Hvorfor er det, jeg stadig er single, når jeg har Facebook til at hjælpe mig med at finde kærligheden? Dette fænomenale sociale netværk connecter mig ikke bare med Enrique Iglesias-typer, det tilbyder mig også seriøs matchmaking med narkokartellignende
Det her er en repost fra august sidste år, men jeg kan mærke de samme følelser komme snigende. Man skulle ellers tro, jeg havde accepteret situationen nu, no?
Den første følelse er glæde. Åh, så meget glæde over at endnu en modeuge er over os, og at jeg denne gang har en blog, er en person af vigtighed, skal ind at drikke gratis champagne
Får I også mærkelige beskeder på Facebook fra folk, I ikke kender, der bor rundt om i verden? Som regel et eller andet hankønsvæsen, der gerne vil score en fra… Abu Dhabi? Jeg tager dem altid (beskederne, altså) mere som en kompliment end som et irritationsmoment, men jeg har aldrig svaret dem. Før nu. Nu er jeg begyndt, hvis jeg en dag
1. Jeg er nu officielt tilbage til et punkt, hvor jeg er så fattig, at jeg har brugt de sidste par dage på at opstøve alt, jeg har af værdi, som jeg er villig til at skille mig af med. (Og med villig mener jeg, at jeg trods alt hellere vil have mad end at sidde sultent med disse ting i armene.) Tid til at lade Trendsales redde min røv.
2. Efter at have brugt en
Jeg er så træt. Jeg er så pissetræt af at være ked af det. Af at være skuffet. Af at være vred. Mennesker er til tider nogle rigtige røve, og det lader de gå ud over andre mennesker. Men nu vil jeg ikke lade det gå ud over mig mere. Jeg skruer hermed ned for forventningerne og op for det åbne sind.
På med ja-hatten og slut med tunge, hjerteskærende indlæg. Tilbage til det, der er essensen
(Billedet er en joke, okay? Reality-drama og alt det der.)
Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg vælger at tro på, at jeg er nødt til at skrive dette indlæg, fordi I er sådan nogle søde læsere, der altid har min ryg, og ikke fordi I er en bunke drama queens. 😉
Sagen er den, at jeg åbenbart ikke er så snu, som jeg har troet,
Net-a-porter har smidt en ordentlig bunke YSL arty-ringe (og andet lækkert hejs) ned i halv pris. Altså som i lige for et par timer siden. Jeg har aldrig set dem sætte klassikerne ned før, og så må de eddermame sende RKI efter mig, jeg skal have én!
Skynd jer, de ryger hurtigt! Shop her.
Et af de absolut sværeste tidspunkter, hvorpå at bilde hele verden inklusiv mig selv ind, at jeg er et nogenlunde fornuftigt og velfungerende individ med en IQ over gennemsnittet, er, når jeg er nødt til at indrømme, at jeg ser Paradise Hotel. For det gør jeg. Slavisk.
De siger, det er fordummende, men jeg føler mig aldrig så klog, som jeg gør efter tre kvarter med folk, der tror, at Thailand
Normalt når man brokker sig i forbindelse med inspiration, så er det, fordi den mangler. Det er ikke tilfældet her. Jeg har den til op over begge ører. Hver dag tilføjer jeg nye idéer til listen over potentielle indlæg, men forsøger jeg at gøre idé til realitet, bliver jeg blokeret.
Jeg distraheres af alle de andre tanker, der
1. Når jeg er trist, så shopper jeg. Det har jeg på ingen måde råd til nu pga. de røde tal, og hvad vælger NAP at gøre? Lancere final sale. Fuck jer.
2. Forleden da jeg skulle købe ind, var min cykellås stædig. Jeg besluttede mig som så mange gange før at bruge vold. Det var en skidt beslutning. Låsen var