ikke mister kontakten. Det er i hvert fald, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var i den situation… Nu bor jeg selv, hvor jeg har lyst til på ubestemt tid, altså bor en uge til tre hos far, og det samme med min mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Man siger det som det er, at du hellere vil bo hos din far betyder jo ikke at du ikke elsker din mor mere. Jeg synes ikke der er mere i det, jeg er selv skilsmissebarn og jeg sagde det bare som det var “Mor, jeg kunne godt tænke mig at bo hos far” 🙂
    Held og lykke med det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tips til din vinterdepression