Virker skidtet? Anmeldelse af Bye Bra!

For en krig og en madpakke siden blev jeg tilsendt nogle prøver af produktet Bye Bra, som angiveligt skulle været et alternativ til bh’en, når man af den ene eller den anden grund måtte vælge den fra. Afsenderen havde vist ikke gjort sig forfærdeligt bekendt med, hvem jeg (eller mine bryster) var, i hvert fald ankom der to pakker: En beregnet til A-C-skåle og en til D-F-skåle. Idéen med produktet er, at man med tapen løfter brystet ovenfra i stedet for at forsøge at skubbe det op fra neden. Jeg var skeptisk, men testes skulle det!

Der er et godt stykke fra en F-skål op til mine bryster, så det blev ret hurtigt tydeligt, at produktet ikke skulle testes af mig. Jeg forsøgte, men tapestykkerne var slet ikke store nok til at have skyggen af en chance, så jeg lokkede i stedet lidt med en veninde, der er i besiddelse af en D-skål.

Dommen blev som følger…

På den positive side:

  • Tapen er stærk. Rigtig stærk. (Bemærk testen på billede to!) Der er ingen risiko for, at der lige hopper en babs ud på dansegulvet. Den er desuden helt tynd og går derfor i ét med hudens bevægelser, så det ser helt naturligt ud under tøjet.
  • Man kan klippe tapen til, så den passer til den overdel, man har på.

Der er desværre ikke rigtigt andre plusser end det… Avs.

På den negative side:

  • Tapen gør sit bedste for at klistre brystet derop, hvor man gerne vil have, det skal sidde, men det kan altså ikke lade sig gøre, og resultatet bliver højst en gang bananpatter.
  • Det gør allerhulens ondt at få tapen af igen. Den tog både maling og halvdelen af melposen med sig, da jeg skulle fjerne den fra testinstallationen på billede et.
  • Tapen er enormt besværlig at manøvrere. Ved mit første forsøg klistrede to af siderne sammen, og der var intet, der kunne skille dem ad igen. 
  • Man kan kun tilklippe tapen til en vis grad, før man ødelægger funktionen, og selvom der er tale om en gennemsigtig tape, er den altså ikke usynig. Det betyder, at der er en portion overdele, man ikke kan bruge dette koncept med, med mindre man vil flashe tape hele aftenen.
  • En bh’s funktion er ikke bare at løfte, men også at holde på plads. Det gør tapen absolut ikke. Vælger man derfor denne løsning, kan man se frem til en aften med masser af jiggle!

Med andre ord er plusserne få og minusserne mange – i hvert fald for os med lidt større bryster. Min veninde noterede sig dog, at idéen var god, og at det muligvis kunne fungere, hvis man ikke havde helt så meget boobage at gøre med. 
Min umiddelbare dom er, at man snildt kan finde en bedre løsning end Bye Bra. Stropløs bh, kyllingefileter, nipple covers, hvad der nu ellers findes. Især når man tænker på, at der kun er 3-4 sæt i en pakke (afhængigt af størrelsen), der er tale om engangsbrug, og prisen hos Nelly er imponerende 199 kroner. Worst comes to worst kan man i hvert fald altid få sig et par ruller gaffatape til den pris…!

Kommentarer (12)

  • Mange tak for den test. Jeg har tit kigget på dem og tænkt: Virker skidtet mon… Men med min F skål har jeg aldrig turde kaste mig ud i det. Og nu skal jeg da i hvert fald slet ikke nyde noget. Så hellere noget “tækkeligt” tøj, hvor jeg kan skjule en bh.

    Hav en super weekend! Marie fra http://www.krøllerier.dk

  • Det var jo så ikke ligefrem en succes, men retfærdigvis må man vel også sige, at de stakkels tapestykker virkelig skulle på arbejde, hvis de skulle kunne hamle op med dine bryster, Miriam! 🙂

  • Hahaha 😀
    Jeg elsker din ærlighed og dine udtryk Miriam! Du er sgu skøn!
    God weekend!

    Ps. Ikke at jeg egentlig har overvejet at bruge sådan noget tape, men jeg tror nu bestemt (også efter at have læst dette) at jeg holder mig til en go BH 😀

  • Jeg tror 100p på den anmeldelse, men jeg ville bare lige tilføje at jeg har prøvet tap'en på mine bitte små a-skåls bryster og der fungerede det faktisk rigtig fint. Jeg synes godt man kan opnå den fine effekt af “ingen bh fordi du er helt flad og det er unødvendigt, men det er ret sexet alligevel”-effekt som små bryster kan have, uden at der er alt for meget nipple og med en lidt pænere form. De er helt sikkert for dyre, men jeg har et par stykker liggende til særlige aftner 😉 og olie gjorde tricket for mig da de skulle af. Men kan sagtens forstille mig at de må være helt godnat til bryster der er bare en anelse større end mine (og de er altså små!)

  • Lige præcis! Idéen er jo genial, og jeg kunne sagtens forestille mig, det fungerede glimrende til de mindre skålstørrelser, så godt du melder ud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.