Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Kommentarer (15)

  • Jeg ville fortælle at jeg åbnede skabet for at finde vatpinde og så hans medicin og at han skulle vide at jeg var der hvis han ville tale om det. Synes ikke, at holde det hemmeligt gør noget godt. Hun skal ikke tvinge ham til at fortælle om det, men række en hånd ud og give ham selv lov til at fortælle når han er klar og har lyst. Altså det er jo bare hvad jeg ville gøre.. der er jo ikke sådan et rigtigt og forkert svar på sådanne dilemmaer. I øvrigt går jeg ud fra medicinen er for nylig udskrevet og ikke bare noget der har stået i mange år han ikke har fået smidt ud eller lignende? For så er sagen jo en anden..

  • … Jeg fandt antabus i min fars skuffe sidst jeg var på besøg hos mine forældre. Den er heller ikke sjov. Jeg har ikke sagt noget, ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Sorry, jeg er INGEN hjælp..

  • Selvfølgelig skal hun sige det, og samtidig fortælle at hun er med ham hele vejen.
    Hvis det er det hun vil altså.
    Gør det til et fælles ” projekt “, lær hvad det vil sige at have en depression men modtag selv hjælp på sidelinjen, jeg har hørt om ægtefæller der selv gik ned med flaget i forsøget på at hjælpe.

  • Ved ikke om det er forsøgt, men prøv at spørg ham om han er ok? Altså sådan virkelig ok? Og svarer han at han har det fint eller ligende, så prøv at spørg dagen efter igen.. Man kan eventuelt sige at man fornemmer der er noget, og han skal vare vide at du ikke dømmer ham, lige meget hvad det er, og kun ønsker at hjælpe.

  • Jeg ville afgjort fortælle sandheden. Så kan han vælge, om han vil tale om det eller ej. Bare sig, at du er der, og at du vil ham (hvis det altså er sådan, du har det). Du har jo ikke gjort noget galt, og den slags er ikke noget, som man skal gå og ruge over, når man har fundet ud af det som pårørende – det gør bare emnet endnu mere tabubelagt, end det er i forvejen.

  • Jeg synes at det kommer an på hvor nyt forholdet er. Er det et forholdsvist nyt forhold, ville jeg ikke sige noget, da man jo stadig ser hinanden an og lærer hinanden at kende. Så ville jeg vente til han selv fortæller det, da det er sårbart emne (taler af erfaring). Så handler det jo bare om at støtte ham når han så kommer og fortæller om det. Hvis man har været sammen i længere tid ville jeg sige at jeg havde fundet medicinen da jeg ledte efter vatpinde, men at det er okay hvis han ikke har lyst til at snakke om det lige nu og han skal vide at jeg er der for ham og at jeg elsker ham for den han er med det der følger med. Det er min mening 🙂

  • Sig det til personen – der er jo ikke noget fordækt i at lede efter vatpinde. Hvis du ikke fortæller det, ender i begge med at gå rundt med en hemmelighed, og det bliver som en elefant i en glasbutik til sidst. Det vil ikke gavne hverken på den korte eller den lange bane.
    Fortæl, at du faldt over dem tilfældigt og at du er der for ham. Fortæl, at du gerne vil lytte til ham, men at det også er ok, hvis han ikke er parat endnu.

  • Jeg er selv den ene i parforholdet, der er på antidepressiv. Det er satme ikke fedt, men havde min kæreste fundet medicinen i mit skab og jeg ikke havde fortalt ham det, så ville jeg gerne have haft at han havde sagt noget.
    Det skal ikke være en samtale som bebrejder ham for ikke at have fortalt dig det, men en samtale, hvor du starter ud med at sige, at du har fundet hans medicin og at det er noget du vil hjælpe ham med. At du forstår hvorfor han ikke har sagt det, da det er et kæmpe tabu og ofte et nederlag for den person, der er ramt. Bare du ikke siger, at det har gjort dig ked af det, at han ikke har fortalt det, for så får han bare dårlig samvittighed og det skader ham mere end det gavner.
    Du kan evt også bruge lidt tid på at google, det at være pårørende til en person med depression mm. Der er mange man kan ringe til og få hjælp og der er flere organisationer for pårørende. Vigtigst af alt, så pas på dig selv. Min psykolog fortalte mig, at man ofte siger, at bag hver depression i et parforhold står der en ny.
    Hjælp og støt ham, bebrejd ham ikke og pas på dig selv!

  • Det er lidt svært. På den ene side synes jeg, han selv skal fortælle det, den dag han er klar, og på den anden side synes jeg, hun skal nævne det for ham og hvis han ikke vil snakke om det, så er samtalen om depression slut der, men så ved han, hun ved det. Og så kan det være, han åbner sig op på et eller andet tidspunkt.

