Jeg tror, jeg poster billeder fra den her tur en gang hvert halve år, når savnet bliver for stort, og jeg bare har lyst til at give pokker i økonomi og manglende rejsepartner og hoppe på det første fly med kurs over Atlanten.
USA 2008. Mit andet fædreland. I år er det fem år siden, jeg var der. Jeg savner
Som klassisk tegn på min patologiske perfektionisme går jeg uhyggeligt meget op i, hvad andre mennesker synes om mig. Venner, familie, bekendte, komplet fremmede – det er helt ligegyldigt. Alle skal kunne lide mig! (Hvilket er en lidt kompliceret holdning at have, eftersom der er ret mange mennesker, der virkelig ikke kan lide mig.)
Anyway, som det overfladiske
I går lavede jeg tarteletter. Og postede et billede deraf på instagram (@miriampoulsen). På mine tarteletter var fyret en gang agurk, og før jeg vidste af det, var der gang i en all-out tarteletdebat.
Here’s the thing: Jeg elsker tarteletter. Elsker, elsker, elsker! Og lige så længe jeg kan huske, har tarteletter været pyntet med en skive agurk. Præcis som på ovenstående billede.
Min krop opfører sig sært. Jeg har afsindigt ondt i den der sektion, man ikke helt kan finde ud af, om er det nederste af maven eller det øverste af underlivet. Det sådan stikker, nærmest. Så jeg ligger en hel del stille. Normalt ville jeg spørge Google om hjælp, men man skal ikke google sygdomssymptomer, med mindre man savner at gå og
Der har været krav om mere skosamling-flash. Og jeg bukker hjertens gerne under, jeg har jo ikke købt dem for ingenting! 😉 I kan få en fornemmelse af samlingens generelle størrelse her, (om end det langt fra er alle mine sko, der befinder sig på den væg,)
Hallo, to outfit-indlæg på en måned! I’m on fire! Også selvom det i dag slog mig, hvorfor det var, jeg lidt holdt op med at lave dem: Jeg har jo en røvkedelig stil. Altså, misforstå mig nu ikke, jeg er selvfølgelig selv ret begejstret for min stil, men jeg forestiller mig ikke, den kan være voldsomt inspirerende.
Engang imellem kunne jeg godt ønske, at jeg havde valgt at gøre bloggen anonym. Eller, nok ikke så meget bloggen som mig selv. Så var der ligesom lidt mere frihed til at skrive. Ligesom fx Frøken Rodebutik, der har en hel stribe indlæg med analsex som tema. Ikke at jeg ser det som
Først og fremmest skal jeg beklage det lidet flatterende billede, men Frank og jeg er sædvanligvis ikke vågne på det her tidspunkt, (i dag kun fordi jeg skal til endnu en forsamtale på Hillerød, hurra for bureaukrati!) og dette var seriøst det mest friske, jeg kunne lokke ham til at se ud!
Jensen er allerede i gang igen. I ved, hvad det betyder…
Det her indlæg kommer til at give massivt backlash. Og det er jeg okay med. Eller, det vil sige, jeg vil naturligvis helst være fri og modtage udelukkende likes og stående bifald, men sådan fungerer verden ikke, og budskabet bag er vigtigt nok til, at jeg vil udgive det, selvom det fra et PR-mæssigt synspunkt nok ikke er klogt.
Åh, så meget fantastisk respons! Jeg elsker, at I overhælder mig og bloggen med komplimenter helt uden jeg er nødt til at fiske efter dem. (Hvilket jeg ellers snildt kunne have fundet på.) Jeg elsker, at flere af jer var nervøse for, om jeg nu skulle