  • I og med at han tager medicin er der større chance for at han vil være åben for at tale om det, fremfor hvis hun udelukkende overvejede at konfronterer ham med det baseret på en fornemmelse hos hendes. Han er tydeligvis på et stadie, hvor han har anderkendt, at han gennemgår en tid som han ikke kan komme i gennem ved egen hjælp, og er startet på medicin. Jeg synes derfor også at hun skal fortælle ham om det, da jeg mener at det at han tager medicin, også viser at han er selvbevidst nok om sin tilstand til at (tildels) kunne åbne op omkring den – han vil måske ligefrem føle sig lettet over ikke selv at skulle bringe emnet op.

    Ligesom mange andre har påpeget er det meget vigtigt at hun undersøger hvad det vil sige at have en depression, hvordan hun som pårørende kan hjælpe, og at hun ikke bebrejder ham noget. Det er desuden ekstremt vigtigt at hun passer på dig selv, og ikke bebrejder sig selv noget hvis han ikke får det bedre inden for den nærmeste fremtid. Depressionen kommer lettere end den går, og hun må ikke føle at der ligger hverken pres eller skyld på hendes skuldre.

    al mulig held og lykke herfra!

  • Du skal for guds skyld IKKE sige det!! Jeg har selv en depression, og jeg ville føle mig angrebet, hvis min kæreste fortalte mig, at han havde fundet min medicin. Der er sikkert en grund til at han ikke har sagt det til dig, eller måske venter han bare på det rigtige tidspunkt (nu ved jeg jo ikke hvor længe I har været sammen). Har også hørt om folk, der tager en lille dosis antidepressivt, hvis de har svært ved at falde i søvn eller lignende, så i bund og grund kan det jo være noget så simpelt som det.

    Ikke desto mindre synes jeg det er en forfærdelig idé at bringe det op, jeg kan virkelig ikke understrege det nok. Det er så privat og følsomt et emne, at det er en snak din kæreste selv bør starte op med dig.

  • Jeg tager selv anti-depressiver og har gjort det 6-7år, og jeg vil råde dig til at lade ham fortælle dig det. 🙂

    Han kan sagtens tage medicinen, uden at have den tunge depression, jeg har været igennem mange, og det er så simpelt at jeg simpelthen ikke producerer nok serotonin selv.
    Så jeg skal tage et tilskud, præcis som folk med sukkersyge eller D-vitamin mangel.

    Antidepressiv er noget der skal tages over en lang periode for de fleste, og udtrapningen er også langsom, selvom man har fået det godt igen.

    Det sværeste for mig, var da jeg skulle fortælle min kæreste at jeg altså tog det her medicin, for man bliver ofte mødt med undren.
    Men jeg fortalte ham det da jeg følte at det var det rigtige tidspunkt. Og forsikrede ham om at det altså ikke er sådan at jeg fra den ene dag til den anden bryder sammen 😉

    Jeg ser det fuldstændig som at jeg skal huske at tage min vitaminpiller eller andet 🙂

    Hvis du bare er der og lytter og bekræfter ham I at det er HAM du vil. For du har jo forelsket dig i ham, og han er ikke en anden bare fordi du har fundet et “tilskud” i skabet.

    Lad ham finde det rigtige tidspunkt for ham, men hvis der går mange måneder ville jeg spørge forsigtigt ind til det med et åbent og lyttende hjerte.

    Det er svært at forklare folk som ikke selv har været det sted i livet. Derfor er de fleste også hemmelighedsfulde omkring det, simpelthen fordi mange af os er bange for at folk vil se anerledes på os af den grund.

    🙂

  • Jeg har selv været der også. Jeg ville nok ønske, at en kæreste sagde til mig, hvis de havde fundet antidepressiv medicin. Men som andre har sagt, så skal det være uden nogen som helst form for klandring over at han ikke selv har fortalt det. Hvor trist det end er, er det stadig et tabu. For mig var det selvfølgelig følsomt, men også skamfuldt, ihvertfald i den periode hvor det var værst, og jeg var bange for at folk enten ikke forstod, eller dømte mig ud fra det. Og derfor kunne det være sindssygt svært at fortælle folk, selvom jeg måske gerne ville det. Men måske kan det at fortælle ham at du har fundet det, tage lidt af lige præcis den byrde af hans skuldre.

    Hvis det var mig, ville jeg sige at jeg havde fundet det, og lade ham forstå, at du siger det fordi han skal vide at du er der for ham, vil ham uanset og at du er der til at tale med ham om det, hvis han har lyst til det – eller når han er klar til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.